Buddhistisk ontologi, del 2: Nagarjuna og Middelvejs-buddhismen

af Ryan Smith

Middelvejs-buddhismen blev især udtænkt af den indiske filosof Nagarjuna, og denne fase af Zen-ontologi varede fra ca. 150 e.Kr. til ca. 1250 e.Kr. Middelvejen refererer til, at de buddhistiske menigheder og de øvrige religiøse strømninger, som de debatterede med, i disse år havde polariseret sig ud i to ekstremer: Ét sagde, af eftersom intet havde nogen iboende natur – bilen ingen ”bil-hed”, mennesket ingen sjæl, osv. – så må de mindre bestanddele heller ikke findes, sådan at øret heller ikke havde nogen ”øre-hed”, næsen ingen ”næse-hed” og så videre. Derfor endte denne strømning med at postulere, at intet eksisterede, og den blev en slags nihilistisk buddhisme.

I den anden ende af spektret var der imidlertid den fuldstændig modsatte tolkning, nemlig dem, der mente, at fordi Buddha havde sagt, at handlinger skaber karma, så kunne ting opretholde sig selv via deres egen karma. Denne skole mente, at karma var knyttet til det enkelte objekt, på samme måde som en bankkonto kan være knyttet til en enkelt person, og selvom personen ville dø, så ville karma’en være evig, idet den f.eks. ville afstedkomme genfødsel. Selvom en persons legeme var midlertidigt, så var karma’en, der knyttede sig til denne person, permanent. Derfor blev deres konklusion, at alt, hvad der eksisterede, eksisterede i kraft af permanente bagvedliggende substanser som karma. Denne skole kaldes derfor eternalisme eller permanentisme.

(Det er vigtigt at notere sig, at denne måde at se verden på hviler på en fortolkning af, hvad Buddha sagde, og at Buddha selv var tilbageholdende med at svare på, hvorvidt karma var knyttet til det enkelte objekt, eller til verden i det hele taget.)

Nagajurna afviste imidlertid begge disse skoler. Han mente, at de begge forbrød sig mod Buddhas lære. For hvis eternalismen var sand, hvordan kunne begivenheder (også kaldet fænomener) så indtræffe og ændre på tingenes tilstand? Og hvis objekter kunne opretholde sig selv via deres egen karma, ville det så ikke betyde, at der alligevel var et permanent selv, eller en sjæl, sådan som Buddha jo havde afvist, at der var? Derfor kunne eternalismen ikke være sand.

Men samtidig, så kunne nihilismen heller ikke være sand, fordi begivenheder indtræffer på bestemte punkter i tid og rum. Hvis det f.eks. regner på ét sted, så regner det ikke nødvendigvis på alle andre steder samtidig. Problemet med nihilismen er, at selvom tingene ikke har et iboende selv (bilen har ikke en iboende ”bil-hed” osv.), så er der alligevel forskel på dem. Dit øre kan ikke lugte, og din næse kan ikke lytte. Dermed kunne det se ud, som om vi var tilbage ved eternalismen, men Nagajurna afviste både eternalisme og nihilisme og postulerede sin egen middelvej mellem de to.

Nagarjunas middelvej bestod i sin grundvold af to koncepter: Tomhed og gensidig opståen. Tomhed foreskriver, at ingenting har nogen iboende kvaliteter i-sig-selv. Hvis du vil beskrive, hvordan ild er, så vil du måske sige, at ild er varm. Men at sige, at noget er varmt, giver ikke mening, uden at der tilsvarende må være noget, der er koldt, som man kan sammenligne det med. Varmt eksisterer altså ikke uden koldt. Ligeledes ville du måske sige, at ild er karakteriseret ved bevægelse, men bevægelse ville heller ikke eksistere uden stilstand, og således ville du til sidst blive tvunget til at konkludere, at ild ikke besidder nogen egenskaber, der kan beskrives uden reference til noget, der ikke er ild. Du ville konkludere, at ild i sig selv er ”tomt” for iboende karakteristika, og at det eneste, der altså kan siges at karakterisere ild i-sig-selv, er tomhed. Tomhed forstået som fraværet af iboende egenskaber.

Men dog ville Nagarjuna ikke lade dig sige, at ild ikke findes, eller at ild ikke er forskelligt fra noget som helst andet i universet, for så ville vi være tilbage i nihilismen igen. Nagarjuna ville derfor sige, at ilden findes, men at ilden er et led i en gensidig opståen, som alle ting indgår i: Varmen kan opstå, fordi der findes kulde (og omvendt), bevægelsen kan opstå, fordi der findes stilstand (og omvendt), og det aggregat, eller den collage, der kendetegner alle ildens karakteristika, opfatter vi så som ild – et led i den gensidige opståen i samspil med alle andre forekomster i universet. Ingen entiteter i universet har iboende karakteristika (de er tomhed), for ingen entiteter kan eksistere isoleret (og derfor er de præget af gensidig opståen).

Dét er Nagarjunas middelvejsbuddhisme: Eternalismen er ikke sand, for tingene kan ikke opretholde sig selv via deres egen karma: Karma gælder for totaliteten af alt, hvad der eksisterer, og ikke enkeltobjekter. Og nihilismen er ikke sand, fordi der er forskel på entiteter: Ild er varm, og is er kold. Tingene eksisterer med andre ord relativt til hinanden, hvilket er en af de centrale grundopfattelser i senere buddhistisk filosofi.

Nagarjunas middelvejsbuddhisme befinder sig således i total modsætning til den græske filosof Aristoteles’ verdenssyn, hvori alt, hvad der eksisterer, eksisterer i kraft af ”klasser”, som inddeler, hvad der er hvad. Et egetræ er således et egetræ, som tilhører klassen ”egetræ”, og et menneske således et menneske, som tilhører klassen ”menneske”. For Nagarjuna er der ingen iboende natur og ingen klasser, der eksisterer uafhængigt af andre klasser.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close