Anonym konservativ skrivelse

Redaktionen har modtaget en skrivelse fra en selverklæret konservativ.  Anonyme breve populære i medierne og har undertiden stor politisk slagkraft i Danmark. Derfor vælger vi at bringe det her.

Kære liberale venner

Vi konservative ved jo godt, at det forsvar for frivillighed, som I liberale plæderer for, er en overlegen moralsk position. Det er blandt andet derfor, at det er så svært at få os til overhovedet at forholde os til jeres argumenter.

I stedet for ordentlige modargumenter har I fået karikaturer om Sunny Beach og Bacardi Breezers. Karikaturer, som forbløffende mange af mine konservative meningsfæller har svælget i, mens de har ignoreret handsken, som I liberale har kastet for konservatismens fødder. Ja, skal jeg være ærlig, så tror jeg, at det er et tegn på desperation.

Vi ved jo godt, at hvis man kigger på den lange bane, så var det de liberale ideer, som sejrede, sådan som Ryan Smith beskrev det i Jyllands-Posten 05.10.2011 og som Erik Winther Paisley argumenterede for i Berlingske 23.10.2013. Disse kritikker har mestendels efterladt os konservative forstummet, og det med rette, må jeg skynde mig at tilføje.

Ikke desto mindre må jeg minde om, at I liberale dog også har taget fejl i nyere tid: I var alt for optimistiske omkring indvandringen (I undervurderede betydningen af kultur), og I var alt for optimistiske omkring EU-projektet (sandt at sige var vi nok begge for uskyldige og troede, at et overnationalt, teknokratisk organ kunne gå fri af den iboende tendens til at mele sin egen kage, som man alle dage finder i politik). Det er denne historiens lektie: At samfundet er for komplekst til uden videre at blive underkastet gennemgribende lænestolsreformer og DJØF’icering, som der for mig at se er vi konservatives bedste argument imod jer liberale: Jeres universalisme er prisværdig, og jeg ville ærlig talt ønske, at der var flere af mine konservative meningsfæller, som delte den. Resultatet af, hvad der sker, når man ikke deler universalismen, er jo et forsvar for Sharia i de muslimske lande og enkeafbrændinger i Indien, som vi for nylig har set Søren Hviid Pedersen fremføre i konservatismens navn.

Pedersen er et ekstremt eksempel, og som du nok har set, så er vi flere konservative, der ikke er enige med ham. Han viser os faren i anti-universalismen. På den anden side må vi så også kunne blive enige om, at vi ikke kan fare ud i verden med soldater og hvad ved jeg, lige så snart der er nogen, der opfører sig barbarisk. For ærlig talt, så er næsten hele den ikke-vestlige verden indhyllet i barbari. Jeg synes da også, det var smukt, hvordan det liberalkonservative Storbritannien legede verdens politimand og egenhændigt endte slaveriet i 1800-tallet. Men vi er i dag i en anden situation: Vesten har ikke råd til andet end at være økonomisk med sin universalisme.

Må jeg i samme ombæring beklage, at flere af mine meningsfæller mener, at de institutioner vi må bevare på statens hænder, lige pludselig også skal omfatte Danmarks Radio (som i indeværende år [2013] blev taget i at arrangere en demonstration til fordel for en venstreorienteret dagsorden). Det siger sig selv, at man ikke kan have en masse mennesker til at leve fyrsteligt for statens penge og så forvente, at disse mennesker skal forholde sig kritisk til selvsamme statsprojekt.

Det bedste, man kan håbe på, når man giver penge til overflødige organisationer er, at det, som Radio 24-7 forvaltes af en lille gruppe, som bruger skatteydernes penge til at forgylde deres venner og meler deres egen kage. Lad os bare være ærlige: Det projekt ved vi jo begge to godt har fejlet i at give den gennemsnitlige skatteyder værdi for sine penge. Som konservativ kernevælger ville jeg i hvert fald hellere have givet de samme penge til at holde liv i den humanistiske forskning på universiteterne.

Ja, du hørte rigtigt, min liberale ven: Vi konservative kan nemlig også godt være kritiske over for staten på en god dag. Mens jeres udgangspunkt er individet og de borgerlige frihedsrettigheder, så er vores udgangspunkt familien, socialt ansvar og anstændighed og en kultur, der understøtter disse.  Vi er som to stridslystne folkeskarer, der nærmer sig det samme punkt, men fra forskellige vinkler. Fordi vi kommer fra forskellige vinkler, så tror mindre ånder i hver gruppe, at vi skal slås. Men behøver ikke være tilfældet. Derfor dette brev.

Og ja: Netop hvad angår kultur, så har I måttet lægge ryg til ufattelig meget affekteret (men irrelevant) kritik af jeres smag hen over sommeren 2013, hvilket jeg selvfølgelig godt ved er latterligt. Ikke mindst fordi det var fra mine liberale ungdomsvenner, at jeg lærte at sætte pris på Monteverdi og det Platoniske korpus.

Rent metafysisk, så vil jeg fastholde, at der er en fællesnævner i det, vi mennesker oplever som æstetisk. Men det er også videnskabeligt bevist, at den subjektive variation inden for det spillerum inden for det, som vi finder skønt, er så markant, at ethvert forsøg på at fastsætte æstetiske tærskler for, hvilken kunst, der fortjener statsstøtte, er håbløs. Det styrker blot den grundlæggende sandhed, at jo flere penge, der skal fordeles ad politisk vej, des flere konflikter vil der være i samfundet. Og det er faktisk noget, som vi konservative er imod, idet vi netop vil lade familier og traditioner afgøre slige ting. Hellere enkefru Pedersens Fond end Statens Kunstfond!

Så ved I hvad: Lad os slå halv skade. Vi ved jo begge to godt, at Danmark ikke har brug for fem skatteyderbetalte symfoniorkestre. Lad os skære foretagendet ned til to: Ét til Østdanmark og ét til Vestdanmark. Politik er også det muliges kunst.

Med ærbødige hilsener,
Den konservative

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close