En guide til aktivisme

af Søren K. Villemoes og Troels Heeger

I Hyskensstræde kunne København opleve endnu en gadefest. Det var ikke en af dem, hvor man kan lære sin nabo bedre at kende over en fadøl og noget livemusik. Nej, det var en af den slags fester, hvor kapitalismen og den internationale imperialisme fik nogle ordentlige slag over nakken. Måske tænker du, at ødelæggelserne primært gik ud over kvarterets beboere og de lokale butikker, der i forvejen er plaget af finanskrise. Men det tyder på, at der er en hel del ting, du ikke har forstået.

Hvis du undrer dig over, hvordan i alverden lidt høj musik, grafitti og noget alkohol kan bekæmpe globaliseringen og kapitalismen, så har du fundet den helt rigtige blog. Hvis man gerne vil forstå, hvordan ellers normale mennesker kan få sig selv til at lave denne kobling, så følger her på en lille guide til, hvordan man bliver en succesfuld venstrefløjsaktivist.

Hvordan kan man blive politisk aktivist?
For de fleste mennesker er politisk aktivisme en god ting. Alle vil gerne have ungdommen engageret i politik. Oppositionen ønsker valgretten sænket, og man hører gang på gang beklagelser over dalende medlemstal i ungdomspolitiske partier. Men hvor mange unge gider egentlig at sidde i et eller andet lokale og forhandle i evigheder om dødkedelige, lokalpolitiske emner? Hvorfor dog spilde tid på krævende, knastørt arbejde, når man kan være mindst lige så politisk, mens man drikker øl, går smart klædt, ryger joints og hører høj musik med interessante, kreative og fede mennesker? De fleste rationelt tænkende unge vil helt sikkert foretrække det sidste. Og således har rekrutteringsgrundlaget for at hverve nye aktivister til den yderste venstrefløj altid været en smal sag.

Men hvordan kan man så blive en del af aktivistmiljøet? Hvordan kan man blive anerkendt som et politisk, musikalsk og samtidigt kreativt venstrefløjsmenneske? Ja, det kræver desværre lidt forarbejde. For det første er der en række ting, man skal overveje, inden man iscenesætter sig som venstrefløjsaktivist. Man skal vide, at når man befinder sig i miljøer, hvor gennemsigtighed i magtens beslutningsstrukturer er noget man griner hånligt af, så vil man aldrig kunne vide, hvornår man stemples ude.

Forbered dig på paranoia
Modkulturen går ud på at være imod en masse ting, og for at det kan lade sig gøre, så skal der nødvendigvis konstant holdes kog i kedlen af ting, som man er imod. Du vil derfor aldrig vide dig sikker på, om du imorgen pludselig vil være anset som en af fascisterne, eller endnu værre: en af mandschauvinisterne, en af de reaktionære, de borgerlige, kødspiserne, heterosexisterne, kapitalisterne, neoliberalisterne, racisterne, nazisterne, zionisterne, og hvad man nu ellers kalder folk, man ikke kan lide. Forbered dig på at lære alle kendetegnene for førnævnte grupper. Gør derefter det stik modsatte. For eksempel er det almen viden, at neoliberale går i jakkesæt, derfor bør du så vidt muligt undgå denne beklædningsform. Hvis du lærer fjendens kendetegn at kende og gør det modsatte, har du minimeret sandsynligheden for at havne i den forkerte kategori. Men vær altid beredt på, at det kan ske alligevel.

Hvis du gerne vil være venstrefløjsaktivist, skal du altså være indstillet på en livslang tilstand af paranoia, hvor du altid skal holde din sti renere end ren. Ingen skal nogensinde se dig løbe skrigende fra politiet til en demonstration eller nyde en Big Mac. Ingen må under nogen omstændigheder høre dig komme til at bruge et ord som ‘kælling’ eller ‘fisse’, kalde nogen for ‘bøsserøv’, tale grimt om en indvandrer, prale højlydt af at spise kød, lytte til Niarn eller indrømme, at du modtager Ekstra Bladet om søndagen og godt kan lide TV2 News. Sekundet dette skulle ske, vil du have udsat dig selv for en enorm fare, og alskens hemmelige udstødelsesmekanismer vil efter al sandsynlighed sættes i gang. Og du vil aldrig vide, hvornår nogen bag din ryg bestemmer sig for, at du ikke er ‘rigtig’ ventreorienteret længere.

