Man taler ikke om en kvindes alder. Eller gør man? Allerede grækerene (Aristofanes) og romerne (Terents) fortalte om det uretfærdige i, at mænd kunne være tiltrækkende igennem det meste af livet, mens kvindens seksuelle tiltrækningskraft brænder ud i starten af 30’erne.
Og mønsteret er stort set det samme i dag: Eksempelvis kunne det amerikanske dating-site ’OK Cupid’ i 2010 afsløre, at mens de kvindelige brugere på sitet mest skriver til mænd på deres egen alder, så bruger mænd i alle aldre hovedparten af deres tid på at skrive til kvinder i alderen 18-29 år.
Ligeledes gælder det ifølge en videnskabelig undersøgelse lavet af Ogi Ogas og Sai Gaddam fra Boston University, at når mænd kun kan vælge én kvalitet ved en kvindelig mage, så nævner den største gruppe af mænd altid, at de vil have en kvinde med ungdom. Balder, bryster, et kønt ansigt og en sød personlighed kommer alt sammen i anden række.
Når det forholder sig sådan, så skyldes ikke en Kvinfo’sk sammensværgelse blandt hankønnet, hvor mænd i hemmelighed har besluttet sig for kun at gå op i det ydre. Årsagen er heller ikke kultur og socialisering, selvom disse faktorer unægteligt forstærker den underliggende årsag som er, at naturen har indrettet sig sådan, at kvinders fertilitet er stærkt nedadgående efter de 30. Vi har altså at gøre med en indbygget skævhed fra naturens side, og ser man et øjeblik bort fra den politiske korrekthed så er det altså ganske ukontroversielt at kvinder på dette område er dårligere stillet end mænd.
Ligeså ukontroversielt som det er, at kvinders værdi som seksualpartner er bundet op på deres ungdom, lige så ukontroversielt er det i videnskabelige kredse, at der i disse år er en række medicinske teknologier på tegnebrættet, som vil kunne udsætte aldringsprocessen markant. (Se blot den amerikanske videnskabsformidler Michio Kakus gennemgang af disse online.) Hvad ville De f.eks. sige til det, hvis De kunne udsætte den forfaldsprocess, der normalt går i gang i starten af 30’erne til starten af Deres 50’ere?
I den danske debat hører man ofte, at snart det ene og snart det andet ”er en kvindesag.” Blandt de mest velkendte varianter af kvindesager er at ”ligeløn er en kvindesag,” eller at ”retten til abort er en kvindesag.” Men udtrykket er nu så udbredt, at alt fra western-film til vandpumper, lydbøger og lavere skat i de seneste år er blevet udråbt som værende ”en kvindesag” i den offentlige debat.
Abort og ligeløn er væsentlige rettigheder, men aborten blev fri i 1973, og ifølge Lønkommisionens rapport fra 2010 har vi ligeløn i Danmark. Så midt i denne tsunami af selvopfundne kvindesager kan man i al ydmyghed undre sig over, hvorfor der ikke er mere fokus på det, der logisk set burde være en af de helt store kvindesager: Ungdomsteknologien: De medicinske teknologier som gør, at det i fremtiden vil være muligt at udsætte sin alderdom, og bevare sin ungdom længere.
Det er svært ikke at se, at disse pseudo-sager, som western-film og vandpumper, der anråbes som ”kvindesager” i landets aviser i virkeligheden er et bevis på, at kampen mellem de to køn er overstået i Danmark, og at det ikke længere er mænd og ”patriarkatet,” som holder kvinderne tilbage herhjemme. Hvad der derimod burde stå højest på de vestlige kvinders fjendelister er ikke glaslofter og kønsstereotypi, men natur og biologi: At rette på på den indbyggede skævhed, der fra naturens hånd eksisterer imellem de to køn er – en kvindesag!
Hvis vi virkelig vil bedre ligestillingen fremadrettet, hvad så med, om staten brugte de millioner, som den hvert år giver til den politserende kvindeorganisation Kvinfo til forskning i ungdomsteknologi i stedet? Hvad tilfører mon mest værdi til den gennemsnitlige kvindes liv: At ligne en 25-årig, til hun er et sted i starten af sine 50’ere, eller at få Kvinfo’s bekræftelse af, at ”mænd er nogle svin,” når hun selv er blevet 45 og hendes velbjergede mand har forladt hende til fordel for en yngre model? De mange kvinder verden over, der lyver sig yngre end de er, giver et praj om svaret.