Velfærdsstatens fortid og fremtid

Tirsdag d. 24. april kunne økonom og forskningschef i den borgerligt-liberale tænketank CEPOS Henrik Christoffersen præsentere sin nye bog, Den mindst ringe, for et interesseret publikum. Bogen er med Christoffersens egne ord en opsamling på adskillige års forskning i velfærdsstaten.

Ifølge Christoffersens analyse kan velfærdsstatens historie inddeles i tre hovedfaser: (1) Dens indstiftelse i 1950’erne. (2) Dens opstigen og dominans fra ca. 1960 til 1995. (3) Dens nuværende status som slagmark for modsatrettede interesser.

Velfærdsstatens begyndelse

For at blive klogere på velfærdsstatens spæde begyndelse har Christoffersen været på jagt i arkiverne for at finde ud af, hvad den oprindelige motivation for indstiftelsen af velfærdsstaten var. Ifølge Christoffersen var velfærdsstaten oprindeligt tænkt som en pragmatisk samfundskontrakt mellem frie mennesker. Argumenter om økonomisk rationalitet og langsigtet rationalitet var i højsædet. 1950’ernes velfærdsstat var ikke et moralsk projekt, men essentielt tænkt som en forsikringsordning, som staten blot var tovholder på.

Her giver Christoffersens analyse ham anledning til en sammenligning med Schweiz: I 1950’erne lignede Danmark og Schweiz hinanden på en lang række områder. Siden da besluttede de sig begge for at satse på velfærd. En afgørende forskel var dog, at mens Danmark lod staten stå for ydelserne, så påbød man i Schweiz borgerne at erhverve sig sundhedsforsikringer på et privat marked. Denne forskel skulle vise sig at blive afgørende for schweizernes succes med at holde kvaliteten af disse ydelser oppe, og omkostningerne nede.

Velfærdsstatens storhedstid

Den tidlige velfærdsstat var fortrinsvis skruet sammen af økonomiske eksperter og betonede langsigtet økonomisk rationalitet. Sætter vi vækst i højsædet, vil kagen blive ved med at vokse, og der vil over tid blive mere til alle. Men økonomerne havde ikke forudset, at ikke alle har en præference for at handle langsigtet.

Velfærdsstaten kunne nemlig ikke kun bruges til at sikre udsatte borgere et eksistensminimum. Den kunne også anvendes som løftestang for kortsigtede egeninteresser. I stedet for et bredt samvirke, hvor alle samfundsgrupper samarbejder om at få kagen til at vokse mest muligt, kan en mere snæver koalition også koncentrere sig om at omfordele mest muligt af den eksisterende kage til sig selv.

I velfærdsstatens anden fase går velfærdsstaten fra at være et pragmatisk og universalistisk projekt, hvor selv A.P. Møller skulle have folkepension, til at blive et moralsk projekt, hvor de velstillede var forpligtet til at dele ud af deres indkomst. Velfærdsstatens grundfortælling skifter fra den jordnære forestilling om en gensidig forsikringsordning til at blive et moralsk og idealistisk projekt, hvor de rige ensidig forpligtelser overfor de fattige. Pligter og rettigheder adskilles, sådan at den, der er mindrebemidlet, altid har krav på ydelser, uanset hvordan han i øvrigt opfører sig.

Christoffersen fremlægger her citater fra periodens velfærdstænkning: Velfærdsstatens særlige konstruktion, hvor rettigheder og pligter er adskilt, kræver af sine borgere, at de er solidarisk sindede. Fra oprindeligt at være en overbygning til det samfund, der i forvejen eksisterede, bliver velfærdsstaten nu en toneangivende institution med autoritet til at kræve bestemte sindelag af sine borgere.

At være uenig med velfærdsstatens politik anses nu ej længere som et spørgsmål om økonomi eller politik. Det er en moralsk brøde.

Velfærdsstatens fremtid

Afslutningsvis gør Christoffersen status over velfærdsstatens fremtidsudsigter. De senere års udvikling har truet velfærdsstatens eksistensgrundlag, både indefra og udefra. Udefra udfordres velfærdsstaten af den økonomiske globalisering. Udlandet kan i stigende grad producere de ting, vi vil have, billigere og bedre, end vi selv kan. Danmark er ikke længere så konkurrencedygtigt, som det var engang.

Samtidig er velfærdsstaten løbet ind i finansieringsproblemer. Flere og flere vil nyde, og færre og færre vil yde. Dog uden, at befolkningen synes indstillet på at indskrænke antallet af danskere, som har krav på ydelser og overførsler fra velfærdsstaten.

Resultatet bliver den gradvise forringelse af velfærdsstatens ydelser. Almindelige danskere efterspørger i stigende grad privatskoler og private sundhedsforsikringer. Vi ved godt, at velfærdsstaten er blevet economy class, og at denikke leverer ydelser af samme kvalitet, som borgerne i andre Vesteuropæiske lande nyder godt af. Men samtidig synes tiden ikke rede til et opgør.

Velfærdsstaten udhules i det stille, snarere end den beskæres i det åbne.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close