Kom i karambolage med politiet
Det er ingen hemmelighed, at der er mange på den yderste venstrefløj, der elsker konfrontationer med politiet. Hvis politiet vælger at rykke ind til en politisk fest, så understøttes og vokser myten om, at man rent faktisk er en trussel mod systemet, at man udgør en fare, og at man faktisk har gang i noget politisk. Det er derfor, at politiet altid forventes at dukke op til disse arrangementer. Af samme grund er aktivister oftest nærmest skuffede, hvis ordensmagten udebliver. Uden et par jyske knægte i kampuniform er det ligesom ikke en rigtig politisk fest. Så hvis ‘nazisvinene’ ikke har særlig travlt med at håndhæve deres fascistoide rædselsherredømme, kan man eventuelt selv forsøge at lokke dem ud af busken ved f.eks. at påbegynde lidt adspredt hærværk. Hvis de stadig ikke dukker op, er det tit lidt af en lyseslukker.

For mange aktivister er der nemlig stor politisk anerkendelse i at fremvise blå knippelmærker eller spendere et par timer i kachotten. Synlige ar og frihedsberøvelse er det tætteste, man kommer på en medalje i et miljø, der undsiger sig magtstrukturelle hædersbevisninger. Det forklarer hvorfor, det er en god idé at få tæsk af en betjent, hvis man gerne vil tages seriøst som aktivist. For det første kan man lynhurtigt få nye venner i disse miljøer ved at snakke lidt om, hvor onde politiet var i sidste uge. Ens historie kan kun blive bedre, hvis du kan blotte nogle slagmærker, mens du forbander de ‘nazisvin’, der prøvede at forhindre dig i at smadre en butik eller sætte ild til en bil.

Det er en let måde at få nye venner i det miljø på, og det er samtidigt med til at etablere ens omdømme som en seriøs og kompromisløs politisk aktivist, der som en anden Robin Hood bekæmper systemet nedefra og op. Hvis du gerne vil have en karriere som aktivist, kan det kun anbefales at blive anholdt ved førstkomne lejlighed. Glem alt om tidskrævende, opslidende organisationsarbejde i en eller anden NGO, hvor du prøver at skaffe lærebøger til en nedslidt afrikansk skole. Det er spild af tid. Du skal bare råbe af en betjent og kaste noget tungt, hvis du vil gøre verden til et bedre sted.

Find en fascist, råb ad ham
Det er ikke unormalt, at man kalder politiet for fascister og nazister i disse miljøer. Kedelige, konforme og normalt tænkende væsener ville måske mene, at der er en mindre skillelinje et eller andet sted mellem at være tilhænger af et racerent tusindårsrige og blot at ville opretholde almindelig lov og orden. Men den slags forbeholden tankegang er allerede første trin på vej mod at blive anset som rendyrket fascist. Og ville du måske gerne have samarbejdet med nazierne under besættelsen? Selvfølgelig ville du ikke det. Samarbejdspolitikken reddede måske en helvedes masse menneskeliv, men den var ikke særlig heroisk, og der var hverken gadekamp eller høj musik i Scavenius’ kedelige kabinet.

Nu er det de færreste af nutidens aktivister, der har været så heldige nogensinde at møde en rigtig, levende nazist. (Medmindre de har været på udflugt til Sverige for at inspicere et par sjældne tabereksemplarer af racen). Så derfor kan det ofte vise sig nødvendigt at kalde alle for fascister, der kunne tænkes at gå ind for noget så farveløst som en tredeling af magten. Nu har du måske gjort den fejltagelse at læse lidt om, hvad fascisme rent faktisk er. Og i denne læsning er du måske kommet frem til, at antiparlamentarisme, afsky for demokrati og magtens tredeling, nedbrydelse af forskellen mellem stat og samfund, mellem det private og det offentlige, uhæmmet afsky for individualismen og en forkærlighed for gadekamp, sort tøj og hærværk altsammen er kendetegn på fascisternes virke i 1930′ernes Europa. I så tilfælde må du straks glemme alt, hvad du har lært og istedet forstå, at alle er fascister, og at fascisterne bliver kun mere fascistiske jo længere de bevæger sig væk fra dit miljøs opfattelse af virkeligheden.

