Martin Ågerups seks debatunoder

Det er vigtigt for demokratiet, at samfundsdebatten i det store og hele er saglig og sober. Derfor kan det være på sin plads en gang imellem at tage temperaturen på den offentlige debat, uden at det skal forfalde til en evindelig debat om debatten, hvilket i sig selv er et sygdomstegn – og i øvrigt ganske trættende.

Ingen politisk fløj har patent på dårlig debatskik, men det er min klare fornemmelse, at venstreorienterede debattører har langt større tilbøjelighed til at begå unoder end borgerlige. Her kommer de første tre af i alt seks unoder i den offentlige debat (de sidste tre følger i en senere klumme):

Unode nr. 1: At benægte fakta. I november 2011 benægtede Socialrådgiverforeningens formand, Bettina Post, at ægtepar på starthjælp (en ydelse, som regeringen nu har afskaffet) havde 9.600 kroner til rådighed om måneden, efter at de havde betalt deres skat, varme og husleje mv. Hendes argument var, at starthjælpen for et par med to børn i alt udgjorde 13.418 kroner per måned. Og, som hun skrev i Politiken: ”De skal godt nok bo billigt, for at det regnestykke på nogen måde kan realiseres.”

Hvad Bettina Post imidlertid undlod at oplyse var, at par på starthjælp også modtog andre ydelser, heriblandt boligstøtte og børnefamilieydelse, hvilket ifølge Finansministeriet samlet giver et rådighedsbeløb på 9.616 kr. Enten kendte Socialrådgiverforeningens formand ikke sociallovgivningen, eller også vildledte hun bevidst.

Unode nr. 2: At sætte stråmænd op. Venstrefløjen dyrker systematisk at sætte stråmænd op – altså at tillægge deres (borgelige) modstandere synspunkter, som de ikke har.  Et klassisk eksempel var, da venstrefløjen gik i selvsving over daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens første nytårstale, hvor han blandt andet tog afstand fra: ”statsautoriserede smagsdommere, som fastslår, hvad der er godt og rigtigt”. En række venstreorienterede debattører gentog gang på gang, at statsministeren skulle have udtalt sig imod brug af eksperter. Det var en stråmand, for statsministeren påpegede selv i sin tale, at ”eksperter kan være gode nok til at formidle faktisk viden. Men når vi skal træffe personlige valg, er vi alle eksperter”. Fogh tog altså afstand fra en bestemt måde at bruge eksperter på – nemlig til at drage konklusioner, som ikke følger direkte af deres ekspertviden men i stedet af deres personlige – og ofte politiske – holdninger. Kort efter talen udkom en bog, ”Eksperter i medierne”, hvor tre professorer pegede på samme problem.

Unode nr. 3 Motivgranskning. Et venstrefløjs-speciale, som udspringer af den marxistiske tradition. For nyligt skrev Politikens lederskribent Kristian Madsen om ekspropriationssagen iRoskilde, hvor kommunen har eksproprieret en privat grund til fordel for Roskilde Festival. CEPOS’ chefjurist Jacob Mchangama har kritiseret denne ekspropriation, primært – og kort fortalt – fordi der er tale om ekspropriation til et privat formål (festivalen). Denne vurdering udsætter lederskribenten for en gang patetisk motivgranskning. ”Cepos og dets efterbyrd af borgerlige meningsdannere” (bemærk sprogbrugen) bliver angiveligt ”grænseløst provokerede” af festivalen som sådan, fordi den bygger på frivillighed og ikke på profit. At ingen fra CEPOS har ytret sig negativt om festivalen men udelukkende om ekspropriationen, og at netop borgerlige er varme fortalere for civilsamfundets
frivillighed, spiller for lederskribenten ingen rolle. Han bilder sig ind at kende de sande og dunkle motiver.

Unode nr. 4: Ad hominem-angreb. I den offentlige debat bør analyser, argumenter og forslag vurderes på deres egne præmisser. Men ofte oplever man, at debattørens person inddrages som modargument. Jeg har for eksempel gentagne gange påpeget, at det for mange på kontanthjælp stort set ikke kan betale sig at tage et lavtlønsjob. Det er en faktuel oplysning. Alligevel bliver jeg ofte mødt med det ”modargument”, at jeg aldrig selv har været på kontanthjælp. Eller jeg bliver afkrævet svar på, hvad jeg selv tjener. Men det har jo intet med sagen at gøre.

Unode nr. 5: At benægte negative sider ved egne forslag eller positive aspekter af modstandernes. En konstruktiv debat kræver, at man som debattør anerkender, når ens modstandere præsenterer valide synspunkter. Jeg anerkender for eksempel, at en afskaffelse af topskatten ville føre til en (om end lille) stigning i den økonomiske ulighed, og at en generel reduktion af skattetrykket vil reducere statens indtægter. Jeg anerkender disse virkninger af mit forslag. Men jeg vægter andre hensyn højere, blandt andet fordi Danmark i forvejen er et meget lige land med stor omfordeling, og fordi den danske stat i forvejen bruger flere penge end staten i noget andet land. Mange venstrefløjsdebattører er ikke villige til at anerkende de negative virkninger af egne forslag. Selv forhold, som logisk følger af forslagene, såsom at en øremærkning af barselsorlov til faderen medfører, at familiens samlede valgmuligheder reduceres. Eller at kvindekvoter i bestyrelser griber ind i virksomhedsejernes ret til selv at vælge, hvem der skal sidde i bestyrelsen.

Mogens Lykketoft benægtede for nylig, at lavere marginalskat øger arbejdsudbuddet med det argument, at der ikke fandtes studier af dette »på skandinavisk grund«. Det er ikke korrekt. Der findes flere skandinaviske studier, som påviser en sammenhæng. Der findes også en række undersøgelser af effekten af skattelettelser i lande uden for Skandinavien. Også her finder de fleste positive effekter på arbejdstiden af lavere marginalskat.

Unode nr. 6: At kalde sine modstandere navne. Mange venstrefløjsdebattører ynder at sætte mærkater på deres modstandere. Modstanderne er enten ultra-, neo- eller noget andet, som sender signal om noget suspekt, marginaliseret eller endog farligt. Omvendt ønsker man ikke at stå ved sit eget holdningsmæssige udgangspunkt. I stedet for ærligt at kalde sig venstreorienterede eller socialister, bruger mange af venstrefløjens debattører om sig selv betegnelser såsom ”centrum-venstre” – altså et signal om moderation – eller sågar ”progressiv”, som om venstreorienterede skulle have patent på at gå ind for fremskridt. I modsætning hertil fægter de fleste borgerlige med åben pande og kalder sig netop borgerlige eller konservative, liberale m.v., når de ser et behov for at beskrive deres eget holdningsmæssige udgangspunkt.

Afslutningsvis vil jeg gerne påpege, at disse seks unoder ikke kun begås af venstrefløjsdebattører. Men det er som nævnt min påstand, at debattører på venstrefløjen er særligt tilbøjelige til at begå dem. Hvad det skyldes, ved jeg ikke. Jeg klynker ikke over det. Tværtimod ser jeg det som et tegn på svaghed, og jeg er overbevist om, at de fleste borgere sagtens kan gennemskue unoderne.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close