Demokraterne kan takke sig selv for Trump

De vestlige liberale demokratier står på to ben: Det ene er det demokratiske, hvor forskellige samfundsgrupper anvender gruppepsykologi og spin for at få deres egen politik igennem og blokere for modstandernes. Det andet er det liberale, hvor demokratiets parter enes om at lægge begrænsninger på statsmagten og møde hinanden i rationel diskussion.

Gennem de senere år er der foregået et skred, hvor venstrefløjen har opgivet mere og mere af det liberale til fordel for det demokratiske. Man har i tiltagende grad forladt den rationelle debat til fordel for et moraliserende overherredømme, hvor højreorienterede ikke ses som demokratiske modstandere, men som afvigere, der hysterisk skal udskammes som racistiske og sexistiske  tankeforbrydere.

Snarere end at tage en ærlig debat om indvandring, kønsforskelle og økonomi har man indlejret sig på den intellektuelt dovne løsning. Arrogant har man opfattet egne værdier som så indlysende sande, at man ikke behøvede møde modstanderne på deres argumenter (hvad også venstreorienterede tænkere som den britiske journalist og forfatter Nick Cohen har erkendt).

Intetsteds har denne udvikling været tydeligere end i USA, hvor demokraterne triumferende har talt om, at debatten var overflødig, da demografien (med voksende etniske mindretal, der formodedes at ville stemme demokratisk) af sig selv ville gøre højreorienterede til fortidslevn.

Blasert har man også set bort fra de begrænsninger af statsmagten, forfatningen foreskriver, da forfatningen jo var et ”levende dokument,” der skulle opdateres til at følge med tiden (hvilket i praksis ville sige, at begræsningerne skulle vige,når demokraterne fik en fiks idé).

På det personlige plan har kontrasten også været tydelig. Mitt Romney og John McCain var begge country club republicans – gentlemen med manerer, der står sig godt til hvidvin og hors d’oeuvres. Begge har en lang historie for at søge kompromis med demokraterne, og begge valgte under deres valgkamp at forsvare Obamas person mod usmagelige angreb fra eget bagland. Som tak blev de portrætteret som onde og dårlige mennesker, og det i en grad der fik selv venstreorienterede aviser til at advare mod demokraternes tendens til kreativ omgang med sandheden.  Demokraterne klager over, at Trump intimiderer og mobber sine modstandere, men da de republikanske kandidater var høviske gentlemen, var de selv de største bøller.

I evolutionspsykologien har en meget citeret artikel fra 2013 blotlagt, at der findes to grundlæggende måder at komme til tops i det sociale hierarki på: Dominans (hvor en leder viser, at han er den stærkeste, ved brug af underkuelse, frygt og chikane) og prestige (hvor en leder viser, at han er den mest kvalificerede i kraft af sin ekspertise og sine veludviklede sociale evner).

De vestlige demokratiers styrke har historisk set været, at de har været unikt gode til at lægge bånd på dominans-ledere og bringe prestige-ledere til magten. Det har de ikke mindst været grundet det liberale element.

Romney var en af de mest kvalificerede præsidentkandidater USA har haft over de sidste 100 år. Han kandiderede på prestige, men demokraterne udskammede ham med dominans. Han blev til dels besejret ved, at man malede ham som racist, sexist og en svindler. Demokraterne havde chancen for at tage en ærlig debat med en af de høfligste og mest galante præsidentkandidater i nationens historie, men valgte at lægge opføre sig som en slags forløber for Trump.

Nu har højrefløjen fået sin egen bølle, og demokraterne klynker højere, end republikanerne nogensinde har gjort. Men de kan delvist takke sig selv for Trump. Og tåresporene, der driver ned ad deres kinder har en stærk understrøm af dobbeltmoral:

  • Før var forfatningens bånd på statsmagten uvæsentlige, men med Trump skal de overholdes til punkt og prikke.
  • McCains helbred var et legitimt spørgsmål, men kun sexister kunne få den tanke, at Hillary Clinton måske ikke var helt rask.
  • Romney blev angrebet som et ondt menneske, der hadede kvinder, og placeret i boldgade med Ku Klux Klan, men Trumps mange angreb på sine modstandere er helt utilgivelige.

 

Man skal ikke være blind for, at politik er en kamp, og at det aldrig bliver en sport for konfirmander. Men når demokraterne gyser over Trump, er det så som så med selverkendelsen.

På valgdagen viste de amerikanske exit polls, at flertallet af amerikanerne foretrak Romneys politik frem for Obamas – arbejdsløshedstallene, økonomien og Obamacare var ikke populære. Havde valget udelukkende stået om politik, burde Romney have vundet. Men vælgerne havde sjovt nok ikke lyst til at stemme på den næste Hermann Göring.

Som højreorienteret er der en vis billig tilfredsstillelse i at se bøllerne blive sat på plads af en endnu støøre bølle. Men skatter man det liberale element i de liberale demokratier bør man huske på, at det bedste udfald for denne samfundsorden ikke er bølleri, men at de venstreorienterede kommer tilbage til bordet og genoptager den argumentfokuserede debat – det kunne jo være, at de blev klogere.

 

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close