Ved at nærme os diskussionen via Nietzsche har vi allerede afdækket visse af postmodernismens mest iøjenfaldende skødesynder: Uvidenhed, nihilisme/relativsme, radikalisme og anti-fornuft (anti-oplysningstid), samt at der simpelthen er tale om en dårlig videnskabelig metode.
Vi har allerede optegnet en kontrast mellem Popper’sk videnskab og så den mere litterære tilgang som mange postmodernister benytter sig af. Vi har også set hvordan Popper’sk videnskab som udgangspunkt kræver et større overblik end den litterære postmoderne metode hvor den enkelte tænker kan dekonstruere sig ind i en subjektiv sandhed ved at se bort fra essentielle fakta (således næppe tilfældigt at postmodernismen repræsenterer et opgør med ”essentialisme”). Det er min påstand, at mange af postmodernismens tænkere ikke demonstrerede det overblik indenfor deres respektive felter som man ideelt set kunne forvente. Og kigger vi på disse postmodernister egne udtalelser viser det sig også, at de aktivt søger at marginalisere og radikalisere sig selv i forhold til deres videnskabelige udgangspunkt. Således ser vi Bourdieu karakterisere sig selv som ”nytilkommen” i universitetsverdenen,[i] Derrida sige, at hans skriverier bevæger sig rundt i ”filosofiens marginaler”,[ii] Foucaults beskrivelse af sit filosofiske projekt som værende at ”udnytte de talrige marginer der er opstået ved applikationen af normer som går imod ideen om modernismens rationalitet”.[iii] Endvidere kan vi se postmodernismens franske tænkere fjerne sig fra det videnskabelige ideal i f.eks. Althusser der beskriver postmodernismen som ”i opposition til le petit-bourgoise”[iv], og Foucault som beskriver genstanden for sine studier som ”opposed to bourgoise work morality”.[v] – Man forstår her, (især på Althussers videre argumentation i On the Relation of Marx to Hegel [1968]) at grundlæggende overblik over de traditioner man beskæftiger sig med i postmodernismens optik er en forventning og en norm som det borgerlige samfund har opfundet, og at et sådant overblik derfor frit kan fravælges som et led i det radikale dekonstruktionsprojekt. – Denne fravælgelse af ”den borgerlige arbejdsmoral” kan ud over et skjul for uvidenhed også ses som et led i postmodernismens dekonstruktion af sandheden til det punkt hvor der ”ikke findes sandhed” (Heidegger/ Derrida), og den derpå følgende relativisme hvor alle værdier er lige gode og der ikke findes facts, kun fortolkninger og sprogspil (Nietzsche/ Foucault/ Lyotard). Vi har tidligere i dette essay udforsket postmodernismens antipati mod rationalistisk og gradvist destilleret videnskab. Men denne antipati gælder alle som vil rationalisere viden, det gælder sågar Sokrates, som Foucault arbejdede på at dekonstruere kort før sin død, men for det tyvende århundredes universitets-diskurser gælder det især Habermas og hans (rationelt) diskuterende offentlighed. Om denne siger Lyotard: ”Konsensus opnået gennem diskussion som Habermas definerer det […] ville forbryde sig mod sprogspillenes heterogenitet.”.[vi]
Anti-ego: Rationalitet som den menneskelige naturs nemesis
Anti-Ødipus (1972) siger: ”[Vi skal nå] ikke blot dertil hvor man ikke længere siger ’jeg’ men dertil hvor det ikke længere betyder noget om vi siger ’jeg’ eller ej. – Vi er ikke længere os selv.”[vii]
Epikur siger, at mennesket finder lykke ved at forstå den materielle verden, såsom jordskælv, planeter og døden rationelt. Rationalitet er ikke den menneskelige naturs nemesis, men kan være en ven og en hjælper.
