Socialistisk, konservativ og liberalistisk moral

Af Ryan Smith

De seneste års forskning i samfundsvidenskaberne har budt på en række undersøgelser af, hvorfor vi er så politisk forskellige. En række studier, udført af Jonathan Haidt, Ravi Iyer, Spassena Koleva, m.fl., har således vist, at vi fødes med en tilbøjelighed til at indtage et bestemt politisk ståsted som voksne. Og endnu mere opsigtsvækkende, så har forskningen også vist, at vores syn på politik hænger sammen med vores opfattelse af moral i øvrigt.

Vi mangler endnu et omfattende nærstudium af Danmark. Men skulle man anvende de nylige konklusioner i en dansk kontekst, så ville de sikkert se sådan her ud.

SOCIALISTISKE SANNE. Den socialistiske vælger er typisk en kvinde, som arbejder i den offentlige sektor. Følelserne vejer tungere end fornuften, når der skal træffes beslutninger, og tolerancen for forskellighed ligger højere, end den gør hos konservativt sindede vælgere. Sanne er venligt stemt over for indvandring, multikultur og eksperimenterende teater.

Sannes moral tilsiger, at det er en moralsk pligt at drage omsorg for ens medmennesker. For Sanne er næstekærligheden altså mere end blot en personlig forpligtigelse. Som Sanne ser det, er det fællesskabets pligt at tage sig af de svageste. Folk, som nægter at hjælpe de svage eller som ikke deler Sannes politiske prioriteringer, er derfor ikke blot politiske modstandere, men decideret dårlige mennesker i Sannes optik.

For Sanne var det også denne omsorgspligt, som gjorde, at hun var på ”dialogens,” ”forståelsens” og ”tolerancens” side, da de danske ambassader stod i brand under Muhammed-krisen i 2005. Hun kunne da umuligt holde med Jyllands-Posten, som med sin hån og mobning havde overtrådt det moralske bud om at udvise omsorg for ens medmennesker. Foruden omsorgspligten, så er der også en supplerende pligt i Sannes moralske univers, som er, at goderne i et samfund skal fordeles retfærdigt.

Sanne siger ”retfærdigt,” men egentlig mener hun ”ligeligt.” Når Sanne hører om bankernes millionbonusser, så siger hendes moral hende, at der helt sikkert er tale om snyd og sikkert også om udnyttelse af de svage. Set gennem Sannes optik er det derfor en oplagt idé med en millionærskat, for millionærer er jo selve beviset på, at goderne i samfundet er uretfærdigt fordelt. Og desuden giver det ikke mening for Sanne, at én persons arbejde kan være det samme værd som 20 almindelige menneskers.

KONSERVATIVE KARSTEN. Den konservative vælger er fortrinsvis af hankøn, men kvinderne er bestemt også repræsenteret. Den konservative er fortrinsvis ansat i det private, men kan også gøre karriere i det offentlige. I modsætning til Sanne, som prioriterede følelserne over fornuften, så blander den konservative typisk følelser og fornuft mere ligeligt. Samtidig er Karsten dog karakteriseret ved, at hans tolerance for ”dialog” og ”mangfoldighed” ligger noget lavere end Sannes.

Det første bud i den konservative kernevælgers moral er derfor, at det er en moralsk pligt at værne om sin nation og kulturarv.

Karsten kan godt lide, når folk taler dansk, og når kunst ligner noget. Derfor er Karsten også kritisk over for indvandringen, multikultur og postmoderne teater (hvad ligner det også, at Det Kongelige lægger scene til, at voksne mennesker taler babysprog til hinanden?). Konservative Karsten er altså kritisk over for de ting, som Socialistiske Sanne godt kan lide. Omvendt sætter Karsten dog stor pris på de ting, som Sanne er indifferent overfor: Kongehuset, Folkekirken, og guldaldermalerne.

Mens Sanne stod på arabernes side under Muhammed-krisen, så støttede Karsten sit land. Sådan var det i øvrigt også med Irak-krigen før det, hvor Sanne var imod, mens Karsten var for. Karsten havde måske sin tvivl, men han støttede sit land og sin statsminister.

