To be or not to be – selvmordets økonomi

af Torben Mark Pedersen – cand. polit. et exam art (samfundsfag og forvaltning) og Ph.D. i økonomi

Egentlig skulle det være ganske simpelt:

Overstiger summen af den tilbagediskonterede forventede nutidige og fremtidige lykke summen af den tilbagediskonterede forventede nutidige og fremtidige smerte ved at leve, så er svaret: To be.

I modsat fald: Not to be.

At afgøre, om livet er værd at leve eller ej, er ikke, som Camus skriver i Sisyfosmyten dét éne alvorlige filosofiske problem. Det er ikke et spørgsmål om ”livets mening”. Livets cost-benefit analyse er et økonomisk problem, ikke et filosofisk: Er nutidsværdien af den forventede fremtidige nettolykke positiv eller negativ?

Dét er livets cost-benefit analyse.

Og selvmord kan på den måde være en fuldt ud rationel og ikke mindst optimal handling for en person i en given situation. Det er ofte overset i en overvejende følelsesmæssig behandling af emnet.

Omkostninger ved ”not to be”

Der er omkostninger ved at begå selvmord:

  • For Hamlet var det frygten for de drømme, dødens søvn kan bringe: “Ay, there’s the rub, for in that sleep of death, what dreams may come, When we have shuffled off this mortal coil, Must give us pause. There’s the respect that makes Calamity of so long life…”
  • Samme karakter har religiøse kvababbelser og moralske overvejelser. En troende katolik vil være mindre tilbøjelig til at begå selvmord end en ateist. Nogen finder en løsning på det problem: Det siges, at en del muslimske selvmordsterrorister netop er det: Personer, der ønsker at begå selvmord, men som ved, at de ifølge islam ikke vil komme i himlen, hvis de tager deres eget liv. Tager de derimod andres liv med sig i døden i en jihad, vil de komme i himlen, men da en del af disse ulykkelige mennesker i virkeligheden ikke har som mål at tage andres liv, vælger de at udløse bomben på steder, så færrest mulige rammes, hvilket er en forklaring på, at så mange muslimske selvmordsbombere forårsager meget få dødsfald.
  • Det libertarianske synspunkt må være, at når man ejer sig selv, så må man også tage sit eget liv. Det følger af selvejerskabet.
  • Der kan være eksterne effekter. Når alt kommer til alt er selvmord ikke alene en personlig sag. Det kan påføre familie og venner smerte (eller glæde, alt afhængig af, hvordan man har levet sit liv, og hvor meget man efterlader til arvingerne), og hvis man ikke ønsker at påføre de efterladte nogen smerte, så må den forventede tilbagediskonterede smerte for andre indgå i kalkulen som en engangsomkostning ved selvmordet. De fleste vil nok på den måde internalisere disse eksterne omkostninger – i hvert fald delvist, men netop når man overvejer selvmord, vil mange være så fyldt med selvmedlidenhed, at de ikke har overskud til at tænke på andres smerte, så der vil nok almindeligvis være betydelige eksterne effekter.
  • Endelig er der de helt konkrete omkostninger, der består i, at det er vanskeligt at begå selvmord på en smerte- og frygtfri måde. Det er ikke muligt legalt at købe en pistol, så man kan skyde sig en kugle for panden, eller legalt købe en cocktail af Ketogan, Stesolid og Black Label (jo, det sidste er legalt, så man kan selvfølgelig drikke sig ihjel). Staten tvinger derfor selvmordere til at ty til frygt- og smertefulde løsninger som hængning, overskæring af pulsårer, springe ud foran tog eller tage en overdosis af kodymagnyler, der langsomt og smertefuldt fører til nyresvigt og død. Det er dybt umoralsk og endnu et argument for, at staten ikke skal blande sig i den enkeltes ret til at bære våben eller købe Benzodiazepiner.

Sådanne omkostninger ved selvmord giver en bias i retning af at vælge livet: Den forventede nutidsværdi af lykken skal ikke alene være marginalt højere end den forventede nutidsværdi af ulykken, men blot højere end den forventede nutidsværdi af ulykken fratrukket den forventede nutidsværdi af alle omkostninger ved at begå selvmord.

Det er svært at være rationel

Som Hamlets overvejelser så tydeligt illustrerer: Selvmordet er et valg under usikkerhed, idet den fremtidige lykke og ulykke (og i Hamlets tilfælde: livet efter døden) er ukendt, og hvordan kan man danne rationelle forventninger til den fremtidige lykke og ulykke? Vi mennesker har en begrænset rationalitet, og netop når man overvejer selvmord, er man i en psykologisk tilstand, der kan påvirke ens dømmekraft såvel som forventningsdannelse.

Formentlig ”framer” ens nuværende psykologiske tilstand ens forventninger til fremtiden. Er man dybt ulykkelig, kan det være vanskeligt at erkende, at ”tiden lærer alle sår”. På tilsvarende vis: Er man nyforelsket og har en nyfødt baby påvirker det ens tro på, håb til og forventninger til fremtiden, og man undervurderer risikoen for, at man bliver skilt, at ens barn kan blive sygt. Kort sagt, at lykken er lunefuld og kan være særdeles omskiftelig. Sådanne psykologiske mekanismer har det med at virke selvforstærkende på livets cost-benefit analyse.

Den fremtidige lykke og ulykke er heller ikke konstanter. Det handler ikke om med stoisk ro at afgøre: ”Whether ’tis nobler in the mind to suffer the slings and arrows of outrageous fortune, or to take arms against a sea of troubles, and by opposing end them.” Livet består af valg, og ikke kun valget om ”to be or not to be”. Den fremtidige lykke er (også) et resultat af de valg, man træffer i dag og i fremtiden, og er man lykkelig og har et stort overskud i dagligdagen, har man lettere ved at træffe de rette valg. Den depressive person vil derimod ofte være handlingslammet og ude af stand til at se mulighederne og træffe de valg, der kan forbedre vedkommendes nuværende og kommende tilstand. Igen en faktor, der har det med at virke selvforstærkende på livets cost-benefit analyse.

I alle cost-benefit analyser er valget af diskonteringsfaktor afgørende, og diskonteringsfaktoren er heller ikke en konstant. Er man lykkelig, nyforelsket, og har man lige set sin førstefødte komme til verden, så vil ens diskonteringsfaktor være lav: Hvad der sker langt ude i fremtiden tillægger man stor værdi. Er man derimod single, ensom og deprimeret, så vil ens diskonteringsfaktor være højere, og hvad der sker i fremtiden, tillægges mindre værdi. Også diskonteringsfaktoren har det med at virke selvforstærkende på livets cost-benefit analyse.

Det er derfor alt sammen faktorer, som man må tage med i overvejelserne, når man opstiller livets cost-benefit analyse.

Er mænd mere rationelle – eller mere ulykkelige?

I 2009 begik 477 mænd og 145 kvinder selvmord. Er det fordi, mænd er mere ensomme og ulykkelige end kvinder? Eller er mænd mere rationelle og handlekraftige, også når det gælder om at handle på baggrund af information fra livets cost-benefit analyse? Eller er mænd blot mindre risikoaverse og er parate til at lide større frygt og smerte ved selvmord? Eller måske er mænd mere individualistiske og egoistiske og tillægger de eksterne effekter på familie og venner mindre betydning?

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close