Islam og den rationelle fornuft

af Tim Pallis, forfatter

I Vesten har vi et problem. Vi forstår ikke muslimerne. Vi fatter ikke hvad der foregår. Vi kan ikke forstå, hvorfor de handler som de gør. Vi kalder det  middelalderligt.

De fleste har ikke sat sig ordentlig ind i islams hellige skrifter. Vi ved ikke meget om, hvad islam er. Og eksperterne siger, at islam ikke har nogen essens, og skal fortolkes på mange forskellige måder. Man regner med, at muslimerne i almindelighed tænker lige så fornuftigt som os selv. For islam er da “fredens religion”. Den er en af Abrahams religioner og nok ikke meget forskellig fra jødedom og kristendom.

Alle religioner vil lære os det samme, siger de: At vi skal bestræbe os på at være gode mennesker, næstekærlige og overholde det gyldne princip om ikke at gøre mod andre, hvad vi ikke vil have andre skal gøre mod os. Sådan er det nok også for muslimerne, siger de.

Her i Vesten bestræber vi os på at give rationelle og fornuftige begrundelser for, hvad vi gør, og hvad vi mener om tingene. Vi kan godt lide, at opstille årsagssammenhænge. Vores videnskabsmænd leder efter rationelle begrundelser for diverse fænomener og de antager, at mennesker er universelt modtagelige for fornuft.

Den amerikanske forfatter og sikkerhedsekspert Robert R. Reilly har imidlertid skrevet en bog om, hvorfor eksperterne tager fejl. The Closing of the Muslim Mind, hedder den, og netop med henvisning til de såkaldte ”eksperter”, så bærer den også titlen How Intellectual Suicide Created the Modern Islamist Crisis. I bogen gennemgår Reilly stringent, hvordan langt de fleste af vor vestlige islam”eksperter” dybest set intet aner om islamisk filosofi (hvis de da aner noget om filosofihistorie i det hele taget). Og Reilly kontrasterer disse falske eksperter med mennesker, der rent faktisk kan deres historie.

Ubekvemme sandheder fra paven
I sin tale på Regensburg-universitetet sagde pave Benedict XVI, at islam er på kant med fornuften, og henviste til den historiske af-hellenisering af islam. Tabet af det hellenistiske præg betød også tabet af filosofisk tænkning, årsagssammenhænge og fornuftslutninger; ting som mange muslimer i dag anser for, at ligge udenfor den kritiske analyses domæne. Som vi skal se, så har islams lærde det nemlig med at forkaste den menneskelige tankes formåen og rationelle analyses frembringelser. Den kritiske fornuft er nemlig blot et menneskeværk, og det er et problem.

I de fleste teologiske skoler indenfor islam er tilgangen til virkeligheden blokeret på grund af islams afvisning af den kritiske analyse som menneskeskabt. Ifølge islamisk teologi og filosofi lever vi i en verden, hvor Allah ikke er bundet af noget, end ikke fornuften. Allah er, med deres egne ord, ren vilje og ren magt. Det kan synes besynderligt, at den menneskelige hjerne på den måde har udviklet en filosofi, der mest af alt koncentrerer sig om at devaluere den menneskelige hjerne. Imidlertid er der en hel række grunde til, at den islamiske teologi har udviklet sig som den har.

For det første sværger mange islamiske lærde til en total afvisning af fri vilje, idet de tror på, at alting er forudbestemt. Menneskets handlinger er ikke frie men på forhånd dikteret af Allahs vilje. Når mennesket ikke har en fri vilje, har han heller ikke noget ansvar for sine handlinger. Og hvis mennesket ikke kan kontrollere sin adfærd, er det meningsløst at tale om, at mennesket har moralske -endsige rationelle- forpligtelser i verden.

Allah, den guddommelige betvinger
I islam kaldes Allah også Al-Jabbar, hvilket betyder ’ham som betvinger’. Allah betvinger alt, og hans magt kan man ikke modsætte sig. Allah er herre over enhver af universets bevægelser. Hans væren er ubegrænset og har absolut frihed. Menneskets handlinger bestemmes derfor af Allah på samme måde som træets frugter, vandets strømmen, daggryets komme og planternes blomstring, som den islamiske teolog Ibn Taymiyya (1263-1328) hævdede: “Allah skaber ikke kun skabningerne, men skaber også deres handlinger”. Allahs frihed er altså menneskets bundethed.

