Friheden i USA og dens forringelse

af Henrik Gade Jensen, mag.art. (27.5.99)

Hvis man slår op i Salmonsens store leksikon fra 1920erne og vil finde artiklen om USA, søger man forgæves under U. USA skal man finde under betegnelsen Nordamerikanske Fristater. For tidligere opfattedes USA ikke så meget som en enhed, unionen, men mere som et forbund af frie stater. I dag ville ingen forstå, hvad jeg mente, hvis jeg refererede til Fristaterne. For i dag er USA en stærk politisk enhed forankret og personificeret i præsidentembedet og Det Hvide Hus. Unionen har sejret. Da Henrik Cavling omkring århundredskiftet berejste USA, bestod USA også mere af en række forskellige stater med hver sin tradition og styreform. »Amerika er ikke Unionen. Amerika er de 44 Stater. Amerika kan meget godt tænkes uden Unionen. Staterne er fremvoksede uden den, om end tildels i Ly af den, og de vilde også uden Unionen kunne leve deres eget Liv«.

I dag er magten i vid udstrækning koncentreret i Washington: hos præsidenten, Kongressen og i især højesteret. Den føderalisme, hvor magten oprindelig deltes mellem den centrale forbundsmagt og de enkelte stater, virker i dag farceagtig, fordi den centrale magt har blandet sig så detaljeret i de enkelte staters anliggender. De nordamerikanske fristater (en flertalsbetegnelse) er i dag blevet til unionen af amerikanske stater (en entalsbetegnelse). Hvordan det kom dertil, er en lang og broget historie – en historie som Europa i dag kan lære af. For Europa står foran et unionsprojekt, hvor målet er integration, men ingen ved, hvor det slutter.

»Mit overordnede mål i denne kamp er at redde unionen, og er hverken at redde eller knuse slaveriet. Hvis jeg kunne redde unionen uden at befri en eneste slave, ville jeg gøre det, og hvis jeg kunne redde unionen ved at befri nogle og lade andre forblive slaver, ville jeg gøre det. Hvad jeg gør angående slaveriet og den farvede race, gør jeg, fordi jeg tror det kan hjælpe til at redde unionen«. Sådan sagde USAs præsident Abraham Lincoln under den amerikanske borgerkrig i 1860erne. Den fattige dreng fra Illinois, der kæmpede sig op til at blive sagfører og senere USAs præsident, har eftertiden krediteret med den moralsk fortræffelige mission at afskaffe slaveriet. Men formålet var mere speget. Det gjaldt lige så meget om at holde unionen sammen – for unionens egen skyld. For Abraham Lincoln var slaveriets afskaffelse ikke kun et idealistisk formål, men også et redskab og et middel i en politisk magtkamp, som havde et langt videre og mindre heroisk formål, nemlig kampen for unionen. Hvis man spurgte en avislæsende amerikaner i begyndelsen af borgerkrigen, hvad konflikten drejede sig om, ville han svare løsrivelse ( secession ). Den amerikanske borgerkrig var kampen mellem nogle sydstater, som ville trække sig ud af det politiske fællesskab og skabe en løsere sammenslutning (konføderationen), og nordstaterne, der ville gennemtvinge en føderal union. At det alene skulle angå slaveriets afskaffelse, er et efterrationaliseret motiv.

Men slaveriets ophævelse blev en integrationsfaktor, som for bestandigt aflegitimerede ikke blot sydstaternes løsrivelse, men ethvert fremtidigt løsrivelsesforsøg i USA. Borgerkrigen gjaldt unionen og ikke slaveriet, men slaveriets afskaffelse kom til at virke som den gode sag, der moralsk begrundede krigsindsatsen og som op til vor tid kom til at virke som en uafkastelig moralsk belastning for sydstatskulturen. I dag er det umuligt at gå ind for at løsrive sig fra Amerikas Forenede Stater. Der er intet Quebec i USA.

Den amerikanske unionserfaring er interessant at se med europæiske briller. Det begyndte i 1776 med 13 staters løsrivelse fra fællesskabet med Storbritannien. Uafhængighedserklæringen, det smukkeste og mest forbilledlige politiske aktstykke i historien, markerede bruddet med London. De oftest citerede linier fra Uafhængighedserklæringen er ordene om, at livets umistelige rettigheder er liv, frihed og stræben efter lykke, men de skrives ind i en sammenhæng, hvor de separatistiske amerikanere ønsker at begrunde det drastiske skridt at bryde båndene med moderlandet, som de fleste var udvandret fra. Efter løsrivelsen og den efterfølgende krig mod englænderne for at fastholde uafhængigheden skulle den nye politiske orden konstitueres. I den varme sommer i 1787 mødtes de amerikanske grundlovsfædre, founding fathers, i Philadelphia, og enedes om en forfatning.

