Gården med de gyldne gæs

En lille gåsegård højt mod nord havde indrettet sig sådan, at gårdens gæs lagde æg af det pureste guld. Ingen kunne helt forklare, hvordan denne forordning var kommet i stand, men sådan var det nu engang. I en global kontekst var fænomenet med guldæg ganske unikt, hvorfor gården også var kendt som Guldgården.

Hvert år lagde Guldgårdens gæs deres æg af det pureste guld. Ganske vist beholdt gæssene selv størstedelen af disse æg, som de spenderede på egen fornøjelse samt drift af gården. Men ikke desto mindre gav Guldgårdens indbyggere også en betragtelig andel af de gyldne æg væk med henblik på at hjælpe udsatte gæs fra fremmede gårde. “Det handler om at hjælpe på nabogårdene,” sagde Guldgårdens gæs til sig selv.

En dag gik det dog sådan, at en gruppe gæs fra fremmede gårde stormede Guldgårdens hegn. Disse gæs kom unægteligt fra kår, der var værre end Guldgårdens, ja, på visse af de andre gårde havde landmanden end ikke kunnet holde ræven på afstand af sine gæs.

På næstekærlig vis tog man derfor de fremmede gæs ind og gav dem plads på Guldgården. Ganske vist var det meget dyrt at hjælpe den enkelte gås på Guldgården – ja, man havde kunnet hjælpe mange flere for det same antal guldæg, såfremt man havde hjulpet på nabogårdene. Men ikke desto mindre følte man sig forpligtiget til at lukke de fremmede ind, når nu de stod ved hegnet.

Med de fremmede indenbords gjorde man sig snart en ny erfaring. Ganske vist var de alle gæs, og ganske vist ville de alle kunne lægge guldæg under de rette omstændigheder. Men de kulturer, der herskede på de fremmede gårde, havde indprentet anderledes værdier i de fremmede gæs. På Guldgården havde hungæs altid kunnet gå omkring, som de ville, men på mange af de fremmede gårde holdt man hunnerne ansvarlige, såfremt de pådrog sig hannernes opmærksomhed. De fremmede hangæs begyndte derfor at forulempe Guldgårdens hungæs, thi på deres hjemgårde var den slags jo normalt. “Hvis de ikke vil forulempes, så er det bare om at få sig en tykkere fjerdragt på,” messede de nyankomne hanner.

Snart fandt man også ud af, at det var svært at få de fremmede gæs til at passe ind i de arbejdsgange, man gennem århundreder havde etableret på Guldgården. Men det var nu ikke et problem. Kunne man ikke finde sig et arbejde, kunne man blot få et stykke af de andres guldæg. Guldgården var nemlig et solidarisk sted.

Med tiden blev det sådan, at alle de guldæg, man før havde sendt afsted til nabogårdene, nu måtte bruges til at understøtte de nytilkomne gæs’ ophold på Guldgården. Øgede udgifter til gårddriften meldte sig også, for man måtte jo sikre lov og orden, sådan at Guldgårdens hunner fortsat kunne færdes i fred. Denne udvikling var Guldgårdens gæs alle meget ærgerlige over, for de ville jo alle sammen gerne hjælpe.

“Alt I alt havde det nok været bedre at hjælpe på nabogårdene,” sagde Guldgårdens gæs til sig selv.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close