Psykopatsamfundet – en diskussion af The Psychopath Test

af Ryan Smith, cand.mag.

Psykopati findes ikke længere som psykiatrisk diagnose. Alligevel udøver de 1-2 % psykopater, der findes iblandt os, efter alt at dømme en større indflydelse på samfundet end alle de andre mentalt forstyrrede grupper tilsammen. Teknisk set er psykopaten et komposit af den antisociale og den narcissistiske personlighed, ofte med en mørtel af sadistiske træk. Når den psykiatriske diagnose ikke findes mere, så skyldes det ikke, at psykopaterne gik samme vej som dinosaurerne, men snarere, at Vestens psykologer og psykiatere følte, at etiketten ’psykopat’ var unødigt stigmatiserende for patienten, svær at diagnosticere, og derfor stemte den ud af eksistens.

Men psykopaterne er her stadig. Og frisk fra trykken kommer her den populære journalist, filmmand og forfatter Jon Ronsons seneste bog, The Psychopath Test. Ronson er tidligere kendt for den humoristiske og tankevækkende Them, hvor han infiltrerede ekstremistiske organisationer som Ku Klux Klan og al-Qaeda samt et hemmeligt netværk af nørder, som tror, at verden i virkeligheden styres af rumvæsener. Med Them stillede Ronson skarpt på, hvordan alle slags ekstremister er fælles om en særegen psykologisk profil, og hvor uhyggeligt klarttænkende mænd, der lige har fabuleret om rumvæsener og 72 jomfruer i Paradiset, kan være, når det gælder om at realisere deres politiske mål og fuldføre deres missioner. Men når Ronson er kendt og elsket, så er det først og fremmest for monstersucces’en The Men Who Stare at Goats om det amerikanske militærs forsøg på at træne parapsykologisk skolede synske supersoldater – en slags U.S. Jedi Knights – soldater som kan blive usynlige, gå gennem vægge og – selvfølgelig – slå geder ihjel ved at stirre på dem – en bog, der i 2009 blev filmatiseret med George Clooney i hovedrollen.

Den måske psykopatiske

Nu er Ronson tilbage med endnu en reportage fra psykologiens overdrev, og denne gang har han kastet sig i grams med (for ikke at sige i kløerne på) psykopati. Vi starter i Broadmoor, det topsikrede psykiatriske hospital, som mødre overalt i Storbritanniens fortæller deres børn uhyggelige godnathistorier om og som huser landets værste, ubetinget værste, psykisk syge forbrydere. Her, mellem voldtægtsmænd og barnemordere, møder vi overskudsmennesket Tony. Tony sidder inde, fordi han som teenager overfaldt en hjemløs og sparkede offeret talrige gange i ansigtet, længe efter at offeret var sunket i gulvet. At Tony har det i sig at begå ondsindede voldsforbrydelser, kan der derfor ikke herske tvivl om, men alligevel er det som om, at Tony er fejlcastet til rollen som indsat her blandt den nistrede forsamling af svært medicinerede, overvægtige og retarderede voldsmænd.

Ronson tager en dyb indånding. De indsatte i Broadmoor er så forfaldne, at man næsten kan smage deres sved på besøgsgangen. Men ikke Tony: Han går i jakkesæt, han holder sig slank, og han dufter friskt af eau de cologne. Og på trods af sin ulykkelige skæbne, så kan Tony alligevel finde overskud til at fortælle vittigheder, da Ronson kommer til Broadmoor for at besøge ham. Ja, Tony har det sågar i sig også at interessere sig lidt for Ronson og spørge ind til, hvordan han mon går og har det – i små glimt er det næsten som om, at Tony kan læse Ronson bedre, end Ronson kan læse sig selv.

Ronson spørger til Tonys dom, og Tony fortæller, at han ikke er skør, men at han ved et uheld er havnet i Broadmoor. Ja, han overfaldt og maltrakterede den hjemløse, sådan som han stod anklaget for, men han spillede kun skør, fordi han ønskede at undgå en regulær fængselsstraf. Og så det var ikke engang svært: Tony plagierede et par af de mest makabre replikker fra David Lynch-thrilleren Blue Velvet og optrådte så med sin bedste psykopatparodi foran et panel af psykologer og psykiatere. ”You know what a love letter is? A bullet from a gun!” Tony gav den som sindssyg, og psykiaterne slugte den råt.

