“Vores Kennedy!”

Af: Søren K. Villemoes

Følgende er en redegørelse for mit valg af kandidat til Pinligste Leder 2007!

Blandt landets uduelige politiske kommentatorer er David Trads en bannerfører! Ingen kan som ham komme med en så jævn strøm af elendige politiske analyser og alligevel bevare sin position som offentlig meningsdanner. Informationlæsere kan givetvis huske hans tid som chefredaktør for hans bombastiske udmelding om, at USA’s politik under den Kolde Krig ganske enkelt var ‘god’.

Jeg er muligvis så pro-amerikansk, som en dansker kan blive, men hans postulat og de efterfølgende langvarige forsvarstaler vidnede om en mand, der godt kunne lide at komme med ekstremt banaliserede analyser malet med så bred en pensel som muligt. Det var ikke en mand med sans for de fine nuancer, der besad redaktørstolen i den tid.

Efter et mislykket forsøg på at blive socialdemokratisk folketingsmedlem, er manden idag chefredaktør for Nyhedsavisen. Her har han givet læserne mærkeligt modstridende oplevelser, ved f.eks. at kritisere Christoffer Guldbrandsens film Den hemmelige krig for at være dårlig journalistisk, for derefter at forsvare Ekstra Bladets usle karaktermord på socialdemokraten Henrik Sass-Larsen som levende “fuldt op til kravene for journalistisk dokumentation“.

Heldigvis kan Trads andet end at forvirre sine læsere. Tilbage i maj bidrog han med det, der med al sandsynlighed må gå over i historien som den mest grinagtigt pinlige leder i 2007! Lederens ufrivillige lattervækken er naturligvis kun forstærket i retrospektivets lys, men det gør den ikke mindre pinlig. Tværtimod!

Det virker som meget lang tid siden, men vi skal ikke længere tilbage end maj-måned, da en lang række fremtrædende meningsdannere kæmpede hårdt med hinanden om at få lov til at slikke Naser Khaders‘ røv. Der var ingen ende på de lovprisninger, denne politiske messias-skikkelse fik klistret på sig. Trads lugtede hurtigt lunten og kastede sig hovedløst ind i kampen. Med eftertidens klarsyn må jeg konstatere, at han uden tvivl vandt denne kamp suverænt ved helt skamløst at erklære i sin leder, at “Khader er vores Kennedy!

Wow! Det var ikke så lidt! Hvis man tilhører samme skole som mig, der vurderer John F. Kennedy som den muligvis mest overvurderede amerikanske politiker i efterkrigstiden, kan man være tilbøjelig til at give Trads ret. Men det er bestemt ikke den tilsigtede pointe i hans leder. Tværtimod. Khader er nemlig ifølge Trads en ’statsmand’, der “bedre end nogen anden kan sikre den sammenhængskraft i samfundet, der er behov for også i de kommende årtier.

Hvordan Trads har kunnet få en politisk letvægter fra andet geled i det Radikale Venstre til at være en ’statsmand’ er lidt af en gåde, men det er kun toppen af isbjerget! For når Trads har åbnet for posen med superlativer, så skal den have hele armen! Og hele armen får den i allerhøjeste grad i denne leder, der indeholder idiotiske sammenligninger og patetiske hyldester, der må betragtes som nyklassiske i deres status. Her er et glimrende eksempel:

“Khader er det tætteste, vi i Danmark er på en ny Kennedy – med et smittende engagement, stærke værdier, ægte følelser og frem for alt med et kolossalt drive i forhold til at løse den afgørende politiske kamp i de kommende årtier:
Nemlig at vinde kampen om unge muslimers sjæl – så de lander i vores demokratiske lejr.”

Man kan nærmest se de for sig: Khader med rank ryg, der går i land efter en hård natlig sejlads over Delawarefloden klar til kamp for demokrati og frihed (for nu at blive i de vulgære amerikanske sammenligninger). Det er nærmest chokerende, hvorledes Trads’ analyse ikke blot vidner om en fuldstændig manglende evne til at vurdere politisk talent, men også om en himmelråbende naiv opfattelse af de nuværende integrationspolitiske problemstillinger. Kampen om “muslimens sjæl” lyder nærmest til forveksling som den katastrofale kamp for “hearts and minds” i Vietnamkrigens kedelige år. Har han solgt sin politiske dømmekraft til en billig samling af dårlige amerikanske klicheer?
Muligvis. For der er mere, hvor det kommer fra:

“Khader er et ikon – en politisk sværvægter, som spiller på den store bane, fordi han forstår de store dagsordener. Der findes dem, der ikke bryder sig om ham – ud over islamistiske ekstremister, der fysisk jagter Khader, så han må have politibeskyttelse, er det i en mærkværdig alliance også dagbladet Politiken, hvis nedladende facon er dybt elitært – typisk fordi hans klarsyn ikke harmonerer med deres cafe latte-indtryk af verden.

Jeg er derimod dybt imponeret over Naser Khader – og har været det siden jeg første gang mødte ham til en frokost på Café Norden i København for ti år siden.

Foruden de gennemtæskede amerikanske klicheer, bliver man nærmest kvalt i de talrige indholdsløse buzz-words, Trads kaster om sig med i hver eneste linie. Hvad ialverden er ‘den store bane’ for noget? Og hvad kendetegner egentlig en ’stor’ dagsorden? Man kunne fundere over disse åbenlyse spørgsmål, hvis det ikke var fordi, at der er så mange morsomheder, at det er det rene tidspilde. Læg for eksempel mærke til, hvordan Trads på ynkelig vis forsøger at affeje Politikens kritik af Khader som et resultat af et “Caffé Latte-indtryk af verden”, hvorefter han blærer sig med at have mødt Khader på Café Norden for ti år siden.
Den er næsten for let at gøre grin med!

David Trads har nu både fået demonstreret sit åbenlyst manglende talent til at vurdere politikere, sin uforsigtige og meget løse omgang med storladne sammenligninger og sin barnligt naive opfattelse af integration. Men inden lederen er slut, får han også lejlighed til at vise, at han skam også er en meget middelmådig politisk spåkone:

“Den indflydelse, som Khaders kommende parti vil få, kan næppe overvurderes. Med sin enorme folkelige popularitet vil Khader kunne hente stemmer fra alle fløje i dansk politik – og der er stor grund til at tro, at han efter næste folketingsvalg vil kunne være tungen på vægtskålen.”

Hahahahaha…. Uden tvivl min kandidat til Pinligste Leder 2007!

(Tak til Kristian Madsen for at gøre mig opmærksom på denne historie.)