Epilogen af ‘Helt uforsvarligt’

I 2005 udgav den liberale tænker Christopher Arzrouni sin hidtil eneste bog, ‘Helt uforsvarligt’. I forbindelse med udgivelsen blev bogens epilog frigivet til det offentlige domæne og cirkuleret i pressen. Vi bringer den her, da vi på redaktionen synes umanerligt godt om bogen, der for længst er usolgt fra forlaget, men som heldigvis kan købes som E-bog.

Christopher Arzrouni: Helt uforsvarligt – eller Hvorfor frihed altid er frihed for de andre til at gøre noget, vi ikke nødvendigvis kan lide, 235 sider, 175 kr., Gyldendal 2005.

Denne bog blev skrevet for sjov og for at provokere. Men provokationen har et formål, nemlig at slå et slag for frihed. Bogen er et led i den kulturkamp, som Anders Fogh Rasmussen skød i gang i et interview i Weekendavisen.1 „Udfaldet af kulturkampen afgør Danmarks fremtid. Ikke den økonomiske politik. Ikke teknokratiske ændringer af lovgivningssystemer.“ Det er jeg fuldstændig enig i.

Jeg går ind for frihed. Men desværre mener mange danskere ikke, at frihed er spændende – eller vigtigt for den sags skyld. Frihed handler om marked og kapitalisme og økonomi og den slags. Det føles fjernt fra vores dagligdag.

Til gengæld diskuterer vi rask væk sex and drugs and rock’n’roll over aftensmaden. Sjovt nok handler mange af disse diskussioner faktisk om frihed eller rettere om grænserne for, hvad vi må gøre. Det er spændende! Og så opstår spørgsmålet: Hvad skal være udgangspunktet for vores holdning? Skal vores private holdning til, hvad der er god moral, afgøre, hvad andre mennesker må gøre ved sig selv? Hvor meget bør vi – dvs. kollektivet – begrænse andre menneskers nysgerrighed, eksperimenteren og så videre? Pludselig har vi konturerne af en ideologisk diskussion.

Hvis vi ikke gør os klart, hvorfor frihed er vigtig, er vi tilbøjelige til at acceptere en masse betænkelige indskrænkninger i den. Vi kommer til at sætte alt for snævre grænser for, hvad man må og ikke må. Jeg mener, at den relevante grænse for, hvad vi må gøre, går lige dér, hvor man skader andre mennesker – dvs. dér hvor mine handlinger gør andre til ofre. Hvis ikke der er noget offer, kan der ikke være nogen forbrydelse. Det er hele rationalet i denne bog. Bertel Haarder har engang skrevet noget lignende, da han slog fast, at „et indgreb i friheden kan aldrig forsvares, når det foretages af hensyn til mennesker, der hellere vil være fri for indgrebet, eller som ikke har bedt om det“.2

Det er at gøre friheden til et moralsk spørgsmål. Det gjorde Bertel Haarder også engang med ordene: „Friheden er en moralsk sag. Jeg kan kun være fri, hvis også min næste er fri. Den liberale tænkning er ikke en teori om, hvad der er hensigtsmæssigt. Det er et spørgsmål om moral, menneskeret og menneskesyn.“3

Jeg er helt enig. Men problemet er desværre, at det „bare“ er en påstand. For hvad nu, hvis man slet og ret har et andet moralsk udgangspunkt? Så kan de liberale jo yderligere argumentere med, at frihed er nyttig eller gavnlig, fordi den øger vores viden. Det gjorde F.A. Hayek i The Constitution of Liberty. Det er en meget god pointe. Og den kan måske overbevise nogle af dem, der ellers ikke betragter frihed som en mere grundlæggende værdi end andre værdier. For selvom man kan sandsynliggøre, at flest mennesker får plads til at udfolde sig uden at genere hinanden i et frit samfund, skal man nok ikke gøre sig håb om umiddelbar forståelse fra alle sider. Navnlig ikke fra de mennesker, der ser det som en særlig mission at frelse andre mennesker fra sig selv. Derfor er det smart at bruge Hayek’ske argumenter om, at det, som vi ikke umiddelbart forstår eller sætter pris på, alligevel kan være til gavn. Frihed handler om at give plads til individuelle eksperimenter, der kan gøre os alle klogere og rigere.

