Katedralen i Chartres

Kultur Den gotiske katedral i Chartres er den europæiske gotiks højdepunkt og en definitiv ingeniørmæssig forbedring af tidligere tiders byggestil. De gotiske katedraler aftvang både andægtighed og væmmelse fra samtiden, men gotikkens triumf var mere end blot et arkitektonisk fremskridt: Katedralerne indvarslede en grundlæggende ændring i vestens videnskab, teologi og opfattelse af menneskets plads i universet.

af Ryan Smith

80 kilometer uden for Paris ligger den upåagtede provinsby Chartres. I dag ville der næppe være nogen, der havde hørt om den, hvis ikke det var for dens vartegn, Cathédrale Notre-Dame de Chartres. 1 time og 12 minutter med tog fra Montparnasse og du står ansigt til ansigt med den 10.875 m2 store katedral, hvis massive gråsorte silhuet, tårne og spir kommer til syne for den rejsende, længe inden den øvrige by melder sig i horisonten. UNESCO World Heritage Sites har kaldt katedralen ”den gotiske kunsts højdepunkt”, og Da Vinci-forfatteren Dan Brown har vakt fornyet interesse ved at påstå, at kirken i virkeligheden er et hedensk tempel dedikeret til det antikke Galliens arkaiske druidekult.

Som man nærmer sig Chartres og selve katedralen, ser man de imposante udvendige stensøjler rejse sig fra jorden i et nærmest svævende, uvirkeligt mønster, hvor de som et spindelvæv eller skelet støtter op om den indre konstruktion. Kun når man kommer tættere på og ser forbi virvaret af engle, fabeldyr, gargoyler og djævle, kan man ane bygningens egentlige grundplan, og selv her gør de mange udvendige kapeller, portaler og ambulatorier det svært at gennemskue bygningens egentlige form. Denne enorme kirke – hvorfor blev den bygget? Og af hvem?

Det glemte korstog

Som med så mange andre af kristendommens hovedsæder, er katedralen ikke den første helligdom, der har haft adresse på denne beliggenhed. Oprindeligt lå der en mindre middelalderkirke her, men da senantikkens ingeniører havde mistet romernes fornemmelse for at arbejde i sten, var det en kirke, som var opført i træ. I 858 blev Chartres plyndret af hærgende danere, og på vej væk med kirkeguldet satte de vilde vikinger ild til kirken og brændte den ned til grunden.

Danerne blev dog kristnet til sidst, og ”det glemte korstog” kunne begynde. I dag vækker ordet ’korstog’ associationer til europæiske riddere, der slås for det hellige land i Mellemøsten. Men det glemte korstog var indadtil: Det glemte korstog var opførelsen af en stribe kirker og katedraler i Nordvesteuropa; – bygningsværker som pressede datidens ingeniørkunst til det yderste og som en gang for alle skulle vise, at Europas nye økonomiske højsæde – grænselandet mellem det nuværende Tyskland og Frankrig – var i stand til at opføre bygningsværker, som langt overgik arven fra det nu hedengangne Rom i syd, og fra det kristne Byzans i øst.

Vulgært blær

Gotik var dermed en byggestil, der tog sit naturlige udgangspunkt i arven efter romersk ingeniørkunst. Romerne havde adopteret det klassiske Grækenlands byggestil, men de havde tilføjet rundbuen, dvs. den klassiske hvælving. Hos Romerne er der typisk tale om rene linjer og rektangulære grundflader, uden diagonaler og eksterne støttepiller. Derfor er romersk byggeri evindeligt kendetegnet ved tykke vægge og små, hengemte vinduer. Ser man en søjle i den romerske byggestil er man aldrig i tvivl om, at det bærer på en enorm vægt, men med gotikken blev arkitekturen for første gang fri af tyngdekraftens umiddelbare begrænsninger: Ikke alene gjorde man væggene uhyre tynde, man levnede også plads til de enorme glaspartier, der i dag opfattes som et af de gotiske kirkers signaturtegn. Og så gjorde man kirkerne højere, end de nogensinde før havde været. De gotiske kirker var datidens skyskrabere.

Samtiden sad ikke denne udvikling overhørig. I det knægtede Italien, der endnu opfattedes som Europas centrum, hvad angik kunst og kultur, skrev kunstkritikeren Antonio Filarete, at den nye stil var ”udtryk for barbari”, og at han ville ”bede til Gud om at skåne Italien for gotikken”. Ligeledes mente den italienske kunsthistoriker Giorgio Vasari, at denne ’moderne’ form for arkitektur var ”en brutal, nærmest vulgær byggestil;” en sjælløs opvisning i matematik og ingeniørkunst. Særligt slog Vasari ned på spidsbuen, gotikkens tilspidsede hvælving: Han opfattede spidsbuen som ”monstrøs”, og visse af hans landsmænd skrev sågar tekster om, hvordan spidsbuen var så ”uharmonisk” at se på, at den garanteret havde mindre bæreevne end Italiens klassiske rundbue. Siden da har moderne ingeniører dog regnet sig frem til, at spidsbuen forbedrer en hvælvings bæreevne med op imod 30 %.

