Friheden i Danmark og dens forøgelse

Friheden fremmes ikke altid bedst ved revolution. I Danmark har vi f.eks. et stabilt og (set i en global sammenhæng) ukorrupt statsvæsen, og selv om friheden sagtens kan forøges i Danmark, så er der, set fra et klassisk liberalt perspektiv, snarere brug for en friheds-evolution end en friheds-revolution i Danmark.

Af Ryan Smith

Som liberal er der meget at beklage ved den politiske orden, vi lever under i dag. Men det er ikke alt sammen skidt. I løbet af de sidste tre år har vi set begyndelsen til et opgør med det system af passiv forsørgelse, som har skabt Fattig-Carina og Dovne Robert. Og for blot fem år siden kunne Ugebrevet 4A kunne spørge læserne, om liberalismen overhovedet havde en fremtid i Danmark, eftersom ”hverken befolkning eller politikere vil kendes ved de liberale ideer og grundholdninger.” (Ugebrevet 4A 01.10.2007).

Sådan spørger de ikke mere. Så noget er der altså sket. Men der er stadig et stykke vej igen. Her er fire områder, hvor friheden i Danmark kunne have godt af en frihedsevolution.

Statens størrelse

På trods af en række mindre reformer har Danmark stadig en af de største og dyreste offentlige sektorer i verden. Alligevel er der meget få (om nogen) af Folketingets partier, som tør sige, at den offentlige sektor skal være mindre.

Danmark har også noget nær den laveste vækst i den udviklede verden. Ifølge økonomen Niels Westy Munch-Holbek er Danmarks velstand per indbygger vokset med sølle to procent siden år 2000, mens det tilsvarende tal for Sverige ligger på omkring 21 procent.

Den britiske premierminister Winston Churchill sagde engang, at en nation, der forsøger at beskatte sig til velstand, er som en mand, der står i en spand og forsøger at hæve sig selv op ved håndtaget. I Danmark må vi slås med en stat, der belemrer, beskatter og bebyrder det øvrige samfund i en helt urimelig grad. Effekterne af den forslugenhed, der findes i den offentlige sektor, kan ses i form af udeblivende vækst og en stagnation i de kerneydelser, som staten rettelig bør tilbyde, såsom efterforskning af overfald og tyverier. Er man således enig i, at staten ikke bør levere meget-men-dårligt, men hellere lidt-men-godt, så er der god grund til at gå til kamp mod statens størrelse.

Udlændinge og indvandring

I den liberale familie er der intern uenighed om udlændingespørgsmålet, og det liberale spektrum spænder helt fra Nozick/Rothbard’ske rettighedsliberale, som mener, at landegrænser er et overgreb mod individets rettigheder, til selvbestaltede ”nationalliberale”, som overhovedet ikke har nogen betænkeligheder ved at afvise indvandringen.

Mellem disse to positioner finder man det klassisk liberale perspektiv: I lighed med Nozick og Rothbard, så skatter man frihed som et mål i sig selv, men i lighed med de ”nationalliberale”, så ønsker man ikke at sætte nationalstaten over styr i jagten på et ideal. Som Karl Popper sagde, så må man nærme sig idealet gradvist, således at der kan etableres trinvis sikkerhed for, at idealet ikke fører os på vildspor.

Vi nyder alle godt af den velstand, som de højt kvalificerede udlændinge skaber i Danmark, og som økonomen Thomas Sowell har vist, så er det ofte højt kvalificeret arbejdskraft fra udlandet, som driver vækst- og innovationsbooms i værtslandet. Ud fra en pure utilitaristisk betragtning ville det således være at skyde os selv i foden at lægge forhindringer i vejen for, at virksomheder og universiteter kan skaffe sig adgang til de dygtigste og mest ambitiøse specialister fra udlandet.

Imidlertid findes der også en gruppe lavt kvalificerede indvandrere, som fortrinsvis kommer til Danmark fra lande som Tyrkiet, Irak, Pakistan og Somalia. Disse indvandrere har typisk kun få erhvervskompetencer, og de kommer hertil med en anden kultur og et andet sæt normer, som gør, at de har meget svært ved at tilpasse sig det danske samfund. Følgevirkningerne er arbejdsløshed, kriminalitet og politisk radikalisering på sådan en skala, at visse sociale friheder i Danmark allerede er gået tabt.

Det er således med udgangspunkt i friheden, at man kan argumentere for, at vi i Danmark bør koncentrere os om at integrere de utilpassede indvandrere, som allerede er her, før vi lukker flere af disse ind. Frihed er grundstenen i det liberale tankegods, men friheden kan ikke trives under vilkår som dem, vi har set i indvandrerdominerede områder som Vollsmose og Tingbjerg. Friheden kan ikke trives under forhold, hvor folk ikke kan stole på hinanden, og hvor de konstant skal frygte for kriminalitet. Af samme grund kan man af frihedshensyn også argumentere for, at det skal blive nemmere at udvise udlændinge, som begår kriminalitet.

