Anmeldelse: The Beginning of Infinity

af Ryan Smith

Er der grænser for vækst? Eller giver de samfundsmæssige værdier, som vandt frem med den europæiske oplysning (1690-1780) mulighed for ubegrænset fremgang? Går menneskeligt fremskridt hånd i hånd med en dekadence som gør, at historiens gyldne perioder uundgåeligt afløses af forfald, nervøsitet og livslede, eller har oplysningstidens grundpiller det i sig at generere uendeligt fremskridt? Med oplysningsfilosofiens sejr fik samfundet kulturel humanisme, videnskab og teknologi, frimarkedsentreprise og borgerskabets sejr over adelen. Men fik vi også begyndelsen på et paradigme, der har det i sig at skabe uendeligt fremskridt? Var oplysningstiden The Beginning of Infinity?

Allerede oplysningsfolkene selv bemærkede, at der var noget i gære: “Det hurtige fremskridt, videnskaben nu gør, giver mig lejlighed til at fortryde, at jeg blev født så tidligt i denne udvikling. Det er umuligt at forestille sig de højder, hvortil videnskaben vil være nået om 100 år … til den tid vil vi kunne kurere eller forebygge alle sygdomme, selv alderdom.” skrev Benjamin Franklin til naturfilosoffen Joseph Priestly. Nok var Franklin for optimistisk mht. hvor hurtigt udviklingen ville forløbe (brevet er dateret 1780), men den principielle observation er sådan set god nok: Flere og flere sygdomme, som vi førhen risikerede at dø af, kommer i dag under menneskehedens kontrol. Ligeledes er der intet der tyder på, at alderdom vil være umuligt at forebygge, eller endda reversere, ej heller selvom det er en af nutidens store tragedier.

Popper, Turing, Deutsch

Med sin nye bog, The Beginning of Infinity, argumenterer Dr. David Deutsch, kvantefysiker ved Oxford, ikke blot for, at den samfundsudvikling, som oplysningstiden satte i søen, vitterligt er uendelig. Han mener også at kunne bevise det. Det prøver han ved at kombinere videnskabsfilosoffen Karl Poppers model for videnskabelige fremskridt med matematikeren Alan Turings beregninger af, hvad og hvor meget det er muligt at regne sig frem til. Svaret bliver ifølge Deutsch uendelig: Vi kan generere uendelig ny videnskabelig viden, og vi kan regne på alt. Mytologiske, religiøse og okkultistiske paradigmer slår hurtigt hovedet mod loftet, men videnskaben er i Deutsches fortolkning uden grænser. Investér i videnskaben, investér i menneskets fremtid.

Deutsch identificerer korrekt, hvad der udgør en god videnskabelig forklaring (simpel, nem at efterprøve, og svær at variere, når den ikke passer med data). Her står gælden til Popper særligt stærkt, idet Hegel og Marx ganske korrekt udstilles som de antividenskabelige mytomaner, de var: Deres forklaringer var alt det modsatte af, hvad vi i dag bør acceptere som videnskab: Komplekse, umulige at efterprøve og alt for nemme at variere, når virkeligheden ikke lige passede med deres forudsigelser. (Hegel mente f.eks. at hans filosofi kunne bevise, at der ikke lå nogen himmellegemer mellem Mars og Jupiter, ganske uvidende om dværgplaneten Ceres der lå – og ligger – netop der.)

Når Marx og Hegel var dårlige videnskabsmænd, så var det i høj grad fordi de opfattede videnskaben som en loppetjans som blot skulle bevise de ting, som filosofien – navnlig den tyske idealisme – havde besluttet på forhånd. Marx og Engels grinte af Charles Darwins ”primitive metode”, men den metode, som Darwin brugte, er netop grunden til, at Darwin stadig relevant i dag, mens Marx virker tiltagende bundet til sin tid.

Videnskab, hønen eller ægget

Selvom Deutsches argumenter ikke direkte beviser det, så har han dog utvivlsomt ret i, at der ikke er grænser for, hvor meget vor videnskabelige viden kan vokse, og dermed at den videnskabelige videns volumen vitterligt er uendelig. Men når Deutsch mener, at videnskabelig viden er den flaskehals, der bestemmer, hvor hurtigt det menneskelige fremskridt kan foregå, så spiller det ham ud imod kapaciteter som nobelpristageren F.A. Hayek, Harvard-økonomen Robert J. Barro og Oxford-biologen Matt Ridley: Hvor Deutsch mener, at institutionel videnskab går forrest og muliggør menneskehedens fremskridt, så mener Hayek og Ridley, at akademisk videnskab blot er en form for formaliseret viden der kommer væltende bagefter fremskridtet, efter at civilsamfundet har innoveret. For Deutsch er videnskaben den flyvemaskine der gør, at familien kan komme på ferie. For Ridley er videnskaben det fotoalbum, der dokumenterer, at familien har været på ferie.