Men måske er det stærkeste folkelige argument for frihed, at den slet og ret er sjov at have! Jeg skriver under på alle argumenterne for frihed. Navnlig på, at frihed er sjov. Og her mangler de borgerlige den begejstring, som socialisterne udstråler, når de præsenterer deres tvangsløsninger, som om de var evigt saliggørende. De borgerlige skal vise, at frihed er sjovt – også selvom den kan virke farlig.

Friheden virker farlig i den forstand, at den kan give resultater, vi ikke forventer eller bryder os om. Og det er netop charmen ved friheden. Frihed er altid frihed for de andre til at gøre noget, vi ikke nødvendigvis kan lide. Hvis livet blot handlede om at gøre, hvad alle – eller i det mindste flertallet – var enige om, ville det ikke være særlig interessant. Pudsigt nok kan det have gavnlige konsekvenser for os at se stort på andres ufornuftige, umoralske eller uæstetiske adfærd.4 Vi kan blive glædeligt overraskede!

De borgerlig-liberale politikere har det med at være ganske liberale og frisindede, når det handler om frihed til at eksperimentere i den økonomiske sfære af tilværelsen. De hylder iværksætteren. Til gengæld er de meget tilbageholdende med at tillade frihed til at eksperimentere på alle de områder, jeg har gennemgået i denne bog. Iværksætteren må tydeligvis ikke være bordelejer, prostitueret, organ- eller hashhandler. Og dermed bliver de borgerliges frihedsretorik temmelig hul. Hvorfor kan de ikke acceptere en smule frihed til dem, der er anderledes? Navnlig når friheden kunne slippes løs på områder, der kun angår folk selv – og ikke truer den store hellige, tabubelagte, omfordelende velfærdsstat. Det er områder, hvor det sådan set er „gratis“ at tillade lidt frihed. Ingen mister noget. Men alligevel kan de borgerlige ikke tage sig sammen til at give frihed hér.

Betyder det egentlig noget? Kan det ikke være lige meget? Nej. Hvis man accepterer ufrihed i simple sociale relationer, hvis man ikke stiller op og forsvarer de udstødtes og de uglesetes frihed, vil man før eller siden opleve, at også de velstillede og respekterede menneskers frihed kommer under pres. Når man rækker Staten lillefingeren, tager den hele hånden. Hvis man kan bekæmpe laster som hash, kan man også bekæmpe laster som tobak og alkohol. Hvis man kan hindre folk i at sælge deres kunst til hvem de vil, kan man også tvinge folk til at sælge til staten. Hvis man blander sig i insiderhandel, kan man pludselig blande sig i bestyrelsesforhold. Hvis staten må kræve sikkerhedssele for at beskytte folk mod sig selv, må den også forbyde indtagelse af tobak og fedt. Og hvis staten blander sig i „dræbende priskonkurrence“, kan den pludselig blande sig i prissætning generelt. Og så videre.

Danmark har brug for en liberal bevægelse, der tager frihed alvorligt. Ikke bare på de områder, jeg tager op i denne bog, og som er forholdsvis simple, fordi de ikke kræver økonomisk omfordeling den ene eller den anden vej.

Men vi har da borgerlig-liberale partier til at løfte frihedens fane, har vi ikke? Og har vi ikke oplevet en borgerlig-liberal regering med den mest ideologisk bevidste statsminister nogensinde, Anders Fogh Rasmussen, i spidsen?

Hm. Jeg ved snart ikke … Men jeg håber stadig! Anders Fogh Rasmussen er uden tvivl en af de mest ideologisk bevidste statsministre nogensinde. Imidlertid er spørgsmålet ikke, om han ønsker at gennemføre et liberalt politisk program. Anders Fogh Rasmussen står først og fremmest over for spørgsmålet, hvorvidt han tror på, at han kan gennemføre et liberalt politisk program samtidig med, at han kan fastholde regeringsmagten.

