Fremtidens borgerlige offensiv

Overalt i den vestlige verden har erhvervsledere og borgerlige intellektuelle længe været enige om, at lavere skatter og mindre regulering er vejen frem. Og dog synes kampen for øget økonomisk og social frihed at stå i stampe. Flere borgerlige meningsdannere har i de senere år gjort sig den erfaring, at det er nemt nok at erklære sin støtte til den borgerlig-liberale frihedsdagsorden på papiret, men anderledes svært at få eksekveret disse ideer i praksis.

Derfor var det med stor interesse fra publikum, da tænketanke og borgerlige intellektuelle fra 86 lande overalt på kloden for nylig fremlagde deres strategier for udbredelse af det borgerlig-liberale idegods til den årlige Liberty Forum-konference i New York.

Rammen for mødet lagde ikke fingrene imellem: Det borgerlige maskineri er tilsandet. Der er for meget ”business as usual” blandt tænketanke og borgerlige intellektuelle. Fraser som ”at være en fast spiller i debatten” eller at være en ”anerkendt meningsdanner” har i disse år fået lov at skygge for det egentlige succeskriterium: At ændre verden i en mere borgerlig-liberal retning. Skal liberalismen vinde frem, har de borgerlige brug for at tænke offensivt.

Her er nogle erfaringer fra årets Liberty Forum, som også kunne være relevante i en dansk kontekst.

Fagbevægelser med monopolistisk tilsnit er generelt til skade for den borgerlige dagsorden. I den amerikanske delstat Michigan har borgerlige tænketanke siden 2010 haft held med at vende offentlighedens syn på fagbevægelsen fra helte til skurke. Dette resultat blev ikke opnået ved at tilbagevise fagforeningernes reklamekampagner og argumentation, men ved at gå direkte efter fagforeningerne som organisationer. Som direktøren for Mackinac Center, der anførte kampen, sagde: ”I flere år befandt vi os i en krig, hvor vi blev ved med at slås mod fagforeningernes slutprodukter, nemlig de reklamer de producerede, efter de havde indkrævet penge fra deres medlemmer. Det var først, da vi begyndte at angribe fagforeningerne på deres forsyningslinjer, nemlig de kontingentbetalende medlemmers mening om dem, at vi gjorde fremskridt.”

I Michigan var strategien mod fagforeningerne tvedelt: For det første førte man aktivistiske retssager. Det er velkendt, at fagforeningerne ofte har held med at få det juridiske system til at vende det blinde øje til visse af deres praksisser, der teknisk set er på kant med loven (herhjemme kender vi eksempelvis sagerne om stilladsbranchen, der ulovligt piller konkurrerende arbejderes stilladser fra hinanden i ly af natten). I Michigan begyndte borgerlige tænketanke simpelthen at sagsøge fagforeningerne, hver gang de fik nys om sådanne tilfælde. Og det opsigtsvækkende var, at selvom de borgerlige advokater ikke vandt én eneste af disse retssager, så var selve det forhold, at der kom offentlig fokus på fagforeningernes prakssiser, nok til at vende den folkelige stemning imod dem.

Ligeledes satte man fokus på grimme cases internt i fagforeningerne: Fagforeningsrepræsentanter, der opfordrer kolleger til at stikke hinanden, og pampere, der bor i kæmpevillaer, mens menige medlemmer kommer i klemme og ikke får de ydelser, de har betalt for. Man udstillede den latente racisme, der anvendes som løftestang til at dehumanisere konkurrerende arbejdere, og voldsparatheden, som flere fagforeningsfolk synes at opfatte som moralsk forsvarlig. I Michigan gjorde man sig den erfaring, at fagforeningernes indre mekanik ikke kan tåle dagens lys, uden at folkestemningen bliver vendt imod dem.

Her er et andet eksempel på en borgerlig offensiv fra Liberty Forum.

I det indiske Center for Civil Society har man studeret, hvornår regeringer er mest lydhøre over for policy-forslag fra borgerlige intellektuelle. Det er de i de første 300 dage efter deres tiltrædelse. Når først en regering har fundet sig til rette ved magten, fortaber viljen til at foretage ideologiske ændringer sig i samfundets daglige drift. Derfor satte Center for Civil Society sig for at holde Indiens nytiltrådte til ilden som følger: Hver gang den nye regering ville indføre en ny lov, udpegede Center for Civil Society 10 antikverede love, som med fordel kunne sløjfes. Ved hver lov, som de borgerlige ønskede sløjfet, udgav man en én-sides-rapport om loven, der var holdt i et ligefremt sprog, som ikke-jurister kunne forstå. Ved at få beslutningen til at synes, som om den allerede var truffet for magthaverne, og at de blot skulle give grønt lys for at forbedre alle parters retssikkerhed, placerede man de nytilkomne ministre i en position, hvor det var overordentligt svært at sige nej.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close