Meditation for ingeniører

af Ryan Smith

Du sidder ved et bord og drikker te med en japansk munk. Munken sætter sin tekop fra sig, han roder i sine klæder, og ud kommer en stok af det fineste matsorte ibenholt. Han lægger stokken på bordet mellem jer. På træets overflade kan du se, at stokken er antik og har en perfekt ældet patina. Munken smiler og nikker aimabelt til dig. Han indbyder dig til at undersøge den fornemme kunstgenstand nærmere – til at røre. Du samler stokken op og beundrer dens form og udskæring; du fascineres. Dine tanker vandrer, og forestiller sig det Japan, der var, dengang stokken blev lavet – før Meiji-restaurationen, før moderniseringen, dengang samurai-standen endnu udgjorde en magtpolitisk faktor, og folk levede i overensstemmelse med Japans arkaiske feudalorden. Katsu! Mens din opmærksomhed var andetsteds, har munken grebet ud efter stokken, og nu hiver han den til sig i voldsomme ryk. Inden du kan nå at tænke, har dine instinkter allerede reageret: Du holder fast i din ende. Munken griner hjerteligt af dig. Han viser dig, hvor solidt du ligger under for dine reflekser.

Da du indser, hvad der er sket, giver du slip på stokken. Hvorfor skulle du dog også holde fast? Stokken var ikke din, og havde heller ikke tænkt dig at tage den, det var bare en refleks. Men reflekser er mere, end blot at holde fast når der bliver trukket i den anden retning: Hjernens reflekssvar spiller også ind på hjernerytmer, søvnmønstre, empati, hukommelse, abstraktionsevne og (tvangs)tanker. Reflekssvar omfatter desuden de processer, hvormed vi bearbejder stresspåvirkninger – noget, som 620.000 kronisk stressede danskere gerne ville være bedre til. I det hele taget er der med disse reflekssvar tale om processer, som de fleste gerne vil styrke hos sig selv, men oplever som værende uden for deres bevidste kontrol. Processerne kan imidlertid styrkes, det kræver blot mental træning, og meditation er en af vejene dertil.

Og meditation er netop, hvad hjernelæge og neurologiprofessor James H. Austin har beskæftiget sig med gennem mere end 40 års videnskabelige studier og rigoristisk Zen-træning. Med sin ortodokse træning, og sin omfattende naturvidenskabelige skoling, var Austin en af de første vestlige videnskabsmænd som undersøgte grænselandet mellem videnskab og meditation, hvor øst møder vest, og således befundet sig i en unik position for at skrive om, og forske i, Zen.

At det netop er Zen-skolen, Austin beskæftiger sig med er ikke tilfældigt: Når valget er faldet på Zen, skyldes det, at der er tale om en buddhistisk retning, som kun gør brug af få (eller endda ingen) metafysiske antagelser: I Zen er der ingen bønneflag og mystiske mandala’er, og nogle steder er der sågar ikke engang Buddha. I Zen er den meditative praksis skåret ind til benet – af og til så meget, at nogle Zen-munke benægter at de er religiøse. Som en udeforstående, mere religiøst orienteret buddhist engang sagde, så er Zen ”buddhisme for advokater og ingeniører”.

Karakteristikken var ment som en hån, men for videnskabsfolk som James H. Austin er sådanne prædikater blot et kompliment: Som forsker har Austin publiceret mere end 140 videnskabelige artikler, der dokumenterer og diskuterer evidensen for meditation. Som formidler har han skrevet bøgerne Change, Chance, and Creativity, og bogen Selfless Insight samt den monumentale, 872 sider lange, Zen and the Brain, der udgjorde en milepæl i Vestens forståelse af såvel traditionel Zen-praksis som de anatomiske ændringer i hjernen, der følger med meditation.

Men Zen and the Brain var ikke blot lang og banebrydende, den var også mesterligt struktureret, med videnskabeligt, filosofiske og personlige perspektiver elegant snoet sammen til en glidende fortælling om østens mystik på vestlig formel. Der var tale om en teknisk, og undertiden vanskelig, fortælling, men altid en hvor læseren oplevede, at Austin havde gjort sig omhyggelig med at omplante sine konklusioner fra den neurobiologiske ramme de oprindeligt udsprang af.

