Konservativ postmodernisme

Konservatismen er på overfladen den politiske tradition, som kerer sig mest om historie, arv, nationalkultur og autoriteter. Og postmodernismen anses generelt for konservatismens totale modsætning. Men holder modsætningsforholdet også til et nærmere eftersyn?

Postmodernisme er en universitetsretning, hvor man firkantet sagt postulerer, at der ikke findes nogen absolut sandhed. Er man erklæret postmodernist, så hører det med til territoriet, at man er dybt skeptisk over for de alment accepterede versioner af historien og videnskaben, som vi kender dem. Postmodernisme er også indmaden i meget af Det Radikale Venstres og Enhedslistens værdipolitik.

Hvis nogen hævder noget, som er videnskabeligt accepteret, men som ikke er acceptabelt for den postmoderne person, så griber vedkommende ud efter sin akademiske værktøjskasse. Skulle nogen f.eks. hævde, at de fleste adfærdsstudier viser, at mænd i gennemsnit er mere interesserede i uforpligtende sex, end kvinder er, ja, så vil en god postmodernist straks sætte sig til modværge. Gerne med en personlig modfortælling, sådan som Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen f.eks. gjorde i debat med antropologen Dennis Nørmark på Københavns Hovedbibliotek: ”Jeg kender en kvinde, som er mere interesseret i uforpligtende sex end de fleste mænd, jeg kender, og derfor kan videnskaben ikke sige noget om noget.”

Med andre ord er det sådan, at postmodernister ikke er blege for at opfinde deres egne fakta. Så vidt, så godt, og for universitetsfolk – så velkendt.

Men hvad der måske synes mere overraskende er, at Enhedslisten og de Radikale ikke er de eneste postmodernister i den politiske debat herhjemme. Flere af Danmarks konservative debattører har nemlig også tendens til det postmoderne – og det sikkert uden at vide det.

Konservative modfortællinger

I de seneste år har danske konservative bidraget til avisernes debatklummer i et stadigt voksende omfang. Her plæderer man for en konservativ dagsorden med henvisning til ”vores kultur og vores historie.” I betragtning af hvor mange klummer der er blevet sendt i trykken, så er det dog forbløffende sjældent, at nogen af dem rent faktisk berør konkrete forhold i vores historie. Dermed er deres tilgang til historien fundamentalt uvidenskabelig, da historien, så længe den kun anråbes som en amorf flom, uden problemer kan bruges til at argumentere for hvad som helst.

Og når de konservative skribenter så endelig bliver konkrete, så er der en distinkt tendens til, at de – ligesom Johanne Schmidt-Nielsen – opfinder deres egen historie og deres egne fakta.

Tag f.eks. sognepræst Claus Nielsen, der i sin kronik ”Den europæiske familie” (JP 24.04.2010) forklarer, at når apostlen Paulus fordømmer homoseksualitet i Det Nye Testamente, så er det i virkeligheden ikke homoseksualitet, men voldtægt som den kære Paulus fordømmer. Ja, ifølge Nielsen, var det blot den voldelige dominans, som var forbundet datidens homoseksuelle relationer, som berørte Paulus’ følsomme hjerte og bød apostlen midt imod. Hvor troværdig en udlægning dét så er, når man samtidig i Det Nye Testamente kan læse, at Paulus havde det fint med slaveri og med vold mod slaver, det kan læseren selv vurdere.

Ligeledes får vi hos Nielsen at vide, at ”den eneste befolkningsgruppe, som i antikken havde en helt anden type kønsroller,” end de kvindeundertrykkende grækere og romere havde, ”var jøder og senere kristne.” Dette er forkert, da kvinderne i antikkens Egypten nød godt af en frihed, der som minimum var på niveau med den kristne og jødiske.

Men de konservative postmodernister opfinder ikke kun deres egen historie. De opfinder også deres egne fakta. Så da terroristen Anders Breivik myrdede 77 mennesker i et terrorangreb sidste år, så var det ikke, fordi han var et svært forstyrret menneske; en identitetsforstyrret ”rebel without a cause”, der (som han selv har indrømmet) lige så gerne ville have slået til mod Obama som mod det norske socialdemokrati. Nej, ifølge den konservative debattør Sørine Gotfredsen, så var det, fordi ”volden vil bryde ud, når islam og kristendom støder sammen” – fordi indvandringen og multikulturalismen ”presser menneskene mere end hvad klogt er.” (Berlingske 29.07.2011)

Ulighed for loven

Med til postmodernismen hører der også en tro på, at loven ikke er lige for alle. Derfor har højrefløjen generelt haft det svært med postmodernismen, da de fleste liberale og liberalkonservative anser lighed for loven som et fundamentalt princip for den borgerlige orden (se Jacob Mchangamas Berlingske-blog for et utrætteligt forsvar for netop den position).

Men i modsætning til egentligt borgerlige, så har postmodernister alle dage anvendt en ujævn standard, når de skulle afgøre, hvad der var rigtigt og forkert. Hvor liberale og liberalkonservative siger ”lighed for loven”, så siger postmodernister i stedet ”hvad den undertrykte part gør, er altid det rigtige.”

Således hedder det f.eks. fra de venstreekstreme, at det er ”vold”, når en politimand kaster tåregas på en demonstrant, men ”aktivisme”, når en demonstrant kaster brosten på en politimand. Og kigger man over på Det Radikale Vestre, så finder man samme postmoderne kalkule: Så lad os da bare få nogle kvindekvoter. For ligesom vold ikke er vold, når det er politimænd, det går ud over, så er diskrimination ikke diskrimination, når det er mænd det går ud over. (Sofie Carsten Nielsen, Berlingske Tv 07.03.2011)

Og se, det er jo samme logik, som vi kender fra de konservative postmodernister:

  • Omskæring er kun et problem, når muslimerne gør det, og ikke når det er jødiske babyer, der skal skæres i. (Katrine Winkel Holm, JP 01.08.2012)
  • Vi skal ikke moralisere over kvindeundertrykkelsen i Mellemøsten. For kvindeundertrykkelse er ikke kvindeundertrykkelse, når det foregår i de varme lande. (Søren Hviid Pedersen, Berlingske 14.11.2011)
  • Og lad os da endelig få et burka- og minaretforbud. For intolerance er ikke intolerance, når det er os i Vesten, der gør det. (Kasper Støvring, Berlingske 21.06.2012 samt Kai Sørlander, Kristeligt Dagblad 06.01.2010)

Postmodernisternes slogan, ”hvad den undertrykte part gør, er altid det rigtige” er i den konservative version blot blevet til ”hvad fatter gør, er altid det rigtige.” De konservative har på den måde bare forsynet de ”rigtige” postmodernisters slogan med et omvendt fortegn, og nu benytter de sig ivrigt af samme logik. De to positioner er blot et spejlbillede af hinanden, og de er hver for sig lige vidt fra det liberale udgangspunkt om lighed for loven.

Konservativ postmodernisme

Afslutningsvis vil jeg gerne slå fast, at jeg ikke mener, at anklagen om konservativ postmodernisme gælder for alle konservative. Måske er det faktisk kun et mindretal af Danmarks konservative, som kan siges at kvalificere som konservative postmodernister. Men det er alligevel påfaldende, hvordan konservatismen, der i hvert fald på overfladen skal forestille at være så langt fra postmodernismens nedbrydningsfilosofi som overhovedet muligt, undertiden ender som en variant af postmodernismen gennem sin yderst selektive læsning af fortiden og sin opportunistiske omgang med fakta.

Og hvordan det segment, der på overfladen skulle forestille at have bedst greb om historien, således kan ende med at have værst greb om den.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close