Dertil kommer, at epikureanismen var i anvendt filosofi i lighed med mange af PMs offentligt erklærede ambitioner om at sætte individet frit ved at afdække de skjulte kræfter der styrede det (eksempelvis Foucaults magt/ viden eller subjektificeringskritikker). Men hvor Foucault og andre postmodernister løber ind i et epistemologisk problem ved at dekonstruere subjektet (”hvis vi ikke kan spørge subjektet hvorledes det føles sig violated af videns-kategorier, hvordan ved vi så at subjektet violates?”) snakker epikureanismen om videnskategorier som en måde at frigøre subjektet på:
”[…] just as there is no use in medical expertise if it does not give therapy for bodily diseases, so too there is no use in philosophy if it does not expel the suffering of the soul.”[viii]
Epikureanismens mål er ataraxia – ubekymrethed hvilket svarer omtrent til Foucaults transgression. Forskellen er imidlertid at ataraxia opnås gennem rationel kontemplation af livets vilkår, mens transgression opnås ved ekstreme oplevelser såsom kriminalitet, narkotika, samt seksuel og politisk vold. Således siger Foucault:
”Those middle-range pleasure that make up everyday life […] are nothing. […] A Pleasure must be something incredibly intense. […] Some drugs are really important […] because they are the mediation to those incredibly intense joys.”[ix]
Eller som det slet og ret hedder I Discipline and Punish (1975):
”Sjælen [dvs. den reflekterende cogito] er kroppens fængsel.”[x]
Eller tesen i Madness and Civilization: Vesten har videnskabeliggjort madness og frygter derfor ikke længere dens evne til at overtage os alle sammen. Som en følge heraf er vesten blevet fattig. – Man aner her en parallel til Nietzsches Birth of Tragedy og Afgudernes Ragnarok hvor det appoloniske uden det dionysiske indvarsler grækernes ”dekadence” munder ud i den forkerte Sokratres der undertrykker viljen til magt.
Epikureanismen at den største blokering for det ataraxia er irrationel tro og irrationel frygt. Denne bekæmpes bedst ved en indsigt i materiel fysik (”himmellegemerne er ikke guder med samlinger af atomer og verdener ligesom denne”) og en forståelse af logik. For Epikur fører en sådan filosofi til et liv ikke til det forknudrede kartesianske liv i isolation, sådan som postmodernister ville forvente det, men ifølge epikur til et liv ”in accordance with nature.”[xi] Epikur:
“[…] what produces the pleasant life if not continuous drinking and parties of pederasty or womanizing or the enjoyment of fish and other dishes of an expensive table, but sober reasoning which […] banishes the opinion that beset souls with the greatest confusion.”[xii]
Anti-oplysning: Postmodernismen som radikalt politisk projekt
PM kritiserer humanismen fordi humanismen startede med metafysikken, oprindeligt gud, siden Descartes cogito og Kants trancendentale subejkt. At genskabe humanismen uden metafysisk idegods er sådan et reelt filosofisk og politisk problem og en opgave som det ville have stor værdi at løse til fulde. Derfor er det sådan set fornugtigt nok af postmodernismen at udfordre den metafysiske humanisme. Men når postmodernisterne fuldstændig ønsker at begrave humanismens og gå over i det umiddelbares antihumanisme begår de en non sequiteur; at dele af individet er styret af ukendte kræfter betyder ikke, at individet er magtesløst. Foucaults ”Death of Man”-projekt fra Ordene og Tingene (1966) skal ses i netop dette lys.[xiii]
PM Ønsker at bevise, at fordi individet styres af drivkræfter ukendte for det selv Epistemologier Foucault – Underbevidsthed Lacan – Symbolisme Barthes – Dialektisk Materialisme Bordieu, så er den rationelt inspirerede humanisme forkert og/eller metafysisk. – Men det er i sig selv en fejlslutning som beror på den betragtning at individet styres fuldstændigt af disse faktorer hvilket med sikkerhed kan vises at være forkert. I et glimrende post scriptum til sin bog Galen’s Prophecy – Temperament in Human Nature (1995) har Dr. Jerome Kagan fra Harvard vist hvorfor eksempelvis hjernesvulster som trækker i retning af aggression nok har en effekt på patienters eventuelle kriminalitet, men at deres bevidste vilje i langt større grad.
Dertil kommer, at PMs dekonstruktion af humanismen hvor man går fra Kants trancendentale subjekt til et udelukkende hermeneutisk subjekt, så havner man blot i psykologiseringer som udgangspunkt for sine analyser. Hvis vi eksempelvis tager Foucault, så kan alle epistemer kan ikke have virket hele tiden, hvorfor det der er tilbage i en sådan verden er det pure psykologiske stadie (eftersom sandhed ikke findes og individet ikke kan styre sig selv). Dertil melder der sig to kritikker: (1) At psykologiseringer er ufalsificerbare, og derfor dårlig videnskab (2) At psykologiseringer i sig selv er en fortyndet form for metafysik.
