Det liberale demokrati

Af Ryan Smith

I den politiske debat er vi vant til at tænke på liberalismen som en marginaliseret entitet, der befinder sig uendeligt langt fra de sagnomspundne 90 mandater på Christiansborg. Men faktisk er der en anden forstand, i hvilken liberalismen for længst har sejret – ikke blot i Danmark, men over det meste af verden. Denne øvrige forstand er det liberale demokrati: Liberalismens foretrukne samfundsform, som både socialister og konservative har måttet give de liberale indrømmelser på.

Faktisk så store indrømmelser, at både konservative og socialister har måttet kaste håndklædet i ringen: Socialister står (med undtagelse af yderligtgående grupperinger) ikke længere på mål for marxistisk-leninistiske etpartistater med kommandoøkonomier, og konservative har opgivet deres modstand mod så liberale påfund som parlamentarisme, kapitalisme og frihandel. Liberalismens formaninger om en indskrænkning af adelens og kirkens politiske magt (hvilket konservative overalt i Europa stadig støttede op om så sent som i 1930’erne) har de konservative også måttet give de liberale indrømmelser på. Det liberale demokrati har altså sejret i Vesten. Men hvad er det liberale demokrati?

Demokrati som hurraord

Demokrati er blevet et tomt hurraord. Alt, hvad der er godt, kaldes uden videre for demokratisk i den offentlige debat, og når vi skal ”fejre demokratiet”, så foregår det gerne med en skåltale, gerne over en kold fadøl, og uden reelt indhold. En kritisk-definerende tilgang til ”demokratiet” ses derimod kun sjældent i den offentlige debat, og således kunne man nemt forledes til at tro, at ”demokrati” og ”det liberale demokrati” er en og samme størrelse. Det er dog ikke tilfældet.

Demokrati har vi kendt siden antikken, mens det liberale demokrati er et udpræget moderne fænomen. Det liberale demokrati har ikke meget at gøre med de demokratier, der eksisterede i oldtidens Athen, på de oldnordiske tinge, eller i de polske lavadelsforsamlinger. Det liberale demokrati er derimod en vestlig opfindelse, som historisk set er vokset ud af de europæiske enevælders embedsværk, idet kontrollen med denne måde at regere på er passeret fra kronen til folket. Nok hylder vi i dag athenerne som forløbere for vort eget demokrati, men administrativt set har det liberale demokrati således mere til fælles med de europæiske enevælder end med de øvrige former for demokrati og republikanisme, som har eksisteret igennem historien.

Den begrænsede statsmagt

Når det liberale demokrati adskiller sig fra tidligere tiders demokratier, så er det ikke kun på grund af det stående embedsværk i staten, der ikke skiftes ud ved valg: Det liberale demokrati adskiller sig også fra øvrige demokratiformer ved, at såvel statsmagten som demokratiet opererer under begrænsninger, som efterlader individet og civilsamfundet med en høj grad af frihed, som ikke er styret af staten og den politiske proces.

”Demokratiet” i det liberale demokrati er således kun et element – ét element blandt flere, som til sammen udgør det, vi kalder det liberale demokrati. Overalt i den udviklede verden findes der masser af tunge embeder, som kun er underlagt indirekte demokratisk kontrol (departementschef, højesteretsdommer, centralbanksdirektør), og tilhængerne af det liberale demokrati ønsker i reglen ikke at udvide det demokratiske element til at omfatte mere, end det for nuværende gør. Under det liberale demokrati er der således grænser for, hvad demokratiet bør tage sig af. Det liberale demokrati er ikke en demokratisme.

Endelig er det liberale demokrati også kendetegnet ved en separation af magten. Normalt omtales denne separation som ”magtens tredeling” udi dømmende, lovgivende og udøvende magt, men præcis hvordan magten skal opdeles, er ikke mejslet i sten: I Taiwan har man f.eks. en ”magtens femdeling,” men Taiwan opfattes stadig som et liberalt demokrati. Endelig skal det siges, at ideen om magtens opdeling ikke er ny, men at den findes hos både Aristoteles (i teori) og i den romerske republik (i praksis).

Rettigheder og ligebehandling

Et fjerde vigtigt element i det liberale demokrati er, at samtlige borgere har krav på ens behandling fra statsvæsenet, uanset race, køn, tro og lignende ikke-politiske tilhørsforhold. Der er i dag bred enighed om, at borgerne bør besidde visse grundlæggende rettigheder, men samtidig er der stor uenighed om, hvad disse rettigheder skal omfatte, og hvor de kommer fra.

Er individuelle rettigheder f.eks. en slags naturret eller menneskeret? Eller er individuelle rettigheder i stedet noget, som staten bør sætte sig ned og formulere, sådan at borgeren kan gøre krav på dem over for staten? Eller er rettighederne måske slet ikke rettigheder i egentlig forstand, men utilitaristiske hensyn, som vi udstyrer borgerne med, fordi vi kan se, at vi får bedre samfund ud af at gøre det?

Disse spørgsmål hersker der ikke enighed om, og forsøg på at afklare dem bevæger sig ofte ud på metafysiske, religiøse og filosofiske områder, hvor der blot er endnu mindre enighed om tingenes tilstand, end der trods alt er om det liberale demokrati.

Det liberale demokrati som kampplads

Grundelementerne i det liberale demokrati kan således opsummeres som følger:

  • Demokrati og folkeafstemninger som kontrolmekanisme for magten
  • Opdeling af magten: Ingen faggruppe eller politisk gruppering har uindskrænket magt
  • Begrænsninger af både statens og demokratiets magt over civilsamfundet
  • Individuelle rettigheder, som alle borgere har krav på, og som står over politik

Det liberale demokrati har som nævnt sejret. Men netop fordi det har sejret, således at det i dag er den eneste ”stuerene” samfundsform, er det liberale demokrati også under pres fra konservative og socialister, som ønsker at præge det liberale demokrati i deres eget billede.

Fra venstre er det liberale demokrati under pres for at negligere ejendomsretten som individuel rettighed. Her ønsker man at udvide retten til lighed for loven til også at omfatte retten til økonomisk lighed borgerne imellem. Millionærskatter, fattigdomsgrænser og overførselsindkomster kan således nævnes som kardinale stridspunkter mellem socialister og liberale.

Fra højre er det liberale demokrati derimod under pres for at negligere værdifriheden i staten og promovere bestemte religioner, kulturformer og institutioner på bekostning af andre. I Danmark kan folkekirken og kongehuset f.eks. nævnes som to tilbagevendende skæringspunkter mellem konservative og liberale.

Som med andre sproglige og politiske begreber er der ingen naturlov, som siger, at definitionen af ”det liberale demokrati” altid vil være den samme. Efterhånden som flere og flere love og særhensyn indføres i samfundet, er der fare for, at det liberale demokrati bliver mindre og mindre liberalt og mere og mere demokratisk. I flere lande end blot Italien bevæger det liberale demokrati sig i disse år imod den Berlusconi’ske forestilling om demokratiet som en præsidentkamp mellem ”store politikere,” hvor vælgerne stemmer direkte på politikerne på baggrund af disses personligheder, og hvor politikerne feteres som græske guder – ”store personligheder,” hvis ret det er at herske.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close