Humanioraspiralen

Med en række indlæg i engelsksprogede aviser har humanistiske forskere igen fået striden om humaniora til at blusse op. Hvorfor skal skatteyderne fortsat poste millioner i de humanistiske uddannelser? I hvilket omfang skal markedets logik styre humaniora? I hvilket omfang skal statens? Og kan humaniora overhovedet bruges til noget?

Humaniora plages af både interne og eksterne problemer. Udefra presses man af den særegne blanding af erhvervshensyn og administratorvælde, som staten påtvinger de offentlige universiteter. Det er således ikke kun i Danmark, at refrænet om forskning og faktura har lydt. ”Humaniora skal være mere erhvervsvenligt,” får fakulteterne at vide. Et notat fra den britiske regering konkluderede sågar, at universiteterne skulle minde om en art konsulenthuse, der havde til opgave at hjælpe nystartede virksomheder på fode.

Staten fortæller også de humanistiske fakulteter, at de skal ”hæve produktionen.” På dansk betyder det, at de skal få flere studerende gennem systemet, og gerne hurtigere. Således presses de humanistiske undervisere til at lade håbløse studerende bestå. Resultatet er, at der med tiden bliver flere og flere diplombærende humanister, hvis faglighed til gengæld er mindre og mindre.

På forskningssiden betyder kravet om øget produktion, at der skal publiceres mere forskning, og gerne i de tidsskrifter staten har udvalgt. Med den amerikanske filosof Rebecca Goldsteins ord produceres der ”mere og mere om mindre og mindre” – der zoomes obskønt tæt ind på det enkelte træ, men ingen har længere tid til at opmåle skoven. Ifølge den britiske professor i litteraturvidenskab Terry Eagleton er det sågar så grelt, at meget af samtidens humanistiske forskning slet og ret er ligegyldig. Ifølge Eagleton skrives der bunkevis af publikationer, der udelukkende skrives for at score point i embedsmændenes statiske systemer. I mange lande er det nemlig denne overflødighedsforskning, der afgør, hvor mange penge staten tildeler det enkelte fakultet.

Humaniora har således rigeligt med udefrakommende problemer. Men på indersiden melder flere forskere også om fallit. I mange tilfælde er de humanistiske fakulteter ikke længere kulturbærende. Ifølge den amerikanske professor i uddannelsespolitik David Steiner er den fælles kerne af kulturarv, som humaniora burde oppebære, ikke længere fælles og dermed ej heller en kerne. For at behage de studerende undervises der mange steder i Fifty Shades frem for Friedrich Nietzsche og i vampyrfiktion frem for Virgil. Det populære har erstattet det svære.

Til humanioras problemer skal også lægges den politiske ekspertise, som mange humanistiske forskere selv mener, de besidder. Således rapporterer den amerikanske professor David Clemens fra et nyligt møde i verdens største organisation for sprog- og litteraturforskere, at deltagerne havde mere travlt med at fælde moralsk dom over Israel end med at diskutere deres fag. Ligeledes konkluderede en nylig rapport fra Harvard Universitet, at humanioras rolle nu reelt ikke længere er at videreføre og forske i klassisk kulturarv, men at afdække ”skjulte magtstrukturer,” som offentligheden ikke selv er i stand til at begribe.

En udvækst af denne selvforståelse kan ses i både danske og udenlandske aviser, hvor humanistiske forskere jævnligt forsøger at belære økonomer om økonomi. Dette foregår som regel under den belejlige antagelse, at kun humanister kan ”tænke kritisk” og i dybden. Belejligheden er ikke altid til at skelne fra magelighed, da humanisten har det med at afsløre, at han ikke har sat sig ind i grundlæggende neoklassiske principper, før han fremturede med sin kritik af dem.

Ironisk nok tyder erfaringerne fra udlandet på, at jo mere humaniora forfladiger sit emnevalg og gør sig til arnested for venstreekstreme ”magtkritiske” holdninger, des mere svinder offentlighedens lyst til at finansiere de humanistiske discipliner ind. Og logisk svarer staten igen med øgede krav om ensretning og uniformering. Der må jo styr på galskaben.

I løbet af de sidste 50 år er humaniora konstant blevet omtalt som kriseplaget. Men med humanioraspiralens seneste rotation mener flere universitetsfolk, at humaniora måske vil forsvinde helt fra en række universiteter i løbet af de kommende år. Alligevel er det dog svært at tegne et entydigt billede af fremtiden: I Storbritannien og USA bløder flere humanistiske fakulteter med frafaldsrater på op til 60% i løbet af de første to år. Til gengæld konkluderer en ny rapport, at humaniora tilsyneladende har undgået krisen i Australien.

Og løsningen på humanioras krise? I den nylige runde af indlæg er det Eagleton, der kommer det nærmest. Han udpeger bureaukraternes kontrol med universiteterne som den store slyngel og slår til lyd for decentralisering og et universitært selvstyre, der ikke står til regnskab for staten. Hvem der skulle have interesse i at finansiere dét, kommer han dog ikke ind på.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close