Men Tony havde forregnet sig. Han havde håbet på at havne i et lavsikret psykiatrisk hospital i en støvet og gudsforladt forstad, hvor han kunne få tiden til at gå med pizza, Playstation og søde sygeplejersker. Ikke i sin vildeste fantasi havde han forestillet sig, at han skulle havne i den løvekule, som briterne kalder bloody Broadmoor. Tony slår omgående alle gear i bak; han falder psykiaterne om halsen og trygler dem om at tro på, at han i virkeligheden slet ikke er skør. Han afslører for dem, at han blot stjal one-liners fra Blue Velvet, og han indrømmer, at han spillede skør for at undgå en fuldbyrdet fængselsstraf. Men psykiaterne er mistroiske, og som Tony snart skal finde ud af, så er det at bevise sin normalitet langt sværere end det at ”bevise” sin sindssyge

Hvis Tony gakker ud, så noterer lægerne, at han ikke er klar til at komme ud blandt befolkningen, og hvis han opfører sig pænt, så skriver de, at terapien i Broadmoor holder hans voldelige dispositioner i skak, hvorfor han heller ikke er klar til at komme ud blandt befolkningen. Hvis Tony isolerer sig og nægter at snakke om, hvad der interesserer ham, så er han tilbagetrukket og lider ifølge lægerne af schizoid personlighedsforstyrrelse, men hvis han siger til personalet, at han har læst i New Scientist, at humlebier kan sniffe sig frem til sprængstof, så lider han af magisk tænkning og derfor af skizotypisk sindslidelse. Hvis Tony fortæller psykologerne, at han stadig fortryder sin forbrydelse, så mener psykologerne, at han er unaturligt optaget af voldelige episoder, og hvis Tony siger, at han har ændret sig, siden han overfaldt den hjemløse, så mener de, at Tony har dissociativ identitetsforstyrrelse. Der er ingen vej ud for Tony, og til sidst kommer psykiaterne frem til, at Tony i virkeligheden må være psykopat, og derfor, at han heller ikke kan løslades. Tony sidder nu i Broadmoor på syvende år. Om han virkelig er psykopat, det ved ingen, men hvem vil også være den psykiater, som tager chancen og sender ham ud i offentligheden igen?

Psykopati i kjole og fletninger

Men Ronson har en hurtig og zappende stil, så afslutningen på Tonys historie, den får vi aldrig. Til gengæld hører vi om forskere uden for kriminalforsorgen, som prøver at udvikle mere håndfaste metoder til at identificere psykopater. Her hører vi om psykologen, der slår sig op på en omfattende, state of the art-personlighedstest, og om den renhjertede lille pige, der kommer ind på psykologens kontor i fletninger og bolsjestribet kjole, og drillende fortæller, at hun er en slem pige. Pigens testresultater er alarmerende, og hendes hjernescanninger viser da også, at hun bliver opstemt af blod og døde mennesker, hvor andre mennesker normalt bliver bange. Adspurgt til sine karriereplaner svarer hun troligt, at hun gerne vil ind i militæret, fordi hun gerne vil slå ihjel på en ”ok måde”.

Psykologen sidder tilbage i et dilemma: Alt ved pigens psykologiske profil peger på, at hun med stor sandsynlighed vil begå en voldelig forbrydelse, inden hun er fyldt 30. Men hun har endnu en ren straffeattest. Hvad skal psykologen gøre? Og hvad bør vi som samfund gøre? Vil vi i fremtiden tillade forebyggende anholdelser som den, Tom Cruise må flygte fra i science fiction-dramaet Minority Report? Eller vil vi forbyde kriminalforsorgen at hjernescanne folk, på samme måde som vi i dag forbyder forsikringsselskaber at forlange gentests af deres kunder?

Etik uden følelser

Disse spørgsmål behandles desværre ikke tilfredsstillende i The Psychopath Test, men det gør de så til gengæld i Cambridge-professor Simon Baron-Cohens netop udgivede bog, Zero Degrees of Empathy (april 2011). Her præsenterer Baron-Cohen den dugfriske hypotese, at psykopater kan være en slags ”omvendte autister”: Både autister og psykopater har et mangelfuldt følelsesliv, men hvor autisterne mestrer upersonlige systemer (såsom matematik, mekanik og software-programmering), så er psykopaterne i stedet mestre i at væve intrigante spind mellem mennesker, designet til at udnytte andre og manipulere med deres følelser.