Life, the Universes, and Everything

Men efter at have argumenteret for, at videnskaben er et fantastisk instrument når det gælder menneskeligt fremskridt og forståelse, tager bogen imidlertid en uventet drejning. For Deutsch, der som nævnt er kvantefysiker, vælger nu at fortælle os om Multiversfortolkningen af kvantemekanik; dvs. den tolkning, at der findes mindst 1.000.000.000.000 parallelle universer, der i udgangspunktet er mage til det univers, vi lever i, men hver med små variationer. I ét andet af de mange universer kunne en kopi af dig f.eks. stoppe med at læse denne anmeldelse lige her, mens en anden kopi af dig læser videre til sidste punktum i et tredje parallelunivers (og i et fjerde univers læser en fjerde kopi af dig måske slet ikke læser denne anmeldelse osv.).

Deutsch mener, at der i dag er så stærke beviser for Multiversfortolkningen, at Niels Bohrs mere filosofiske Københavnerfortolkning, hvori potentialiteter kan påvirke faktiske udfald, omgående må lægges i graven. ”Hvordan skulle potentialiteter dog kunne påvirke noget faktisk?” spørger Deutsch retorisk, for løsningen er ifølge hans fortolkning snarere, at den ene potentialitet realiseres i ét univers, mens andre potentialiteter realiseres i andre paralleluniverser. Ifølge Deutsch er det kun fjolser, der stadig kan holde fast i Københavnerfortolkningen, men sagen er næppe så sikker, som Deutsch præsenterer den for læseren: Hvor Københavnerfortolkningen undertiden kan karakteriseres som ”filosofi med ligninger”, så er Multiversfortolkningen ifølge andre fysikere blot ”science fiction med ligninger”. Blandt fagfolk hersker der stadig stor usikkerhed om, hvilken af de to fortolkninger der er den rigtige. Som den ikoniske astrofysiker Carl Sagan sagde til de mange kolleger, der slog større brød op, end de kunne bage: ”Not proven.”

Not Proven, Not Explained

Herefter trækkes læseren igennem lignende abstrakte kapitler, hvor Deutsch giver sine bud på, højst esoteriske, ja nogle ville måske ligefrem sige ubrugelige problemstillinger: Er blomster objektivt smukke? – Ja, for blomster bliver nødt til at tiltrække insekter, som i udgangspunktet ikke har noget at gøre med blomster, og derfor må blomster bruge ”objektiv skønhed” i form af duft, symmetri og Fibonacci-tal. Kan menneskeheden overleve ude i midten af det intergalaktiske rum, uden planeter eller stjerner? Ja, for med tilstrækkeligt sofistikeret teknologi kunne vi udvinde energi, ilt osv. af den ioniserede brint, der findes derude. Er videnskabelige abstraktioner (såsom IQ) virkelige? Ja, for mennesker orienterer sig efter dem, og således medvirker de til at determinere menneskehedens fremtid. Alt sammen vel og godt. Og not proven: Deutsch adresserer kun sjældent de oplagte modargumenter, og når han gør, er det ofte kun for at afvise dem, uden at argumentere imod dem.

Not proven. Og not explained: I forhold til Deutsches erklærede mål om at fortælle os, hvordan videnskaben spiller ind på det menneskelige samfunds fremskridt, synes det underligt, at vi konsekvent skal høre om grene af videnskaben, der endnu er så teoretiske, at de er milevidt fra at ændre noget som helst konkret. Havde Deutsch kastet sig i grams med nanorobotter, kloning, eller hvordan vi kommer til Mars, så måske. Men at omdanne ioniseret brint i det ydre rum til et menneskeligt habitat virker ret langt fra 2011, og hvorvidt blomster er objektivt smukke, eller vi som mennesker blot finder dem smukke kommer næppe til at påvirke salget af blomster synderligt, endsige gøre nogen konkret forskel i vores liv.