Det er derfor slet ikke så svært at være aktiv anti-fascist, som du måske troede. Der er nemlig langt flere fascister derude, end du gik og forestillede dig. Og findes der noget bedre end at have været i håndgemæng med en fascist? Nej, det gør der ikke. Det skulle da lige være at blive fængslet på livstid for sine ‘politiske aktiviteter’, hvilket øjeblikkeligt medfører helgenkåringer og evig hæder i aktivistmiljøer over hele kloden. Men hvis du rent faktisk har planer for din fremtid, kan det i stedet anbefales, at du finder den første og bedste person, der ikke deler dine holdninger, og råber af ham. Det er naturligvis nyttesløst at gøre dette i et privat, lukket rum. Sørg for, at der er mange aktivister til stede, når du overfuser en tilfældig fascist. Det vil give dig respekt og ærefrygt i et stykke tid. Og du kan muligvis få lejlighed til at tale lidt med dine aktivistvenner om højredrejningen og fascismen i dagens Danmark .

Drop kød
Hvis du tænker på en måde, hvor du både kan nedsætte dine månedlige udgifter og samtidig øge din politiske troværdighed på, er det indlysende og oplagt, at du dropper kød og faktisk helst alle animalske produkter. Nu er du måske meget glad for pølser og lammesteg, men i så fald bør du huske på, at folk tjener penge på dyr, og alt, hvad man tjener penge på, er naturligvis dybt problematisk. Det er kapitalisme. Og den slags skal du helst holde dig fra. Du vil måske hævde, at folk også tjener penge på at fremstille kikærter og tofu, at Converse er et globalt brand, og at nittebælter ikke vokser på træerne, men så findes der heldigvis den perfekte løsning for dig: Skrald.

Ja, din mor har måske lært dig, at du ikke skal rode i skraldespanden, men hun er med al sandsynlighed en højreorienteret, ligusterfascistisk SF’er, så smid din opdragelse og gode manérer på historiens losseplads, og dyk ned i den nærmeste container. Hvis du finder en ordentlig skraldespand fyldt med forbrugersamfundets overflod af dagligvarer i en baggård til din lokale Netto, så har du fundet det perfekte sted at møde nye venner. Det kan anbefales at undersøge, hvor den nærmeste Emmery’s bortskaffer sit skrald, da dette sted med hundrede procents sandsynlighed vil være overrendt af de mere avancerede antiforbrugere på jagt efter langtidshævet økologisk speltbrød. Selv en skraldepunker bør skralde økologisk.

Ødelæg noget
Hvis du har haft svært ved at finde en betjent, der vil slå dig, en fascist, du kan råbe af, og hvis du er træt af at markere din politiske overbevisning ved at rode rundt i skrald, skal du ikke blive urolig. Du er nemlig så ufatteligt heldig at leve i et kapitalistisk forbrugersamfund. Da kapitalismen som bekendt er overalt, og da den nu engang styrer, manipulerer og bestemmer over alt og alle (på nær dig og dine venner), vil du aldrig løbe tør for ting og steder at angribe. Ved førstkomne gadefest skal du bare smadre det første og bedste butiksvindue. Pas på, at du ikke rammer en butik ejet af en indvandrer, eller et sted der sælger venstreorienteret merchandise. Selvom de naturligvis bidrager lige så meget til forbrugerismen, er det vigtigt, at du som udgangspunkt vælger noget, der kan forbindes med enten USA eller finansverdenen. Blockbuster, McDonald’s, Danske Bank og 7-11 er selvindlysende mål for en brosten. Andre kæder som Matas, Telia og Irma, hvis naturlige ambition om at ekspandere er et synligt bevis på kapitalismens iboende imperialistiske tendens, er naturligvis også gode kandidater.

Hvis ingen oplagte kapitalistiske symboler er forhåndenværende, bør du vælge en butik, hvor dine politiske venner kun modvilligt handler. Det er vigtigt, at du har en fornemmelse for den gode smag, når du ødelægger ting. Du skal helst kun angribe steder, der bærer tydeligt præg af dårlig smag. Butikker, der sælger sportsko, undertøjsforretninger, mobiltelefoner osv., er oplagte muligheder. Uanset hvor dårlig smag du forbinder med film fra Indien, må du under ingen omstændigheder smadre den lokale bollywood-butik. Det er racisme. Du bør også først undersøge, om den smykkebutik, du gerne vil ødelægge, har arabisk skrift på sit skilt. Det er altid en god idé at dobbelttjekke. Pornobutikker udløser femstjernet aktivistbonus.

Det indre København er det perfekte sted at smadre ting. Alle derinde har alligevel solgt ud, og kvarteret er for længst blevet tabt til politiet, kapitalismen og mindre smarte mennesker, det vil sige mennesker, der har andre hobbyer end skrald, punkmusik og joints til gadefester. Stort set hvad som helst derinde kan ødelægges med god samvittighed.