I modsætning til psykopaterne formår autisterne nemlig at kompensere for deres manglende empati ved at opbygge et rigidt og absolutistisk moralkodeks i stil med den tyske filosof Immanuel Kants: I Kants lettere autistiske morallære ville det nemlig være forkert at lyve for en manisk øksemorder, der i sin frådende blodrus spørger dig, hvor han kan finde den nærmeste børnehave, for som Kant siger, så er det altid forkert at lyve. Omvendt er et af de helt centrale symptomer på psykopati, at man formår at servere den ene løgn efter den anden uden nogensinde at fortrække en mine. Autister og psykopater mangler begge empati, men de to grupper er på mange måder et spejlbillede af hinanden, hvorfor Baron-Cohen bruger sin nye bog til at døbe dem Zero-Positive (autisterne) og Zero-Negative (psykopaterne).

Jesus forældet?

Usædvanlig hjerneanatomi. Goldt og minimalt følelsesliv. Omvendte autister. Det lyder jo meget mekanisk alt sammen, men betyder det så, at psykopati er medfødt og ikke til at ændre på? Ifølge både Ronson og Baron-Cohen samt også en verdens førende psykopatforskere, psykologen Robert Hare, så trækker svaret i retning af et ja. Videnskaben mangler endnu de sidste brikker, men såfremt MRI-scanningernes resultater står til troende, så er ægte psykopati både medfødt og fuldstændig uhelbredeligt. Hvis dét er rigtigt, så kan det få store konsekvenser for menneskehedens selvforståelse og for den måde, som vi har indrettet samfundet på. Særligt kan to store samfundsgrupper komme til at stå som tabere i fremtidens værdikamp.

Den første af de to grupper er dem, der tror på det kristne moralkodeks: Hvis det viser sig, at psykopater har en grundlæggende hjernefejl, og at de simpelthen ikke kan kureres, så er det (på trods af den skotske filosof David Humes advarsler om at slutte fra ’er’ til ’bør’) en meget dårlig idé at holde fast i tilgivelse som den højeste moralske værdi. Når op imod 30 % af Vestens mordere er psykopater, så hjælper det ikke, at vi som samfund ophøjer de mennesker, som gang på gang formår at tilgive, til rollemodeller. Står man over for en psykopat – en neuralt defektiv person, der ikke føler skyld – så er tilgivelse det samme som at indrømme egen svaghed – og dermed sanktionere handlingen.

Folk som Mattæusevangeliets Dronning Herodias kan sagtens have været psykopater, og for psykopater er tilgivelse meningsløst, idet deres går den så går den-anskuelse dikterer, at kun straf og afskrækkelse kan holde dem fra at begå voldelige forbrydelser. Hvor Jesus lærte os tilgivelse, så sværgede Buddha i stedet til medfølelse som menneskehedens vigtigste værdi, og efterhånden som vi får bedre kendskab til det menneskelige urværks indre mekanik, så kan det meget vel vise sig, at Buddha i virkeligheden var den største morallærer af de to. Psykopater har med overhængende sikkerhed ikke godt af tilgivelse, og almindelige mennesker har det muligvis heller ikke. Efterhånden som videnskaben skrider frem, kan det meget vel vise sig, at troen på tilgivelse over det lange løb har gjort mere skade end gavn, præcis sådan som den tyske filosof og polemiker Friedrich Nietzsche aldrig blev træt af at påstå.

Den anden samfundsgruppe, der står til at tabe i morgendagens værdikamp, er den venstrefløj (inkl. og især Det Radikale Venstre), som i årtier har slået på tromme for, at terapi og rehabilitering er bedre end lange fængselsstraffe. Efter snart 60 års forskning på området må videnskaben konstatere, at ingen form for rehabilitering kan sænke risikoen for, at psykopater begår nye forbrydelser, når de kommer ud igen. Ofte viser terapien sig endda at forhøje psykopaternes chancer for at begå nye forbrydelser (i visse tilfælde med helt op til 20 %), ligesom al psykologernes indfølende snak om at ”optræne empati” blot tjener til at give psykopaterne en endnu bedre forståelse af de følelser, som de allerede aflæser bedre end os andre, men som de ikke selv oplever eller føler sig bundet af. Og netop derfor er de stærkeste og mest tungtvejende afsnit af The Psychopath Test dem, der med Ronsons uprætentiøse enkelhed udstiller, hvor lidt de såkaldte mental health professionals (dvs. psykologer og psykiatere), samt den øvrige behandlerindustri, egentlig ved, og hvor meget skade de gør, når de lægger sig ud med mennesker, der forstår det psykologiske spil uendeligt bedre, end de nogensinde selv kommer til.