Regeringen er hidtil veget uden om politisk følsomme emner såsom økonomisk fordelingspolitik – og har kun i meget ringe omfang taget skridt til at reformere det skattesystem og de offentlige udgifter, som ud fra en liberal vinkel må betragtes som landets væsentligste problemer. Frem for at tage store principielle konfrontationer om velfærdsstatens indretning, har regeringen gennemført en serie „mikropolitiske“ tiltag.5 Et eksempel på strategien var angrebet på offentlige råd, statsautoriserede smagsdommere m.v. Fremgangsmåden viste, at en regering kan opnå meget, hvis den retter skytset mod alle pressionsgrupper i ét stort hug, rammer bredt, og kobler det med ideologiske argumenter og nogle tilpas hårrejsende eksempler. Regeringen har været ganske succesrig i angrebet på offentlige råd m.v. Det var en sand fornøjelse at høre koret af snævre særinteressegrupper, der brokkede sig samtidig og dermed mistede gennemslagskraft.

Trods den manglende vilje til omlægning af fordelingspolitikken, har regeringen på et enkelt område valgt at tage et camoufleret opgør med velfærdsstaten. Det gælder i forbindelse med „skattestoppet“, der bliver markedsført som en slags instrument til sikring af status quo – og derfor accepteres af en velfærdshungrende befolkning. Som politisk-strategisk instrument er skattestoppet imidlertid inspireret af liberale politiske økonomer som Robert Barro, der anser begrænsninger i statens indtægter som en måde at disciplinere den offentlige sektor. Det er lykkedes indtil videre. I hvert fald i den forstand, at det ikke er gået værre. Nu er den offentlige sektor „kun“ vokset med 14.000 personer i regeringens første tre år. Og det kunne rent faktisk lade sig gøre at holde skatter og afgifter nogenlunde i ro.

Set fra et liberalt perspektiv har Anders Foghs regering gjort det ganske o.k. Men hvad nu, hvis man tillader sig lidt større ambitioner end dem, som regeringen har sat for sig selv? Hvad hvis man måler regeringen på, om den vil gennemføre mit uforsvarlige politiske program – eller endnu bedre: Om den vil lette danskernes skatteslaveri og regeltyranni mærkbart? Endda bare tale om det? Sige, at det er attraktivt? Trods en mindre skattelettelse i 2004 bliver svaret et andet og mere negativt. Det er, som om noget mangler. Det er, som om regeringen er løbet tør for ambitioner, idéer, visioner. Den gør ligefrem økonomisk lighed til et mål i sig selv ved at afvise lettelser i topskatten af sociale grunde – uanset om alle ville blive bedre stillet. Hvorfor ikke sige det ligeud? De rige skal være rigere, og de fattige skal være rigere!

Trods regeringslederens udtalte ønske om værdikamp sætter regeringen ikke en egentlig åben ideologisk dagsorden. Kontrasten er markant i forhold til tidligere borgerlige regeringer i 80’erne.

En levedygtig borgerlig-liberal regering skal have noget, man kan blive begejstret over og noget, der kan provokere. Akkurat som under Schlüter-regeringerne. Jeg var lige fyldt femten år, da Poul Schlüter dannede regering i 1982. Det var alle tiders fødselsdagsgave for en ung liberal, der ikke kunne huske andre statsministre end Anker Jørgensen. Nu skulle det være lettere at være dansker. Schlüters firkløverregering igangsatte en byge af reformer. Vi fik en regelforenklingskampagne, der skulle gøre op med paragraffenland. Vi fik en ny økonomisk politik i liberal retning. Vi fik et opgør med de evige devalueringer, der udhulede lønningernes værdi og øgede renten. Regeringen fik ophævet den automatiske dyrtidsregulering, der nærede de evindeligt stigende priser gennem evindeligt stigende lønninger. Kapitalbevægelserne blev liberaliseret. Vi fik en smule mere konkurrence i de elektroniske medier takket være TV 2.

Meget gik godt. Andet gik skidt. Skattetrykket voksede fra godt og vel 40 pct. til 50 pct., fordi de offentlige udgifter blev ved med at stige. Det lykkedes heller aldrig at tæmme paragraffenland. Ifølge den borgerlige tænker Henning Fonsmark var det egentlig ikke så underligt endda. Schlüters projekt var nemlig med Fonsmarks ord kun et justeringsprojekt. Det gik op for flere og flere unge liberale i slutningen af 80’erne. Og jeg husker tydeligt, hvordan jeg selv – og andre – blev mere og mere frustrerede. „Borgerlig regering nu!“ Sådan lød det fra KU. De havde en pointe. Der var meget, regeringen – især Det Konservative Folkeparti – ikke turde.

