Historisk Introduktion til Psykologiske Typer

af Ryan Smith

Sex and the City, Teenage Mutant Ninja Turtles, The Wizard of Oz og det Nye Testamente med dets fire evangelier. Selvom De måske ikke er klar over det, så kender De den allerede: Fire-delingen af menneskeheden.

Spøgefugl, vovehals, slagsbror, pralhals, dydsmønster, vidunderbarn, snob, tøffelhelt, blondine, drukkenboldt, bonderøv og enspænder. Vi bruger dem alle sammen: Fordomme. Indenfor findes psykologien der imidlertid en lagt mere sofistikeret og nøjagtig måde at bedrive fordomsvirksomhed på, nemlig via kendskabet til psykologiske typer, den akademiske pendant til de folkelige stereotyper.

Ligesom når man bruger stereotyper, springer man også her en hel række individuelle detaljer over når man benytter sig af psykologiske typer. Man forsømmer i en vis forstand det unikke, men benytter sig til gengæld af fire fundamentale og fasttømrede pejlemærker som dramatisk accelererer den generelle forståelse af ens medmennesker. At benytte sig af typelære forudsætter altså et vist rummål af ansvarlighed, men imidlertid er denne ansvarlighed lettere bevidstgjort end bedrevet: Overivrige metodehungrende praktikanter findes til alle tider, fra oldtiden til i dag, og på alle niveauer fra den almindeligt interesserede lægmand, til den uddannede psykolog, til selve ideens grundlægger.

En tusindårig tradition

Året er 370 før Kristus. Et sted mellem klipperne på Kos får den græske mediciner Hippokrates den idé, at der, analogt til filosoffen Empedokles teori om de fire elementer, findes fire kropsvæsker som til sammen udgør den menneskelige fysiologi, nemlig blod, spyt, sort galde og gul glade. For Hippokrates betød det, at en patient var ved godt helbred når denne besad de fire kropsvæsker i et harmonisk blandingsforhold, og at sygdom så følgeligt måtte være forårsaget af en ubalance, kropsvæskerne imellem. Som eksempel på teoriens umiddelbare anvendelighed kan nævnes en praksis som åreladning, der tentativt befrier patienten for overflødigt blod.

En halv menneskealder senere lod Platon sig inspirere; han gentog ikke alene tanken, men formerede den også i sit eget billede til brug sit politiske hovedværk (og tillige litteraturhistoriens første bud på et Utopia), Staten. Mennesketyperne anvendes nu politisk, idet de bliver til Statens tre samfundsklasser, nemlig arbejderne, vogter-krigerne og filosof-kongerne. I Platons hierarki herskede filosofferne som konger, mens vogterne agerede retsvæsen, og håndværkere samt landmænd udførte statens praktiske arbejde, et voila! – Utopia er ikke alene klar til brug, men fungerer også uanfægteligt hvis blot alle holder sig til deres plads i livet, til deres type.

Efterfølgende, og som en slags supplement til sin læremesterens pensum, tog Platons elev, Aristoteles, så mennesketyperne op igen, idet han karakteriserede de fire typer som værende drevet af enten hedonisme, besiddertrang, etik eller logik. Hertil tilføjede Aristoteles, at langt størstedelen af menneskeheden drives af enten hedonisme eller besiddertrang, mens etikerne og logikerne er markant færre i antal; en observation som i øvrigt underbygges til fulde af nutidige psykologiske eksperimenter.

Efter Hippokrates, Platon og Aristotles var typelæren veletableret gennem hele antikkens mundtlige såvel som skriftlige tradition. Et tydeligt vidnesbyrd herom er den romerske mediciner Galen, som over 500 år efter Hippokrates død, fremstiller de fire typer i et system svarende til det oprindelige. Galens model svarede altså på alle måder til Hippokrates, men det var Galen som endegyldigt forsynede typerne med de navne som vi kender dem ved i dag, nemlig Sangviniker, Koleriker, Melankoliker og Flegmatiker.

Storhed, fald – og storhed

Introduktionen af typelærens repræsenterede et beskedent fremskridt i forhold til antikkens hidtidige medicinske teorier, der førhen havde betragtet sygdom som værende forårsaget af guderne (især Fortuna), astrologiske konjunkturer og besættelse ved onde ånder. Men typologien anvendtes ikke kun indenfor medicinen: Snart blev den også anvendt som skabelon for Dramatis Personae indenfor digtekunst, litteratur og teater. Fra 1600-tallet kender vi et særligt ærketypisk makkerpar inden for digtningen: Sangvinikeren og melankolikeren der opererer side om side, og derved giver læseren en fornemmelse af det naturlige spændingsforhold der udspringer af de tos modsatrettede dynamik. Sangvinikeren repræsenterer det maniske, og melankolikeren det depressive element i den menneskelige psyke, og det berømte eksempel på deres interne dynamik er naturligvis Don Quixote og hans tro væbner Sancho Pancha fra den navnkundige og på alle måder kanoniske roman.

Som vi har set er ideen om menneskers forskelligheder altså flere tusinde år gammel. Modstykket hertil – ideen om, at mennesker grundlæggende set er ens – er derimod et yngre bekendtskab uden meget mere end 100 år bag sig. Indebnfor psykologien startede den tanke med Freud, der ved i det tidligere tyvende århundrede præsenterede sin hypotese om, at mennesket drives af én beskidt, skamfuld og animalsk kraft: Kønsdriften. Godt nok erklærede flere af Freuds kolleger sig uenige, herunder Alfred Adler som i stedet fremhævede menneskets behov for overlegenhed, Harry Sullivan, som pegede på social solidaritet, Carl Rogers, der præsenterede sit Concept of Self, og Abraham Maslow der udarbejdede sin behovspyramide. På trods af deres interne uenighed om kraftens specifikke natur, var de imidlertid alle universalister, og således enige om, at menneskeheden animeredes af én altomfattende kraft.

