Kritik af Henrik Day Poulsens ‘Året hvor patienten bliver taber’

Henrik Day Poulsen afviser læge Peter Gøtzsches kritik af psykiatrien i Berlingske.

Day Poulsen kritiserer Gøtzsche for ikke at være speciallæge i psykiatri og insinuerer, at Gøtzsche derfor ikke ved noget om de ting, han udtaler sig om. Gøtzsche fremlægger imidlertid undersøgelser i sin bog, som Henrik Day Poulsen undlader at forholde sig til i sin kritik. Day Poulsens argumentation er således en arrogant appel til autoritet.

Arrogancen er fejlplaceret: Man behøver ikke være psykiater for at kritisere psykiatrien, akkurat som man ikke behøver være bankmand for at kritisere, hvad der foregik i banksektoren før finanskrisen. Det ville klæde Day Poulsen at fokusere på substansen og forholde sig til undersøgelserne, snarere end afsenderen.

Day Poulsen gendriver kritikken af lykkepiller med personlige anekdoter: “[Gøtzsche] påstår, at ‘lykkepiller’ ikke virker, men han sidder ikke som psykiater eller praktiserende læge, der dagligt oplever, at patienterne … får det markant bedre på antidepressiv medicin,” skriver Poulsen. Han forholder sig ikke til eksempelvis Irving Kirschs bog “The Emperor’s New Drugs” fra 2009. Her fremlægger Kirsch, der i parentes bemærket er Ph.D. i psykologi og lektor på Harvard Universitet, at man med placebo-piller kan opnå 75-82% af samme effekt, som man opnår med lykkepiller.

Day Poulsen karakteriserer endvidere Gøtzsches kritik af psykiatrien og psykofarmika som “paranoid.” Men der er faktisk god grund til at være skeptisk: Da de amerikanske delstater Minnesota og Vermont gjorde det lovpligtigt for medicinalvirksomheder at indberette, hvor mange tjenester, gaver og penge de udstrakte til læger, viste tallene, at psykiatere fik flere penge af medicinalindustrien end alle andre typer speciallæger.

Det er netop ikke tilfældigt, at det lige er psykiatere, som modtager flest penge fra medicinalvirksomhederne. Undersøgelser viser, at samme diagnose behandles vidt forskelligt i psykiatrien. Som den amerikanske psykiater Daniel Carlat (der selv ordinerer psykofarmaka til sine patiener) har sagt om sit fag: “Vores diagnoser er subjektive og udvidelige, og vi har få rationelle grunde til at vælge én diagnose frem for en anden.” Det amerikanske National Institute of Mental Health har ligeledet konstateret, at psykiatri er et mudret område med uklare diagnoser og tests, og at psykiatere således har mulighed for at anvende vidt forskellige behandlingsmetoder på det samme diagnosebillede.

Diagnosemanualen DSM omtales ofte som “psykiatriens bibel.” I en undersøgelse fra 2006 foretaget af L. Cosgrove et al. kom det frem, at 95% af de fagfolk, som var med til at skrive den, havde finansielle bånd til medicinalvirksomhederne. Hvis Day Poulsen vil karakterisere en skepsis over for psykiatrien som “paranoid,” så kunne man omvendt sige, at den, der ikke ser grund til at være skeptisk, har en tiltro til autoritetsfigurer, som visse psykiatere nok ville karakterisere som dependent.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close