Spørgsmål vdr. Horneys typologi

1 Er det muligt at ændre sin coping style?

Ja, det er muligt at ændre sin coping style, men som de kvikkeste læsere allerede har luret, så er det ikke det væsentlige i denne sammenhæng. Coping styles er neurotiske forsvar mod den modgang verden smider i hovedet på os, og mod de ubehagelige indsigter som vi forsøger at undertrykke. Derfor er coping styles ipso facto ikke ønskværdige. Det skarpe spørgsmål er derfor ikke hvorvidt det er muligt at ændre sin coping style, men hvordan det er muligt at nedbringe sin neuroticisme.

(Hvordan man nedbringer sin neuroticisme er i sig selv et enme som er et par bøger værdigt, jeg henviser i mellemtiden til min gode ven Sylfyd for intensiv coaching vdr. en beslutning som de fleste over 24 kunne have godt af: At bryde med deres forældre.)

På jeres henvendelser kan jeg se, at mange af jer godt kunne tænke sig at blive aggressives. Jeg forstår jer godt, for aggressives deler en håndfuld træk med psykisk sunde mennesker, såsom drive, evnen til at gøre sig gældende i sociale situationer, og friheden til at sige hvad man umiddelbart tænker. Men aggression er ikke sundt. Neurotisk Aggressive tendenser repræsenterer et distinkt sæt svagheder, som eks. Compliant- og Withdrawn-typer lider mindre under, heriblandt vrede, hævngerrighed, arrogance, ufølsomhed, frådseri, løgnagtighed og sublimation.

Men for at svare på spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt at ændre sin coping style, så er svaret ja. I modsætning til de jungianske typer, hvor jeg ikke har set eksempler på at folk har ændret sig i nævneværdig grad, så har jeg bare i løbet af 2009 set flere eksempler på at folk som ændrede coping style.

Som jeg beskrev i sidste Personlig Udviklings-blog, så udspiller coping styles sig primært i romantiske forhold, og her har folk typisk en tendens til at polarisere hinanden længere og længere ud af en given akse. – Typisk en Aggressive-part som bestemmer slagets gang og en Compliant-part som indordner sig og giver afkald på ansvaret. Eller en Aggressive-part som forsøger at bestemme slagets gang og en Withdrawn som trækker sig tilbage fra forholdet, til frustration for dem begge. Endelig findes der forhold hvor den ene part er Compliant og den anden Withdrawn, forhold som jeg personligt beundrer for den harmoni og fred som der lod til at hvile over deres samværd, men som omvendt også kan lede tankerne hen på den kategori af romantiske forhold som i psykologien kaldes “llav-konflikt, lav-lidenskab”. – Can’t win ’em all.

Jeg har ind i mellem set par hvor begge parter havde samme primære coping style, dvs. Aggressive/Aggressive, Compliant/Compliant osv., men det er så sjældent at disse par består, at jeg nærmest vil betegne dem som freak accidents når de endelig gør. To Aggressives kan relativt nemt opleve en indledende tiltrækning, men et sådant forhold vil næsten altid udvikle sig sådan, at parret bryder op igen når det viser sig at begge vil bestemme og ingen vil indordne sig. Hvis parret alligevel består sker det oftest ved, at den ene part må nedtone sin aggression og falde tilbage på compliance eller withdrawn-tendenser.

Hvor to aggressives nemt kan ende i et fling (da de begge overvurderer sig selv og tror de kan dominere den anden), er det derimod nærmest umuligt for to Compliants at blive tiltrukket af hinanden, da begge instinktivt responderer på autoritære, selvsikre udmeldinger fra den anden og ikke selv kommer med sådanne for ikke at støde en potentiel autoritetfigur fra sig. I de freak accident Compliant-Compliant par jeg trods alt har kendt er det altid endt med, at den ene part har flyttet sig i en Aggressive retning, hvilket ikke er så sundt som nogle af læserne sikkert tror, for aggression er ikke sundt, og det at tage ansvar for et andet menneskes livsførelse kan dybest set ikke lade sig gøre – det er simpelthen en illusion! Hvis det føles og ser ud som om det er muligt er det p.g.a. homo sapiens instinktuelle magt- og autoritetstilbedelse; det er en programmering der dybest set findes i os alle, men det ændrer ikke på, at kigger man magtrelationer efter i sømmene, så finder man altid store elementer af frivillighed. – I romantiske forhold kan folk kan f.eks. altid sige fra og gå deres vej, men vælger oftest at lade være da trygheden m.v. vægtes højere, og så er det alt andet lige nemmere at undertrykke disse indsigter og sige til verden og sig selv, at amor vincit omnia; at man ikke havde noget valg.

