Buddhisme og antidepressiv medicin

Ifølge de første buddhister er livet i sin naturtilstand karakteriseret af lidelse og elendighed; en tanke vi også finder igen og igen i den vestlige tænkning. Men buddhisterne lærte os også, at der findes en måde at blive fri af lidelsen på, og den måde består i at tage et godt, langt, rationelt, kritisk blik på tingene og erkende, hvordan verden virkelig ser ud. Ifølge de første buddhister var det imidlertid ikke nok at analysere verden korrekt, for handling følger ikke nødvendigvis af indsigt. De fleste overvægtige mennesker, der er ulykkelige over deres vægt, ved f.eks. godt, hvad det er for noget mad, der gør dem overvægtige, men bliver alligevel ved med at spise den, og bliver på den måde også ved med at være ulykkelige over deres vægt.

buddha1 Men omvendt kan vi også se, at korrekt handling ikke er nok, hvis den ikke også følges af korrekt viden: F.eks. findes der også mennesker, som spiser korrekt og holder sig i form, men som alligevel bliver ulykkelige, efterhånden som de ældes, og deres faktiske udseende ikke længere kan leve op til forventningerne til egen fysiske fremtoning. Som vi så, så fører korrekt viden fører ikke nødvendigvis til korrekt handling, men korrekt handling fører altså heller ikke til korrekt viden. Ifølge de første buddhister, så bliver man derfor nødt til at integrere korrekt viden med korrekt handling, og måden de mener man gør det på er ved at opretholde en jævn og regelmæssig meditationspraksis.

Men meditation er kedeligt og tager lang tid, synes mange. Hvorfor skal det hele være så besværligt? I moderne vestlige lande har vi jo såkaldte antidepressive, som jo ligeledes behandler folks opfattelse af, at livet er præget af lidelse og elendighed. Kan man ikke bare tage lykkepiller og så opnå samme frihed fra lidelse, som den Buddhaen fandt?

Hvis vi forestillede os, at Buddha kunne svare, så ville han nok lægge ud med at sige, at hans løsning var baseret på en indsigt i, ”hvordan virkeligheden virkelig er”, hvorimod antidepressiv medicin, uden opfølgende og konfronterende psykoterapi, snarere har en tendens til at lade folk undslippe og lægge låg på livets grumme realiteter.[i] At feje dem ind under gulvtæppet, så at sige. Hvor Buddhaen ville sige, at hans egen metode var en kur imod de kognitive illusioner og fejltrin, som mennesker gang på gang falder i, så ville nok nok mene, at antidepressiver blot forstærker vores illusioner om hvordan verden ser ud, og at antidepressive ”mood brighteners” i værste fald tjener til at opretholde den ønsketænkning, som i sidste ende fører til broderparten af menneskelig lidelse.

Når tingene hænger sådan sammen, så er det ifølge Buddha fordi, at antidepressiver nok kan dulme smerten, men at de ikke kan ændre på vores fundamentale opfattelse af virkeligheden, og vores tendens til at stræbe efter det, vi opfatter som ”konventionel lykke,” og vores tendens til at ville undgå det, vi kalder ”konventionel ulykke” og tillige at blive ulykkelige, når den ”konventionel ulykke” overgår os. Antidepressiver leder os endvidere til at tro, at en tilstand fri af ulykke er mulig eller normal; – at sådan en tilstand noget som det er rationelt at forvente, at man kan opnå gennem stræben (at tage humørlettende medicin er en stræben), hvorimod Buddhaen ville fastholde, at det netop er vores stræben, der er med til at gøre os forvirrede og ulykkelige. ”Nok er konventionel lykke mulig på kortere sigt,” ville Buddhaen medgive, ”men denne lykke indeholder samtidig kimen til senere ulykke.”[ii]

Ifølge Buddha, så udspringer lidelsen nemlig for en stor dels vedkommende fra menneskers uvidenhed om virkelighedens sande natur. Særligt to forhold, som mennesker ikke indser uden en meditativ praksis, er væsentlige for at forstå den første buddhisme: (1) At alting er forgængeligt og karakteriseret ved impermanens (2) At mennesket ikke har en iboende fast natur; – at mennesket, i modsætning til hvad stort set alle andre end buddhisterne tror, hverken har sjæl eller selv.