Fra fængslet til bestyrelseslokalet

Men en reportage om psykopaterne i vort samfund ville slet, slet ikke være komplet, hvis den udelukkende holdt sig til kriminalforsorgen. ”Hvor finder man da ellers psykopater?” spørger Ronson uskyldigt, og svaret falder prompte fra stjernepsykologen Robert Hare: ”Psykopaterne på dødsgangen har ødelagt familier,” siger Hare med et alvorligt blik, ”men psykopaterne på Wall Street har ødelagt civilisationer.” Hare startede egentlig også i kriminalforsorgen, men skiftede siden spor for at afdække, hvordan psykopaterne også er et finde i toppen af store virksomheder. Hares bog om corporate-psykopater, Snakes in Suits, blev en international bestseller, ligesom Sanne Udsens danske pendant, Psykopater i Jakkesæt, blev populær på at åbne op for den mulighed, at det, du bare troede, var en exceptionelt dårlig leder, meget vel kan vise sig at være en psykopat.

Psykopater på Wall Street er sikkert som amen i kirken. Ifølge journalisten Matt Taibbi er visse dele af finanssektoren sågar ”en kæmpe vampyrblæksprutte, der har sat sig på fjæset af menneskeheden”. Blæksprutten suger og suger, og ifølge Robert Hare er psykopatchefer netop en af grundene til, at det er comme il faut blandt direktører at føre sig frem med astronomiske repræsentationskonti, villaer på størrelse med fodboldbaner, og flåder af privat-jets som konstant skal stå til rådighed: Den psykopatiske psyke er som en hullet spand, og uanset hvor meget der hældes i den, så vil spanden forblive tom. Psykopatens glæde består udelukkende i at rage til sig og aldrig i at værdsætte det, som han allerede har. De er umættelige sorte huller, der som den japanske mytologis gaki-ånder er dømt til for evigt at spise uden nogensinde at blive mætte.

Psykopater på sommerferien

The Psychopath Test en velskrevet og underholdende letvægter, der på trods af sine godt 300 sider kan læses i løbet af en eftermiddag. Ligesom Ronsons tidligere bøger er her tale om en letlæst knaldreportage i gonzo-genren, og undervejs kigger man flere gange op fra bogen for at sikre sig, at det vitterligt er en nonfiction-bog om virkelige mennesker og ikke en Chuck Palahniuk-roman a la Choke eller Fight Club man her har med at gøre. At Ronson kan koge et alvorligt og svært emne som psykopati ned til en slags underholdning vidner om hans store evner som formidler, og det er afgjort Ronsons (og bogens) styrke, at han med enkle virkemidler kan få hvad som helst til at virke spændende og letforståeligt.

Desværre er underholdningsiveren også Ronsons store svaghed, for selvom det unægtelig er effektivt at spænde plottet for sensationalismens vogn, så overspiller Ronson simpelthen sin hånd: Uanset hvad der fortælles, om det er de makabre detaljer fra et blodigt knivmord eller blot en fortælling om Ronson, der har siddet derhjemme i sutsko og surfet Wikipedia, så skal det absolut fortælles med den sensationalistiske WOW!-faktor, der efterhånden er blevet hovedingrediensen i Ronsons litterære serveringer. Ronson mestrer sin manøvre, men bruger den alt for ofte, hvilket bliver utroligt trættende i længden.

Ikke desto mindre er The Psychopath Test dog et oplagt bud på en spændende gang sommerferielæsning for den, der poolside vil koble af til massemord, insiderhandel og en generel kritik af det psykiatriske system. Der er ingen tætte eller tunge passager på de 300 sider, men til gengæld er der masser af cliffhangers og spændingsmomenter, der vil få læseren til skynde sig videre gennem bogen. Og så er alle pointerne så letfordøjelige, at de glider ubesværet ned, selv hvis ferien skulle byde på larm i ørene, sol i øjnene og mojitos i blodet.