LIBERALE LARS. Den liberale vælger arbejder overvejende i den private sektor, og han er så godt som altid en mand. Ifølge nogle undersøgelser er skævheden i den liberale lejr så overvældende, at der findes helt op til 15 Liberale Lars’er for hver Liberal Linda. Abstraktionsevner og rationalitet er i top hos de liberale, men følelserne spiller ingen videre rolle for deres syn på politik. Lars er den sjældneste af de tre politiske grundtyper, men samtidig er hans moral også den simpleste.

Den siger, at det er en moralsk pligt ikke at begrænse andre menneskers frihed, så længe de ikke selv begrænser andres frihed.

Hvad vil det sige at begrænse andres frihed? Jo, når Sanne synes, at topskatten er en brandgod idé, ”fordi de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs”, så er det i Lars’ øjne en begrænsning af andres frihed til selv at råde over de penge, som de tjener. Og når Karsten siger, at vi bliver nødt til at forbyde prostitution og begrænse homoseksuelles rettigheder af hensyn til ”sammenhængskraften” i samfundet, så begrænser det de menneskers frihed, som måske har mere lyst til at “hænge sammen” på andre måder end dem, som Karsten og hans meningsfæller foretrækker.

Hvis vi således antager, at Sanne, Karsten og Lars er politiske grundtyper, som til en vis grad er medfødte og som ikke kan debatteres væk, så har vi brug for et fælles sæt spilleregler, som alle kan enes om.

Det er her, at Karsten og Sanne kommer til kort. For Sanne kan ikke tvinge de danske aviser til at holde igen med de tegninger, som efter hendes mening håner en minoritet. Hun kan heller ikke tvinge private virksomheder til at give alle de ansatte lige meget i løn eller til at se vindmøller og økologi i samme favorable lys, som hun selv gør.

Karsten kan ikke forhindre McDonald’s i at slå portene op på Kongens Nytorv, selv om det efter hans mening er en skændsel, at de gør det. Han kan heller ikke forhindre den fortsatte udhuling af Folkekirken, hidført af kulturradikalisme og faldende medlemstal. Tabloidbladenes nærgående behandling af Kongehuset, hvor royale i stigende grad behandles som reality-stjerner, kan Karsten heller ikke forhindre, uanset hvor gerne han ville.

Hverken Sannes eller Karstens værdisæt kan rumme andre typer moral end deres egen. Hvis deres moral skal virke, så skal deres moral være alles moral. Både Sannes og Karstens moral er således kollektivistisk (om end Karstens mest er kollektivistisk på værdipolitikken).

Hvis politiske grundtyper findes, og de til en vis grad er medfødte, så er Sannes og Karstens tilgange i sidste ende blot en slags særinteresser, som de vil trække ned over hovedet på andre. Det er fint at have en identitet, men det er ikke okay at ville udmønte sin identitet – sine særinteresser – i lovgivningen, som per definition skal gælde for alle.

Derimod kan den frihedsbårne tilgang til politik, som Lars står for, snildt rumme både Karstens og Sannes moral: Lars’ moral er nemlig en individualistisk moral. Den kan sagtens acceptere, at Sanne og Karsten har særinteresser, bare de ikke begrænser andres frihed derved. Lars har ikke noget imod, at Sanne dyrker sin multikultur, dialog og mangfoldighed, så længe hun gør det for egen regning. Og Lars har heller ikke noget imod, at Karsten diskriminerer til fordel for sin egen kultur og religion, så længe han ikke forlanger af andre, at de skal tage del i hans diskrimination. Sanne vil jo hellere høre World-musik, mens Lars foretrækker at nærstudere The Federalist Papers.

Den simple lektie er den, at frihed altid er frihed for andre til at gøre noget, som vi ikke nødvendigvis selv ville have gjort. Denne frihed er hverken rød eller blå. Den er farveløs, og den er det eneste, som kan sikre de tre grundtypers fredelige sameksistens.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close