Austin har også skrevet en efterfølger til Zen and the Brain kaldet Zen-Brain Reflections, der fra forlagets side lanceres som en direkte efterfølger til Zen and the Brain: Så langt så godt; kunne man lide Zen and the Brain (hvilket denne anmelder kunne), så burde Zen-Brain Reflections være en no-brainer på læselisten. Men to’ere har det som bekendt med at skuffe, og desværre er Zen-Brain Reflections ingen undtagelse; – og selvom Zen-Brain Reflections ikke falder fuldstændigt igennem, så lever den heller ikke op til forventningerne fra Zen and the Brain.

Austin vil gennemgå de sidste otte års forskning i meditation for os, og af ukendte årsager, har Austin besluttet sig for, at dét skal foregå på så et højt et teknisk, og detaljemættet niveau, at læseren til sidst sidder tilbage med en mistanke om, at det nok ville være nemmere at læse de oprindelige publikationer, som bogen bygger på. Læseren indføres i alfa- beta-, gamma- og theta-rytmer, fMRI-scanninger, EEG-scanninger, PET-scanninger, blodprøver, dopaminreceptorer, brugen af elektroder, og slæbes tillige igennem et generelt (og ikke altid relevant) grundkursus i hjernens anatomi. Med Zen-brain Reflections stikker Austin fingrene dybt i detaljens mudder, og kommer somme tider op med perler, men aldrig uden akkompagnement af en overvældende dynge facts, detaljer og lavpraktiske mellemregninger.

Desuden er bogen dårligt struktureret: Austin har presset over 100 kapitler ned i en brødtekst på 467 sider, og således givet os emnebehandlinger med af typisk på 4-5 siders længde. Og hvad værre er, så har de enkelte kapitler ingen direkte sammenhæng med hverandre, og de mange – utrolig mange – detaljer, der fremlægges bliver ikke sat ind i en større kontekst, men står tilbage for læseren som brikker til et pudsespil der aldrig samles, detaljer for detaljernes skyld, og opvarmning til en fest der aldrig kommer.

I fraværet af en egentlig struktur har bogen heller ikke nogen hovedpointe, men en opsummering af de spredte konklusioner man kan finde deri lyder som følger: Det må nu regnes som videnskabeligt bevist, at meditation styrker og forbedrer hjernerytmer, søvn, empati, hukommelse, abstraktionsevne og immunforsvar. Det må ligeledes regnes for bevist, at meditation nedsætter frygt og tvangstanker, modvirker depression, sænker blodtrykket og forhøjer smertetærsklen. Kort sagt, er Zen-Brain Reflections en dårlig oversigtsbog med en god nyhed: Meditation virker.

Ikke desto mindre indeholder bogen dog en række charmerende episoder, som når Austin gengiver et forsøg, hvor en gruppe universitetsstuderende først i 20’erne scannes ”om kap” med en gruppe buddhistmunke sidst i 40’erne. Normalt aftager hjernens såkaldte gammaaktivitet med alderen, men til forskernes overraskelse viste deres resultater, at det her forholdt sig omvendt: De snart-50-årige munke oplevede langt mere gammaaktivitet i hjernen end de unge universitetsstuderende. Ligeledes målte man på tætheden af de nervetråde, der forbinder venstre og højre hjernehalvdel, og igen viste det sig, at munkene havde langt tættere forbindelser mellem de to hjernehalvdele end de studerende.

Et andet af bogens højdepunkter indtræffer, da Austin beskriver, hvordan et hold hjerneforskere scannede samtlige munke i et japansk Zen-kloster. Forskerne konstaterede, at mens alle munkene havde usædvanligt aktive og sunde hjerner, så kunne tre af disse munke generere helt unikke theta-rytmer under meditationen – som om de vågnede op fra et allerede vågent stadie. Forskerne kontakede så klosterets Zen-mester, og uden at delagtiggøre ham i resultaterne bad de ham nu  karakterisere hver munks meditationspraksis som enten ’storartet’, ’middel’ eller ’ringe’. Mesteren bedømte fire af hans 23 munke som havende en ’storartet’ meditationspraksis – og blandt de fire var de tre, som genererede de usædvanlige theta-rytmer når de mediterede.