Men det er umuligt at vurdere Schlüters borgerlig-liberale regering i 80’erne uden vemod. Det blev muligt at være liberal uden at blive betragtet som et dumt svin. Frihed blev en mærkesag. Tyngdepunktet for danskernes værdier skiftede i de år. Individualismen fik vind i sejlene6. Og selvom de konservative stod for en tøvende borgerlighed, var Venstre heldigvis et lyspunkt med sin kritiske liberale linje. Det gav f.eks. håb, når den unge Anders Fogh Rasmussen talte om retssikkerhed i skattesystemet. Eller da Fogh lancerede århundredets største plan om at sætte skatterne ned.

80’ernes borgerlig-liberale projekt trak spor langt ind i 90’erne. For faktisk blev der først taget hul på mange oplagte borgerlige mærkesager, efter at Schlüter havde overladt Statsministeriet til Poul Nyrup Rasmussen. Privatiseringen af TeleDanmark og GiroBank. Liberaliseringen af lukkeloven (en del står dog stadig tilbage). Opbygningen af private pensionsordninger på arbejdsmarkedet som et supplement til folkepensionen. Hvorfor ikke arbejde konsekvent videre ad det spor? Lade danskerne tage mere selvstændigt ansvar. F.eks. opbygge private sygesikringsordninger på arbejdsmarkedet. Iværksætte grundlæggende reformer af den offentlige sektor. F.eks. tage hul på at frigøre sygehusene og omdanne dem til selvstændige effektive enheder, kort sagt at privatisere dem. Fjerne de regler, der som lukkeloven hindrer mennesker i at udveksle frivilligt med hinanden. Dertil kommer målsætningen om at sætte skatterne markant ned for at forrykke forholdet mellem offentligt og privat.

Det ville være smukt, hvis det offentlige – til at begynde med – kunne nøjes med halvdelen af danskernes indtægter i skat og afgifter – frem for de 60 pct. som opkræves i dag. Det ville også være smukt, hvis man kunne sikre, at hver enkelt krones arbejdsindtægt maksimalt måtte beskattes med 50 pct. Skulle det virkelig kunne forrykke den sociale balance? Nej, det ville tværtimod give os, der kun ejer vores egen arbejdskraft – os proletarer i egentlig marxistisk forstand – en mulighed for at virkeliggøre nogle flere af vores drømme. Mindre stat – mere privat.

Sådan var den underliggende liberale målsætning i 80’ernes borgerlige regeringer. Selvom Schlüter sagde, at „ideologi er noget bras“, afviste han ikke klare liberale holdninger. En række af hans ministre gik endda så vidt som til at skrive den lille bog, Mulighedernes samfund.7 Den blev indledt med ordene: „Vi har nogle grundholdninger fælles: vi tager udgangspunkt i den enkelte og ikke i nogle ideologiske, præfabrikerede, lukkede systemer. Vi ønsker magtbalance, magtspredning og ret til at vælge. Ikke fordi mennesket er ufejlbarligt, men fordi fejlene bedst imødegås, når ingen har for stor magt over andre.“

Mulighedernes samfund er måske ikke den helt store holdningsmæssige milepæl. Men bogen illustrerer, at det var tilladt at tænke tanker på den borgerlige side af det politiske spektrum. Andre og bedre bøger fulgte i de kommende årtier. Grænser for politik og Slip friheden løs af Bertel Haarder. Hvis jeg bliver gammel af Lars Løkke Rasmussen. Fra socialstat til minimalstat af Anders Fogh Rasmussen. Alle med klare liberale budskaber.

Måske er det meget sigende, at tænkningen på den borgerlige fløj gik i stå, da Fogh måtte afsværge sig sin gamle bog. Modsat hvad mange tror, fik Nyrup faktisk held med sin bogdestruktion under valgkampen i 2001. Ingen borgerligt tænkende toppolitiker tør skrive sin mening længere. Man er bange for at blive betragtet som asocial – selv når man i virkeligheden er det modsatte.

