Keynes som figenblad

Forbrugspolitik og voksende offentlig gæld er yt. Men hvad gør man så, når man synes, at staten skal blive ved med at vokse? Man undlader at kalde sig selv socialist – man anvender Keynes som figenblad.

Af Ryan Smith, journalist og forfatter

To økonomer sidder og får sig en øl: ”Har du hørt, at min kone er keynesianer?” siger den ene til den anden. ”Jo, hun har altid travlt med at spendere sig ud af en depression.”

Den pointe, der ubesværet byder sig til, når man analyserer ovenstående vittighed er, at mange af de debattører, der i dag går rundt og kalder sig keynesianere, i virkeligheden gør det af opportunisme. Som med konen i vittigheden ovenfor, så holder disse debattører mægtig meget af forbrug, og det altså uden at de nødvendigvis har sat sig synderligt ind i Keynes’ tanker.

Ikke desto mindre går de dog omkring og kræver ”keynesianske” løsninger. Snart på det ene og snart på det andet. ”Keynes” er blevet det magiske ord. Det saglighedsskabende figenblad, som man kan smykke sig med for at lede fokus væk fra, at det, man egentlig ønsker, er en offentlig sektor, der helst skal være så stor som muligt. Et synspunkt, der ikke har meget at gøre med Keynes’ egen idé om at øge det offentlige forbrug som et midlertidigt tiltag i krisetider.

Med ufrivillig hjælp fra Keynes og fra figenbladets sagliggørende slør er det således kommet i stand, at hvad der før hed socialisme, nu om dage har det med at blive kaldt keynesianisme. Men det er falsk varebetegnelse, og figenbladets bedrag bliver tydeligt ved, at Keynes ikke selv var socialist: Keynes skrev uden blusel om socialismen som en doktrin for ”ulogiske og sløvsindige” mennesker, og for Keynes var det et mysterium, hvordan intelligente mennesker dog kunne tro på de rødes ammestuefortællinger om klassekamp og udbytning af arbejderen. I Keynes’ verden var den slags blot barnligt nonsens.

Keynes var altså ikke socialist. Han var økonom, uddannet i klassikerne på Eton og Cambridge, og således en mand der med indsigt i økonomernes læresætning om de såkaldte ’komparative fordele’ forstod, hvorfor international frihandel i udgangspunktet er en ganske god idé.  Ganske vist nåede Keynes at skrive sig ind i adskillige (og indbyrdes modstridende) holdninger til frihandel i løbet af sin karriere, men ifølge forfatteren Hunter Lewis, der har beskæftiget sig indgående med Keynes, så holdt Keynes aldrig op med at se international frihandel som det naturlige udgangspunkt for verdensøkonomien og for et tolerant og åbent samarbejde mellem nationer.

Med denne indsigt kan vi således se, at den historiske Keynes er milevidt fra vor egen tids figenblads-keynesianere. For figenblads-keynesianere er i virkeligheden blot socialister, og socialister er på en eller anden måde er kommet frem til, at frihandel er noget farligt noget.

Hvad en given ”keynesianer” synes om frihandel, er således den perfekte lakmusprøve på, hvorvidt vedkommende er en ægte keynesianer eller en figenblads-keynesianer:  Om han (som Keynes) blot tror på øget offentligt forbrug som et midlertidigt kriseværktøj, eller om han i virkeligheden er en socialist, som har lært at sige ”Keynes” som en slags trylleremse, der kan maskere hans kærlighed til dækningsløst forbrug.

Krugman som case study

Hvis der er én person, som inkarnerer denne konflikt imellem de halv- og helstuderede keynesianere, så er det nobelpristageren Paul Krugman, som også er professor i økonomi på Princeton universitet. Her taler vi selvsamme Krugman, som også danske politikere og meningsmagere undertiden har henvist til i deres argumentation (eks. Mogens Lykketoft, Berlingske 05.08.2010, samt Lars Trier Mogensen, Politiken 03.06.2011).

Krugman har altid været keynesianer, men i den tidlige del af sin karriere (da Krugman var mere ortodoks som økonom) der var han også glødende tilhænger af frihandel. I 90’erne skrev Krugman f.eks. bogen ’Pop Internationalism’, som leverede en knusende kritik af de moderigtige venstrefløjsfolk, der, med nyopfundne og uunderbyggede ideer på plakaten, skæpper op for at modsætte sig frihandel.