Jon Ronson

The Psychopath Test – A Journey Through the Madness Industry

292 sider

Picador 2011

 

 

Psykopatsamfundet

 

Psykopati findes ikke længere som psykiatrisk diagnose. Alligevel udøver de 1-2 % psykopater, der findes iblandt os, efter alt at dømme en større indflydelse på samfundet end alle de andre mentalt forstyrrede grupper tilsammen. Teknisk set er psykopaten et komposit af den antisociale og den narcissistiske personlighed, ofte med en mørtel af sadistiske træk. Når den psykiatriske diagnose ikke findes mere, så skyldes det ikke, at psykopaterne gik samme vej som dinosaurerne, men snarere, at Vestens psykologer og psykiatere følte, at etiketten ’psykopat’ var unødigt stigmatiserende for patienten, svær at diagnosticere, og derfor stemte den ud af eksistens.

 

Men psykopaterne er her stadig. Og frisk fra trykken kommer her den populære journalist, filmmand og forfatter Jon Ronsons seneste bog, The Psychopath Test. Ronson er tidligere kendt for den humoristiske og tankevækkende Them, hvor han infiltrerede ekstremistiske organisationer som Ku Klux Klan og al-Qaeda samt et hemmeligt netværk af nørder, som tror, at verden i virkeligheden styres af rumvæsener. Med Them stillede Ronson skarpt på, hvordan alle slags ekstremister er fælles om en særegen psykologisk profil, og hvor uhyggeligt klarttænkende mænd, der lige har fabuleret om rumvæsener og 72 jomfruer i Paradiset, kan være, når det gælder om at realisere deres politiske mål og fuldføre deres missioner. Men når Ronson er kendt og elsket, så er det først og fremmest for monstersucces’en The Men Who Stare at Goats om det amerikanske militærs forsøg på at træne parapsykologisk skolede synske supersoldater – en slags U.S. Jedi Knights – soldater som kan blive usynlige, gå gennem vægge og – selvfølgelig – slå geder ihjel ved at stirre på dem – en bog, der i 2009 blev filmatiseret med George Clooney i hovedrollen.

Den måske psykopatiske

Nu er Ronson tilbage med endnu en reportage fra psykologiens overdrev, og denne gang har han kastet sig i grams med (for ikke at sige i kløerne på) psykopati. Vi starter i Broadmoor, det topsikrede psykiatriske hospital, som mødre overalt i Storbritanniens fortæller deres børn uhyggelige godnathistorier om og som huser landets værste, ubetinget værste, psykisk syge forbrydere. Her, mellem voldtægtsmænd og barnemordere, møder vi overskudsmennesket Tony. Tony sidder inde, fordi han som teenager overfaldt en hjemløs og sparkede offeret talrige gange i ansigtet, længe efter at offeret var sunket i gulvet. At Tony har det i sig at begå ondsindede voldsforbrydelser, kan der derfor ikke herske tvivl om, men alligevel er det som om, at Tony er fejlcastet til rollen som indsat her blandt den nistrede forsamling af svært medicinerede, overvægtige og retarderede voldsmænd.

 

Ronson tager en dyb indånding. De indsatte i Broadmoor er så forfaldne, at man næsten kan smage deres sved på besøgsgangen. Men ikke Tony: Han går i jakkesæt, han holder sig slank, og han dufter friskt af eau de cologne. Og på trods af sin ulykkelige skæbne, så kan Tony alligevel finde overskud til at fortælle vittigheder, da Ronson kommer til Broadmoor for at besøge ham. Ja, Tony har det sågar i sig også at interessere sig lidt for Ronson og spørge ind til, hvordan han mon går og har det – i små glimt er det næsten som om, at Tony kan læse Ronson bedre, end Ronson kan læse sig selv.

 

Ronson spørger til Tonys dom, og Tony fortæller, at han ikke er skør, men at han ved et uheld er havnet i Broadmoor. Ja, han overfaldt og maltrakterede den hjemløse, sådan som han stod anklaget for, men han spillede kun skør, fordi han ønskede at undgå en regulær fængselsstraf. Og så det var ikke engang svært: Tony plagierede et par af de mest makabre replikker fra David Lynch-thrilleren Blue Velvet og optrådte så med sin bedste psykopatparodi foran et panel af psykologer og psykiatere. ”You know what a love letter is? A bullet from a gun!” Tony gav den som sindssyg, og psykiaterne slugte den råt.