Og med frygten for at melde klart ud, dør den livgivende idédebat. Nok kan man leve et par år på gamle bedrifter. Men til sidst har man det som en gammel cirkushest. Man ved ikke, hvorfor man gør, hvad man nu gør. Jeg er ikke i tvivl om, at Anders Fogh Rasmussen og en række af hans ministre besidder gode egenskaber og en stor viljestyrke. Jeg er ikke i tvivl om, at de vil gøre hvad de kan for at gøre projektet til en succes. Men god vilje er ikke nok. Regeringen Anders Fogh Rasmussen savner et klart ideologisk og strategisk udgangspunkt.

En klog mand sagde engang: „[En regeringschef] skal udpege sigtelinjer at stræbe efter, ellers går regeringsarbejdet i stå: Risikoen er naturligvis, at kritikerne kan sige: I nåede kun halvvejs. Men hellere det end at lade være med at opstille mål.“ Den kloge mand var Anders Fogh Rasmussen.

En levedygtig borgerlig-liberal regering skal have ambitioner om at ændre strukturerne i Danmark. Tidligere departementschef i Finansministeriet Erik Ib Schmidt har sagt noget i retning af, at „socialdemokratiske regeringer er ejere. Borgerlige regeringer er lejere.“ Underforstået, at borgerlige regeringer aldrig rigtig får lavet noget om. Men når jeg taler med venner og bekendte tæt på regeringen, lyder budskabet i store træk: „Vi skal lige have bidt os fast. Vi skal lige vinde næste valg.“

Hvis det er strategien, så havner man i samme situation som Nyrup i 2001 (eller som Schlüter mod enden af hans regeringstid), hvor det var tydeligt, at man lige så godt kunne stemme på nogle andre, fordi den siddende regering ikke vil noget. En borgerlig-liberal regering må derfor forsøge at gøre to ting.

For det første må den forsøge at ændre holdningerne i befolkningen på længere sigt. Regeringen må bruge regeringsmagten til at melde ud ideologisk – om menneskesyn, principper og så videre. Ligesom statsministeren gjorde i sin tiltrædelsestale og sin første nytårstale, hvor han understregede den enkeltes ansvar – både den enkeltes ansvar for at vurdere politiske sager uden at lade sig kue af statsautoriserede smagsdommere – og den enkeltes ansvar for at indrette sig på en måde, der ikke belaster resten af samfundet. Og hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud? Rehabilitere Fra socialstat til minimalstat! Turde være liberal på nogle af de lidt „flippede“ områder, som jeg gennemgår i denne bog. Socialdemokraterne skal ikke have lov til at klemme livet ud af regeringens ideologiske budskaber.

For det andet må en liberal regering ændre på de institutionelle forudsætninger, der er rammerne for danskernes adfærd. Gøre det klart for borgerne, hvad de mister ved at bevare tingenes tilstand. Gøre konsekvenserne af skatter og regulering på det individuelle plan mere synlige. F.eks. ved at ændre skattekortene, så de giver et mere præcist billede af den enkeltes skattesats. Gøre alvor af idéen om at lade lejere blive ejere i det almennyttige boligbyggeri. Gøre sygehusene til en succes som private virksomheder, der bliver belønnet for at behandle folk – ikke som offentlige institutioner, der bliver belønnet, hver gang ventelisterne stiger. Mulighederne for at gøre liberalismen til en praktisk folkelig succes er til stede.

Grænserne for Statens magt rykker hele tiden en lille smule under indtryk af argumenter. Idéer gør en forskel. Marxisterne tog fejl, da de bildte verden ind, at idéer blot var et produkt af økonomiske kræfter. Idéer påvirker verden. I virkeligheden var marxismens vigtigste og farligste bidrag til verdenshistorien, at marxismen smittede en masse mennesker med tanken om, at verden kunne laves fuldstændig om uden hensyntagen til menneskers individuelle frihed.

Jeg er selv påvirket af andres idéer. Jeg har bl.a. været stærkt påvirket af Bertel Haarder, dengang han var liberal. Haarder var engang en dygtig, pædagogisk formidler af liberale holdninger. I dag underminerer han forståelsen for, hvad liberalisme og frihed er for noget. „Som god liberal må jeg også sige, at der er ting i livet, der er så vigtige, at de ikke skal være liberale: Landegrænser er noget af det mest uliberale, ægteskabet er også utrolig uliberalt, ligesom al god børneopdragelse er alt andet end liberal.“8 Sådan sagde Haarder i et interview i anledning af sin 60 års fødselsdag. Kun én ting har Haarder ret i, og det er udsagnet om landegrænser. Ægteskabet er ikke „uliberalt“. Børneopdragelse er ikke „uliberalt“. Det har nemlig ikke en brik med politik at gøre. Haarder sætter lighedstegn mellem liberal og „anything goes“. Han definerer dermed liberal på samme måde, som George Bush ville gøre det – frem for at definere liberal som „tilhænger af individuelle rettigheder i forhold til staten“. Haarder har kort sagt svært ved at skelne mellem stat og samfund, og det er en meget almindelig fejltagelse i den danske debat.

