TTIP og frihandel

Hvem kender ikke følgende hændelse: Man har sat næsen op efter en specialgenstand, som man længe har ønsket at erhverve sig. Man klikker rundt på internettet og finder en forhandler, som tilbyder produktet til en markant billigere pris end de øvrige udbydere. Man placerer ordren og glæder sig over det kommunikations- og samarbejdsmæssige vidunder, som internettet er. Men da dagen, hvor genstanden burde ankomme, oprinder, modtager man i stedet en utydeligt skrevet seddel fra Post Danmark, som beder en afhænde 12% af varens værdi i told, 25% af varens værdi i moms, samt et ”importgebyr” på 160 kr., der af kritikere anses som en ren pengemaskine for Post Danmark.

Scenariet har været til almindelig gene for Danmarks indbyggere, så lang tid tilbage som nogen kan huske. Men det har opnået ny relevans i kraft af den transatlantiske frihandelsaftale, Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP), der netop nu er ved at blive forhandlet på plads mellem Amerikas Forenede Stater og den Europæiske Union. Frihandelsaftaler har altid været kontroversielle, og deres kritikere har sjældent holdt sig tilbage fra at imødegå dem med misinformation.

Fra de første store offentlige debatter om frihandelsaftaler i 1800-tallet og frem til i dag er en række faste stilfigurer gået igen i frihandelsmodstandernes argumentation. Lad os se nærmere på et par af disse.

Ét argument er det nationalistiske: I frihandelsmodstanderens eget hjemland har man angiveligt højere standarder og en overlegen produktionskultur ift. den, der hersker i udlandet. Da det britiske parlament diskuterede en lempelse af restriktionerne på kornimport i 1840’erne, lød argumentationen f.eks., at man ikke kunne stole på, at udenlandske bønder ville høste kornet med samme omhyggelighed og opbevare det med samme ansvarlighed som den retskafne britiske bonde. Det ville således være helt utilstedeligt at lade udenlandsk korn komme ind på det britiske hjemmemarked.

I sin moderne variant lyder argumentet blandt andet, at amerikanerne har ”lavere sundhedsstandarder” end os europæere, og at vi af helbredsmæssige hensyn derfor må holde visse amerikanske landbrugsprodukter fra døren. Ikke kun i tilfælde som med de amerikanske EDC-kemikalier, hvor der måske nok er grund til at være bekymret, men også hvad angår genmodificerede fødevarer, som uafhængige laboratorier for længst har dokumenteret er uskadelige.

Mærkværdigt nok anvendes det nationalistiske argument gerne af de parter, der sædvanligvis har travlt med at lægge afstand til Dansk Folkepartis nationalisme. Disse frihandelsmodstandere ser åbenbart ikke selv, hvordan deres argumentation svarer til økonomisk dansk-folkepartisme.

Et beslægtet argument er det kulturelle: Udlandets kultur er underlødig, mens vor egen er langt bedre. Således har europæiske kræfter været fremme med anmodninger om at få spillefilm pillet ud af TTIP-aftalen. Frygten er, at amerikanske spillefilm helt vil udkonkurrere små europæiske kunstfilm. Men hvis ens ønske om at berige andre menneskers liv med sit kulturprojekt kun kan opretholdes ved, at man straffer folk for at vælge en fra, så skulle man måske spørge sig selv, hvorvidt man befinder sig i den rette branche.

Eksemplet med spillefilm bringer os tilbage til scenariet med glæden ved at modtage en pakke fra udlandet, der erstattes af misfornøjelsen ved at modtage en seddel med opkrævninger fra Post Danmark. Enhver frihandelsaftale kan anskues fra to sider: Forbruger og producent. Når frihandelsmodstanderne taler om udlandets lavere standarder eller appellerer til frygten for, at de hjemlige producenter bliver udkonkurreret, så anskuer de anliggendet fra producenternes side. Men eksisterende producenter har sjældent gavn af en frihandelsaftale, hvis ikke de i forvejen leverer den bedste ydelse. Det er således helt naturligt, at frihandelsaftaler vil tage sig ilde ud, når de anskues fra producentens synsvinkel. Men hvad med forbrugeren?