Ligeledes går en anden doktrin i islamisk teologi på, at Allahs natur hverken er konsekvent eller erkendelig. Ifølge islamiske lærde er det en hån mod Allah at hævde, at Allah er bundet af principper som eksempelvis næstekærlighed: Sådanne forpligtigelser begrænser nemlig Allahs absolutte og uvilkårlige frihed til at handle. Følgelig instruerer disse imamer i stedet deres menigheder i, at Allah er ubegribelig, og at han gør præcis hvad han vil. Således er implikationen af denne dokrinlære, at Allah ikke engang er bundet af sit eget ord.

Allah har ingen natur, og det fastholdes, at hans væren er absolut transcendens, og således evigt ukendt. Intet værende kan sammenlignes med ham, hvorfor billedforbuddet er særligt stærkt i islam, og han åbenbarer sig ikke for noget menneske. Han har afsløret sine love for menneskene, og det er alt. Det er grunden til, at visse grene af islam har begrænset sig til kun at beskæftige sig med den islamiske retslære Sharia’en. Da Allah er uerkendelig og utilregnelig, så er det eneste, der er relevant for menneskers væren-i-verden, at kende Allahs love.

Der slås et slag for hellenismen
Alt i den islamiske tænknings historie er dog ikke mørke: Filosofferne Avicenna (980-1037) og Averroes (1126-1198) forsøgte sig i deres værker med rationel analyse, og med de skrifter der var tilgængelige for dem, forsøgte de at indoptage aristotelisk og platonisk filosofi i den islamiske tænkning. Dermed arbejdede de begge på, at bringe den rationelle fornuft og de guddommelige åbenbaringer i syntese med hinanden via deres filosofiske produktioner. Men lige lidt hjalp det: Efter at Averroes havde produceret noget af sin tids fornemste filosofi, som endda blev hædret af kristne, endte Averroes bøger alligevel i flammerne brændt på Cordovas torv, han selv blev sendt i eksil og hans lære bandlyst. Og, siger visse kilder, i dette mismodets time, skulle Averroes have udbrudt, at ”islam var en religion for svin”.

At koranen kunne forenes med den kritiske filosofi blev afvist af de øvrige islamiske lærde med henvisning til, at den filosofiske metode var skabt af mennesker, og således korrumperet af menneskets selviske interesser, og på et epistemologisk plan lød begrundelsen, at der end ikke var noget for fornuften at vide: Virkeligheden var nemlig udelukkende afhængig af Allah – betvingerens – vilje, og således intet andet end en serie momentane mirakler, som er direkte forårsaget af Allahs vilje, og udenfor enhver menneskelig erkendelig metode. Ifølge klassisk islamisk teologi gælder dette (manglende) forhold mellem årsag og virkning også i naturens verden: Hvad der synes at være “naturlove”, som f.eks. fysikkens love, er i virkeligheden ikke andet end Allahs sædvane, som han til enhver tid kan ændre efter forgodtbefindende.

Resultatet af denne teologiske doktrin bliver således, at virkeligheden bliver uerkendelig og uforståelig: Der er intet for mennesker at begribe, for kun det uerkendelige konstituerer virkeligheden.

Ghazalis coup de grâce
Blandt de filosoffer som var med til at give Avicenna og Averroes dødsstødet var Abu Hamid al-Ghazali (1058-1111).  Ghazali var den mest indflydelsesrige muslimske tænker efter Muhammed. I hans hovedværk, Om filosoffernes mangel på sammehæng, afviste han hele den hellenistiske tænkning og metode. Han fremhævede, at Allah er fuldstændig ubetvunget, og at der derfor ikke er nogen naturlig eller forudsigelig sammenhæng mellem årsag og virkning. Legemer bevæger sig ikke i overensstemmelse med deres natur, for de de har ingen natur, de er blot manifestationer af Allahs øjeblikkelige vilje der, som vi har set, kan skifte fra øjeblik til øjeblik.

Islamiske filosoffer som Averroes, Avicenna, Al-Razi og Al-Kindi er ifølge de anti-hellenistiske tænkere i islam slet ikke muslimer, men kættere: De er nemlig ikke produkter af islamisk kultur, men af græsk kultur. Og blandt religiøse ledere i Mellemøsten betragtes de hellenistiske filosoffer den dag i dag som værende fremmedelementer i den islamiske tænkning. De betragtes som krypto-vestlige og krypto-kristne, og deres tanker skal således bekæmpes.