Kan det ikke være lige meget, hvad en Bertel Haarder mener? Nej, for idéer gør en forskel. Og socialistiske budskaber i munden på en mand, der anerkendes som en liberal tænker, gør større skade end socialistiske budskaber i munden på en overbevist socialist.

Og kan det ikke være lige meget, at Anders Fogh Rasmussen under folketingsvalgkampen i 2005 trak liberalisme ned på samme niveau som socialisme, da han sagde: „Jeg ser pragmatisk på redskaberne, og vil ikke lade det afhænge af, om det er liberalistiske eller socialistiske redskaber.“9 Fogh talte jo blot om redskaber. Management. Kan det ikke være lige meget, at Anders Fogh Rasmussen også sagde: „Jeg vil hellere tage mit udgangspunkt i det enkelte menneske i stedet for at putte alle mine løsninger ind i en liberalistisk tankegang“?

Nej. Det er vitterlig en katastrofe for det liberale Danmark, at den liberale førstemand reelt undsiger liberalismen. Efter den første storm om Anders Foghs udtalelser valgte han at uddybe dem i et interview med Politiken. Og her blev forklaringen endnu værre: „Hvis vi går tilbage til det 20. århundrede, så var tiden meget præget af de store ideologiske systemer – socialisme, liberalisme, konservatisme. De tog sigte på at give svar på alle tilværelsens spørgsmål. Og jeg er jo selv vokset op i den tradition. Jeg tror bare – ja, det lyder måske lidt højtideligt – at vores samfundsform har nået et højere udviklingstrin, bl.a. fordi moderne mennesker har en bedre uddannelse. De gamle sociale og økonomiske skel er forsvundet. Vi står over for en helt ny samfundstype. Folk kan ikke længere presses ind i disse firkantede ideologiske systemer, men ønsker at tage ansvaret for deres egen situation.“10

Anders Fogh Rasmussen påstår, at socialisme, liberalisme og konservatisme hører til på samme niveau – og de i øvrigt alle tre er passé. Anders Fogh Rasmussen postulerer en modsætning mellem det enkelte menneske og liberalisme. Og Anders Fogh Rasmussen får det til at lyde, som om liberalismen vil presse mennesker ind i firkantede systemer. Vås, vås og atter vås. Og hvor er stoltheden ved det liberale udgangspunkt?

Men det er da en slags trøst, at Anders Fogh Rasmussen sluttede sin valgkamp med at erklære: „Jeg er liberal.“11 Han slog oven i købet fast, at han ikke bare ønsker skattebetalt valgfrihed mellem private og offentlige ydelser. „Valgfrihed betyder også, at man skal beholde så meget som muligt af de penge, man tjener.“ Pyha!

Masser af forskellige tænkere har bidraget til den liberale tradition. Uden at være enige om alt. De „gamle“ såsom John Locke, Adam Smith, Alexis de Tocqueville, Frederic Bastiat og John Stuart Mill. Og de „nye“ såsom F.A. Hayek, Karl Popper, Robert Nozick og mange flere. Måske er det for svært at tage sig sammen til at åbne deres bøger. Men så kan man jo også vælge den lettere genre. Det har jeg gjort i denne bog.

Konceptet for denne bog – men ikke indholdet – er inspireret af Walter Blocks bog Defending the Undefendable. Block slår et slag for en masse umoralske ting. Det er ganske fornøjeligt. Jeg strammer skruen noget i denne bog ved at forsvare en masse ting, der decideret er forbudt. Én ting er at anfægte menneskers fordomme. Noget andet er at anfægte et forbud. Den kontroversielle indpakning er slet og ret en måde at lokke folk til at beskæftige sig med frihed. Ved at tage fat på uforsvarlige emner og vise, at frihed alligevel kan være en løsning på steder, hvor man ville have forsvoret det, bilder jeg mig ind, at det er muligt at rykke ved folks holdninger.