”Lad være med at kræve at politikken skal genoprette individets ’rettigheder’, sådan som filosofien har defineret dem. Individet er et produkt af magten.”[xiv]
PM skuffet over oplysningstiden tilsyneladende ikke blev til andet end consumerism[xv] hvorfor man også ser Deleuze og Guattari i deres Anti-Ødipus (1972) omtale moderne menneske som ”begærsmaskinen” (Det er i øvrigt ironisk hvordan en bevægelse som ønsker at dekonstruere rationalitet og refleksion til fordel for det umiddelbare tager afstand fra forbrugersamfundet.)
I Discipline and Punish (1975) ser vi Foucault gøre sig til talsmand for det poststrukturalistiske verdenssyn beskrevet ovenfor: Foucault erkender, at den vestlige verdens avancerede kapitalisme har taget et ”economic and political take-off”[xvi], men han nægter at kæde dette take-off sammen med en øget rationalitet i den vestlige epistemologi. Efter pure rationalistisk-utilitaristisk forbillede er den simpleste forklaring på Vestens take-off at: At øget rationalitet (eks. via videnskaben) øger en given handlings effektivitet væsentligt. Det er egentlig ironisk, for Foucault skriver i samme værk, at ”modern super-power” nu er så total at den står i modsætning til den feudalistiske magt: Hvor den feudalistiske magt blev nødt til at være iøjnefaldende (eks. krone og hermelinkåbe) og voldsomt (eks. henrettelser) in persona for at kompensere for sine begrænsninger i rækkevidde, kan det moderne kapitalistiske samfund undvære det iøjnefaldende, da det kan være til stede overalt (eks. overvågningskameraer) og tillade sig at agere mildt (eks. behandlingsdomme) da den enkelte agent er en del af et større maskineri (eks. embedsapparatet). – Denne betragtning til trods fastholder Foucault alligevel, at forestillingen om en stadigt mere rationel videnskab er en illusion da rationalitet efter Foucaults mening er prædetermineret af kognitive dispositoner, som igen er formet af en given historisk periodes episteme. Som han skriver:
”Power produces knowledge […] not simply by encouraging it because it serves power or by applying it because it is useful.”[xvii]
Som vi har set findes der et videnskabeligt ”råderum” hvor dannelsen af koncepter og kategorier indenfor videnskaberne er underlagt sociale og institutionelle kræfter. Men at dette råderum findes udelukker ikke muligheden for, at viden besidder sin egen immanente rationalitet som kommer til udtryk ved eksempelvis den vestlige verdens ekstreme økonomiske produktivitet, hvilket Foucault som sagt benægter a la Nietzsches ”Reason is speech metaphysics.”. I dette henseende er Foucaults standpunkt igen en non sequiteur af samme slags som poststrukturalismen generelt har begået i dens anti-humanisme, som beskrevet tidligere i dette afsnit. I begge tilfælde ser vi den poststrukturalistiske tendens til at drage dybt radikaliserende konklusioner af indsigter der i bedste fald kan betegnes som ”delvise”. (Hvilket igen er samme princip som tillader både Foucault og Derrida at tage såvel Nietzsche som Descartes på alt andet end ordet i deres tekstuelle analyser.
