af Robin Engelhardt
En fængslende ny rapport kaldet ’Beyond the Bars’ fra managementfirmaet Deloitte foreslår, at USA udvikler et ’virtuelt fængselsvæsen’, der går langt ud over, hvad de eksisterende elektroniske fodlænker kan tilbyde. Årsagen er ifølge Deloitte alt for proppede amerikanske fængsler, og at man derfor må tænke ud af tremmerne, så at sige. Vi må implementere ‘avanceret risikomodellering, geospatiale analyser, smartphoneteknologi og principper fra studiet af menneskelig adfærd for at opnå overlegne resultater’, skriver de, og foreslår at de dømte overvåges af smartphones og ’gamificeringsteknologier’ – dvs. et pointsystem, hvor man bliver belønnet med et par ekstra friheder, hvis man overholder mødetider og zonegrænser.
I en kommentar i The New York Times skriver Evgenij Morozov, at den slags tekniske fix til at løse et socialt problem kun kan udtænkes af snæversynede og ressourcefikserede management-hjerner. Hvad med i stedet at ’smide færre mennesker i fængsel?’, spørger han i sit lands største avis – et land, i øvrigt, der proportionelt set har cirka ti gange flere indsatte, end vi har i Danmark. Morozov revser derudad og påpeger desuden, at smarte teknologier ofte bruges som gidsel til at opretholde en status quo: Selvom ideen med et virtuelt fængselsvæsen lyder revolutionerende og ’disruptiv’, er den i virkeligheden et forsvar for en reaktionær praksis.
Javel. Han har selvfølgelig ret. Men det er nu alligevel lidt kedeligt at læse sådan en omgang sur kulturkritik. Her i Meta Science-klummen kan vi lide at svælge i de mest outrerede tekniske fix og overlade forargelsen til de andre aviser. Jeg synes f.eks., at et bærbart fængsel er en interessant idé. Det vil aflaste fængslerne og give mennesker mulighed for at føre et mindre stigmatiseret og mere meningsfyldt liv. Vi er jo i forvejen i gang med at implementere overvågningssoftware i alle typer af digitale apparater, så hvad er forskellen? Vi siger, at vi er bange for Big Brother, men dybt nede elsker vi Big Mother.
Lad os se på det: Mobilfængslet skal selvfølgelig kunne måle og sende GPS-positioner og fysiologiske data (især sved, tårer og andre intime afsondringer er interessante). Ikke-invasive hjernescanningsteknikker vil snart kunne måle følelsestilstande, og allerhelst skal de kunne læse tanker. Det er optimalt, for som man siger: Den skjuler intet, som intet har at skjule! Man kunne også kombinere de bærbare teknologier med droneovervågning og/eller social monitorering. Vi har jo efterhånden stolte traditioner for at anmelde vores naboer til Skat. Det er kun et naturligt skridt at udvide den praksis til de kriminelle. I DDR blev man afpresset til at blive stasiagent. I Danmark gør vi det helt sikkert gratis.
Udviklingen behøver ikke at stoppe her. For nylig udgav en herre ved navn John St. Waft en pamflet med titlen ’Endnu et beskedent forslag’ med interessante ideer til at integrere asylansøgere i det danske forsvarscurriculum. Disse forslag er værd at bygge på, tænker jeg. F.eks. kunne vi ikke blot overvåge fangerne, men også straffe dem via fjernbetjening, f.eks. med elektriske pulser. Man kunne desuden bruge dem til nyttigt arbejde. Trædemøller og arbejdslejre var jo en skøn opfindelse, og den digitale tidsalder vil med fordel kunne bygge på disse landvindinger. Vi kunne kalde det ’crimesourcing’ … I USA og andre lande, hvor man har dødsstraf, vil man kunne uddelegere bødlens arbejde til et online community, hvor man i fællesskab trykker på knappen. Eller endnu bedre: Dødsstraffen kunne ‘gamificeres’, så spillerne fik point for antallet af dræbte?! Åh, tekniske fix – her kommer jeg.