Efterlyses: Saglige feminister

Gammelfeministerne er højlydte i debatten mod den nye blå bølge. Men sagligheden er det så som så med.

Af Ryan Smith

I den seneste tid har debatten været præget af tre markante debatindlæg fra prominente feminister af den gamle skole. Der er tale om det skatteyderbetalte KVINFOs direktør Elisabeth Møller Jensens optræden i DR’s Deadline, filminstruktør Elisabeth Rygårds indlæg Kvindeforagt lanceret som frihed i Berlingske, såvel som skuespiller Anne Christine Bechs nylige Chick fight mellem rød og blå stue, også i Berlingske. Der er tale om tre uafhængige indlæg i debatten fra tre forskellige debattører. Imidlertid har de tre feminister dog det til fælles, at de alle har svært ved at være saglige.

Hvis vi starter med Møller Jensen, så var hun i Deadline, fordi Københavns Universitet diskriminerer i ansættelsesprocessen, sådan at en ny kvindelig professor i praksis er gratis, mens en ny mandlig professor er lige så dyr, som han altid har været. I Deadline fik professor ved Københavns Universitet Hans Bonde fremført alle de rigtige argumenter: Tiltaget diskriminerer mandlige ansøgere. Tiltaget bevirker, at universiteterne ikke ender med de mest kvalificerede ansøgere som professorer. Endelig gør tiltaget, at alle kvinder i professorstillinger fremover kan blive opfattet som gummiprofessorer, der kun fik stillingen, fordi valget af kvinder udløser gratis penge fra staten.

Bondes saglige argumenter prellede dog af på Møller Jensen. I stedet for at forholde sig til dem kastede hun sig ud i motivgranskning og udokumenterede påstande om hemmelige mandeklubber, der holder kvinderne nede. Møller Jensen fik chance efter chance for at besvare saglighed med saglighed, men valgte i stedet beskyldningernes og mistænkeliggørelsens vej.

At se en fortaler for ligestilling opføre sig, som om modvægten til saglige argumenter sagtens kan bestå af uunderbyggede beskyldninger, ville i en ideel verden være et af de mere bizarre syn i Debatdanmarks tombola. Men Møller Jensen er langt fra alene.

Gammelfeminisme, gammelmarxisme
Med Elisabeth Rygaards udfald mod friheden i indlægget Kvindeforagt lanceret som frihed præsenteres vi nemlig for samme underlødige debatgreb: Den frihedsorienterede lejr imødegås ikke på sine saglige argumenter, men forsøges besejret med fejlcitater (den måske mest åbenlyse falliterklæring i en debat), stråmænd og psykologiserende motivspekulation om, at borgerlige kvinder i virkeligheden ikke mener, hvad de tror de mener, men blot vil imponere deres far, som de vil giftes med. Marx og Freud anes under overfladen, og alt imens gammelfeministerne med den ene hånd benægter, at de ønsker at bestemme over andres liv, så insinuerer de med den anden, at folk, der ønsker et andet samfund, end gammelfeministerne gør, lider af en form for falsk bevidsthed.

Endelig er der skuespilleren Anne Christine Bechs indlæg Chick fight mellem rød og blå stue. Her anklages borgerlige kvinder for at være ”født med en guldske bagi,” alt imens de mistænkes for at nære ønske om at slå deres børn, hvilket intet har med debatten at gøre. Endelig anbefales folk, der er uenige med gammelfeministerne, at ajourføre sig med forskning fra Harvard Universitet og fra ”mennesker, der har studeret kønsforskelle i årtier.”

Det nærmeste, gammelfeminismen kan komme på et sagligt argument, lader til at være ”fordi vi skriver 2011,  er det på høje tid, at vi får [kønskvoter/ gratis professorer/ tvungen barsel til mænd/ fortsæt selv listen]”. Et argument, Elisabeth Møller Jensen, Elisabeth Rygård, Anne Christine Bech alle benytter sig af under forskellige former. De falder med andre ord tilbage på det gammelmarxistiske greb om historisk uundgåelighed. Men som filosoffen Karl Popper har vist, så er troen på historisk uundgåelighed uforenelig med troen på en fri og demokratisk debat. Debatten er ligegyldig, da vi allerede på forhånd ved, hvor samfundet skal ende.

Hvad angår Anne Christine Bechs henvisning til Harvard Universitet og ”mennesker, der har studeret kønsforskelle i årtier”, så skriver psykologiprofessor på stedet Steven Pinker netop i sin nye bog, at samfundsmæssige ændringer aldrig indtræffer, “blot fordi historiens ur har slået en given time an.”

Borgerlige debattører er ikke hævet over polemik og personangreb. Men når der falder et sagligt argument i den såkaldte ligestillingsdebat, så kommer det så godt som altid fra borgerlige debattører, der modsætter sig tvang og diskrimination. Det er de røde feminister, der kun har platheder og psykologisering af modparten at byde på. Feministerne skal forestille at kæmpe for ligestilling, men de gør selv brug af en undertrykkende debatform, hvor de ignorerer saglige argumenter for i stedet at give igen med påstande om hemmelige mandeloger, at deres modstandere længes efter en god gang far-datter-incest, og at modstanderne slet og ret er for dumme til at gennemskue, hvad det er, de selv mener.

Folk må vælge den debatform, der nu engang passer dem bedst, men hvorfor skatteyderne skal støtte organisationer som KVINFO, hvis direktør gør alt, hvad hun kan, for at afspore den saglige debat, alt imens organisationen indkasserer 30 mio. kr. om året i statsstøtte – det må kvikke læsere gerne forklare i kommentarfeltet.

Ps. Læs også professor Hans Bondes kronik, Det kvindevenlige universitet, om kønsdiskrimination på Københavns Universitet.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close