Heidegger

Jeg bliver lidt emo, når folk går rundt og kalder Heidegger for det tyvende århundredes største filosof. Det er altså noget sludder. Heidegger var muligvis det tyvende århundredes _mest indflydelsesrige_ filosof, men det er noget andet. Særligt hvis man er klar over, hvor lidt han i virkeligheden kan tage æren for de ideer, han forbindes med.

Hvis man spørger heideggerianere, hvad Heideggers væsentligste bidrag var, svarer de typisk noget med, at verden, som vi normalt oplever den med vor diskriminerende bevidsthed, ikke er den sande autentiske væren. Det er derimod et større intuitivt hele, hvor ting ikke objektgøres i modsætningsforhold, men fornemmes i et kontinuert sammenvæv.

Ganske fint, hvis ikke det var, fordi Heidegger havde siddet og skrevet disse ideer af fra tyske oversættelser af værker om zen-buddhisme og taoisme. Heideggerianere hader, når man bringer denne pointe op, men der er ikke noget at rafle om. Han havde adgang til bøgerne, og en linje-for-linje-gennemgang viser umiskendelige tegn på afskrift. Og for at gøre det ekstra douchy, henviste Heidegger aldrig til disse traditioner. Næh, han hævdede blot at have tænkt videre fra de vestlige indflydelser, han var bekendt med.

“Men hvad er problemet, hvis nu han forholdt sig til disse ideer på en stimulerende og kreativ måde, som andre filosoffer kunne få noget ud af?” spørger heideggerianerne så, når de med kniven for struben bliver nødt til at forholde sig til pointen. Problemet er, at den bevidsthedstilstand, Heideggers filosofi er en stræben efter, er en objektivt eksisterende tilstand med en helt bestemt fænomenologi. Da de fleste mennesker (herunder de fleste filosoffer) aldrig oplever denne tilstand i deres liv, er de afhængige af, at den, der udlægger tilstanden for dem, gør det korrekt. Heidegger gjorde det ikke korrekt.

I de traditioner, Heidegger stjal fra, siger man ofte, at det er bedre at afholde sig fra at udtale sig om transcendente bevidsthedstilstande, indtil man er helt sikker på, at man har forstået dem til fulde. Heidegger havde ikke forstået dem til fulde. Det afholdt ham dog ikke fra at skrive metervis af bøger, hvor han famler rundt for at beskrive, hvad han tror, han har set.

Heidegger havde efter alt at dømme delvis adgang til transcendentale sindstilstande på visse tidspunkter af sit liv. Han havde dog hverken den fornødne træning til at sætte dem ind i deres rette konceptuelle kontekst eller et fællesskab af folk med en lignende forståelse, der kunne sparre med ham og og afrette hans oplevelser. Resultatet blev derefter. Ordgejl alle steder, og dyb forvirring om de metafysiske realiteter, han beskriver.

Med andre ord: Heideggers filosofi er en kerne af noget godt (som han havde stjålet fra andre) viklet ind i uendelige lag af sludder. Det er evident, at han ikke er det tyvende århundredes største filosof.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close