Hemmelig geometri

Selvom forfatteren Victor Hugo var fuldstændig uvidende om byggeteknik, var det således rigtigt, da han udtalte, at ”Chartres holdes på plads, som var selve stenene sat af de mægtige spidsbuer.” Den katedral, som Hugo besøgte i midten af 1800-tallet, er stort set den samme, som den vi besøger i dag. Og endnu mere opsigtsvækkende, så er nutidens katedral også den samme som den, pilgrimmene besøgte i højmiddelalderen: Chartres er nemlig en af de eneste gotiske kirker, der den dag i dag er bevaret i autentisk gotik. Selv glasvinduerne er bestået intakt, og de oprindelige farver og motiver fra 1200-tallets Frankrig funkler endnu i dag som var de overjordiske syner, usynligt indlejret i kirkens mørke stenvægge. Som så mange andre, blev skulptøren Auguste Rodin betaget af glassets effekt på kirkens indre lyssætning, idet han sagde: ”Da jeg trådte indenfor, kunne jeg først ikke se andet end skumring, tusmørke og en svag lilla overalt. Kun gradvist lysenede helheden sig for mig, og jeg kunne ikke modstå; jeg måtte beundre”. Disse mænd, der udtænkte helheder, endog universer i sten, og som pressede middelalderens byggetekniske formåen til det yderste – hvem var de?

Fra samtidens kilder ved vi, at de gotiske bygmestre måtte stå i lære mange år, hvor de huggede sten i stenbruddenes mudder, blæst og regn. Først efter årtiers tjeneste og forfremmelser blev de til sidst skolet i bygmestrenes hemmelige profession, geometrien. Her lærte de at omdanne ubehandlede stenmasser til de luftige guirlander og svungne konturer, der i dag udgør skelettet i de gotiske konstruktioner. En gotisk bygmester måtte således være såvel arkitekt og ingeniør, såvel som kunstner – alt sammen i samme person.

Gud som arkitekt
Ud over arkitekturen måtte bygmesteren også have blik for færdige bygnings dekorationer: Foruden de 4000 m2 glasmosaik, der er indlejret i kirkens vægge, præges stenene inde i Chatres også af mere end 1800 individuelle stenfigurer. Flertallet af disse er placeret under hvælvinger og på hengemte alkover højt over, hvad en gennemsnitlig middelalderborger nogensinde ville få at se. Men når præster og adelige var villige til at ofre så enorme summer på udsmykninger, som ingen kirkegænger ville få at se, hang det sammen med et skift i datidens teologi: De tidligste kristne havde levet i konstant forventning af den snarlige dommedag, men i takt med at yderste dag lod vente på sig, ja i tiltagende grad synes aflyst, opstod en ny teologi omkring Guds plan for sit kosmos: Ifølge den nye tids teologi havde Gud skabt universet efter en bestemt og forudsigelig (men dog mystisk) orden. Mennesket kunne deltage i denne orden ved at afspejle Guds kosmologi i den arkitektur, det selv opførte, og således er de gotiske katedraler præget af orden, symmetri, og perfekte geometriske former i en hellig forening af kunst og videnskab, mystik og matematik.

Meget er således blevet skrevet om det forhold, at visse proportioner i grundplanen går igen gennem hele kirken. Kvadratroden af 2 (~1,414) og det gyldne snit (~1,618) er proportioner, der ses igen og igen. (Selvom middelalderens ingeniører ikke kendte til kvadratroden, vidste de, at brøker som 17/12 ville opnå den ønskede effekt.) Den tyske kunsthistoriker Otto von Simson har således beregnet, at afstanden fra søjlerne og op til skibets tag er bygget i et forhold på 1,609, mens forholdet mellem de åbninger, som gennembryder midtskibets vægflade over arkaderne, og i selve arkaderne, er 1,616.

Hedensk tempel?

I de senere år har muligheden for, at Chartres skulle være opført med et øje for det esoteriske været genstand for fornyet interesse. Diskussionen er igen blusset op efter at den storsælgende krimiforfatter Dan Brown har givet sin støtte til det synspunkt, at Chartres i virkeligheden skulle være en form for hedensk tempel, forklædt som kristen katedral. En påstand, som har fået mere end en lægmand til tasterne, for at bevise hvordan systematiske rune-lignende indrids i Chartes’ sten i virkeligheden er vidnesbyrd om druider, tempelriddere og Magdalene-kult. Etablerede historikere har dog ind til videre holdt sig til mere konservative forklaringer: De mener, at de rune-lignende indrids i stenene blot var forskellige håndværkeres måde at markere, hvem der havde lavet hvad på – en slags signatur som blev relevant når der skulle udbetales løn.

Debatten bølger videre, og de to lejre viser ingen tegn på, at de er ved at blive enige. Vil man have nærmere syn for sagen, må man derfor selv til Chartres.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close