Erhvervsledere i politik

Af Ryan Smith, journalist og forfatter

Tirsdag nat dansk tid tørnede Romney og Obama sammen i den anden af de tre debatter, der skal afgøre, hvem der bliver USA’s næste præsident. Og ganske som i den første debat, så blev Romneys erfaringer som jobskaber i den private sektor fremhævet som en kvalifikation for hans fremtidige politiske virke.

At erhvervsledere skulle ligge inde med et sæt særlige kompetencer, som uden videre kan overføres til politik, er en påstand, som med jævne mellemrum dukker op i den offentlige debat. Ideen kendes også herhjemme, eksempelvis i form af forretningsmanden Lars Kolind, der med ”Kolind-Kuren” søger at revolutionere politik ved at levere ”en ny måde at drive [offentlig] virksomhed på.” (Sådan, hvis han selv skal sige det.)

Stilgrebet er ikke grundløst: Kigger man i forskningen, så har succesfulde erhvervsledere vitterligt en lang række træk til fælles med dygtige politikere. Eksempelvis har de højere abstraktionsevne og en højere intelligens (IQ) end den gennemsnitlige indbygger. De er i gennemsnit mere udholdende i at forfølge deres mål end den øvrige befolkning, og så lærer de typisk af den modgang, de møder, frem for at lade sig slå ud af den. Ligeledes er de i gennemsnit mere assertive og ambitiøse end den øvrige befolkning, og så orienterer de sig efter praktiske resultater og tallene på bundlinjen frem for at fortabe sig i ideologiske abstraktioner.

Der er altså sigende og markant fællestræk mellem dygtige politikere og dygtige erhvervsledere. Men betyder det så, at alting ville blive bedre, hvis storinvestoren Warren Buffet flyttede ind i det Hvide Hus, eller hvis Saxo Bank-stifteren Lars Seier Christensen rykkede ind på Marienborg? Svaret er både ja og nej.

Ifølge Deniz S. Ones, der er professor i psykologi ved University of Minnesota, og som har forsket i forskelle og ligheder mellem politikere og erhvervsledere, er der flere signifikante træk, som de to grupper har til fælles. Men samtidig er der også en afgørende forskel på de to grupper: Erhvervsledere styrer direkte efter målet. Og det er en kæmpe ulempe i politik.

Alle har ret (til godbidder)

Ifølge Deniz S. Ones, så fungerer en succesfuld virksomhed i den private sektor dybest set som følger: En grundlægger har en idé om et mål, som vil gøre virksomheden profitabel. Vedkommende opbygger så en organisation, som er designet til at realisere det mål. Ansatte, som laver ballade eller som ikke leverer varen, bliver fyret eller parkeres på uvæsentlige stillinger langt nede i organisationen. Og den virksomhed, der med størst succes formår at følge denne formel, vinder så konkurrencen på det frie marked.

Helt anderledes er det med politik. I politik er der ikke en chef, som kan hyre og fyre, og som kan belønne folk på baggrund af deres performance. Nej, i politik kan enhver gruppe mennesker, som formår at organisere sig, gøre krav på repræsentation, uanset kompetencer og uanset performance. Og med politisk repræsentation følger også muligheden for at gøre krav på skattekroner til at tilgodese sin personlige særinteresser (tænk blot på Venstres Ellen Trane Nørbys 696 forsøg på at sikre statsstøtte til sin mors museum i Lemvig). Derfor kan politik nemt ende med, at en statsminister sidder tilbage med nogle inkompetente eller illoyale ”ansatte”, som ikke kan fyres, selvom de modarbejder regeringens overordnede mål.

Politik handler således ikke kun om at få den bedste løsning for hele butikken. Politik handler også om forsvare forskellige gruppers fastgroede interesser, uden at skele til hvad der er bedst for samfundet som helhed. Under et parlamentarisk system skal alle fløje spises af med godbidder, og ifølge Deniz S. Ones er det på netop dette træk – at styre direkte efter målet versus at spise alle af med godbidder for selv at opnå magten – at succesfulde erhvervsledere adskiller sig mest fra succesfulde politikere.

Kort sagt så er erhvervslederne altså mere direkte og resultatorienterede, mens politikerne er mere indirekte og fokuserede på processen omkring magten. For erhvervslederne gælder det om at være effektive, og for politikerne, så er det, som den amerikanske præsident Harry Truman engang har sagt: ”Hvor end du har en effektiv regering, der har du et diktatur.”

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close