De amerikanske founding fathers hører til de klogeste politikere, der nogensinde har været samlet. De var alle realister, kendte menneskenes børn og gjorde sig ingen illusioner om værdien af gode hensigter eller store projekter. Fælles for dem alle var forestillingen fra Uafhængighedserklæringen om, at staten kun er til for at beskytte borgerne, og at den evige trussel mod borgerne udgår fra den politiske magt. Det drejede sig derfor mere end noget andet om at lænke og tæmme den centralmagt, man var i færd med at legalisere. Grundlovsfædrenes uenigheder og den efterfølgende offentlige debat mellem føderalister, der gik ind for en relativ stærk centralmagt, og anti- føderalister, der ønskede at fastholde unionen som en union af suveræne, frie stater, er højdepunktet af politisk debat i den vestlige verdens politiske historie. De førende grundlovsfædre var føderalister , det vil sige de gik ind for en relativ stærk centralmagt, men de måtte gå frem med varsomhed, fordi befolkningen i fristaterne var meget skeptiske over for en egentlig statsdannelse. Det var snærende statslig regulering, der var årsagen til løsrivelsen, hvorfor det virkede omsonst at give muligheder for en ny centralmagt. »I Amerika 1787 måtte kravet om indretningen af en central politisk handlekraft formuleres forsigtigt af den styrende nationale elite, om muligt i revolutionære begreber.

Indskrænkninger i den lokale magt måtte sælges som forstærkninger af den. Udvidelsen af centralmagtens jurisdiktion måtte fremstilles som en forudsætning for individernes uafhængighed. En handlekraftig præsident måtte beskrives som alternativet til anarki, krig og monarki«, skriver den svenske journalist Göran Rosenberg (Friare kan ingen vara. Den amerikanska idén från Revolutionen till Reagan, s. 128)

Forfatningen endte med en føderal struktur, hvor suveræniteten blev delt mellem forbundsmagten og staterne. Selv de ivrigste føderalister formente, at der kun var givet legitimitet til en begrænset centralmagt, om end stærk med forankring i præsidentembedet. James Madison mente dengang, at »antallet af mennesker ansat under forfatningen i USA vil blive langt mindre end det antal, der er ansat i de enkelte stater«. I dag er der flere ansat under forbundsregeringen end i alle de enkelte stater tilsammen, så det lykkedes ikke at inddæmme forbundsmagtens ekspansion. Selv for historiens mest magtkritiske statsmænd lykkedes det ikke at holde Leviathan i ave.

Da konstitutionen skulle ratificeres i de enkelte stater, skete det med de tyndeste marginer og under forudsætninger, som historien aldrig indfriede. Staten New York ratificerede med 30 stemmer for og 27 imod, men kun under den forudsætning at accepten kunne tilbagekaldes.

Virginia forbeholdt sig ret til at ophæve sin ratifikation, hvis dens rettigheder nogensinde skulle krænkes. Alle staterne tog det som en selvindlysende forudsætning, at de kunne løsrive sig igen, hvis de ville. »Hvis spørgsmålet om løsrivelse (secession) overhovedet var blevet stillet i de oprindelige debatter om unionens dannelse, ville alle staternes repræsentanter have ignoreret det, fordi svaret for dem var selvindlysende«, som økonomen James Buchanan har sagt.

Spørgsmålet om retten til at tilbagekalde sin indtræden i unionen blev aktuelt med borgerkrigen. Frem til borgerkrigen var det en almindelig opfattelse i USA, at unionen var en sammenslutning af suveræne stater, hvorfor den enkelte stat kunne træde ud efter ønske. Selv i Federalist Papers, føderalisternes pamfletter, tales der om staterne som suveræne og uafhængige. James Madison skrev, at »den foreslåede statsform ikke kan kaldes national, fordi dens jurisdiktion kun udstrækker sig til bestemte opregnede områder, og overlader til de enkelte stater en resterende og ukrænkelig suverænitet over alle andre områder«. Da sydstaterne i 1861 løsrev sig fra unionen og dannede en konføderation, så de det selv som blot en tilbagekaldelse af ratifikationen 70 år tidligere. I South Carolina skete det med 120 stemmer mod 0. Men handlingen udløste en blodrig borgerkrig, som senere resulterede i en cementering af unionen, hvor efter løsrivelse var en utænkelig handling. I medierne i dag forbindes opposition mod forbundsmagten med den yderste ekstremisme.