 

Men Tony havde forregnet sig. Han havde håbet på at havne i et lavsikret psykiatrisk hospital i en støvet og gudsforladt forstad, hvor han kunne få tiden til at gå med pizza, Playstation og søde sygeplejersker. Ikke i sin vildeste fantasi havde han forestillet sig, at han skulle havne i den løvekule, som briterne kalder bloody Broadmoor. Tony slår omgående alle gear i bak; han falder psykiaterne om halsen og trygler dem om at tro på, at han i virkeligheden slet ikke er skør. Han afslører for dem, at han blot stjal one-liners fra Blue Velvet, og han indrømmer, at han spillede skør for at undgå en fuldbyrdet fængselsstraf. Men psykiaterne er mistroiske, og som Tony snart skal finde ud af, så er det at bevise sin normalitet langt sværere end det at ”bevise” sin sindssyge.

Hvis Tony gakker ud, så noterer lægerne, at han ikke er klar til at komme ud blandt befolkningen, og hvis han opfører sig pænt, så skriver de, at terapien i Broadmoor holder hans voldelige dispositioner i skak, hvorfor han heller ikke er klar til at komme ud blandt befolkningen. Hvis Tony isolerer sig og nægter at snakke om, hvad der interesserer ham, så er han tilbagetrukket og lider ifølge lægerne af schizoid personlighedsforstyrrelse, men hvis han siger til personalet, at han har læst i New Scientist, at humlebier kan sniffe sig frem til sprængstof, så lider han af magisk tænkning og derfor af skizotypisk sindslidelse. Hvis Tony fortæller psykologerne, at han stadig fortryder sin forbrydelse, så mener psykologerne, at han er unaturligt optaget af voldelige episoder, og hvis Tony siger, at han har ændret sig, siden han overfaldt den hjemløse, så mener de, at Tony har dissociativ identitetsforstyrrelse. Der er ingen vej ud for Tony, og til sidst kommer psykiaterne frem til, at Tony i virkeligheden må være psykopat, og derfor, at han heller ikke kan løslades. Tony sidder nu i Broadmoor på syvende år. Om han virkelig er psykopat, det ved ingen, men hvem vil også være den psykiater, som tager chancen og sender ham ud i offentligheden igen?

 

Psykopati i kjole og fletninger

 

Men Ronson har en hurtig og zappende stil, så afslutningen på Tonys historie, den får vi aldrig. Til gengæld hører vi om forskere uden for kriminalforsorgen, som prøver at udvikle mere håndfaste metoder til at identificere psykopater. Her hører vi om psykologen, der slår sig op på en omfattende, state of the art-personlighedstest, og om den renhjertede lille pige, der kommer ind på psykologens kontor i fletninger og bolsjestribet kjole, og drillende fortæller, at hun er en slem pige. Pigens testresultater er alarmerende, og hendes hjernescanninger viser da også, at hun bliver opstemt af blod og døde mennesker, hvor andre mennesker normalt bliver bange. Adspurgt til sine karriereplaner svarer hun troligt, at hun gerne vil ind i militæret, fordi hun gerne vil slå ihjel på en ”ok måde”.

 

Psykologen sidder tilbage i et dilemma: Alt ved pigens psykologiske profil peger på, at hun med stor sandsynlighed vil begå en voldelig forbrydelse, inden hun er fyldt 30. Men hun har endnu en ren straffeattest. Hvad skal psykologen gøre? Og hvad bør vi som samfund gøre? Vil vi i fremtiden tillade forebyggende anholdelser som den, Tom Cruise må flygte fra i science fiction-dramaet Minority Report? Eller vil vi forbyde kriminalforsorgen at hjernescanne folk, på samme måde som vi i dag forbyder forsikringsselskaber at forlange gentests af deres kunder?

 

Etik uden følelser

Disse spørgsmål behandles desværre ikke tilfredsstillende i The Psychopath Test, men det gør de så til gengæld i Cambridge-professor Simon Baron-Cohens netop udgivede bog, Zero Degrees of Empathy (april 2011). Her præsenterer Baron-Cohen den dugfriske hypotese, at psykopater kan være en slags ”omvendte autister”: Både autister og psykopater har et mangelfuldt følelsesliv, men hvor autisterne mestrer upersonlige systemer (såsom matematik, mekanik og software-programmering), så er psykopaterne i stedet mestre i at væve intrigante spind mellem mennesker, designet til at udnytte andre og manipulere med deres følelser.

