Psykologibrevkassen

Psykologibrevkassen

Kære Psykologen
Jeg skriver fordi jeg befinder mig i den kattepine, at jeg på arbejdet er havnet i en projektgruppe med visse kolleger som bare er helt umulige at arbejde sammen med. Jeg har ikke lyst til at bruge et minut mere i deres selskab, men omvendt vil jeg ikke skuffe min chef – hvad gør jeg?
Hilsen
O.H.

Kære O.H.
Det er tydeligt, at du lider af neurotiske tvangstanker omkring din penis. Disse har helt sikkert deres udspring i uafklarede seksuelle følelser overfor din mor. Hvis du tænker tilbage på din barndom, er jeg sikker på, at du kan huske en stærk trang til at slå din far ihjel. En trang du har undertrykt så kraftigt, at du i dag kun kan tænke på at ligge med din mor.
Venlig hilsen
Psykologen

Psykologibrevkassen

Kære Psykologen
Det er ikke nemt at være funktionel borger i dagens Danmark. Min mand og jeg arbejder begge mellem 30 og 40 timer og ugen, og alligevel kæmper vi med at betale terminen på huset, at afdrage lånet på bilen og samtidig dække børnenes behov. Jeg tvivler på, at nogen af os kan holde til at arbejde flere timer om ugen: Vores sociale liv er stendødt, og vi ser i forvejen børnene sjældent. Jeg skriver i håb om, at du kan give nogle råd til en alt for presset familie.
Hilsen
Stresseren

Kære Stresseren
Hvad vi har her er et klokkeklart tilfælde af penismisundelse. Det gennemsyrer alle lag af din handlemåde, og det stammer højst sandsynligt fra engang du så din far nøgen i badet som lille. For at arbejde med dit problem må du først erkende, at penisen er hvad der har virkeliggjort mandens historiske såvel som nuværende dominans af kvindekønnet. Søger du i dit id vil du blive klar over, at du underbevidst bebrejder din mor din mangel på penis og har gjort det siden fireårsalderen. Jeg håber det hjalp.
Venlig hilsen
Psykologen

Psykologibrevkassen

Kære PsykologenJeg har det forfærdelige problem at jeg konstant tænker over, om min tissemand er som den skal være. Jeg bruger nok en til to timer om dagen på at spekulere over og frygte om den nu er for lille, og det påvirker virkelig mit selvværd som mand. jeg er stadig jomfru og jeg ved ikke hvad jeg skal stille op. Det hænder, at jeg græder mig i søvn om natten.
Hilsen Den Lille

Kære den lille Det ville jeg ikke tænke for meget over. Nogle gange er en cigar bare en cigar.
Hilsen Psykologen

Psykologibrevkassen

Hej Psykologen
Som kvinde og som feminist bliver jeg på vegne af mit køn nødt til at sige, at jeg er dybt forarget over hvordan du i din brevkasse fremstiller kvinder som værende sygeligt optagede af penisen. Det er jo det komplette nonsens! Hvis vi kvinder konstant gik og optog os selv med falliske tanker ville vi jo se manddom alle vegne. Som f.eks. i de solide og velproportionerede marmorstøtter ved Kultorvet, eller den magtfuldt kantede og respektindgydende hvide obelisk foran Hovedbanegården, eller de svulmende ovale knopper på Dronning Louises Bro, eller i den stolte pragt som udgår fra… (forkortet af red.)
Hilsen Birgitte

Kære Birgitte
Jeg beklager at du har oplevet ubehag ved min klumme. Jeg fornemmer tydeligt, at det ikke bare er mit kvindesyn, men hele psykologien du foragter og derfor slår ned på mig, dens synlige repræsentant. Du bryder dig altså ikke om psykologer, men hvorfor gør du så ikke det? Jo, lad os starte i din barndom, dengang du først opdagede at du ikke havde nogen penis. Du bebrejdede din mor for at have “taget” den fra dig, og følte dig som en beskadiget mand, snarere end en kvinde. Og da du aldrig selv kunne blive komplet i denne forstand dedikerede du i stedet din psyke til at få freudianerne ned med nakken da den psykoseksuelle model udgør det komplette hele som du har misundt hele livet.
Mvh Psykologen

