Søren Hviid Pedersen, Martin Heidegger, Carl Schmitt og det liberale demokrati

Søren Hviid Pedersen påstår, at han ikke er inspireret af den tyske jurist Carl Schmitt, som han ellers har omtalt rosende ved flere lejligheder. Søren Hviid Pedersen har også en positiv mening om antidemokratiske tænkere som Martin Heidegger, Joseph de Maistre og Louis de Bonald. Søren Hviid Pedersen mener dog selv, at hans ros til Heidegger og Schmitt udelukkende er af akademisk karakter og intet har med hans egen mening at gøre. I debatten er der dog dem (eks. Christopher Arzrouni og Ole Birk Olesen), som vil gøre Søren Hviid Pedersen til totalitær og/eller fascist/nazist på baggrund af hans præference for disse teoretikere. Det er dog næppe en korrekt diagnose. Hviid Pedersen er snarere ordenskonservativ, for så vidt som orden (og ikke frihed) er det højeste gode i hans politiske univers. En ordenskonservatisme, som kan være totalitær, men ikke behøver være det. For så vidt er det meget passende, at Hviid Pedersen taler højt om Heidegger. Heideggers ordenskonservatisme er meget større og bredere end hans medløberi over for nazismen. En generøs tolkning kunne være, at nazismen “kom forbi” Heideggers næse på rette sted og tidspunkt, og at den lignede noget, der var “tæt nok” på Heideggers ordenskonservatisme, til at han smed sit lod i deres skål i et forsøg på at præge bevægelsen i det, han så som den “rigtige” retning. Hvad der i alle tilfælde stadig står tilbage, er, at Heidegger, sammen med Schmitt, tilhører en ordenskonservativ tradition, som ikke lader sig forene med det “det liberale demokrati” dvs. demokrati med forfatningsmæssige begrænsninger og magtdeling. Vi kan jo ikke læse Søren Hviids tanker. Men man kan konstatere, at han gang på gang kommer med udsagn, som ikke er forenelige med den type demokrati, som vi i dag har i Vesten. Eksempelvis det citerede: “Genuint demokrati er forsøget på at skabe den totale identifikation mellem borgerne og herskerne.” Samt dette:

“Det at skabe en fælles folkesuverænitet, som kan slå mest muligt igennem. En af måderne, man kan forhindre det på, er jo selvfølgelig at tale om individets rettigheder, konstitutioner, grundlov, magtens tredeling og så videre. Det er nogen barrierer, noget der sætter nogen grænser for dette forsøg på at lave den totale identifikation mellem borgere og det politiske system. Fordi så vedbliver de med at være private mennesker, private borgere. Så kan vi gå rundt og holde på vores og skabe uorden og ballade.”

Søren Hviid Pedersen siger selv, at disse udtalelser udelukkende faldt, fordi han var inviteret til at holde foredrag om en bestemt teoretiker, nemlig Carl Schmitt, men den forklaring passer dårligt med, at Søren Hviid Pedersen tidligere har forsvaret lignende tiltag i avisklummer under eget navn. F.eks. her, hvor han erklærerer sig modstander af individuelle rettigheder og forfatningsmæssige begrænsninger i en avisklumme. Det var vel ikke, fordi han holdt foredrag om en bestemt teoretiker?

“Fejlslutningen består i, at demokrati kun er godt, når det også kombineres med liberalisme og menneskerettigheder, hvilket er noget forfærdeligt vrøvl. Demokrati er et folks ret til selv at bestemme indholdet af de politiske beslutninger, hverken mere eller mindre. … Hvis de vil indføre Sharialov i deres lande har de selvfølgelig enhver ret til at gøre det…”

Mere om Heidegger

For nogle år siden kom der nogle forelæsninger frem, som Heidegger havde holdt under krigen. Det var ikke køn læsning. Bogstavelige forsvar for lebensraum og blot und boden. Men igen, Heidegger var større end sin nazisme. Heidegger var mere end blot en rejsekammerat for nazisterne. Han smed sit lod i deres skål, lod sig udnævne og dekorere, og mente, at han selv havde forstået nazismen bedre end så mange andre. Hans Sein und Zeit er fra 1927, altså før den nazistiske magtovertagelse. Men det står dog klart fra Sein und Zeit, at subjektet hos Heidegger ikke kan være individet, men kun ‘folket’ eller ‘det værende’ selv. Senere udviklede han så dette grundpræmis (som ganske rigtigt ikke behøver være nazistisk, men som omvendt heller ikke har nogen intrinsiske egenskaber, som forhindrer det i at gå i ét med nazismen) til en politisk filosofi, som bliver en fuldbyrdet støtte til nazismen (og som han aldrig rigtig undskyldte for efter krigen).

Heidegger stjal sandsynligvis også ideer fra østlige tænkere. Flere folk ved Freiburg Universitet har set ham sidde og læse Taoisme og Zen-buddhisme op til, at han pludselig “opfandt” nondualistisk fænomenologi. Dog uden at gøre reference til nogen af disse østlige tankeretninger i sit eget værk. Han var i øvrigt en gennemført ubehagelig person, den kære Heidegger – smed Husserl ud fra Freiburgs universitetsbibliotek, fordi han var jøde, og løj for sin samtids Nietzsche-historikere om, at han havde nogle af Nietzsches notesbøger gemt af vejen, som ville sætte hele Nietzsche-forskningen i et nyt lys, hvis han offentliggjorde dem (han havde nogle notesbøger, men det, der stod i dem, var stort set det samme som i tidligere kendte notesbøger fra Nietzsches hånd).

Det er alt sammen, som filosoffen Karl Popper har sagt:

“I appeal to the philosophers of all countries to unite and never again mention Heidegger or talk to another philosopher who defends Heidegger. This man was a devil. I mean, he behaved like a devil to his beloved teacher [Husserl], and he has a devilish influence on Germany.”

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close