 

I modsætning til psykopaterne formår autisterne nemlig at kompensere for deres manglende empati ved at opbygge et rigidt og absolutistisk moralkodeks i stil med den tyske filosof Immanuel Kants: I Kants lettere autistiske morallære ville det nemlig være forkert at lyve for en manisk øksemorder, der i sin frådende blodrus spørger dig, hvor han kan finde den nærmeste børnehave, for som Kant siger, så er det altid forkert at lyve. Omvendt er et af de helt centrale symptomer på psykopati, at man formår at servere den ene løgn efter den anden uden nogensinde at fortrække en mine. Autister og psykopater mangler begge empati, men de to grupper er på mange måder et spejlbillede af hinanden, hvorfor Baron-Cohen bruger sin nye bog til at døbe dem Zero-Positive (autisterne) og Zero-Negative (psykopaterne).

 

Jesus forældet?

Usædvanlig hjerneanatomi. Goldt og minimalt følelsesliv. Omvendte autister. Det lyder jo meget mekanisk alt sammen, men betyder det så, at psykopati er medfødt og ikke til at ændre på? Ifølge både Ronson og Baron-Cohen samt også en verdens førende psykopatforskere, psykologen Robert Hare, så trækker svaret i retning af et ja. Videnskaben mangler endnu de sidste brikker, men såfremt MRI-scanningernes resultater står til troende, så er ægte psykopati både medfødt og fuldstændig uhelbredeligt. Hvis dét er rigtigt, så kan det få store konsekvenser for menneskehedens selvforståelse og for den måde, som vi har indrettet samfundet på. Særligt kan to store samfundsgrupper komme til at stå som tabere i fremtidens værdikamp.

 

Den første af de to grupper er dem, der tror på det kristne moralkodeks: Hvis det viser sig, at psykopater har en grundlæggende hjernefejl, og at de simpelthen ikke kan kureres, så er det (på trods af den skotske filosof David Humes advarsler om at slutte fra ’er’ til ’bør’) en meget dårlig idé at holde fast i tilgivelse som den højeste moralske værdi. Når op imod 30 % af Vestens mordere er psykopater, så hjælper det ikke, at vi som samfund ophøjer de mennesker, som gang på gang formår at tilgive, til rollemodeller. Står man over for en psykopat – en neuralt defektiv person, der ikke føler skyld – så er tilgivelse det samme som at indrømme egen svaghed – og dermed sanktionere handlingen.

 

Folk som Mattæusevangeliets Dronning Herodias kan sagtens have været psykopater, og for psykopater er tilgivelse meningsløst, idet deres går den så går den-anskuelse dikterer, at kun straf og afskrækkelse kan holde dem fra at begå voldelige forbrydelser. Hvor Jesus lærte os tilgivelse, så sværgede Buddha i stedet til medfølelse som menneskehedens vigtigste værdi, og efterhånden som vi får bedre kendskab til det menneskelige urværks indre mekanik, så kan det meget vel vise sig, at Buddha i virkeligheden var den største morallærer af de to. Psykopater har med overhængende sikkerhed ikke godt af tilgivelse, og almindelige mennesker har det muligvis heller ikke. Efterhånden som videnskaben skrider frem, kan det meget vel vise sig, at troen på tilgivelse over det lange løb har gjort mere skade end gavn, præcis sådan som den tyske filosof og polemiker Friedrich Nietzsche aldrig blev træt af at påstå.

 

Den anden samfundsgruppe, der står til at tabe i morgendagens værdikamp, er den venstrefløj (inkl. og især Det Radikale Venstre), som i årtier har slået på tromme for, at terapi og rehabilitering er bedre end lange fængselsstraffe. Efter snart 60 års forskning på området må videnskaben konstatere, at ingen form for rehabilitering kan sænke risikoen for, at psykopater begår nye forbrydelser, når de kommer ud igen. Ofte viser terapien sig endda at forhøje psykopaternes chancer for at begå nye forbrydelser (i visse tilfælde med helt op til 20 %), ligesom al psykologernes indfølende snak om at ”optræne empati” blot tjener til at give psykopaterne en endnu bedre forståelse af de følelser, som de allerede aflæser bedre end os andre, men som de ikke selv oplever eller føler sig bundet af. Og netop derfor er de stærkeste og mest tungtvejende afsnit af The Psychopath Test dem, der med Ronsons uprætentiøse enkelhed udstiller, hvor lidt de såkaldte mental health professionals (dvs. psykologer og psykiatere), samt den øvrige behandlerindustri, egentlig ved, og hvor meget skade de gør, når de lægger sig ud med mennesker, der forstår det psykologiske spil uendeligt bedre, end de nogensinde selv kommer til.