Som et led i striden mod, at viden skulle besidde sin egen immanente rationalitet er det altså nødvendigt for Foucault at operere ud fra en betragtning om, at viden udelukkende former sig efter historiske, sociale og institutionelle forhold, og ikke efter objektivt givne forhold som f.eks. kalklaget i den Devonshire’ske undergrund som set i The Great Devonian Controversy (1985). Hvis viden er uafhængig af en objektiv sandhed, hvis ”sandheden ikke findes”, så er alle identitets-konstituerende former for viden (ung – gammel/ rig – fattig/ hetero – homo) en form for dominans af individet da det så at sige binder individet til arbitrære identiteter som det ikke har. Som det hedder hos Foucault: ”[Ideen om] individet er et produkt af magten.”[xviii]
I denne agtelse af identitet som noget særligt, udefinérbart og hinsides sprog minder ikke bare Foucault, men også Lacan og Derrida, meget om den romantiske skønånd og dens natur-genus. Det kan virke ejendommeligt eftersom poststrukturalismen yder at se sig selv som en bevægelse der gør op med det modernistisk-videnskabelige projekts ”metafysiske rationalitet”. Endvidere minder de to retninger om hinanden i deres radikalisme, i deres æstetisering af kognition, og i den centralitet de tillægger stærke oplevelser: Sammenlign eksempelvis med Foucaults transgressions-begreb. Eller sammenlign Foucaults forsvar for galskab og sympati for Raymond Roussel med den Byron’ske helt som er ”mad, bad and dangerous to know”.[xix] Denne forbindelse til romantikken er naturligvis uheldig for en retning som vil byde ind på en rationalistisk epistemologisk metode. Den er ydermere uheldig overfor Lyotard, med fleres, påstand om, at poststrukturalismen er kvalitativt ny. Når Baudelaire f.eks. siger: ”Romanticism is precisely situated neither in choice of subject nor exact truth.”[xx] synes han allerede at have redegjort for poststrukturalismens tendens til at abstrahere fra det analyserede objekt (eksempelvis Descartes-meditationen), såvel som poststrukturalismens tendens drage radikaliserende konklusioner på baggrund af delvise observationer (”…nor exact truth.”). Når jeg endvidere har argumenteret for, at postmodernismen af og til karakteriseres af en vis uvidenhed er det ydermere et interessant spørgsmål hvorvidt og hvor meget Foucault og andre var sig bevidst om Nietzsches og Hegels tilhørsforhold til romantikken.
Netop hvad angår Hegel. Hvordan ved Hegel at verden bevæger sig fremad mod ”den absolutte idé” gennem stadig større sublationer, ”Aufheben”? – Det kan ikke demonstreres, og derfor er Hegels system blev henlagt til metafysikkens rodebunke. Hvad angår den historisk-genealogiske metode kunne vi ligeledes spørge: Hvordan ved Foucault, at viden tager form efter præ-kognitive dispositioner, og ikke efter immanent rationalitet? I al min læsning af Foucault er jeg ikke stødt på en demonstration af denne implicitte forudsætning for hans arbejde, og mig bekendt er en sådan filosofisk/videnskabelig demonstration heller ikke mulig. Foucaults faktiske argumentation for sine epistemer begrænser sig således til confirmation bias, hvilket fundamentalt set gør dem uegnede som videnskab. Hertil ville Foucault, Lyotard, med følge, og forgængere før ham, utvivlsomt indvende, at historien udelukkende består af partikulariteter som ikke kan gentages, og derfor ikke falsificeres.[xxi] Denne holdning ligger i fin forlængelse af postmodernismens anti-oplysningstidstendens hvor man gør op med det universelle. Det er som nævnt en holdning der går tilbage til Gorgias, Thrasymakos og øvrige antikke nihilister, og kan kaldes Konceptualisme idet dens (forkerte) konklusion er, at det universelle kun eksisterer i det subjektive domæne, og derfor kun som mentale koncepter. Som Platons Thrasymakos siger, med stor Nietzsecheansk klang: ”Justice is nothing but the advantage of the stronger.”[xxii] Denne konklusion udspringer fra det falske præmis, at verden nødvendigvis må være enten objektiv, eller subjektiv, og ikke begge dele. Hvilket allerede Platon/Sokrates forsøgte at modbevise på sin egen rudimentære måde. Sidenhen er der kommet bedre refutationer til i form af hhv. Kants ’transcendentale subjekt’ (Kant, en tænker der ganske sigende ”Had been out of fashion in France for 50 years.”[xxiii]) og ’ontologiske usikkerhed’. En position videreudviklet gennem Poppers forfatterskab hvori han argumenterer for, der findes universelle klasser af viden, men at ikke alle klasser afspejler objektivt universelle forekomster (dvs. er sande).[xxiv] I en Popper’sk epistemologi er et givent objekt altid en funktion af såvel det universelle som de specifikke. Eksempelvis er det et udtryk for det universelle, at mennesker føder mennesker, og ikke geder eller heste, mens det er et udtryk for det specifikke, at ikke alle mennesker har rødt hår osv.. Postmodernismens fejlslutning er at sammenblande del og helhed, råderum og absolut, og den havner derved akkurat det samme sted som nihilisten Gorgias og talrige vulgærrelativister før ham.
