Komparative fordele

af Ryan Smith, cand.mag.

.
Carolina Mills

17 Plants Shut Down

2,600 Jobs Lost

Jobs […]

Outsourced to Asia

Kære læser,

De er ikke gået forkert: De befinder Dem ikke i Weekendavisens BØGER, og ovenstående vers er ikke elegisk lyrik fra en nyere amerikansk digtsamling. Det er et reklamespot fra Obama, og for Obamas bebudede protektionistiske handelspolitik. En politik som har fået flere topdiplomater og verdensledere til at bide sig i læben i foruroliget forventning: Er det vildfaren valgsnak? Eller er det virkelig, faktisk og fremtidig amerikansk politik?

Problemet med Obamas angreb på den fremtidige frihandel med USA er, at det samtidig er et angreb på en af hjørnestenene i klassisk økonomisk teori, nemlig den britiske økonom David Ricardos (1772-1832) idé om komparative fordele; det vil sige ideen om, at gensidig frihandel altid er profitabelt nationerne imellem, da det i en international økonomi uden toldmure gælder, at ethvert forretningsforetagende naturligt vil søge derhen, hvor det er konkurrencedygtigt.

Et tænkt eksempel: Den kinesiske tekstilindustri har samme produktivitet som den amerikanske tekstilindustri. USA er til gengæld langt bedre end Kina til at producere software. Lad os sige, at Kinas produktivitet på området kun er 50% af den amerikanske. USA er således lige så god til at producere tekstiler som Kina, men ovennævnte forhold gør til sammen, at Kina har en komparativ fordel på tekstilområdet. Det kan med andre ord bedre betale sig at producere tekstiler i Kina, hvorfor Carolina Mills bliver outsourced to Asia, og alle bliver rigere, som vist nedenfor:

Produktivitet uden frihandel:
USA: Tekstil: 100 Software: 100
Kina: Tekstil: 100 Software: 50
Total: Tekstil: 200 Software: 150

Produktivitet med frihandel:
USA: Tekstil: 0 Software: 200
Kina: Tekstil: 200 Software: 0
Total: Tekstil: 200 Software: 200

Efter frihandel ser vi, at verden altså nu er 50 enheder Software rigere.

Selvom USA altså har den absolutte overhånd både hvad angår tekstiler og hvad angår software, så kan frihandel alligevel betale sig for begge parter, så længe kineserne koncentrerer sig om at producere tekstiler, og amerikanerne producerer software. Årsagen er komparative fordele.

Ideen om komparative fordele er egentlig simpel, men samtidig er den så spektakulært anti-intuitiv, at den gennem tiden er blevet udsat for al tænkelig (og utænkelig) kritik. Kritikken er kommet fra nærmest alle politiske fløje, fra socialdemokrater til konservative, men historisk set er den især kommet fra socialistiske grupperinger, hvis dialektisk-materialistiske doktriner forudsætter eksistensen af industrielle strukturer i det enkelte land, førend det kan betragtes som revolutionsmodent.

Og netop den betragtelige mængde disinformation på området har undertiden også fået tag i mange gode og intelligente mennesker, som eksempelvis Barack Obama. Ikke fordi Obama er marxist, sådan som nogle har påstået, men fordi han lytter til de forkerte røster: Bag Obamas protektionistiske handelspolitik finder man hovedsageligt de store virksomheder fra stål- og bilindustrien, der øjensynligt ikke har nok i en skattefinansieret spisebillet på 700 milliarder dollars.

På grund af disse røster er det undertiden blevet fremført, at frihandel ikke kan være tjenligt for erhvervslivet, eftersom store dele af erhvervslivet selv og sågar også verdens rigeste mand, finansspekulanten Warren Buffet, aktivt bakker op om Obamas handelspolitik.

Dét ræsonnement hviler imidlertid på den antagelse, at private virksomheder er naturligt profitsøgende foretagender, som støtter fri kapitalisme, hvilket dog kun er en halv sandhed: Nok er private virksomheder profitsøgende, men hvis de kan lirke velmenende politikere (såsom Barack Obama) til at indhegne markedet med kunstige toldmure, så får virksomhederne stadig deres profit, og dermed har de ingen grund til at støtte den fri konkurrence. Business as usual for erhvervslivet, og for så vidt også for forbrugeren, der bare har at handle, hvad etaten anviser, hvor etaten anviser.

