Engelbreths kulturalisme

af Troels Heeger

Vi fortsætter med at kaste et kritisk blik på Politikens blog-praksis, nærmere betegnet Tøgers humanistiske lejesoldat Rune Engelbreth. I en kommentar til Pernille Rosenkrantz-Theils nylige skifte fra Enhedslisten til Socialdemokraterne udfolder Engelbreth i forbifarten en grovkornet kulturalistisk fejlslutning.

Rune Engelbreth nærer nemlig en hed drøm om at se Asmaa Abdol-Hamid på talerstolen i Folketinget. Det vil skabe “historie”, skriver han. Men det vil i så fald kun være statistisk historie – på samme måde som når fodboldkommentatorer kalder det historisk, når et hold har slået rekorden for flest hjemmebanesejre. Den slags statistisk historie har ingen relevans for den pågående kamp.

Efter Engelbreths opfattelse er det således fuldstændigt irrelevant i hvilken sammenhæng, Asmaa skulle sendes på talerstolen. Hendes konkrete politik er ham inderligt ligegyldig, for det er udelukkende i kraft af hendes status som tørklædebærende kvindelig muslim, at Asmaa vil skabe historie. Hvis hun gik på talerstolen og talte for en total privatisering af sundhedsvæsenet, ville Engelbreth efter alt at dømme klappe i hænderne. I hans optik drejer det sig kun om Asmaas eksemplariske signalværdi. Tørklædet skal så at sige tværes ud i ansigtet på Dansk Folkeparti.

Grundlæggende er det dybt bizart at bevidne den type argumentation. På den ene side anholder Engelbreth, at der i sin tid blev begået et ’substansløst karaktermord’ på Asmaa i kraft af hendes status som kvindelig muslim. Og samtidig benytter han selv denne status til at tale for vigtigheden af, at hun går på talerstolen. Det skulle eftersigende medvirke til at “normalisere” muslimers deltagelse i det danske politiske liv. Det svarer til at sige, at det kun er tørlædebærende muslimer, der er ægte muslimer. For vi har jo allerede haft muslimer på talerstolen, Naser Khader, Yildiz Akdogan, Özlem Cekic etc.

Engelbreths hede drømme om Asmaa er symptomatiske for en ulykkelig tendens blandt visse venstreintellektuelle til at hypostasere ideen om den arketypiske muslim som særligt salvelsesfuld. Men i sidste ende gør man ikke minoriteterne i dansk politik en tjeneste ved at benytte deres kulturelle identitet som udgangspunkt for politisering. Det er og bliver dårlig symbolpolitik, og som sådan er det en boomerang, der truer med at intensivere de spændinger i det politiske felt, man forsøger at opbløde.

Anderledes sagt: Hvis Asmaa Abdol-Hamid alene i kraft af sin religion og tøjvaner kan udgøre et legitimt politisk argument i sig selv, vil modstanden mod hendes religion og tøjvaner også være politisk legitim. Vil man gøre Asmaa og alle øvrige muslimer en tjeneste, bør man derfor først og fremmest forsøge at betragte hende som politiker og ikke som tørklædebærende kvindelig muslim.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close