SF – Danmarks konservative parti

Med Det Konservative Folkeparti fanget i en dødsspiral står nye partier klar i kulissen til at overtage rollen som folketingets konservative garant. Mange har nævnt Dansk Folkeparti som den oplagte arvtager af det konservative verdenssyn. Kun få har haft øje for, at Folketinget også huser et andet konservativt parti i SF.

Når det hen over middagsbordet skal opsummeres, hvad det konservative verdenssyn går ud på, så nævner man gerne remsen om ”Gud, konge og fædreland”. Når universiteterne vil sige det samme, så tyer de til fine ord som regionalisme og anti-universalisme. De fine ord er dog ikke nødvendige; egentlig betyder det alt sammen bare, at man som konservativ tror mere på det lokale, det partikulære og det kulturelle, end man tror på abstrakte principper og samfundsanalyser.

Både socialismen og liberalismen er internationalt orienterede ideologier, som går ud fra, at mennesker grundlæggende set er ens på tværs af landegrænser og religioner. Det er det konservative verdenssyn, der er unikt i den forbindelse, idet det tror på, at kulturen og traditionen vejer tungere end det universelle. En sand konservativ har blik for “de ting, der ligger i vores nationalstat, i vores religion [og] i vores kultur” som Dansk Folkepartis Marie Krarup engang formulerede det i DR’s Debatten.

Et godt eksempel på konservativ regionalisme i praksis fik vi i 2005, da daværende kulturminister Brian Mikkelsen i sin tale til det konservative landsråd slog fast, at fremmed indflydelse aldrig bliver ”lige så gyldig herhjemme som den danske kultur, der nu engang er groet frem på det stykke gamle jord, der ligger mellem Skagen og Gedser og mellem Dueodde og Blåvandshuk.”

SF’s udvikling fra progressive til konservative

Socialistisk Folkeparti var oprindeligt universalistisk og internatonalt orienteret. Man ønskede en løs sammenslutning af nationer med forbillede i Titos Jugoslavien, og man var indædt imod kongehuset. Med tiden er SF dog selv blevet regionalister, som da Villy Søvndal meddelte Hizb ut-Tahrir, at de skulle ”gå ad helvede til.” Fordi folk der ønsker en islamisk styreform ”så kan de rejse til de lande i Mellemøsten”, hvor den slags findes. For så vidt var det Villy Søvndals version af Mogens Camres berømte udtalelse om, at muslimer som ønskede et andet samfund ”skal bo i muslimland – og det er ikke her.”

SF var også oprindeligt imod kongehuset, som er en institution, som de konservative elsker at elske. SF startede som et republikansk parti, men med tiden har det gamle arbejderparti lært at sætte pris på nedarvede privilegier og bedrevidenhed fra folk, som aldrig har arbejdet en dag i deres liv. Siden daværende formand Holger K. Nielsen i 2001 begyndte at bløde op på partiets holdning til kongehuset, er man i SF blevet mere og mere glad for de royale, og i 2010 år sendte man 12 MF’ere til hofbal, herrerne iklædt kjole og hvidt, og damerne i lange festkjoler med slæb. Villy Søvndal havde forinden øvet sig på den traditionsrige adelsdans les lanciers, og Ida Auken udtalte til flere medier, at hofballet da var en ”god fest.”

Med tiden er SF altså blevet et regionalistisk parti, som har lært at holde af kongehuset. SF var også oprindeligt imod forsvaret – en anden konservativ kerneinstitution – men smed siden alle hindringer af bar iver for at være med i forsvarsforliget, hvor SF’s forhandlere blev begejstrede for udsigten til at kunne sætte deres partibogstaver på brede forlig, som cementerede den eksisterende orden. Partitoppen stillede ikke et eneste krav. Som Dansk Folkepartis Søren Espersen senere udtalte, så overvejede de øvrige partier ”at kræve atomvåben til dansk forsvar, for at holde SF ude af forliget – men de havde såmænd nok skrevet under alligevel.”

Højre- og venstrekonservatisme

Den traditionelle højre/venstreskala i politik blænder os for, at SF i virkeligheden er et af folketingets mest konservative partier. Går man dog tilbage til 1890’erne, så var det dengang klart for de fleste, at konservatismen også findes i venstreorienterede former; den såkaldte socialkonservatisme. Man kunne således mene, at de konservative på højrefløjen og de konservative på venstrefløjen var ét fedt, men højrekonservatismen har alle dage haft den fordel, at den (ideologisk set) ikke er til fals for samfundsskadelige eksperimenter som masseindvandring, vindmølleenergi og ophævelsen af privatbillisme i Danmark.

Både højre- og venstrekonservative fører undertiden regressive politikker, som ønsker os tilbage i tiden, men i det mindste ønsker de højrekonservative os kun tilbage til guldalderen omkring år 1900. Med sine politikker om egnsregionalisme, kønsessentialisme, økologi og vindmøller synes SF undertiden at ønske os tilbage til tiden før den industrielle revolution.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close