Om den romerske kejser Trajan

Selvom Trajans vej til kejsertronen var brolagt med realpolitisk nødvendighed, så skulle han ikke desto mindre vise sig at være en særdeles kompetent kejser, ikke blot for antikken, men også for eftertiden, hvor Trajan i modsætning til de fleste andre historiske herskerskikkelser endnu har bevaret sit hæderfulde eftermæle som retfærdig monark. Det skyldes formentlig den relative mangel på antikke kilder samt middelalderens begejstrede sympati: Eksempelvis omtales Trajan i Sankt Thomas Aquinas forfatterskab som en ”ærbar hedning”, mens Dante i sin Guddommelige Komedie (1308-21) lader læseren genfinde Trajans ånd i Himmeriget.

For eftertiden er Trajan mest kendt for at have udbredt imperiets grænser til deres territoriale maksimum. Det gjorde han via sine felttog nord for Donau og i Mellemøsten. Disse felttog involverede 11 legioner, eller mere end to tredjedele af imperiets samlede styrker. De militære operationer lagde et betragteligt dræn på de statslige finanser.[1] Til gengæld viste minerne i den nyindlemmede provins, Dacien, sig snart at være et vægtigt bidrag til imperiets møntproduktion. Frem til kejser Aurelian udgjorde disse miner en vital livsnerve for en økonomi, som var direkte afhængig af metalpenge.[2] Civilpolitisk sørgede Trajan desuden for at få udnævnt store områder i provinsen som militærkoloni, og cementerede således båndet mellem militæret og sin person.

Syv år senere befandt krigerkejseren sig igen på march, denne gang mod imperiets arvefjende i øst, partherne. Orkanens øje var nok engang den evige stridsknude, bufferstaten Armenien, hvor partherne havde indsat en venligtsindet kandidat på tronen uden Roms billigelse. Anført af kejseren angreb den romerske hær gennem Armenien, og erobrede i løbet af de følgende tre år store områder af Mesopotamien, herunder Babylon og Partherrigets hovedstad, Ktesiphon. Felttoget kulminerede med, at Trajan nåede frem til den Persiske Golf og begræd, at han var for gammel til at følgevidere østpå i Alexanders fodspor.[3]

Snart viste størstedelen af de mellemøstlige erobringer fra felttoget 114-117 sig dog uholdbare og uforsvarlige, og mange af dem måtte opgives, størstedelen under Hadrian, nogle endnu i Trajans levetid.

Umiddelbart efter afslutningen på felttoget i øst begav Trajan sig tilbage til Rom. Men han nåede aldrig længere end Syrien, førend han blev ramt af alvorlig sygdom og døde. Fra sit sygeleje rapporteredes han at have udnævnt Publius Aelius Traianus Hadrianus (Hadrian) til sin adoptivsøn, på samme måde som Nerva i sin tid havde adopteret Trajan.

Grundet disse tågede omstændigheder omkring Trajans død, kan det ikke med sikkerhed fastslås om Trajan rent faktisk udnævnte Hadrian til sin efterfølger, eller om det måske var Trajans enke, Plotinas, plan. Uanset hvordan det måtte forholde sig, så udråbte styrkerne fra den nyligt overståede krig mod partherne Hadrian til Roms kejser tre dage efter Trajans død. Da senatet efterfølgende ratificerede beslutningen, var det nærmest udelukkende af symbolske hensyn. Altså et førsterangseksempel på Tacitus berømte betragtning om, at Roms kejser også kunne smedes andre steder end i selve Rom.


[1] Jones, A.H.M.: Inflation under the Roman Empire s. 294

[2] Prodromídis, Pródromos-Ioánnis: Another View on an Old Inflation s. 15

[3] Cassius, Dio: Dio’s Roman History bog LXVIII stk. 26 ff.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close