Tankevækkende om det udvikler sig lige sådan i Europa. Hvad var det, der gjorde ideen om union så hellig? Den amerikanske historiker Richard Weaver skriver, hvordan unionen kunne blive den store sag for Lincoln, så han villigt ville opretholde slaveriet for unionens skyld: »I sin essens er union et redskab for magt. Denne kendsgerning kan aflæses i det kendte mundheld ‘sammen er vi stærke’. Men hvorfor ønsker man denne styrke? Medmindre det har et klart forstået formål, er denne blotte opretholdelse af union et middel uden et formål. Og da et af de væsentligste formål for de idealistiske grundlæggere af nationen var at checke væksten af den centraliserede, autonome magt, må man med de ting der er blevet gjort i unionens navn sige, at den mere er kær til fjenderne end vennerne af det amerikanske eksperiment med frie styreformer. H.L. Mencken sagde engang, at der selvfølgelig er fordele ved en union, men at de som regel går til de forkerte mennesker. Nemlig til de mennesker, hvis virkelige interesse er magt og brug af magt over andre mennesker. En union, der forener magt og underordner dets dele under sig, virker som et instrument og en uimodståelig fristelse for enhver magthungrende generation.

Unionens magt bruges i begyndelsen i frihedens navn, men lige så snart den er gjort monopolistisk og uangribelig, vil den – hvis historien lærer os noget overhovedet – bruges for andre formål«. Borgerkrigen resulterede i nordstaternes sejr og sydens kolonisering fra nord. Siden da har løsrivelse været tabu i amerikansk politik. Unionen tømredes sammen, som Lincoln ønskede det. Slaveriets rolle var instrumentel for højere formål. De ideale motiver glaserede blot unionens selvhævdelse. Borgerkrigen var det vigtigste skridt på vejen mod en stadig snævrere sammenslutning af de amerikanske stater. Men integrationen fortsatte i USAs historie, fordi magten aldrig mættes, og centralmagten derfor aldrig ophører i forsøget på at underlægge sig de underordnede autoriteters suverænitet. Franklin D. Roosevelts New Deal-politik og Anden Verdenskrig svejsede USA så fast sammen, så det derefter bliver nostalgi at tale om en føderal struktur i USA, hvor magten deles mellem lavere og højere niveauer. Der er kun én magt: Washington D.C. De store reformer i 60erne, borgerrettighedslovgivningen, kunne også kun gennemføres føderalt, det vil sige, ved at forbundsregeringen tvang dem igennem over for de formastelige enkeltstater. Forbundshæren blev sat ind for at tvinge integration af sorte og hvide børn i skolerne. En i sig selv god sag, men hvis konsekvens betød centralisering af magten og underminering af enkeltstaternes kompetence.

Således følger USA det, der i faglitteraturen kaldes Popitz’ lov, nemlig at føderale stater aldrig er stabile over tid, men altid vil centralisere magten. Årsagen til dette skyldtes ifølge Popitz, at centralmagten altid kan finde begrundelser for at overføre en politik fra decentral til central kompetence. Typisk vil behovet for omfordeling af ressourcerne være stærkt motiverende for centralisering. Det er en alt for fortrængt sandhed, at lighed kun kan realiseres gennem central styring. Sammenlignet med USAs suverænitetsdeling mellem statsniveau og centralt niveau virker EUs subsidiaritetsprincip som den tyndeste sikring mod centralisering (eller integration, som det hedder på europæisk). Popitz’ lov bekræftes i alle forbundslande i dag med undtagelse af Canada, hvor forbundsregeringernes budgetter i procent af det samlede BNP har været støt stigende. USA har 200 års erfaringer med en føderation og forsøget på at dele magten mellem statslige niveauer og centralmagtsniveau. Unionen lykkedes, men den føderale magt blev langt stærkere og mere omfattende, end nogen af forfatningsfædrene havde forestillet sig. Europa kan lære meget af de amerikanske erfaringer, når EU i dag forsøger at samle og dele suverænitet. Hvis vi da vil lære af andre.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close