Men i et større perspektiv må disse højdepunkter alt i alt betegnes som grønne oaser i en ørken af udsigtsløs evidens: Austin fremlægger undersøgelse efter undersøgelse, men perspektiveringer og egentlige diskussioner må læseren som sagt gå forgæves efter. Dertil kommer, at de få kapitler, hvor Austin bevæger sig væk fra den videnskabelige verden og perspektiverer til egne erfaringer, er decideret svage og ikke formår at stille med noget nyt i forhold til Austins tidligere bøger. Bogens forlægger, The MIT Press, mener, at Zen-Brain Reflections kan anbefales til læger og neurologer såvel som til den alment interesserede læser. Efter endt læsning kan denne anmelder dog konstatere, at bogen hverken egner sig til læger, neurologer, den alment interesserede læser, og ej heller som et sammenhængende litterært værk i det hele taget. Hvis Zen-Brain Reflections skal anbefales, så skal det være som en rodebutik og en grab bag af videnskabeligt dokumenterede pointer omkring meditation. For forskere og videnskabsjournalister, der arbejder professionelt med emnet, kan bogen måske være nyttig som et impromptu oplagsværk, men den kan ikke anbefales som egentlig faglitteratur. Dertil er den for flakkende i sit narrativ, for uigennemtænkt i sin struktur og generelt for tarveligt skrevet.

Men som to gamle Zen-mundheld lyder, så er det bedre at meditere en smule end at skrive en masse, og en tekop, der allerede er fyldt, kan ikke fyldes yderligere op. Så en rigtig Zen-mester ville sikkert sige, at du ikke skulle lade en middelmådig formidlingsbog stå mellem dig og de gavnlige effekter af meditation, ja faktisk ville han måske endda sige, at det var en misforståelse, at Zen handlede om at opnå noget; at Zen slet ikke handlede om de gavnlige effekter af meditation, men om noget helt, helt andet, men dét er en anden historie, og en som læseren ultimativt ikke får formidlet fra Austins lange og rodede Zen-Brain Reflections, men som man kan finde i andre bøger som f.eks. D.T. Suzukis klassiske En introduktion til Zen-buddhisme, eller blandt Zen-lærere landet over (se listen nedenfor).

Meditationsguide – sådan mediterer du derhjemme

 

  1. Sæt dig på en hård pude eller et lignende underlag, som vil løfte din bagdel 10-15 cm op fra gulvet.
  2. Anbring din bagdel på kanten af puden, og sørg for at dine lår er frie og ikke hviler på puden.
  3. Sæt dig i skrædderstilling, og hvis du kan, så hæv den ene fod helt op på det modsvarende lår.
  4. Rank ryggen, og fold dine hænder i skødet.
  5. Træk nu vejret langsomt gennem næsen, og lad gradvist dine åndedræt blive dybere.
  6. Følg dit åndedræt, og tænk på et tal ved hver udånding, sådan at du tæller åndedrag. Når du når til ti, eller så snart du opdager, at dine tanker er vandret (hvilket sker hele tiden for nybegyndere) så begynd igen ved ét.
  7. Sid stille, og bliv ved i 12-20 minutter. Det er normalt at opleve, at sindet stritter imod de første gange, man mediterer.

Disse syv trin er essensen. Øvrige tips inkluderer at sidde med åbne øjne, i løst tøj, at fokusere på sit åndedræt som gerne skulle blive dybere, og holde øjnene fikseret på et punkt ca. 1 meter fremme.

 

Brug for vejledning? Zen-foreninger i Danmark

 

København
Zen Buddhistisk Forening
Studiestræde 32 B, 1. th., København K.
Kontakt Claus Nordstrøm, tlf. 33 79 56 08

Århus
Århus Zendo
Beboernes Hus, Sølystgade 30, Århus C
Kontakt Thomas Hessellund, email thomas@hessellund.eu

Odense
Odense Zendo
Christiansgade 81, 3, Odense C.
Kontakt Marianne Juul, tlf. 23 45 04 98

James H. Austin

Zen-Brain Reflections – Reviewing Recent Developments in Meditation and States of Consciousness

616 sider, The MIT Press 2006/2010

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close