En sådan økonomisk tankegang leder tankerne tilbage på merkantilismens guldalder (1500-1775). I sin essens er merkantilismen et økonomisk system, som søger at beskytte producenter snarere end at gavne forbrugeren, sådan som fri konkurrence gør det. Tankegangen er, at store nationale virksomheder risikerer at blive udkonkurreret under frie, konkurrenceprægede forhold, og hvor skal staten  få sine skattekroner fra? Så er det bedre at beskytte producenterne ved at begrænse forbrugernes valg.

Følgelig fortoldes udenlandsk aktivitet på hjemmemarkedet så kraftigt, at de nationale industrier til hver en tid er sikret en grundlæggende efterspørgsel på mange af deres produkter. Men netop fordi hver enkel nation har lukket sit marked, betyder det også, at modpartens ressourcer vil være så meget desto mere tillokkende. Eller sagt på en lidt firkantet måde så vil lande, der ikke konkurrerer på handel, før eller siden inciteres til at konkurrere på krig.

Som vi har set ovenfor, så er ufortoldet handel det økonomiske system, der sikrer den størst mulige velstand viakomparative fordele. Imidlertid løber udsigten til øget velstand af og til på modstand fra den betragtning, at verden er “rig nok”; et argument som Obamas kampagne har strejfet i den amerikanske valgkamp, og som SF’s Villy Søvndal også har slået an herhjemme. Denne form for argumentation lader til at bero på en forestilling om, at økonomisk velstand begrænser sig til en uophørlig produktion af glinsende fladskærme og samtalekøkkener ad nauseam. En uheldig holdning der ikke lader til at medregne det faktum, at øget økonomisk velstand undertiden også resulterer i renere mad og billigere medicin.

Dertil kommer, at folk som Obama og Søvndal, folk der brændende ønsker en velholdt offentlig sektor, har yderligere en interesse i at holde væksten i erhvervslivet så høj som muligt: I en konkurrencepræget økonomi går størstedelen af erhvervslivets omsætning nemlig ikke til dekadente direktørers lystyachter og privatfly, men til geninvesteringer i virksomhedens produktions- og brandingapperat, hvis da ikke overskuddet udbetales som dividende til virksomhedens aktionærer. Dividenderne er skattepligtige, så jo større virksomhedernes omsætninger er, jo flere penge vil staten også have til at udbetale velfærdsydelser, finansiere offentlige hospitaler, restaurere skoler og plejehjem med videre.

Denne fremgang er staten aktivt med til at decimere når den fortolder markederne. Den gør med andre ord os alle sammen fattigere. Til gengæld sparer kløgtige politikere så deres approval ratings for de negative følgevirkninger af massefyringer i Chrysler, Ford og General Motors. Men det er, som vi har set, en kortsigtet løsning, som i sidste ende berøver os alle en bedre tilværelse.

Så kære Barack Obama: Spis ikke Deres vælgere af med den kortsigtede løsning, men følg i stedet i David Ricardos fodspor, og det kunne tænkes, at De allerede i 2012 ville kunne udskifte elegien med følgende panegyrik:

Silicon Valley

Several New Startups

Foreign Orders Placed

Orders […]

Hailing from Asia


Post Scriptum: Endnu et eksempel på Komparative Fordele

Lad os sige vi har to aktører, Otto og Britta. De kan lave hhv. cykler og telefoner. Otto er god til at lave cykler, og Britta er god til at lave telefoner:

Otto: 10 timer pr. cykel, 25 ti…mer pr. telefon
Britta: 20 timer pr. cykel, 15 timer pr. telefon

Hver for sig skal du nu lave 1 cykel og 1 telefon:

Otto: 10 + 25 timer = 35 timer
Britta: 20 + 15 timer = 35 timer

Men nu arbejder de sammen:

Otto: 2 Cykler = 20 timer
Britta: 2 Telefoner = 30 timer

De har produceret det samme, byttet, og sparet 20 timer. Det er absolutte fordele.

Nu kommer komparative fordele: Bente er *både* bedre til at lave cykler *og* til at lave telefoner end Britta:

Britta: 15 timer pr. cykel, 20 timer pr. telefon
Bente: 13 timer pr. cykel, 10 timer pr. telefon

Hver for sig skal du nu lave 1 cykel og 1 telefon:

Britta: 15 + 20 timer = 35 timer
Bente: 13 + 10 timer = 23 timer

Men nu arbejder de sammen:

Britta: 2 Cykler = 30 timer
Bente: 2 Telefoner = 20 timer

Britta sparede 5 timer
Bente sparede 3 timer

Selvom Bente var bedst til det hele, så kunne det alligevel betale sig at arbejde sammen med Britta.

Selvom USA er bedst til det hele, så kan det allgievel betale sig at handle sammen med Kina.