Hvor producenten må være evigt nervøs for, at forbrugeren skal fravælge hans produkt, så er det entydigt til forbrugerens fordel, at der nu er større konkurrence om at tilfredsstille hans behov. I tilfælde, hvor to produkter er sammenlignelige, vil forbrugeren oftere kunne spare penge i et frihandelsområde. Tillige har empiriske studier vist, at flertallet af forbrugere oplever glæde ved det øgede udbud af produkter og serviceydelser, der ligeledes hersker i et frihandelsområde.

I langt de fleste tilfælde vil forbrugeren stort set ikke have noget at tabe. For det meste vil  han nemlig stadig have mulighed for at vælge de nytilkomne produkter fra. Skulle han personligt være enig i, at amerikanske landbrugsprodukter udgør en sundhedsrisiko, så kan han fortsætte med at købe danske og europæiske fødevarer, der næppe vil forsvinde fra det lokale supermarked som følge af TTIP. Og skulle han personligt være enig i, at amerikanske landmænd er særligt nederdrægtige i forhold til de græske og italienske landmænd, som han allerede samhandler med i dag, så kan også det problem løses ved at fravælge amerikanske produkter.

Endelig er der spørgsmålet om nettogevinsten ved en frihandelsaftale som TTIP. Når kritikerne ser isoleret på spørgsmål om landbrugsprodukter og spillefilm, så forsømmer de som oftest at nævne, at TTIP ifølge uafhængig forskning står til at ville kunne forøge den Europæiske Unions økonomi med ca. 895 mia. kroner, den amerikanske økonomi med ca. 670 mia. kroner, og resten af verdens økonomi med ca. 700 mia. kroner. Til sammenligning anslås den totale værdi af de produkter og ydelser, der produceres inden for Danmarks grænser i løbet af et år, at være ca. 2.230 mia. kroner – altså ville TTIP økonomisk set svare til at vågne op en morgen og erfare, at et nyt Danmark var opstået ud af det blå.

Når vi har mulighed for at lade én teknologi erstatte en anden, så er det misvisende at fokusere på den uprøvede løsnings eventuelle ulemper uden at holde sig bundlinjen for øje. Da vi lod biler erstatte hestevogne, spurgte vi ikke, hvorvidt biler havde ulemper (det havde de), men hvorvidt de udgjorde en netto forbedring over hestevogne (det gjorde de).

Det omtålelige ved frihandelsaftaler som TTIP er, at de fungerer per gensidig aftale. Ønsker man spillefilm fjernet fra aftalen, så er det oplagte forhandlingsinstrument at give amerikanerne et lignende veto, som de kan håndhæve i forhold til aftalen – kan amerikanske øl og vinproducenter f.eks. regne med deres kunder, hvis amerikanske forbrugere pludselig kan købe belgisk øl og franske rødvine til markant billigere priser?

Når først én gruppe producenter begunstiges med særlige vilkår, hvor netop deres forretning afskærmes for den fri og lige konkurrence, så bliver det alt andet lige sværere for politikerne at afvise den næste gruppe producenter, der også ønsker deres forretning beskyttet fra forbrugerens frie valg. Dermed kommer TTIP’s kritikere meget nemt til at sætte gang i et omvendt våbenkapløb, hvor flere og flere brancher tages af bordet, og gevinsten udhules mest muligt. Alle vil naturligvis gerne have, at alle andre bliver tvunget til at konkurrere på fri og lige vilkår. Det vil bare ikke opgive netop deres særlige privilegier og begunstigede markedsposition.

Så lad os håbe, at der ikke lægges for mange sten i vejen for, at TTIP forhandles på plads til gensidig glæde for forbrugere på begge sider af Atlanten. Så vil de hårdt pressede europæiske økonomier også omsider få et skub i den rigtige retning. Og så vil man måske omsider en dag kunne åbne sin postkasse og finde den vare, man har bestilt, frem for en seddel fra Post Danmark.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close