 

Fra fængslet til bestyrelseslokalet

 

Men en reportage om psykopaterne i vort samfund ville slet, slet ikke være komplet, hvis den udelukkende holdt sig til kriminalforsorgen. ”Hvor finder man da ellers psykopater?” spørger Ronson uskyldigt, og svaret falder prompte fra stjernepsykologen Robert Hare: ”Psykopaterne på dødsgangen har ødelagt familier,” siger Hare med et alvorligt blik, ”men psykopaterne på Wall Street har ødelagt civilisationer.” Hare startede egentlig også i kriminalforsorgen, men skiftede siden spor for at afdække, hvordan psykopaterne også er et finde i toppen af store virksomheder. Hares bog om corporate-psykopater, Snakes in Suits, blev en international bestseller, ligesom Sanne Udsens danske pendant, Psykopater i Jakkesæt, blev populær på at åbne op for den mulighed, at det, du bare troede, var en exceptionelt dårlig leder, meget vel kan vise sig at være en psykopat.

 

Psykopater på Wall Street er sikkert som amen i kirken. Ifølge journalisten Matt Taibbi er visse dele af finanssektoren sågar ”en kæmpe vampyrblæksprutte, der har sat sig på fjæset af menneskeheden”. Blæksprutten suger og suger, og ifølge Robert Hare er psykopatchefer netop en af grundene til, at det er comme il faut blandt direktører at føre sig frem med astronomiske repræsentationskonti, villaer på størrelse med fodboldbaner, og flåder af privat-jets som konstant skal stå til rådighed: Den psykopatiske psyke er som en hullet spand, og uanset hvor meget der hældes i den, så vil spanden forblive tom. Psykopatens glæde består udelukkende i at rage til sig og aldrig i at værdsætte det, som han allerede har. De er umættelige sorte huller, der som den japanske mytologis gaki-ånder er dømt til for evigt at spise uden nogensinde at blive mætte.

 

Psykopater på sommerferien

 

The Psychopath Test en velskrevet og underholdende letvægter, der på trods af sine godt 300 sider kan læses i løbet af en eftermiddag. Ligesom Ronsons tidligere bøger er her tale om en letlæst knaldreportage i gonzo-genren, og undervejs kigger man flere gange op fra bogen for at sikre sig, at det vitterligt er en nonfiction-bog om virkelige mennesker og ikke en Chuck Palahniuk-roman a la Choke eller Fight Club man her har med at gøre. At Ronson kan koge et alvorligt og svært emne som psykopati ned til en slags underholdning vidner om hans store evner som formidler, og det er afgjort Ronsons (og bogens) styrke, at han med enkle virkemidler kan få hvad som helst til at virke spændende og letforståeligt.

 

Desværre er underholdningsiveren også Ronsons store svaghed, for selvom det unægtelig er effektivt at spænde plottet for sensationalismens vogn, så overspiller Ronson simpelthen sin hånd: Uanset hvad der fortælles, om det er de makabre detaljer fra et blodigt knivmord eller blot en fortælling om Ronson, der har siddet derhjemme i sutsko og surfet Wikipedia, så skal det absolut fortælles med den sensationalistiske WOW!-faktor, der efterhånden er blevet hovedingrediensen i Ronsons litterære serveringer. Ronson mestrer sin manøvre, men bruger den alt for ofte, hvilket bliver utroligt trættende i længden.

 

Ikke desto mindre er The Psychopath Test dog et oplagt bud på en spændende gang sommerferielæsning for den, der poolside vil koble af til massemord, insiderhandel og en generel kritik af det psykiatriske system. Der er ingen tætte eller tunge passager på de 300 sider, men til gengæld er der masser af cliffhangers og spændingsmomenter, der vil få læseren til skynde sig videre gennem bogen. Og så er alle pointerne så letfordøjelige, at de glider ubesværet ned, selv hvis ferien skulle byde på larm i ørene, sol i øjnene og mojitos i blodet.

 

Jon Ronson

The Psychopath Test – A Journey Through the Madness Industry

292 sider

Picador 2011

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close