af Ryan Smith
Det var usædvanligt, men dog pirrende at erfare, at Berlingske er begyndt at bringe indlæg om kogekunst i debatspalterne. Således var det med stor interesse, at jeg 28/6 læste Rasmus Bryggers opskrift på antiliberalistisk (ikke-islamkritisk) liberalisme. Det lyder måske avanceret, men som de store Michelin-kokke får Brygger de umage smagssammensætninger til at spille.
Bagepladen smøres med en passioneret gendrivelse af positioner, som ingen har præsenteret. En fars røres op af den manglende vilje til at sondre mellem statsborgere i et land og potentielle migranter fra resten af verden. Kartofler må der også til, og her starter vi med at pille skrællen af Locke, så statens forpligtelse til at yde beskyttelse mod udefrakommende aggression forbigås til fordel for en forestilling om rettigheder, der gælder lige så stærkt for migranter, der står uden for samfundskontrakten, som for statens egne borgere. Magiske rettigheder der på en eller anden måde opretholder sig selv i naturtilstanden.
Til garniture får vi et opkog af en idealistisk udlændingepolitik, der i praksis vil være mere ressourcekrævende end nogen stat i verdenshistorien nogensinde har haft ressourcer til at håndhæve. En falsk ækvivalens mellem islam på den ene side og kristen- og jødedom på den anden skal man heller ikke være for fin til. Religion er religion, kød er kød, og således kan vor fars ikke siges at være væsensforskellig fra en saftig filet mignon.
Som gurkemeje, der gør det ud for safran, får vi også en ekstrem radikalliberalistisk position om en naturgiven ret til bevægelighed på tværs af landegrænser smuglet med i gryden under dække af at være en ikke nærmere defineret ‘liberalisme.’ Det er der garanteret ingen, der smager, når først musikken spiller.
Egentlig var mesterkokken gået i køkkenet for at bevise, at radikalliberale ikke ignorerer de uliberale konsekvenser af islamisk massetilstrømning. Det var også, hvad der stod på middagsinvitationen. Men i det multikulturalistiske dialogkøkken har inspirationens vingesus ledt stjernegastronomen andetsteds. Ganske vist er der massive problemer med “mange” migranter med islamisk kulturbaggrund; det indrømmer vor vært. Men løsningen på, hvordan vi skal imødegå disse problemer og bevare vort sekulære samfund, får vi ikke. En løftet pegefinger mod dem, der tænker i løsninger (hvilket tilsyneladende er alle på nær de Radikale og Alternativet), kan det til gengæld godt blive til. “Det går bare ikke at bedømme grupper som grupper, da der i grupperne også findes enkeltindivider, der givetvis ville kunne blive mønsterborgere i Danmark,” får vi at vide.
Fra opskriftens instruktioner er det uklart, om konsekvensen af den bryggerske kogekunst så vil være fri tilstrømning til Danmark, herunder fri indvandring fra Somalia, Sudan og Islamisk Stats territorier, eller om der måske alligevel skal finde en form for screeningproces sted. Men ét er sikkert: Hvis der skal, så er det i hvert fald af yderste væsentlighed, at vi ikke bedømmer den enkelte indvandrer på baggrund af de erfaringer, vi tidligere har gjort os med andre indvandrere, hvis kulturbaggrund lignede hans, og hvis evne til at passe ind i det danske samfund har været historisk ringe. Hvordan det egentlig er muligt at bedømme, ikke blot indvandring, men noget som helst, uden et sammenligningsgrundlag, får vi aldrig svar på.
Her ville mere erfarne kokke måske skride ind og påpege, at man altså ikke kan servere hvad som helst i sit køkken — og slet ikke, når man ikke ænser erfaringen, amputerer liberalismens idehistorie og bygger sit indlæg op om at svare på noget andet end det, man foregiver at svare på. Samme kokke ville også påpege, at præcise proportioner er et uundværligt element af enhver anvendelig opskrift, og at man derfor ikke hjælper nogen ved at skrive et indlæg blottet for empiri, hvor mængder og proportioner udelukkende angives som “mange,” “nogle,” “enkelte,” og “visse.”
Nej, de sande mesterkokke fortaber sig ikke i vævende abstraktioner, men arbejder med årstidens råvarer i form af de data og undersøgelser, vi har fra organisationer som Pew Research Center, World Values Survey og Danmarks Statistik. I sit indlæg forsøger Brygger at adskille islam som religion fra de mange uheldige praksisser og værdier, der blot tilfældigvis(?) forekommer hyppigere blandt muslimer end ikke-muslimer. Men havde han sat sig ind i en større World Values Survey-undersøgelse fra 2011, ville den selverklærede feminist have set, at muslimers støtte til kvindeundertrykkende praksisser hænger nøjere sammen med moskedeltagelse end med socioøkonomiske og øvrige strukturelle faktorer.
Således befriet fra enhver erfaringsmæssig og samfundsvidenskabelig begrænsning kan Brygger servere sine umage kreationer til hvem end, der er beredt på at smage. Det skaber måske ikke den bedste stemning om bordet, når gæsterne indser, at aftenens ret er fantasifrikadeller. Men heldigvis har Brygger snydt lidt i forvejen og fået det til at se ud som en antagelig ret.
***