Drop den essentialistiske islamkritik

af Ryan Smith, cand.mag.

Det følgende er en kommentar til Henrik Gøtkes oversættelse af Craig Reads Myten om den Mørke Middelalder.

Gøtke/Read placerer sig selskab med de mange islamkritikere, danske som udenlandske, som gør sig til talsmænd for, at Islam og araberne har en bestemt essens som er konstant over tid, og at kendskabet til denne essens er lig med kendskabet til den tidløse sandhed om Islam.

I Gøtkes artikel udfoldes denne essentialisme som følger: Europa var altid stærkt, rigt og befolket af store mænd(!). Mellemøsten var altid barbarisk, primitiv og befolket af små mænd uden rustning. – Kort sagt ser vi her ideen om at tingene har en tidløs iboende sandhed, en essens. I dette tilfælde har vi at gøre med et portræt af Islams essens, og i mindre grad det kristne Europas.

Ideen om essentialisme som tingenes absolutte natur stammer oprindeligt fra Aristoteles, en filosof som har haft enorm indflydelse på både europæisk og arabisk filosofi. Stort set alle det tyvende århundredes europæiske filosoffer har dog (med undtagelser som Ayn Rand og Martin Heidegger) forladt det essentialistiske verdenssyn til fordel for ikke-essentialistiske opfattelser af verden.

To slags middelalder

Det høres ofte fra den essentialistiske kant, at Islam er en formørket middelalderlig religion. Men det synspunkt er både historieløst og en projektion: Hvis bare nutidens arabiske samfund kunne genfinde noget af det frisind som prægede deres civilisation i middelalderen, så ville det være en gevinst for både arabere og europæere. Da Europa var indsvøbt I den mørke Middelalder levede araberne i den oplyste Middelalder, en Middelalder hvor det kristne Europa slog langt hårdere ned på fritænkere end den muslimske Nærorient. Mens den samlede kristenhed stagnerede og sakkede agterud, så gjorde muslimerne i denne periode store fremskridt indenfor medicin, matematik, astrologi, og filosofi. Som den britiske filosof Bertrand Russell sagde, så redede den arabiske civilisation den europæiske civilisation fra sig selv.

Overfor denne indvending har essentialistiske Islam-kritikere for vane at sige, at sige, at alt hvad muslimerne tænkte og opfandt I deres oplyste Middelalder blot var kopier af tidligere hellenistiske og hinduistiske ideer. Det er rigtigt at araberne forende og forfinede ideer fra andre civilisationer, men araberne kom også med banebrydende ideer såsom Al-Ghazalis (1058–1111) kausalitetskritik, en problematik der først blev taget under vestlig behandling med David Hume (1711–1776).

Men selv hvis det var sandt, at den arabiske Middelalders bidrag udelukkende bestod at sammensætte og videreudvikle andre civilisationers ideer ville det ikke nødvendigvis betyde, at deres bidrag ikke var betydeligt: Araberne brugte eksempelvis anseelige kræfter på at reformere og kompilere indisk matematik for derved at skabe et konkret anvendeligt decimalsystem som vi endnu bruger i dag. At kompilere viden, snarere end at genopfinde den dybe tallerken er det rationelle at gøre for en civilisation der har erobret viden som er mere sofistikeret end sin egen. At omdanne andre folkeslags teoretiske indsigter til konkret brugbare teknologier var også hvad romerne gjorde, og dog hører man sjældent samme anklager fremsat mod romerne fra nogen kant. Tværtimod er romertiden en af de absolut formative perioder i den europæiske civilisations historie.

Fra idé til innovation

Et andet og relateret facet af det essentialistiske verdensbillede er, at det er ideer der styrer historien. I et essentialistisk verdensbillede er det nok at begribe ideen i dens grundform – dens essens – og derpå ordner resten så sig selv. (Denne forestilling sættes eksempelvis i spil via den fejlagtige kritik, at araberne ikke skulle have bidraget med kvalitativt nye ideer, og derfor ikkee have bidraget overhovdet.) Forestillingen om, at ”bare man har ideen, så ordner resten sig selv” er en forestilling for historiske analfabeter og helt katastrofalt fejlagtig: Flaskehalsen i såvel civilisatorisk innovation som i morderne virksomhedsinnovation har aldrig været ideer, men derimod Research & Development, en proces som er langt mere krævende og forbundet med langt større udgifter end det at få ideer.

Selvfølgelig skal der ideer til at skabe en civilisation, men at sige, at ideer driver historien, er ligesom at sige, at mad, søvn og ilt driver historien, for uden ideer, og uden mad, søvn, og ilt var vi ikke kommet nogen vegne. Der ligger en anseelig civilisatorisk værdi i at kunne tage ideerne fra tegnebrættet og føre dem ud i virkeligheden hvor de kan gøre en konkret forskel i menneskers liv. Hvis civilisatorisk udvikling blot bestod i at gribe ideer i deres grundformer, så havde grækerne opfundet dampmaskinen (Hero), såvel som evolutionsteorien (Anaximander) og Big Bang (Anaxagoras).

