Anmeldelse: The Origins of Political Order

af Ryan Smith

Japansk-amerikanske Francis Fukuyama er en akademisk superstjerne. Med ’92-udgivelsen The End of History and the Last Man blev han nærmest berømt på en misforståelse, for Fukuyama mente aldrig, at historien – forstået som en række af begivenheder der til sammen kendetegnede menneskehedens udvikling – var slut: I stedet lod han sig inspirere af den tyske filosof Georg Hegel (og af den franske Hegel-tolker Kojève): Det, Fukuyama mente, var, at historien, forstået som en evolutionær kamp mellem forskellige politiske styreformer, nu er slut, og at den eneste styreform, der i dag kan anses for at være legitim, er det liberale demokrati.

Sammen med Samuel Huntington, der skrev The Clash of Civilizations, er Fukuyama således den mest misforståede skikkelse i moderne politologi. Imidlertid er der udsigt til en ende på miseren, for her 19 år efter End of History er Fukuyama nu aktuel med en bog, der af flere anmeldere allerede er blevet udråbt som hans karrieres hovedværk. Den bog hedder The Origins of Political Order, og som titlen antyder, er det et værk om, hvor den politiske orden kommer fra, og desuden også en bog, der er skrevet, så den er meget svær at misforstå.

Ingen politik uden biologi

Bogen lægger ud med en gennemgang af, hvad det overhovedet er for nogle væsener, som befolker den politiske orden: En 200.000 år gammel menneskeabe ved navn homo sapiens, der i lighed med sin nærmeste slægtning, chimpansen, har et medfødt behov for at arrangere sig i sociale strukturer. Den politiske orden er altså ikke en kulturel opfindelse, men er mere eller mindre naturlig. Så vidt så godt: Inden for det politologiske felt var det vitterligt på høje tid, at der kom en udgivelse, som integrerede biologien og psykologiens nyvundne fremskridt i de mange akademiske tanker om politologi. Fukuyama skal således have ros for at bruge de første 100 sider af Origins på at genspille de gængse sociobiologiske truismer: Vi vil gerne låne naboen salt, men kun hvis han også låner os sukker, når vi selv løber tør. Vi er ikke fuldstændig rationelle, men bruger i høj grad normer og orienterer os efter gruppen og ”hvad de andre gør”, når vi skal agere, og så har vi en stærk trang til at favorisere de mennesker, der deler vores egne gener.

Derfra kaster vi os ud i en gennemgang af Kinas og Indiens oldtidshistorier. For en gangs skyld starter vi ikke med Grækenland og Rom, og det er egentlig ret så forfriskende. Og så skader det heller ikke, at historierne er i sig selv er interessante: Kina havde en stærk stat, men et svagt civilsamfund, og individet var således fuldstændig underordnet staten. Indien havde en svag stat, men et stærkt civilsamfund, og således lykkedes det præstekasten at erobre den politiske magt i landet. Og endnu mere interessant bliver det, når de to landes oldtidshistorier afspejler sig i nutidens politiske virkelighed: Mens det moderne Kina kan smide 5.3 millioner mennesker ud af deres hjem ved at knipse med fingrene, så kæmper det moderne Indien for bare at opretholde sit retsvæsen.

Herpå forlader vi Østasien og bevæger os videre vestpå til de muslimske kalifater og til det tyrkiske Osmannerrige, hvor de politiske herskere ihærdigt forsøgte at modvirke Mellemøstens stærke klan- og stammestruktur ved at installere et fuldstændig meritokratisk embedsværk i mamelukkerne – soldater og bureaukrater, der selv var ejet af staten. Men for at opretholde det sande meritokrati var mamelukkerne ved lov forhindret i at give velstand og status videre til deres afkom, og således kom mameluk-institutionen så grelt på tværs af den menneskelige natur, at mamelukkerne i hemmelighed gemte rigdomme væk til deres børn og derved korrumperede Mellemøstens politiske orden.

Det bedste, siger Fukuyama, er således en orden, der indeholder det bedste af alle tre verdener: En stærk stat, et stærkt civilsamfund og et samfund, der er frit nok til, at mennesker kan give velstand og status videre til deres børn, uden at det ødelægger andre menneskers mulighed for at bevæge sig op af den sociale rangstige – altså omtrent som i dagens Danmark.

Danmark som historiens mål

Inden for politologi har forfatterne Pritchett og Woolcock nemlig skrevet en indflydelsesrig artikel om, hvordan udviklingslande kan ’Get to Denmark’, dvs. blive rige, fredsommelige og stort set gå fri af politisk korruption. Fukuyama hopper entusiastisk med om bord på ideen om Danmark som udviklingens endestation, og selvom der bestemt er styrker ved Danmark, så kan et land, hvor den offentlige sektor suger mere end 50 % af landets private produktion til sig som beskatning og som har verdens højeste skattetryk, verdens største offentlige sektor, noget nær vestens laveste vækst, samt to millioner mennesker i den arbejdsduelige alder på offentlig forsørgelse, vel næppe uden videre regnes for et forbillede.

Når Fukuyama alligevel kan idyllisere Danmark, er det på grund af hans entusiasme for Hegel: Som sand hegelianer, så skal det oplyste standpunkt altid findes i en syntese mellem to stridende yderpunkter. Således mener Fukuyama f.eks. selv, at abstraktionsniveauet i hans nye bog skal findes ”midt mellem den overdrevne abstraktion, som økonomerne bruger, og den overdrevne konkretisme, som historikerne bruger.” Ligeledes skal den sande politik findes midt mellem højre- og venstrefløjen, og således skal der deles ris og ros ud til begge fløje fra den oplyste midte, som belejligt nok befolkes af Fukuyama selv. Det virker måske umiddelbart tillokkende, men som enhver, der har studeret de tidligere forsøg på den slags midterfetichisme ved, så fostrer sådan en tilgang oftest blot vage, pinlige resultater, alt imens den luller proponenterne ind i en falsk tryghed.