Konflikten mellem typologi og universalisme faldt som bekendt ud til universalismens (og i særdeleshed til Freuds) fordel, idet man i en art kollektiv akademisk masochisme snart fejrede man menneskets fald fra sindsvæsen til sexvæsen. Den klassiske psykoseksuelle model viste sig imidlertid utilstrækkelig i forbindelse med en række praktiske spørgsmål, og via tretrinsraketten Jung, Briggs, og Myers arbejde kvantificeredes antikkens fire grundtyper med hver fire undertyper, og opdrev dermed i alt 16 typer. Men nutidens fire grundtyper svarer stadig til de oprindelige fire vi kender fra antikken, og deres karakteristika forbliver de samme.

Blod, galde, galde og spyt

Sangvinikeren er den varme hedonist med det blodige temperament, og den impulsive, optimistiske personlighed. En menneskekær og populær playmate, som instinktivt søger opmærksomhed fra sine medmennesker. En virtuos med et tilpasseligt gemyt som lever nu og her, i en konstant på jagt på stimulation. Det er Adam Oehlenschläger, evangelisten Mattæus, Tigerdyret fra Peter Plys eller Samantha fra Sex and the City.

Kolerikeren er den evigt bekymrede materialist med den gule galde, og det pligtsommelige, tørre temperament. Kolerikeren er nøjsom, pålidelig, respektabel og bekymring ligger naturligt til ham. Han har et stort behov for tryghed, og stoler derfor på autoriteter, ligesom han ultimativt håber selv at blive en autoritet med alderen. Eksempler på kolerikere tæller blandt andre N.F.S. Grundtvig, evangelisten Markus, Grisling fra Peter Plys og Charlotte fra Sex and the City.

Melankolikeren er den våde, grådkvalte idealist med den sorte glade og de depressive tendenser. Han er entusiastisk, empatisk og autentisk, og søger efter romantik for at beskytte sig mod en verden han ikke kan håndtere, og en forståelse af sin unikke identitet som en modvægt til livets meningsløshed. Søren Kierkegaard, evangelisten Johannes, Æslet fra Peter Plys og Carrie fra Sex and the City er alle eksempler på Melankolikere.

Flegmatikeren er den kolde og fraværende logiker domineret af sit spyt. Autonom, uafhængig og resolut. Flegmatikeren sætter sin lid til fornuften og intellektet, og for at understøtte disse, søger han at bevæbne sig med viden. Han ønsker anerkendelse af sine særlige analytiske evner og værdsætter sin selvkontrol. Ludvig Holberg, evangelisten Lukas, Ugle fra Peter Plys og Miranda fra Sex and the City anses alle for at være flegmatikere.

Efterspurgte Psykopater

I dag administreres Myers-Briggs testen til over to millioner mennesker om året, og den indtager en paradoksal plads i kulturen som både afsides og markant.

Afsides som når vi kalder krydderier for varme og vine for tørre, og dermed bruger absolut ulogiske adjektiver om vore fødevarer. Indenfor typelæren associerede man nemlig de fire kropsvæsker med de fire egenskaber varm, tør, våd og kold og mente således, at sygdomme forårsaget af en egenskab (såsom våd) kunne kureres gennem indtagelse af fødevarer med den modsatte egenskab (såsom tør). Eksempelvis skabte det stor furore blandt tiden læger, da europæiske kolonister vendte tilbage fra den nye verden med chilipeberen, idet man ivrigt diskuterede, hvorvidt den nye frugt skulle karakteriseres som varm eller kold.

Og markant som når vi taler om ikke at kunne styre vore tanker, at være i følelsernes vold, at være apatiske, systematiske, et ordensmenneske eller et rodehoved. Som når vi taler om at være samme type, ikke min type, lige min type, og – ikke mindst – når vi under jobsamtalen bliver bedt om at udfylde det lille spørgeskema.

I dag bruges typelæren nemlig også i kommercielle og erhvervsmæssige sammenhænge. Blandt typologiens største kunder kan nævnes det amerikanske militær, der siden Anden Verdenskrig benyttet typelære til at sammensætte delinger med optimal dynamik, og det amerikanske militær har naturligvis også fundet frem til sin ønskesoldat: Den pålidelige, autoritetstro og latent aggressive koleriker der inderligt håber en dag selv at blive forfremmet til autoritet.

I erhvervslivet søger man til gengæld en særlig tænksom, ihærdig og struktureret variant af flegmatikeren. Denne type er en naturlig leder med et nærmest medfødt talent for at optimere eksisterende strukturer, men uheldigvis også den type der har mindst kontakt med sine følelser og mest tilfælles med psykopaten. En undersøgelse har vist, at op mod 80 % af alle amerikanske erhvervsledere tilhører denne særlige undertype af flegmatikeren, et tal der i øvrigt er fuldstændig uproportionalt med de mindre end 2 % af den samlede befolkning som typen ellers udgør. – Et forhold som måske kan være med til at forklare den velkendte kobling mellem topledelse og psykopati.

Dagligdagens detektiv

Har De fået mod på at lære mere om Deres egen type, kan de med fordel starte med den lille danske bog Forståelse fremmer samtalen: 16 mennesketypers kommunikationsstil. Det nærmere kendskab til typelæren vil uden tvivl opklare en række små dagligdagsmysterier om Dem selv, og Deres nærmeste. Men uanset hvilken type Deres venner, familie eller samlever De selv måtte være, så husk ikke at forveksle deres type med deres unikke menneskelige personlighed som De altid bør lade få det sidste ord, mennesker imellem.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close