Den frihed, som Danmark har kendt, er unik i en global kontekst. Hvis ens liberalisme skal forankres historisk, snarere end at være et rent idealistisk foretagende, så må man anerkende, at friheden ikke kommer af sig selv, men at den blandt andet er et produkt af den tillid og tryghed, der findes i det danske samfund. At vi som mennesker kan regne med hinanden, er en af de helt centrale forudsætninger for, at staten kan slippe grebet om civilsamfundet.

Fra et klassisk liberalt synspunkt er der således intet til hinder for en udlændingepolitik, der koncentrerer sig om at integrere de problematiske udlændinge, vi allerede har, førend vi får flere af disse herop, og ej heller er der noget til hinder for, at man som liberal kan arbejde for øgede udvisningsmuligheder, hvad angår dem, der ikke vil følge landets regler.

Ytringsfrihed

Efter mange års stædig kamp for ytringsfriheden begynder flere og flere stemmer i debatten at få øjnene op for, at enhver normativ indskrænkning af ytringsfriheden tjener til at bestyrke reaktionære interesser i minoritetsmiljøer. Via de nyere sager, som straffesagen mod den iranske kunstner Firoozeh Bazrafkan og dødstruslerne mod den palæstinensiske digter Yahya Hassan, er multikulturalismens ide om minoriteters kollektive subjekt blevet udstillet som et falsum for fuld skrue.

Dog ønsker et flertal af Folketingets partier stadig at fastholde de såkaldte blasfemi- og racismeparagraffer, der indskrænker ytringsfriheden og fører et væld af lurvede retssager med sig. Borgerne får mindre respekt for loven, når de oplever retsvæsenet agere smags- og tonedommer, og når politiet skal rejse sager om, hvad folk har sagt til en julefrokost i eget hjem.

Der findes kun spinkle beviser på, at hate speech-lovgivning og statsligt opsyn med avisspalterne rent faktisk stopper radikalisering. Tværtimod viser historien, at ekstremistiske grupper ofte bruger disse begrænsninger i ytringsfriheden til søge martyriet og til at bekræfte sig selv i, at de har fat i en stor, forbudt og farlig sandhed, som det omkringliggende samfund ikke kan tåle at høre.

En tro på den personlige frihed er en tro på, at civilsamfundet selv kan finde ud af at gå i rette med skændige udtalelser, uden at domstolene behøver holde opsyn med, om nu nogen bliver stødt af ’tonen.’ Når vi finder racisme modbydeligt, så er det jo ikke, fordi staten siger, at vi skal.

Er man således tilhænger af en fri og energisk samfundsdebat, hvor domstolene ikke agerer anstandsdame, så er der grund til at kæmpe for afskaffelsen af blasfemi- og racismeparagrafferne i Danmark.

Kontrol med borgerne

Sidst, men ikke mindst, bør en klassisk liberal være bekymret for de øgede beføjelser, som offentlige myndigheder, herunder især SKAT, har fået over for landets borgere. Samtlige medlemmer af den liberale familie er selvfølgelig enige om, at skatten skal ned, men helt uafhængigt af diskussionen om skattetrykket er der også spørgsmålet om, hvilke magtmidler man kan tage i brug over for borgerne. Dette sidste spørgsmål er også et spørgsmål om frihed.

Da den nuværende regering således vedtog, at SKAT kan foretage kontrolaktion i folks hjem uden forudgående retskendelse, var det blot en fortsættelse af den linje, som den forrige regering havde lagt årene forinden. Her udvidede man også SKATs beføjelser med den ene nye bemyndigelse efter den anden, og den tidligere regering gik endda så vidt som at stille lovforslag om, at SKAT uden dommerkendelse skulle kunne beordre sig private firmaers harddiske udleveret med alt, hvad der lå på dem, herunder private mailkorrespondancer, bestyrelsesreferater og deslige.

Som erhvervsjuristen Henriette Kinnunen har sagt, så kan man roligt sige, at den tidligere regering ”åbnede ballet ved at give SKAT flere beføjelser og således banede vejen for en retssikkerhedsmæssig glidebane, hvor den ene beføjelse til SKAT har åbnet op for den anden.” (BT 21.06.2013)

SKAT har i dag mere vidtgående beføjelser, end Politiet har. I et klassisk liberalt perspektiv må man sande, at der er noget grundlæggende galt med den prioritering. Skattesyndere skal fanges, men det skal ikke ske på bekostning af den grundlæggende retssikkerhed i Danmark. Er man enig i dette, er der god grund til at kæmpe for frihedens fremme i Danmark.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close