Anti-liberal nedsmeltning

Fukuyama identificerer ellers i en håndevending, hvad der er galt med den yderste venstrefløj: Kun små, primitive økonomier kan fungere i det lange løb uden at have kapitalistisk prisdannelse til at sende signaler om mangel og overflod rundt i systemet. Nu ligger det så i det hegelianske skema, at den yderste højrefløj så også skal have en tur, og her går det galt for Fukuyama: Han lægger ellers stærkt ud med at påpege, at liberalismen indeholder et utopisk element, hvilket er en fornuftig og berettiget kritik, og kredser så lidt om forskellige opstyltede forsøg på at kritisere moderne liberalismetænkning, indtil han til sidst slår ned med den betragtning, at Afrika syd for Sahara altså må være et liberalistisk paradis, eftersom der dér er lav skat og svage regeringer. Fukuyama trækker denne parallel over næsten en side, men nævner på intet tidspunkt, at man i Afrika syd for Sahara har overordentligt svært ved at garantere den private ejendomsret, som jo er selve liberalismens fundament.

”Individet kan ikke klare sig uden staten,” siger Fukuyama, og det har han fuldstændig ret i. Problemet er bare, at det faktisk kun er et mindretal af de markante liberale ikoner, der er anti-statslige anarkister. Ayn Rand var det f.eks. ikke, Milton Friedman var heller ikke, og sådan kunne man blive ved. Fukuyama kan imidlertid også blive ved, og som et eksempel på en opgave, der ikke uden nogen omstændigheder kan klares uden staten, nævner så han vedligeholdelsen af vejnettet, fuldstændig uvidende om Italiens privatejede motorveje, Storbritanniens 40.000 privatejede veje, eller at 67 % af det svenske vejnet vedligeholdes af private aktører.

Da Fukuyama tidligere gennemgik Indiens historie, skrev han, at man ikke kunne kritisere den politiske orden i Indien uden først at have sat sig grundigt ind i hinduistisk filosofi. Samme høflighed skal åbenbart ikke gælde liberalisterne, og det er en svaghed ved bogen. Det er kærkomment med begavet liberalismekritik, og det bliver utvivlsomt nødvendigt i fremtiden, men den kritik, som vi her serveres for, er forbløffende useriøs, især når den kommer fra en Stanford-professor i politologi.

Demokrati til alle

Men tilbage til bogens røde tråd: Efter at have travet igennem de mange afsnit om præmoderne historie ligger det nu i kortene, at vi til sidst skal have et bud på, hvad der så er den bedste politiske orden. Og den får vi som følger:

1. Det er via politisk organisation på statsniveau, at vi som mennesker kan leve i individuel frihed, og det er via statens beskyttelse af den enkelte, at ideen om ”samfundet” kan vokse sig større end organisationer på stamme- og klanniveau.

2. Men hvis ikke staten står til regnskab for dens indbyggere, så ender individet med blot at blive en skakbrik, som staten rykker rundt på efter behov (som de 5 millioner kinesere der blev smidt ud af deres hjem, fordi staten skulle bruge deres huse). Derfor bliver der nødt til at være instanser, hvormed folket kan moderere magthaverne og sætte sig til modværge mod statslige indgreb i deres liv.

3. Og så skal staten altså sørge for, at lovene gælder for alle. Det går simpelthen ikke, at overklassen ikke skal følge de samme regler som alle os andre: Det går imod vores sans for fairness, befolkningen bliver utilfreds, og staten bliver for ustabil i det lange løb.

Dermed trækker Fukuyama som et skjult fjerde præmis tråde tilbage til End of History, for hvilken anden styreform end det liberale demokrati kan opretholde alle tre præmisser for sin befolkning over tid? Det er dog hverken videre chokerende eller nogen ny teori om det politiske, vi her har med at gøre, eftersom tanken om det universelle demokrati allerede var til stede hos Demokrit, mens tanken om lighed for loven og folkets mulighed for at modvirke magthaverne ligeledes kan findes hos Machiavelli.

Ikke desto mindre har Fukuyama dog her begået en førsteklasses indføring i state building og moderne politologi, og kun få vil benægte, at det liberale demokrati vitterligt er den bedste politiske løsning, vi mennesker endnu har opfundet. Han siger alt det rigtige, men han siger det ikke nødvendigvis videre elegant, og har man dog blot grundlæggende forhåndsviden inden for emner som historie, biologi og evolutionspsykologi, så vil vi herfra langt hellere anbefale biologen Matt Ridleys bog om det samme, som jeg anmeldte sidste år.

PS: Fukuyama er afgjort stærkest, når han beskæftiger sig med politik, og mærkbart på udebane, når han kaster ud i biologi, økonomi og antropologi. I sin gennemgang af sociobiologi tager Fukuyama f.eks. Pascals Væddemål alvorligt som en forklaringsmodel for, hvorfor mennesket er et religiøst væsen. Pascals Væddemål siger, at selvom det er usandsynligt, at Gud eksisterer, så vil straffen for ikke at tro være så grum (Helvede), at det alligevel kun kan betale sig at tro. Just to be safe. Hvis man ikke kan se det fjollede i dén argumentation, så vil vi på Ingeniøren gerne meddele, at der ligeledes er en chance for, at Gud eksisterer, og at han ønsker, at I skal give alt, hvad I ejer til mig. Just to be safe.

The Origins of Political Order: From Prehuman Times to the French Revolution
af Francis Fukuyama
608 sider, ISBN 1846682568
Profile Books, 2011

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close