Hume mellem konservatisme og liberalisme

Af Ryan Smith

Mens David Hume ubestridt regnes blandt Vestens betydeligste filosoffer, så er hans politiske tænkning historisk blevet mødt med en mere blandet reception. Humes politiske skrifter er blevet anklaget for at være overfladiske og ahistoriske og for at bære præg af Humes personlige ønske om at opnå litterær berømmelse i brede kredse snarere end at opfostre akademisk indsigt i snævre.

I forbindelse med grundlæggelsen af Amerika er Humes direkte indflydelse begrænset: Det er velkendt, hvordan Jefferson nærede afsky for Hume, ligesom John Adams mestendels erklærede sig uenig med Hume.

I Storbritannien er Humes politiske tænkning især blevet sat i forbindelse med tre senere traditioner:

  • Humes pragmatisme og utilitarisme er blevet set som forløberen for Jeremy Bentham og James Mills utilitaristiske liberalisme.
  • Humes økonomiske teori er blevet set som den grundsten, som klassisk liberale økonomer som Adam Smith og David Ricardo byggede videre på.
  • Humes angreb på kausalitet og på fornuften er blevet udlagt som legitimation af konservatismen og som et forsvar for sædvaner og for patos som sluttemåde.

Hvilken af disse David Hume’er er så den ”sande” David Hume? Det er de alle, da Hume bredte sig over så mange emner og gjorde sig til talsmand for så mange (ofte modsatrettede) synspunkter, at han med rimelighed kan udlægges på alle tre måder.

For at forstå bevæggrundene bag David Humes politiske temperament  er det nødvendigt at se nærmere på den tid, som han skrev i. Humes dødsår var 1776, hvilket vil sige, at hans filosofi er udfærdiget i den magelige æra, som gik forud for Den Franske Revolution i 1789. Oplysningen lå bag ham og i hans samtid, mens Den Franske Revolution endnu lå forude. Senere konservative tænkere har ofte set med skeptiske øjne på Oplysningen, da den efter deres mening stod i direkte slægtskab med Den Franske Revolution. Men i Humes egen tid synes Oplysningen uundgåelig. Hans tid kan måske sammenlignes med tiden umiddelbart efter Berlinmurens fald, hvor fremskridt og liberalt demokrati ligeledes synes uomgængeligt, som ville de komme anstigende af sig selv – et tidsbillede profant indkapslet i Fukuyamas The End of History and the Last Man (1992).

I begge tilfælde var samtidens politiske tænkning præget af slaphed forårsaget af troen på, at  fremskridtet ville komme af sig selv, og en manglende bevidsthed om en faretruende modpol (det være sig Den Franske Revolution, Sovjetunionen, eller Putins imperialisme), som man selv bliver fast i kødet af at skrive sig op imod.

Denne tidsmæssige forskydning mellem Hume og senere tiders konservative betyder, at der er en række særkender ved Humes konservatisme. I modsætning til senere tiders konservative er Hume ikke mystiker: Han er helt igennem sekulær og behøver ikke Forsynet, kirken eller nationalstatens mytologiserede rødder som aktører i sin konservative orden. Erfaringen er det råstof, som vi må tænke politik på baggrund af. Oplysningens analytiske dissektion er det nåleøje, som den etablerede moralfilosofi må passere igennem (her har vi den utilitaristiske del af Hume). Temperamentsmæssigt var han optimist og sensualist; identitetsfællesskaber og autoriteter, der påtvinges oppefra, er unødvendige – ethvert individ har egeninteresser og sanselige behov, som det af sig selv søger at realisere i fællesskab med sine medmennesker – derved opstår den sociale orden og de borgerlige dyder (her har vi den klassisk liberale del af Hume).

Såvidt de klassisk liberale og liberal-utilitaristiske dele af Humes politiske filosofi. Det er dog Humes konservatisme, som står i det tætteste forhold til hans vigtigste opdagelser – nemlig hans kritik af kausalitet og fornuften. I generelle filosofiske termer er Hume mest kendt for at have betvivlet kausalitet: Når vi ser A forårsage B, så ser vi et sammenfald i tid og rum, men vi ser ikke selve årsagsvirkningen. Vi postulerer den med fornuften. Men fornuften kan kun bedømme observation; den kan ikke selv observere. Vi har altså at gøre med en fejlslutning. Ligeledes kan fornuften ifølge Hume ikke fortælle os, hvad godt og slet er, men blot beregne, om noget er godt eller slet, når først patos og sædvaner har udstyret fornuften med rammerne for, hvad godt og slet overhovedet er.

Det siger sig selv, at dette syn på fornuften underminerer den tidligere tradition for naturlige rettigheder og for en naturlig moral, som vi kan opdage med fornuften (her ser vi, hvorfor Hume aldrig blev populær blandt de amerikanske founding fathers). Moral er noget, vi føler, og ikke noget, vi analyserer os frem til.

Således kan der næppe herske tvivl om, at der findes et betragteligt konservativt element i Humes politiske tænkning. Alligevel er der dog en række særkender ved Humes konservatisme, der gør, at Hume adskiller sig markant fra de fleste konservative: Vi har allerede nævnt Humes afsmag for mystik, religion og autoriteter. Tillige kan vi pege på Humes skepsis, hvad angår den absolutte værdi af menneskets sluttemåder. For Hume kan menneskets tendens til at slutte på baggrund af sædvaner og patos bedst karakteriseres som deskriptive fakta vedrørende menneskets natur:  Hume har med sine argumenter vist, at fornuften ikke kan erstatte patos, men deraf følger det ikke, ifølge Hume, at patos’ domsafsigelser så er korrekte, endsige normativt værdifulde. Selvom Hume ikke har noget rationalistisk aspekt at falde tilbage på, så anerkender han dog rent pragmatisk, at entusiasme og glæde ved egne følelsesslutninger ikke er det samme som en overbevisning opnået gennem reflektion over generaliseret viden. Mens nutidige konservative ofte følger Hume i at postulere sædvane og patos som grundlaget for værdidomme, så synes de samtidig at afvise, eller helt at mangle, Humes bevidsthed om, at værdidomme afsagt på dette grundlag ikke nødvendigivis er hverken korrekte, værdifulde eller berettigede.

Samtidig kan man dog også i Hume finde en bevidsthed om forhold, som liberale sædvanligvis overser. Hvis mennesker, som de er flest, uundgåeligt slutter på baggrund af patos og sædvane, så smuldrer store dele af Hobbes og Lockes drejebøger for den politiske orden bort. Snarere end individer, der har sluttet sig sammen i fællesskaber på baggrund af deliberation og egeninteresse, så kommer ”samfundet” og fællesskabsfølelsen først. Behovet for at ”høre til” og for at kunne identificere sig med en leder kommer i de fleste menneskers tilfælde før abstraktioner som ”rettigheder” og ”individet.” Samme forhold vil i praksis også sige, at magten i et samfund ”sidder i sprækkerne” og ikke direkte i love og regler. I praksis er det sædvanen og flertallets sym- og antipatier, der har magten i et samfund, og kun uhyre sjældent ser vi abstrakte principper og hensynet til eksisterende love komme sejrrigt ud af en direkte konfrontation med sædvanerne og den menneskelige natur.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close