Psykologibrevkassen

Hej Psykologen
Jeg skriver fordi jeg tror, at mændene på min arbejdsplads udsætter mig for sexchikane. Det gør mig virkelig ubehageligt til mode når de hvisker og tisker ved vandkøleren og nogle gange stirrer de også så sultent i min retning. Her forleden sendte min kollega, Allan, kuldegysninger gennem hele min krop og jeg græd da jeg kom hjem. Hvad kan jeg gøre?
Hilsen Sekretæren

Kære Sekret
Tak for dit brev. Sexchikane er et emne der trænger til en ganske særlig form for opmærksomhed. Hvis der ikke bliver gjort noget ved det, bliver det nemlig hårdere og mere presserende, og derfor er det vigtigt, at du får leveret netop dén særlige opmærksomhed som emnet trænger til. Det gør du bedst ved simpelthen at tage hånd om emnet, og åbne munden.
Selvom dine kolleger måske forventer det, så behøver du ikke gå i knæ. Jeg ved godt, at det er en hård en at sluge, men jeg håber for dig, at du magter at ligge i med opgaven.
Venlig hilsen Psykologen

Psykologibrevkassen

Kære Psykologen
Der er efterhånden nogle år siden jeg forfattede min sidste bog og i mellemtiden har man ikke set meget til mine litterære ambitioner. Det skyldes ikke manglende lyst, men snarere, at jeg i det førnævnte tidsrum ikke har kunnet skrive materiale som jeg selv fandt godt nok til publikation. Imidlertid går det meget godt med at sable andres arbejde ned i landets aviser. Hvordan kan det være?
Venlig hilsen L.B.

Kære L.B.
Dine intellektuelle komplekser stammer fra den gang du som treårig vågnede op til din spirende seksualdrift. Du anede eksistensen af det seksuelle og spurgte derfor dine forældre hvor børn kommer fra. De forsøgte at spise dig af med historien om storken, men du så straks, at det var løgn, og tog fra det øjeblik den intellektuelle erkendelse i dine egne hænder. Imidlertid var du ikke i stand til at udlede hvorfra børn rent faktisk kom, og måtte derfor give fortabt. Det er derfor du har været intellektuelt usikker lige siden.
Venlig hilsen Psykologen

Psykologibrevkassen

Kære Psykologen

Jeg har for nyligt lært personlighedstesten Myers-Briggs Type Indicator (MBTI) at kende. Hvad der især interesserer mig i relation til denne model er forholdet mellem indadvendt- og udadvendthed, og dets indvirkning på personligheden.

Er man udadvendt kan man f.eks. være skinbarlig, højlydt og dominerende. Men er man indadvendt kan man være en stille mus, eller en slags social zombie der ikke ænser menneskene omkring sig. Hvad kan man gøre?

Hilsen Sophie

—————-

Kære Sophie

Tillykke med, at du har fundet MBTI. Det er nu engang ikke freudiansk, men ingen er perfekt, ja undtagen Freud, naturligvis. Dit problem med indad- og udadvendthed er en klassisk problemstilling som jeg heldigvis er i stand til at give et par visdomsord med på vejen.

I forhold til den udadvendte og hans overivrige, noget virkelyste adfærd så er den mest effektive kur jeg kan anbefale en reduktion af nysgerrighed og generelt energiniveau. Det opnås bedst gennem kastration.

Hvad angår den indadvendte, så gælder det om at gøre ham tryg ved, at den ydre verden ikke indeholder noget der kan true hans indre vrangforestillinger. Til det formål anbefaler jeg fanatisme, da fanatisme kan siges at svare nogenlunde til åndelig kastration.

Venlig Hilsen Psykologen

Psykologibrevkassen

Kære Psykologen

Jeg skriver til dig fordi vi i the Jedi High Council er løbet ind i nogle problemer: Det lader nemlig til at vores nyoptagne elever har svært ved at følge the Jedi code. – Jeg frygter, at det kunne det være et tegn på at Sith’erne og den mørke side af the Force er på fremmarch. Hvad er dit indtryk?

