Anmeldelse: Arias for Senesino

Potente kastrat-arier Den tyske kontratenor Andreas Scholl hylder en af datidens største divaer, alt-kastraten Senesino, der især var Händels foretrukne sanger i 1720ernes London.

af Jonas Holm, cand.mag.

Det er efterhånden en gammel sang – idéen om, at for at sælge plader, må man sælge ud. Man kan kalde det Helmut Lotti-effekten: Når de store klassiske-sangere begynder at udgive “best-of Classic”-CDer. Den egentlige substans i Andreas Scholls barok-bagkatalog ligger i indspilningerne af kantater, passioner og især oratorier, men i hans lange række af recital-discs er det alligevel kun sjældent, han er faldet i Lotti-grøften. Scholl har også her en evne til at sammensætte sit repertoire og vælge sine samarbejdspartnere på en måde, der bruger den kommercielt opklippede form som en kunstnerisk trampolin, ikke som en hæmsko.

Ligesom hans forrige CD “Arcadia”, er der på “Arias for Senesino” i nogen grad tale om obskur, sjældent eller aldrig før indspillet musik. Den røde tråd, der her forbinder Händel, Albinoni, Lotti, Scarlatti og Porpora er alt-kastraten Senesino. Det er simpelthen hans opera-repertoire, Scholl har indspillet. Man kan høre hvorfor – musikken synes skræddersyet til Scholls stemme. Apropos stemmen, så har den ændret sig. Den kropsløse engle-klang er væk og tilbage står en alt-stemme, der paradoksalt nok frem for alt lyder som en mandsstemme. Mere rustik og med en række dybe overtoner, der gør den så naturlig, at man ikke forstår, hvorfor Gud ikke har givet alle XYere det høje leje med som fødselsgave.

Det har fra starten af Scholls karriere været klart, at han er noget nær den perfekte Bach-sanger – lyt bare til hans arbejde med Philippe Herreweghe. Men han har altid været mere problematisk når det kom til fyrværkeriet og det rytmiske drive hos Händel. Alle, der så ham på Det Kongelige Teaters genopsætning af Julius Cæsar, ved, at dén tid ikke er helt forbi. Han kunne synge i cirkler rundt om de danske sangere, ingen tvivl om det – men angsten for at give slip, frygten for det teatrale, har han stadig. Og det er slet og ret irriterende. Hans mezza di voce- og hans koloratur er så sikker, at det næsten er latterligt. Alligevel er det som om, Scholl skammer sig over sin teknik. Han bruger den kun, når noderne tvinger ham. Men har man evnerne, har man pligten. Og idéen med en sådan CD her må vel være, at afspejle alle Senesinos kvaliteter? Det inkluderer ornamentering – for min skyld gerne ad absurdum – og ikke mindst en lille, improviseret eksplosion efter B-stykket og en veritabel vokal atombombe efter da capoen. Historisk set er det ikke noget, vi tror – det er noget, vi ved. Scholl er stadig en kende for underspillet. Bliver kadence- og ornamentabstinenserne for store, kan man supplere med Philippe Jarousskys eller Sandrine Piau, der begge har nye CDer ude med henholdsvis Vivaldi-kantater og Händel-arier.

Teksterne er kun oversat til engelsk, så franskmænd og tyskere må for en gangs skyld gribe til ordbøgerne. Noterne er alt for korte. Eller rettere sagt: Der er to tekster, én lang og én kort. Den korte er oversat til engelsk, den lange er åbenbart reserveret til et italiensk-kyndigt publikum. Enten er det en dum fejl, eller også er det det forkerte sted at spare.

Ser man bort fra den tyske sagtmodighed, er stemmen stadig en af de mest interessante i nyere tid, og repertoiret er fremragende. Godt hjulpet af det italienske barok-ensemble Accademia Bizantina leverer Scholl her uden konkurrence de bedste indspilninger af Händels “Aure, deh, per pieta” og “Al lampo dell’armi”, jeg nogensinde har hørt. Albinonis “Stelle ingrato” er virtuos node-krig i samme boldgade som rivalen, sopran-kastraten Farinellis signaturarie “Qual querriero in campo armato”, Porporas “Va per le vene il sangue” er et lille, isnende mesterværk og Scarlattis “Del ciel sui giri” med to obligate naturhorn er så pompøst fjollet, at den afgjort fortjener sin anden ungdom her på CD. Blandede bolsjer, men de smager alle godt. Og vi er heldigvis langt, langt fra Lotti-land.

Arias for Senesino; Andreas Scholl, Accademia Bizantina ved Ottavio Dantone. Decca.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close