Hvis vi starter med (1) så kan vi nu se, hvordan selv konventionel lykke indeholder kimen til fremtidig ulykke, såfremt subjektet ikke har indsigt i buddhismens dharmiske grundsætninger: Lad os f.eks. sige, at du bliver forfremmet på arbejdet, og at det gør dig lykkelig i en periode. Snart vil der melde sig to problemer, nemlig frygt for at miste forfremmelsen igen – et forhold, som du kun har delvis kontrol over – samt den prekære problematik, at eftersom alting er impermanent, så er den lykkefølelse, som du opnår i kraft af din nye position på arbejdspladsen også impermanent. Det, at du fæstner dig til denne lykkefølelse, og identificerer dig med den vil i det lange løb efterlade dig forvirret og ulykkelig når først forfremmelsen er blevet til hverdag og du begynder at føle, at ”der mangler noget” i og med, at du nu ikke længere oplever den lykkefølelse, som du før havde vænnet dig til.[iii] På den måde, siger buddhisterne, så indeholder konventionel lykke sin egen negation, og således siger buddhistiske logikere undertiden, at affirmation blot er en særlig slags negation, og at en humørnegation, som den der kommer med lykkepiller, blot er en særlig slags affirmation.[iv]

Buddhisten bliver fri af lidelse ved at indse, at alt er forgængeligt, og at det derfor er futilt at klamre sig til noget. Den medicinerede bliver tiltagende ufri ved at klamre sig stærkere og stærkere til sine piller, til noget ydre – til noget, fordi han tror, han eksisterer som et selv, og fordi han, uden selv at indse det, ønsker, at hvad der er impermanent, skal være permanent.

Ifølge Buddha vil en stabil meditativ praksis føre til den indsigt, at det, vi normalt opfatter som vores selv, i virkeligheden blot er en uendelig strøm af omskiftelige og forgængelige følelser, tanker, behov, begær og irrationelle indslag fra alle dele af det psykofysiske system. Og ved at indse, at det er dette sammenrend af vilkårlige stemmer, som vi konventionelt (men fejlagtigt) kalder for et selv, kan vi undgå den lidelse, som opstår når vi identificerer os med disse stemmer.[v]

Gennem den meditative praksis kan vi få denne konstante larm på afstand for til sidst at indse, at vores eksistentielle ulykke bunder i en forestilling om et selv, hvis behov er uopfyldte. Selvfølgelig kan sult og smerte ikke modvirkes med denne indsigt, men det er heller ikke meningen – buddhisme er ikke asketicisme. Nej, buddhismen sætter ind mod den eksistentielle side af lidelsen – samme lidelse, som den græske tragediedigter Sofokles omtalte, da han sagde, at det lykkelige liv ikke er noget, som er tiltænkt menneskeheden, og at den eksistentielle tilstand er grundlæggende ulykkelig, fordi den præges af impermanens.[vi]

At tage lykkepiller ændrer således ikke på de grundlæggende fakta, men kun på subjektets evne til at opfatte virkeligheden korrekt.



[i] Williams & Tribe: Buddhist Thought s. 2

[ii] Siderits: Buddhism as Philosophy s. 21-22

[iii] Warner: Hardcore Zen s. 54-56

[iv] Stcherbatsky: Buddhist Logic vol. I s. 116

[v] Siderits: Buddhism as Philosophy s. 25

[vi] Sofokles: Oedipus at Colonus, scene 2, indledende kor, samt Ødipus’ første bemærkninger

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close