Anders Fogh Rasmussen havde fat i noget meget vigtigt, da han i Weekendavisen gav udtryk for, at en målbevidst værdidebat gradvist kan ændre Danmark til et samfund, hvor „vi“ tør give mennesker mere frihed.

Men debatten vil kun til dels blive fostret af partierne selv. De er i højere grad valgmaskiner end idéudviklere i vore dage. Og selvom en del folketingsmedlemmer tænker liberalt, er de underlagt parti-disciplin og til tider „ofre“ for deres egne ambitioner om en politisk karriere.

Hvem skal så overtage stafetten som idéudviklere? En mulighed er tænketankene – som f.eks. den borgerligt-liberale tænketank CEPOS, der blev oprettet i slutningen af 2004. Udgangspunktet er godt – med stiftere som bl.a. Uffe Ellemann-Jensen, Henning Fonsmark, David Gress, Bent Jensen, Peter Kurrild-Klitgaard, Søren Pind, Samuel Rachlin, Poul Schlüter og Martin Ågerup. CEPOS vil forhåbentlig kunne medvirke til at popularisere liberale idéer og vise, hvordan de kan virke i praksis. Det er i hvert fald lykkedes for tænketanke i andre dele af verden: Cato og Heritage i USA, Institute of Economic Affairs i Storbritannien og Timbro i Sverige. De har fodret politikere med reformforslag.

Man skal bare ikke overvurdere politikkens muligheder for at udrette noget som helst liberalt. Politikerne vil sjældent turde slække på Statens regulering. De tør ikke fremstå som umoralens vogtere. Derfor må enhver, der elsker frihed, forlade sig på, at uvidende eller initiativrige mennesker ser stort på reglerne og gør, som det passer dem. Det må vi glæde os over – så længe de ikke skader andre – eller skader andre end sig selv. De er frihedens pionerer. Det, de gør, er prisværdigt. Ikke fordi de nødvendigvis handler særlig moralsk, men fordi de gør det trods risiko for straf. En grønthandler er jo ikke nogen helt, bare fordi han sælger gulerødder. Det er jo ufarligt. Men havde det været forbudt, og havde han trodset forbuddet, ville han automatisk have været en helt.

Kald det civil ulydighed. Kald det ulovligheder. Kald det „guerilla-kapitalisme“. Men tænk på, hvor mange ganske udmærkede ting, vi har fået ud af brud på lovgivningen. Kærgaarden – som Arla introducerede på trods af forbuddet mod at blande smør og margarine. Parabolantennen – som salig MF Helge Dohrmann tillod sig at sætte op på sit tag. Den erotiske roman – som Sangen om den røde rubin. Surrealistiske malerier – som f.eks. Wilhelm Freddies.

Frihed er det eneste, man kan få ved at give det til andre. Det pudsige ved frihed er bare, at man skal kæmpe så hårdt for at få den. Den er jo gratis. Gratis i betydningen harmløs. Jeg bliver ikke skadet af, at du er fri til at forfølge dine egne mål. Jeg mister ikke noget, fordi du får nogle muligheder. Og omvendt. Det er kort fortalt budskabet med denne bog.

NOTER
1    Weekendavisen den 17. januar 2003.
2    Bertel Haarder: Lille land hvad nu? s. 92.
3    Bertel Haarder: Slip friheden løs s. 32.
4    Filosoffen Mandeville var en af de første til at observere, at private laster kan være samfundsmæssige goder.
5    Begrebet „micropolitics“ er lanceret af Madsen Pirie, lederen af den britiske tænketank The Adam Smith Institute.
6    Politiken 28. oktober 1990 – samt Riis og Gundelach: Danskernes værdier, 1992.
7    Bertel Haarder, Tom Høyem og Per Stig Møller: Mulighedernes Samfund, 1985.
8    Kristeligt Dagblad 21. juli 2004.
9    Ritzau 1. februar 2005.
10    Politiken 4. februar 2005.
11    Ritzau 4. februar 2005.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/e/0/d/indadvendt.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/plugins/slickquiz/php/slickquiz-front.php on line 59