Konklusion
2 Givet postmodernismen for lidt anerkendelse for det krydsforhør at den filosofiske og videnskabelige fornuft som dekonstruktionsprojektet trods alt lagde for dagen. Jeg anerkender, at der er en vis nødvendighed i til stadighed at kritisere metoder der er så centrale for den vestlige verdens epistemologi – og at der ligeledes er en værdi i at gøre forsøget – også selvom man ikke vinder slaget. Når jeg alligevel kritiserer postmodernismen så hårdt som jeg gør er det fordi den efter min mening ikke udviklede de antirationalistiske positioner meget længere end antikke nominalister som Gorgias og Thrasymakos allerede havde gjort det.
3 Popper’sk epistemologi var ukendt i 1960’ernes Frankring Sprogbarrierer er virkelig og findes, men hertil kan man alligevel bemærke, at mens det anglo-amerikanske etablissement har været imødekommende og oversat samtlige hovedværker til engelsk, samt udbudt undervisning og i øvrigt har forholdt sig imødekommende overfor den franske kritkik, så har franskmændende ikke oversat anglo-amerikansk forskning i tilnærmelsesvis samme tempo, end ikke, mistænker jeg, når man korrigerer for størrelsen af de respektive sproggrupper. Deriudover kan man indvende, at idet franskmændene har været så ivrige efter at kritisere derivater af anglo-amerikansk kultur, så påhviler der dem også et særligt ansvar for at bekendtgøre sig med dennes hovedværker. Endelig kan man, med et glimt i øjet indvende, at såfremt man tror på at viden besidder sin egen immanente rationalitet, som Popper f.eks. gør, så ville det være muligt for franskmændene at tænke sig frem til falsifikationskriteriet uden forudgående kendskab til Popper.
Essayets noget polemiserende tone opfatter jeg derimod ikke som en svaghed idet poststrukturalismens radikaliserende natur og ufalsificerbare betragtninger lægger op til ekstreme polariseringer på begge sider af det epistemologiske skisma. – I en poststrukturalistisk epistemologi hvor det er legitimt at abstrahere fra det analyserede objekts egenskaber bliver det at have delvist ret hurtigt til det samme som det at have helt ret, som demonstreret afsnittene om henholdsvis Foucaults og Derridas læsning af Descartes og om post-strukturalismens dekonstruktion af ego’et. Således er det næppe heller noget tilfælde a poststrukturalismen blev født ud af en polemisering imod forsimplede karrikaturer af Sartres og Merelau-Pontys fænomenologier.
og således kom vi ud og så igen stjernerne…
[i] Ferry & Renaut: French Philosophy of the Sixties s. 14
[ii] Ibid.
[iii] Ibid.
[iv] Ibid.
[v] Cambridge Companion to Foucault s. 55
[vi] Ferry & Renaut: French Philosophy of the Sixties s. 229
[vii] Deleuze & Guattari, Rhizome Ed. de Minuit s. 7
[viii] Porphyry’s To Marcella 31
[ix] Foucault, Michel: An Interview by Stephen Riggins, EW I, s. 129
[x] Foucault, Michel: Surveiller et Punir (Paris 1975) s. 39
[xi] Gottlieb, Anthony: The Dream of Reason s. 286
[xii] Epikur: Letter to Menoeceus, 131
[xiii] Hvordan Foucaults “Death of Man” project og dets påstand om, at forestillingen om at ’menneskeheden’ først kom til i slutningen af det nittende århundrede modstår Thomas Paines Rights of Man (1791) er i øvrigt ukendt.
[xiv] Foucault, Michel: Preface to Deleuze & Guattari: Anti-Oedipus s. XIV
[xv] Ferry & Renaut: French Philosophy of the Sixties s. 36
[xvi] Foucault, Michel: Surveiller et Punir s. 249
[xvii] Ibid. S. 27
[xviii] Foucault, Michel: Preface to Deleuze & Guattari: Anti-Oedipus s. XIV
[xix] Jonathan D. Gross: Byron – The Erotic Liberal (2000) s. 148
[xx] Baudelaire, Charles: Curiosotés esthétiques – Salon de 1846, II ”Qu’est-ce que le romantisme?”
[xxi] Se Post Scriptum til dette essay.
[xxii] Plato: The Republic I, 388c
[xxiii]
[xxiv] Ydermere er det vigtigt at notere sig, at disse klasser kan ændre sig via. eks evolution.