Svaret er ja; Man kan ændre sin coping style, og netop fordi man kan ændre den er det omvendt også sjældent at man finder et romantisk par med samme dominerende coping style.

Næste spørgsmål:

2 Kan man have mere end en coping style?

Flere af læserne har bemærket, at de kan genkende sig selv i mere end en af de tre beskrivelser. Og ikke overraskende er svaret på dette spørgsmål også ja. – Faktisk er det langt de færreste hvis neurotiske tendenser er karakteriseret af en ren coping style. Det skyldes, at coping styles ikke kun benyttes i een situation (selvom de selvfølgelig benyttes *mest* i forhold til den romantiske partner), men er aktive i flere situationer, overfor flere forskellige mennesker som igen har hver deres coping style. Derfor er det fornuftigt for den enkelte at kunne skifte mellem coping styles, sådan at man er Aggressive overfor sine (dårlige) venners mobning, men Compliant overfor rockeren der spørger om man har set hans dame.

Fra tid til anden opstår der dog betingelser som gør, at enkelte udvikler en “ren” neurotisk personlighed som udelukkende er karakteriseret af een coping style. I børnepsykologien arbejder man med den hypotese, at rene aggressives er børn som har haft trygge rammer. Rammer der har stimuleret barnets medfødte talenter, og givet barnet rigelig kontakt med flere gode rollemodeller, samt nem adgang til ros. Hypotesen er, at hvis sådanne børn undertiden formår at misbruge disse favorable betingelser, som langtfra alle børn er så heldige at få i dåbsgave, og udvikle en under-identifikation med forælder-rollen (da trygge omgivelser med fine rollemodeller næsten altid er karakteriseret af indtil flere personer som er villige til at tage ansvar og definere faste rammer for barnet). Barnet udvikler simpelthen ikke evnen til selvstændigt at tage ansvar for sine handlingers integritet, da barnet ikke oplever denne evne som en mangel i det trygge miljø: Der er altid nogen til at sige fra og tage ansvar på en konstruktiv måde hvis barnet kammer over og bliver urimeligt, og følgelig skal barnet bare tænke på at maksimere sit eget lod, og ikke på hvad der er rimeligt eller fair, hvilket leder barnet mod den rene Aggressive coping style.

(Fin som denne hypotese er, kender jeg imidlertid også flere eksempler på rene-Aggressive typer som kommer fra smadrede hjem med psykopat-forældre og andet ubehageligt. Moderne forskning bevæger sig i tiltagende grad mod at se på genetik som forklaringen på folks personligheder, herunder coping styles. Jeg er selv glad for genetiske forklaringer, og mener at genetik sandsynligvis kan forklare langt mere end hvad man almindeligvis tror. Jeg tror at man fra 2050 vil kigge tilbage på 2009s estimater af genernes indflydelse som værende ganske naive og skudt drastisk under målet. Ikke desto mindre er det sandt, at uanset hvor godt et agern et givent agern er, så skal det stadig bruge jord, sol og vand for at blive til et egetræ.)

Hvad angår den rene Withdrawn-type, så er den dominerende udviklingspsykologiske teori på området, at dette barn ikke fik kærlighed nok i barndommen. Det betyder ikke nødvendigvis, at barnet ikke har haft gode forældre i den forstand vi normalt forstår det; de kan have gjort alting rigtigt, hjulpet med lektier, taget barnet med på fisketur og i biografen osv. osv. – men følelsesmæssigt engagerede de sig ikke i barnet. Det kunne enten være fordi forældrene ikke kunne identificere sig med barnet (det er tabu men veldokumenteret at det sker forholdsvis ofte), eller det kunne være fordi forældrene ikke selv var psykisk sunde og i stand til at give barnet den kærlighed som børn har brug for. Endelig kan der simpelthen være tale om, at barnet har en fejlagtig opfattelse af, at forældrene ikke elsker det, hvilket også vil påvirke personligheden, sandhedsværdien desuagtet.

I denne situation tænker barnet først, at det må kvalificere sig til den kærlighed det ikke har fået ved at erhverve sig særlige evner og viden, sådan at det kan klare sig selv, udenom forældrene. Og med denne Withdrawing-tendency følger en forestilling om, at det er de andre som får skade og modbydelige ting til at ske, og hvis blot man kunne være alene og i fred, så ville alt være godt. Barnet udvikler derfor ikke træk som er nyttige til at omgås andre mennesker (aggression/compliance), men fokuserer i stedet på sin indre verden, samt dets evner og viden.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close