Anti-Foucault: En kritik af Foucault

af SKV

Da idéhistorikeren Michel Foucault døde af AIDS i Paris 1984 var han en af verdens mest berømte intellektuelle. I sit hjemland, Frankrig, havde han formået at opnå den særlige franske superstjernestatus, der kun tildeles de få udvalgte – som eksempelvis Jean-Paul Sartre og Albert Camus. Foucaults værker var blevet læst og diskuteret i det meste af den akademiske verden. I årene efter hans død er hans status kun vokset, og i dag er hans videnskabelige metoder for længst spredt udover den snævre kreds af idéhistorikere til enhver krog på universitetet. Foucaults tanker har formået at danne skole indenfor alle grene af samfundsvidenskaben (på nær måske økonomi), og i Danmark er han den dag i dag den mest citerede samfundsvidenskabelige teoretiker overhovedet. Det er således svært at overvurdere hans betydning. Hele den videnskabsteoretiske gren, som man kan kalde ’postmodernismen’ eller ’poststrukturalismen’ efter forgodtbefindende, skylder Foucault et eller andet, hvis ikke alt. Han har desuden lagt grundlaget til en af de mest anvendte metoder på de blødere samfundsuddannelser: Diskursanalysen. Og det er unødvendigt at nævne, at han er obligatorisk på ethvert pensum fra sygeplejeuddannelsen til fag som psykologi og historie på universitetet.

Hvis man læser hans værker, kan det være svært at forstå, hvordan de kan have spredt sig over det meste af kloden, læst og købt i hundredetusindvis og diskuteret til hudløshed. De 362xv4 er ulideligt kryptiske, ufatteligt svære at afkode, og den viden, man kan være heldig at presse ud af dem, kan ofte være modsætningsfuld og til dels meningsløs. Foucaults store succes skyldes til dels hans timing. Han skrev sine værker i 1960erne og 1970erne, hvor den voksende modkulturelle bevægelse vandt mere og mere indpas inden for intelligentsiaen. Hans anti-essentialisme og opgør med oplysningstidens tænkning faldt i god jord hos det meste af en generation, der havde opgøret med de etablerede, borgerlige sandheder, vestlig imperialisme og autoriteter som primært fikspunkt i det, der siden er blevet kendt som ungdomsoprøret. Inde mellem de mange uforståelige sætninger gemmer der sig nemlig et antitautoritært budskab i Foucaults forfatterskab, der uden tvivl har tiltalt mange mennesker, der følte et behov for at gøre op med det borgerlige samfunds forlorne normer. Men dette antiautoritære budskab er muteret med en totalitær siamesisk tvilling. Og hvis de to skal skilles fra hinanden, vil de begge afgå ved døden. At acceptere Foucaults teorier om viden, magt og mennesket betyder, at man bliver nødt til at afsværge sig enhver tro på objektiv virkelighed og en erkendelse heraf, samt enhver tro på individuel frihed, der foregår inden for det etablerede samfunds normer, og forestillingen om, at man som menneske har et personligt ansvar for sine egne handlinger. Derudover fører Foucaults teorier nødvendigvis til den mest gennemførte og rendyrkede kulturalisme, man kan opdrive i moderne tænkning. I skraldespanden vil man nødvendigvis finde hele det fundament, som det liberale demokrati og menneskerettighederne er baseret på. Andet kan ikke lade sig gøre. Foucaults filosofi er grundlæggende ikke forenelig med troen på et demokratisk styre baseret på den enkeltes ukrænkelige borgerrettigheder.

I dag er det helt normalt, at man på humanoira anvender ordet ’positivist’ negativt. En ’positivist’ er inden for den etablerede konsensus en naiv, altmodisch skikkelse. En latterlig figur, der tror, at der findes en objektiv virkelighed som man med etablerede, formelle og ensartede videnskabelige og ofte kvantitative metoder kan gøre sig et begreb om. Den slags forestillinger vækker i dag latter. Nej, virkeligheden er ikke ’objektiv’, den er skabt af magt. Det er magten, der former al vores viden gennem sproglige, diskursive processer. Den eneste måde at kunne etablere nogenlunde troværdig viden på, er således gennem magtkritiske analyser, hvor vi kigger på sproget, diskurserne, og hvordan de former vores måde at tænke på. Alt dette er arven fra Foucault. Og det er som sådan udmærket som en kritisk korrektion. En god bagstopper for kvantitativt amokløb. Det er aldrig en dårlig ting at være sig bevidst om magtperspektiver og sproglige, diskursive processer i sin forskning.

Men når denne tilgang alene bliver den dominerende i stedet for blot at være en kritisk korrektion, danner den sit eget normative hegemoni, og når det sker, har vi at gøre med et seriøst intellektuelt problem. Det fører til vulgærkonstruktivismen, hvor unge nyudklækkede kandidater tror, at de kan alt blot ved at foretage en smule tekstanalyse. Det fører til en ny naivisme, hvor man forestiller sig, at verden kan forandres, hvis vi blot taler anderledes om den. Men værst af alt fører Foucaults tænkning i sin yderste form til den totale afvisning af enhver etisk universalisme, enhver fælles standard for viden, til en uhyrlig kulturalisme, hvor individet forsvinder til fordel for store, kollektive, diskursive strømninger, og til den endelige opløsning af subjektet med alt, hvad der dertil hører af ansvar, moral og frihed. Det var muligvis ikke Foucaults intention, at hans tænkning skulle kunne føres hertil, men gennem sin snørklede akademiske skrivestil, er han selv ansvarlig for, at man kan fortolke hans værker på den måde, som de er blevet fortolket.

Foucaults projekt var som sådan ikke specielt normativt eller etisk, men derimod mere videnskabsteoretisk og til dels politisk. Hans primære anke var opgøret med arven fra oplysningstænkningen, der efter hans mening havde skabt en implicit normativitet i moderne samfundsvidenskab, der ofte ville beskæftige sig med, hvordan alting burde være, i stedet for at undersøge, hvordan den rent faktisk er. Dette projekt mente Foucault at have arvet fra Friedrich Nietzsche, og i særdeleshed dennes værk ”Moralens genealogi”, hvor Nietzsche forsøger at vise, hvordan etik ikke er noget, man er kommet frem til gennem fornuften, men derimod gennem århundredes magtkampe. ’Etik’ var ifølge Nietzsche blot en forloren løgn, som kun naive tåber troede på. I virkeligheden var det magten, der skabte etikken. Den eneste konstant var viljen til magt. Den, der kontrollerede sproget og tankekategorierne, havde magten til at definere virkeligheden. Det var denne tilgang, som Foucault fulgte i. Han var interesseret i at afdække, hvordan viden blev skabt, og hvordan viden igen kunne omsættes til magt i form af disciplin og kontrol med folk. Han gik imod den popperske, og nogen ville måske hånligt sige ’positivistiske’ tilgang til viden, hvor man metodisk, nøgternt og stringent vandrede tættere og tættere på ’sandheden’.

Foucault har aldrig skrevet et ord om metodologi. Alligevel er det hans metode, der har nydt den største anerkendelse.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/e/0/d/indadvendt.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/plugins/slickquiz/php/slickquiz-front.php on line 59