Undgå for alt i verden at kritisere, hvad der umiddelbart kunne anses som tilfældig vold og hærværk! Husk på, at det er en del af den store kamp mod globalisering og kapitalisme, der kun kan vindes gennem flere gadefester og flere smadrede butiksvinduer. Undgå også at spørge øvrige venstreorienterede grupperinger om deres holdning til hærværket, da de som bekendt ikke kan stå til ansvar for, hvad andre mennesker render og laver. Spørg derfor heller ikke ind til, hvorfor de lokale handlingsdrivende skal stå til ansvar for den globale kapitalisme. I det hele tage bør du undgå spørgsmål og istedet holde dig til udbrud i imperativ, afsluttet med et “NU!” Ignorer i samme ånd forholdet mellem at kræve sin ret og gøre sin pligt.

Få en rigtig musiksmag
Inden du bliver aktivist skal du forberede dig på, at den vigtigste kamp mod undertrykkelse, uretfærdighed og strukturel magt foregår på din egen iPod. Hvis du holder af popmusik med Britney Spears, Rihanna og Lady Gaga, skal du enten være klar på fra nu af at fake en ironisk distance, når du sætter musikken på, eller helt at skifte stil.

Hvis du godt kan lide dansk hiphop og gangsterrap, så har du et problem. Du er nemlig sexist. Og det er den sikreste vej til fascisme, så drop det omgående! Hvis du stadig gerne vil lytte til hiphop, så må du i stedet nøjes med noget politisk rap a la KRS One og deslige. Punk er altid en sikker vinder, men vær forberedt på, at du ikke vælger bands, der har solgt ud! Vælg kun obskure punkbands, som ingen har hørt om før. Bands som Røvsved, Endetarm og Shitcomet er oplagte. I det hele taget: jo flere kropsvæsker og -dele, der indgår i navnet, jo mere sikker er du på, at du har valgt rigtigt.

Glem forskellen på ord og handling
Som god aktivist må du huske på, at der ikke er forskel på ord og handling. Derfor bør du også altid være bevæbnet med en svada af skældsord mod magtinstanser, autoriteter og institutioner. Hvis du er til gadedemo og med grådkvalt hysteri kan tudbrøle ‘nazisvin’ ind i hovedet på en 22-årig politibetjent fra Herning, kan du retmæssigt føle, at du har tildelt systemet et afgørende knytnæveslag. Omvendt skal du også huske på, at hvis du i vennelag siger “dumme kælling” om Hillary Clinton, er du skyldig i diskursiv undertrykkelse af kvindekønnet. Eneste undtagelse er Faderhusets leder Ruth Evensen, der er blevet ophøjet til metafysisk symbol på det onde og derfor undtagelsesvist gerne må tilsvines i sexistiske vendinger.

Som god aktivist bør du sætte en ære i at frasværge dig rationel argumentation og i stedet henvise til følelser såsom ‘forelskelse’, ‘vrede’, ’sorg’, ‘frustration’ og ‘forargelse’. Afvis konsekvent logik og fornuft som kapitalistisk blændværk og legitimér din ret til at smadre ting med enkeltstående og meningsløse gajolpakke-sætninger såsom “revolutionen er som en forelskelse”, eller “plads til alle, der giver plads til alle”. Undgå at følge gajolfilosofiens logik til dørs, da du muligvis vil havne i selvmodsigelser. Ved konsekvent at legitimere dine politiske handlinger ved at referere til dine følelsers subjektive ophav slipper du behændigt for at komme til kort i diskussioner med mennesker, der betvivler fornuften i at smadre en juicebar og plyndre en Irma i anti-zionismens navn. I det hele taget vil antallet og intensiteten af offentlige følelsesudbrud ofte være proportionelt med din status i aktivistmiljøet. Lange teoretiske udredninger bør kun tages i brug, hvis du skal finde en god grund til, at en anden aktivist ikke længere er ‘rigtig venstreorienteret’.

Disse tommelfingerregler er kun toppen af isbjerget. Der findes et uendeligt korpus af regler og gode råd for at kunne blive en succesfuld aktivist. Det kan forekomme uoverkommeligt, men så snart man har fået næse for det, så kommer det hele til at give mening, og til sidst skal du slet ikke anstrenge dig for at se forbindelsen mellem amerikansk imperialisme og, ja, hvad som helst. God fornøjelse!

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close