På vejne af The Jedi Council,
Obi-Wan Kenobi

———–

Kære Obi-Wan og øvrige Jedi Masters

Det glæder mig, at I skriver, for efter at have set jeres film har jeg en god idé om hvad I gør galt:

(1) Børn har generelt ikke godt af at blive fjernet fra deres forældre. Skal barnet alligevel fjernes kan jeg anbefale at anbringe det hos en plejefamilie, og ikke hos ensomme mænd der gang på gang havner i voldelige situationer.

Jeg har desuden lagt mærke til, at jeres Jedi Masters konstant tiltaler de børn I betror dem som “My young apprentice”. Jeg tror denne obsessive tendens dækker over en form for lavt selvværd eller utilstrækkelighedsfølelse i jeres Jedi Masters. Og så tror jeg der en god chance for, at I med den form for labelling ødelægger barnets forhold til dets biologiske far.

(2) A propos disse ensomme mænd, så har deres voldelige tendenser sandsynligvis noget at gøre med, at I forbyder dem at gifte sig. Uden kærlighed og nærvær går det i det lange løb galt for de fleste, og hvis I tillod jeres Jedi Masters at gifte sig, så ville de måske heller ikke bruge så meget tid sammen med ovennævnte børn.

(3) Jeg ved at I, ligesom jeg, holder af at meditere, og derfor undrer det mig, at det endnu ikke er gået op for jer, at det er JER SELV som bringer the Force i ubalance ved ikke at give jer selv lov til at mærke vrede og øvrige “mørke” følelser. Helt overordnet gælder det, at jo mere tid I bruger på at frygte “den mørke side”, frem for give den plads, jo mere sårbare bliver I overfor dens indvirke.

Jeg håber I kan bruge det til noget
and may the Force be with you,

Mvh Psykologen

Psykologibrevkassen

Kære Psykolog

Jeg har tidligere skrevet til dig, men nu er den gal igen: Siden sidst er Jedi-ordenen er massakreret og Anakin Skywalker, drengen vi troede ville bringe balance til the Force, har vendt sig mod os og er blevet til Darth Vader, hvilket vi i sagens natur er meget kede af. – Hvad kan vi gøre for at komme tilbage på rette spor?

På vejne af Yoda og mig selv,
Obi-Wan Kenobi

———–

Kære Obi-Wan og Yoda

Det er jeg ked af at høre. Men det var godt du skrev, dit brev indeholder nemlig klare fingerpraj om, hvor hunden ligger begravet.

Du siger at det går dårligt og identificerer Anakin Skywalker som årsagen dertil. Gad vide om ikke du har eksternaliseret den psykiske kamp der foregår inde i dig selv?

Er det virkelig på grund af en massakre i den ydre verden at det ikke går så godt? – Eller er det snarere fordi du har problemer med at forene dig med Darth Vaders faderlige autoritet? Når man konfronteres med Vader kan man jo ikke undgå at lægge mærke til hans tunge åndedrag, og jeg gad godt vide om ikke disse åndedrag signalerer en kraftig (over)potens i dit hoved, Obi-Wan?

Så Obi-Wan, hvorfor er du utryk ved at blive konfronteret med Vaders libido? – Er det fordi I to er fastlåst i et klassisk ødipalt drama; et fallisk våbenkapløb som ubrødeligt fodrer din kastrationsangst og ansporer dig til ville at mindske Anakins potens? – Alting taget i betragtning var jo dig der mishandlede ham, men det står der ikke jo noget om i dit brev, vel Obi-Wan?

Jeg håber I kan bruge det til noget
and may the (libidinal) Force be with you,

Mvh Psykologen

PS. Nåja, Obi-Wan, noget jeg har undret mig over siden jeg først så din sidste film: Når du siger: “Only a Sith deals in absolutes”, er det så ikke et absolut?