Den videnskabelige metode – en kristen produktion?
Benægtelsen af naturlovene har medført en manglende interesse for objektivitet og videnskabelighed i den islamiske verden, hvilket egentlig er naturligt nok, for hvorledes kan man dyrke videnskab uden lovmæssighed, årsag og virkning?

Udover Ghazalis afvisning af årsag-virkningsspekulationer, så bygger den anti-rationalistiske strømning i islam også på doktrinen om koranens ontologiske særstatus: Ligesom Allah er evig, uskabt og fuldkommen, således har koranen altid eksisteret, og således vil den altid eksistere i uændret form fremover. Formidlingen til Muhammed skete godt nok i 600-tallet, men de originale tavler findes i himlen – i guld og på arabisk. Visse af  de hellenistiske filosoffer fremsatte det synspunkt, at mens koranen i sig selv godt kunne være guddommelig, så kunne den konkrete fortolkning af koranen dog alligevel siges at være op til menneskene, en strid de tabte, da den slags synteser endnu i deres levetid blev underkendt som kætteri.

Anti-rationalisterne vandt altså striden om Allahs transcendens, om den frie vilje, og om koranens ontologiske særstatus. Sidstnævnte særstatus ledte dog en mindre teologisk skole, Mu’taziliterne, til at påstå, at såfremt koranen vitterligt besidder denne ontologiske særstatus, så måtte koranen jo være Gud nr. 2 i islam, hvilket jo var polyteisme, og således en synd, der straffedes med døden.

Hadith’er som hotfix
Den mest betydningsfulde samler af koran-kommentarer, de såkaldte Hadith’er, var al-Bukhari. Han og hans skole afviste at Allah og koranen måtte være ens idet han fastslog: “Koranen er Allahs uskabte tale, menneskets handlen er skabte, at tro andet er kætteri.” Mu’taziliterne fastholdt imidlertid deres synspunkt: At Koranen måtte være skabt, og således temporal, for ellers måtte de historiske hændelser, der berettes om i Koranen, være forudbestemt og eksistere før mennesket blev skabt. Striden bølgede frem og tilbage, indtil det i midten af 800-tallet, under Kaliffen al-Mutawalkil, blev dekreteret, at det var obligatorisk for muslimer at tro på, at Koranen var evig og uskabt. Dette er i dag stadig det ortodokse synspunkt i sunni, og derfor kan islam ikke reformeres.

Den Mu’tazilitiske periode i islam var en periode med interesse for græsk filosofi og muligheden for en anden udvikling af islam end den, der siden hen fandt sted. Den Mu’tazilitiske Kalif al-Mamun (813-833) var ganske vist også en morderisk despot, men der var i det Mu’tazilitiske syn på den skabte Koran alligevel en mulighed for at genåbne den islamiske bevidsthed, og sætte den menneskelige fornuft tilbage i højsædet.

Der har i vor tid været repræsentanter for en sådan neo-Mu’tazilitisk fortolkning, og som advokerer for en genåbning af diskussionen om koranens ontologiske status. De tre vigtige reformtænkere er indoneseren Harun Nasution (1919-1998), egypteren Nasr Abu Zaid (1943-2010) og tuneseren Lafif Lakhdar (1934- ).

Men det er imidlertid ingen spøg at være reformtænker blandt ortodokse islamister. Man bliver erklæret for frafalden kætter, og trues på livet, resten af livet. Mellemøstlige reformtænkere må bo i Vesten, og forske og udtale sig under politibeskyttelse. Det er ikke sandsynligt, at en reform af islam nogensinde vil være muligt, for det ville betyde islams undergang som verdensreligion.

Selv om den rationelle fornuft og den humanistiske tradition, som vi nyder godt af i Vesten, endnu betragtes som et fremmedlegeme i den muslimske verden, så kan fornuften ikke helt udryddes. En amputeret arm er til stadighed nærværende i den amputeredes bevidsthed. Muslimerne ved godt, at enten kommer islam til fornuft eller også binder de sig selv til mørke og fattigdom. Måske er det nuværende arabiske forår et tegn herpå.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close