Den absurde essentialisme

Det essentialistiske verdenssyn viser gang på gang sin absurditet: For at få nutidens Islam-essens til at passe med fortidens bliver man på bizar vis nødt til at slette den arabiske civilisations højdepunkt. Abonnerer man i stedet på et ikke-essentialistisk verdenssyn, så er det fuldt ud muligt at araberne engang besad en højtudviklet civilisation, mens de nu lever i tilbagestående, formørkede samfund der minder os europæere om vor egen mørke Middelalder. At det skulle være nødvendigt for disse Islamkritikere at slette Islams civilisatoriske højdepunkt siger mere om det essentialistiske verdenssyns absurditet end om Islam. Hvis det er nødvendigt at slette den arabiske civilisations højdepunkt for at ”få pengene til at passe” med nutidens tilbagestående samfund, så varer det vel heller ikke længe inden essentialisterne ligeledes bliver nødt til at slette den græske oplysning (500-300 f.Kr.) for at få den græske ”essens” til at passe med nutidens tilbagestående Grækenland, plaget af korruption og balancerende på fallittens rand.

Selv hvis man adopterede det essentialistiske verdensbillede, så giver den essentialistiske islamkritik ikke megen mening: Hvis den tidløse essens om araberne skulle være, at de ikke kan tænke selv, men kun overtage ideer fra andre, så ville man logisk set forvente, at araberne stod på spring for at overtage de ideer om det frie marked og det liberale demokrati der har sejret verden over, hvilket åbenlyst ikke er tilfældet. I stedet har mange af nutidens arabere pinligt travlt med at benægte Holocaust og evolutionsteorien.

Faktisk siger arabiske meningsdannere af og til, at de nok kan se rigtige elementer I den europæiske oplysning (1650-1815), men at de foragter ideer som påføres dem udefra. Ifølge disse meningsdannere vil araberne ikke leve i liberale demokratier med frimarkedskapitalisme. (Selvom indvandringsstatistikkerne lader til at tale et andet sprog.) Imidlertid kan disse arabere ikke definere hvilket styre de vil leve i. På denne måde har disse røster meget tilfælles med den yderste venstrefløj, der ligeledes nok kan finde ud af at være imod det liberale demokrati uden helt at kunne definere hvad de selv går ind for, ligesom de kan finde ud af at kræve ”klimaretfærdighed” med mere uden heller helt at kunne definere dét.

Koranvers i kognitivt vakuum

Et sidste facet af den essentialistiske islamkritik går ud på, at man ud fra koranvers kan ekstrapolere sig til muslimers indre kognitive landskab og deres inderste motivation for den ene eller den anden handling. Selv hvis vi lader de konspiratoriske og overnaturlige elementer af denne forestilling passere ukritisk forbi, så er det stadig patentligt absurd at tro at muslimer lever I et kognitivt vakuum hvor kun koranvers har indflydelse på deres valg og prioriteter. Det er også historieløst i og med koranvers som (5:90-91) der indeholder forbud mod indtagelse af alkohol er blevet skiftevis lempet, tilsidesat og drakonisk håndhævet alt efter tid og sted.

Hvis man virkelig ville benytte sig af logikken med at ekstrapolere et folkefærds sande essens ud fra passager i deres hellige tekster, så indeholder Torah’en påbud om nådesløst udslette de folkeslag som israelitterne møder i Landet med Mælk og Honning, mens Koranen blot indeholder påbud om at dhimmificere kristne og jøder. Ud fra essentialisternes egen logik må jøderne altså væres mere optagede af mord på muslimer end omvendt, hvilket (Israels militære muligheder taget i betragtning) igen ikke er tilfældet.

Drop den essentialistiske islamkritik

Intet af dette er for at benægte at der er problemer med Islam. Efter 11. september i USA, 11. marts i Madrid, 7. juli i London, Muhammedkrisen, mordet på Theo van Gogh i Holland og meget, meget mere kan der ikke herske tvivl om, at den største trussel mod friheden i disse år kommer fra den muslimske fundamentalisme. Det er forstemmende at læse moderne muslimer støtte op om Muhammeds barneægteskab og undskylde æresdrab, og det leder ganske rigtigt tankerne hen på (Europas) mørke Middelalder. Det er ligeledes påfaldende hvordan Sydkoreas regering udsendte en officiel undskyldning for MIT-massakren i 2007, mens de fleste muslimske regeringsledere og lærde har det med at udtale sig tvetydigt, og som om det er vesterlændinges kollektive pligt at mane politikere, kunstnere og aviser til forsigtighed overfor Islam.

Der er med andre ord rigeligt at kritisere Islam for. Så by all means, kritisér Islam. Men drop den essentialistiske Islamkritik. Den er inkonsekvent, den er pinligt historieløs og dens verdensbillede ligner til forveksling noget fra klassisk muslimsk teologi.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close