Adam Holm misforstår borgerligheden

Adam Holm er en dygtig skribent, der tidligere har skrevet ting, enhver borgerlig bør beundre (http://bit.ly/2vLAqaF). Hans seneste klumme om borgerlig anstændighed (http://bit.ly/2xabbPL) er dog ikke en af dem.

Ifølge Holm svigter man den borgerlige anstændighed, når man peger fingre af hele grupper. Holm medgiver, at terroren i Europa (målt på antal dræbte og sårede) altovervejende begås af muslimer. Men at kæde denne omstændighed sammen med massetilstrømningen af netop muslimer er åbenbart for meget for Holm.

Holms grundlæggende fejlgreb er, at han ikke skelner mellem kritik af grupper og kritik af det enkelte menneske. Således bliver samfundsrelevant islamkritik i Holms øjne til tilsvining af ”buschaufføren fra Somalia, pizzabageren fra Libanon, lægen fra Pakistan [og] kassedamen fra Afghanistan.”

Men i den klassisk borgerlig-liberale tænkning skelner man netop mellem personlige dyder (såsom høflighed og tolerance) og så samfundskritik, der nødvendigvis må sætte sig ud over personlige interaktioner og det enkelte individ. Som person bør man være høflig, men civilsamfundet bør også have friheden til at konfrontere forskellige samfundsgrupper med de uheldige tendenser, de har. Derigennem udbredes de borgerlige dyder, i takt med at flere og flere af samfundets grupper tager dem til sig.

Grupper kan justere deres værdier gennem ydre og indre pres. Og det er her, Holm undlader at adressere den centrale pointe: At der er alt for meget passivitet, ja endog latent støtte, til terrorisme og andre anti-vestlige aktiviteter i mange muslimske miljøer. Som blot et enkelt eksempel kan nævnes den danskfødte terrorist Omar El-Hussein, som ifølge oplysninger fra Københavns Byret sandsynligvis modtog opbakning og støtte fra andre herboende muslimer i forbindelse med sit terrorangreb i vinteren 2015. Til den islamiske terrorists begravelse mødte der ifølge flere danske medier 600-700 mennesker fra de muslimske miljøer op, hvoraf op mod halvdelen var maskerede mænd. Flere af disse aflagde under begravelsen salutter, der af PET er blevet forbundet med troskab til Islamisk Stat.

Disse hændelser, samt mange andre af lignende art, tegner til sammen et billede af, at det interne pres i de muslimske miljøer er alt for svagt, når det handler om at marginalisere og udstøde de elementer, der sympatiserer med terror og ikke vil integreres. I en borgerlig optik er det helt på sin plads at støde til med udefrakommende kritik af sådanne miljøers værdier, når de indre dynamikker ikke afstedkommer nævneværdig bedring. Ifølge en undersøgelse, som analysehuset Wilke har foretaget for Jyllands-Posten, går det sågar den gale vej med herboende muslimers religiøsitet. Dette bør sammenholdes med en større undersøgelse fra World Values Survey, der konkluderer, at muslimers støtte til patriarkalske værdier hænger nøjere sammen med graden af moskedeltagelse end socioøkonomiske og øvrige strukturelle faktorer.

Holm problematiserer, at islamkritiske generaliseringer også rammer muslimer, der ikke støtter terror, ikke ser ned på deres værtssamfund og ikke har et problematisk forhold til kvindefrigørelse, ytringsfrihed og jøder. Det er selvfølgelig korrekt. Men det er desværre et vilkår ved næsten al samfundskritik, at den til en vis grad beror på generaliseringer og aldrig kan være hundrede procent præcis. Her gør Holm det nemt for sig selv, for han forklarer ikke, hvordan mennesker, der ønsker at kritisere problematiske muslimske værdier, så skal agere. Han antager forud for analysen, at folk, der ikke gør brug af olivengrenens retorik, ikke kan være tolerante.

Hvis Jarlov og Aamund vitterligt gik rundt og var uhøflige mod ”buschaufføren fra Somalia, pizzabageren fra Libanon, lægen fra Pakistan [og] kassedamen fra Afghanistan,” alene fordi de var muslimer, ville Holm have ret i sin analyse, og Aamund og Jarlov ville ikke være særligt gode borgerlige. Men det er der intet, der tyder på, og Holm kan heller ikke præsentere sådanne eksempler.

Ifølge Holm er mennesker, der generaliserer om muslimer, folk, der ikke ”forstår, at vi lever i en multietnisk virkelighed.” Dermed lægger han sig i slipstrømmen på Londons muslimske borgmester Sadiq Khan, der til stor konsternation har udtalt, at terrorangreb er et grundvilkår ved at leve i en moderne storby. At der i næsten enhver praktisk henseende i virkeligheden menes en storby, som har tilladt muslimsk masseindvandring, forbigås belejligt, og konsekvensen bliver uundgåeligt, at indvandringen må anses som en naturkraft på linje med alderdom, regnvejr og kighoste og ikke et spørgsmål, der kan debatteres politisk.

Hvis Holm ikke mener, at det omkringliggende samfund må adressere problemerne i muslimske miljøer ved at hæfte sig ved den empiriske forbindelse mellem islam, kriminalitet, terror og et væld and andre problemer, skylder han at forklare, hvordan vi så skal gribe det an.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close