Scientisme – når videnskaben klarer alt

”Alle problemer kan løses videnskabeligt,” påstår Deutsch. Men videnskaben kan netop ikke løse moralske eller værdimæssige problemer. Det har vi prøvet, og det virkede ikke. Og hvad så med metafysiske problemer som fri vilje? Disse indvendinger giver Deutsch ingen svar på, og senere i bogen trækkes der også i land: ”Hvis der er problemer, der ikke kan løses,” siger Deutsch, ”så er det problemer, som alligevel ikke er interessante.” Sådan. Så hvis menneskeheden aldrig finder en tilfredsstillende løsning på eks. Trolley-problemet, så ved vi da hvorfor.

(Trolley-problemet: Et tog er på vej ned af et spor som fem mennesker ligger bundet fast til. Heldigvis kan du trykke på en kontakt, som vil føre toget ned ad et andet spor. Uheldigvis ligger der en enkelt person bundet fast til det andet spor. Bør du trykke på kontakten?)

Den opstandne Ayn Rand

Hvad værre er, så tror Deutsch, at han kan løse politikkens gordiske knude om, hvordan man regerer bedst, når “Government, like fire, is a dangerous servant and a terrible master. I et trylleslag mener Deutsch at kunne fikse politik, hvis blot vi alle blev liberale. Som kendere af Hume, Hayek, Locke, Jefferson, Madison, Kant, m.fl. vil vide, så er liberalismen vitterligt arvtager til en enestående intellektuel tradition. Men ikke i Deutsches fortolkning: Fra manden, der flere gange advarer mod ”simplistisk tænkning”, får vi her en studentikos DUPLO-liberalisme, hvor samtlige politiske problemer kan løses, hvis blot alle lader være med at ”initiere brugen af magt” imod hverandre.

Dermed er vi tilbage ved de pinlige forsøg, Ayn Rand-tilhængerne Leonard Peikoff og Nathaniel Branden gjorde, for at ophøje simple sætninger som ”man bør aldrig initiere brugen af magt imod andre” til løsningen på samtlige af det åbne samfunds problemer. Og dermed er vi også tilbage ved alle de samme utilstrækkeligheder: Hvis jeg ønsker at tage en bombe med om bord på et fly, og jeg ikke har nogen intention om at detonere den, men du alligevel tvinger mig til at efterlade bomben i lufthavnen, hvem har så ”initieret brugen af magt” mod hvem?

Endelig mener Deutsch, der som nævnt er kvantefysiker, at det er begrædeligt, at politikerne ikke er villige til at investere i de rumskibe og supercomputere, som videnskaben efter hans mening har brug for. Det er muligvis meget rigtigt, at videnskaben har brug for disse investeringer. Men at kræve dem af det offentlige er ikke videre liberalt.

Forkølet uendelighed

Politik lader i det hele taget til at være lidt af en lopperede for Deutsch, og således kan det undre, at politik skulle fylde så meget af Infinity. Deutsch gør som sagt den vesteuropæiske oplysning (1690-1780) til forudsætningen for det enestående fremskridt, som menneskeheden har oplevet siden 1700-tallet og Deutsch er afbalanceret nok til også at nævne andre oplysningsbevægelser som Islams opblomstring og den førsokratiske videnskabsrevolution, som vi tidligere har skrevet om her på ssitet.

Men når Deutsch skal forklare, hvorfor den vesteuropæiske oplysning levede videre, mens historiens øvrige oplysningsbevægelser døde ud, så falder han tilbage på en underlig kulturalistisk forklaring om mangel på ”social optimisme”. Men faktum er, at science isn’t rocket science: Overladt til sig selv skal menneskehedens kvikkeste hoveder nok finde ud af at stable noget på benene, der minder om videnskab. Faktum er, at det ikke er specifikke nationalkulturer, men politikere og gejstlige der gang på gang har spændt ben for oplysningsbevægelserne og kvalt dem i vuggen, før de nåede at vinde momentum.

I sin kapacitet som forfatter melder David Deutsch sig på banen som en science writer i Matt Ridley, Steven Pinker og Stephen Hawkings tradition, men i modsætning til gudbenådede skriverkarle som Ridley og Pinker, så skriver Deutsch simpelthen dårligt: Hans prosa er langtrukken, forkølet og læses gang på gang som om, at Deutsch selv synes, at det, han lige har sagt, er helt uhyre dristigt. Det er som om, han tror, at blot fylder man en sætning op med ord som ”jump”, ”spark”, ”daring” og ”infinity” så bliver indholdet i sig selv dristigt. De stilistiske handikap ville være til at leve med, hvis blot pointerne holdt vand, men Infinity er desværre en stor bog fyldt med store spørgsmål…

…og meget små svar.

 

The Beginning of Infinity: Explanations that Transform the World
af David Deutsch
496 sider, ISBN 0713992743
Allen Lane Science, 2011

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close