Vi kender også disse ”pop-internationalister” i Danmark: De er venstreorienterede typer, som gerne taler flot og længe om internationalt samarbejde og om deres bekymring for folk i den tredje verden. Men de forblommede ord falder til jorden, når de udsættes for lakmusprøven: I praksis modsætter de sig nemlig frihandel, og dermed spænder de også ben for den tredje verdens mest oplagte mulighed for nogensinde at komme til at stå på egne ben.

Ifølge Krugman er disse ”pop-internationalister” folk, som godt kan lide at fremstille sig selv som havende et globalt udsyn, men som i praksis ikke har det. Men det var alt sammen, før Krugman blev gjort til ikon for den internationale venstrefløj, der som sagt har det svært med frihandel.

Siden Krugmans kanonisering som venstrefløjsikon har han derfor ikke skullet have klinket noget: Siden da har han nemlig været ”strategisk tavs” om, hvad han egentlig mener om frihandel, hvilket er højst usædvanligt for en mand, der vel bedst kan beskrives som en art ’økonomernes Robespierre’: Som en bulldog af en økonom, der altid har stået klar med en passioneret brandtale til fordel for sin egen holdning og med et lige så passioneret personangreb på enhver, som der ikke lige kunne tilslutte sig hans holdning.

Der er også figenblade i realpolitikken

Indtil nu har vi mest set på debattens overordnede linjer. Men kigger vi nærmere på realpolitikken, så finder vi også her en uhæderlig tendens til at forvanske realiteterne omkring, hvad det egentlig er, der sker med det offentlige forbrug i Europa.

Først lidt kontekst: Da finanskrisen ramte, var de politiske fløje uenige om løsningen: På højrefløjen mente man, at krisen skulle håndteres ved ”at spænde livremmen ind”, dvs. ved at bruge færre penge i den offentlige sektor. Men på venstrefløjen lunede man sig istedet ved tanken om keynesiansk inspirererede ”vækstpakker” og ”kickstarts” – det vil sige ved mere gæld og et højere offentligt forbrug, hvilket i øvrigt også var, hvad S og SF gik til valg på.

(Teksten fortsætter efter billedet.)


I den forbindelse anføres det ofte fra venstreorienterede, at det borgerlige bud på en løsning ”har fejlet.” At besparrelser simpelthen ikke har virket, og at de keynesianske ”kickstarts” med gældsstiftelse og et højere offentligt forbrug derfor er påkrævet (eks. Morten Bødskov, Kristeligt Dagblad 16.02.2011, samt Henrik Herløv Lund, Avisen.dk 01.12.2011).

Men dette postulat om, at besparelser i det offentlige ikke har virket, har et problem: Det har ikke hold i virkeligheden. Det er blot endnu et figenblad, som forbrugsivrige mennesker kan holde op for deres intellektuelle ædlere dele i et forsøg på at fremvise en fernis af saglighed.

Kigger man tallene efter, sådan som den fransk-amerikanske økonom Veronique de Rugy har gjort, så viser det sig nemlig, at de offentlige besparelser, som venstrefløjen har besunget som var de ødelæggelser af bibelske dimensioner, slet ikke har fundet sted i Europa. Ifølge de Rugy så har besparelserne på de offentlige budgetter været beskedne, grænsende til det insignifikante, og nedbringelsen af den europæiske gæld er i stedet foregået ved, at Europas regeringer har ladet skatterne stige.

Ser man f.eks. på den britiske premierminister David Camerons virke, så lovede han under sin valgkamp, at han ville skære dramatisk i samtlige af de britiske ministeriers budgetter. Cameron lovede tillige, at han ville gennemføre en ”seriøs” tilbagetrækningsreform, og at han ville sætte skatterne ned. Men går man Cameron efter i bedene, så viser det sig, at virkeligheden er en anden: Det offentlige forbrug er fortsat med at stige, blot med lidt langsommere hastighed end under den nuværende regerings forgængere.

Ligeledes mener Rugy at finde samme mønster i Frankrig, Spanien, og andre europæiske lande. Ifølge de Rugy så snakker de europæiske lande om at nedbringe deres gæld gennem en blanding af skattestigninger og offentlige besparelser, men i virkeligheden er det sådan, at skattestigningerne indtræffer, mens sparrelserne på de offentlige budgetter forbliver ved snakken

Såvel på debattens overordnede linier som på den konkrete realpolitik ser vi altså, at debatten om Keynes ikke er hæderlig, men at hans navn bliver anvendt som et figenblad, der skal maskere det bagvedliggende ønske om permanent vokseværk i den offentlige sektor.

Et ønske, som Keynes selv ville have været imod.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close