Unge mennesker og blodige computerspil

Af Majken Hirche, cand.scient.

Gennem 1990’erne gik kritiske røster fra ungdomseksperter og bekymrede forældre slag i slag med de voldelige computerspils udbredelse. De bloddryppende actionscener på skærmen inciterede jo til vold, og de unge sind var ikke i stand til at skelne mellem fiktion og virkelighed.

Helt galt gik det i 1999 da det kom frem, at de to gerningsmænd bag columbine-massakren havde spillet voldsforherligende skydespil DOOM. Men selvom det efterhånden er længe siden vi skrev 1999, så har de bekymrede røster endnu et par skud i magasinet (så at sige): Voldelige computerspil giver de unge aggressive tanker og fremelsker en uempatisk og antisocial adfærd. Så klar lyder konklusionen fra en metaundersøgelse som Iowa State University iværksatte tidligere på året. Undersøgelsen samlede op mod 130 forskningsresultater fra flere lande, og statistikken viste klart og tydeligt, at voldelige computerspil fører til aggressive tanker. Siger forskerne da.

For en ting er et statistisk gennemsnit, og et andet er det faktiske individ, den unge af kød og blod, og hans hang til voldelige computerspil. Derfor satte psykologen Patrick M. Markey fra Villanova University sig for at undersøge, om det nu også var så galt, og ved brug af psykometriske værktøjer som det anerkendte NEO PI-R viste han, at det langtfra er alle unge der befinder sig i risikozonen når det kommer til voldelige computerspil. Tværtimod, så var de negative effekter af at spille voldelige computerspil isoleret hos en lille gruppe af unge, som i forvejen kunne siges at være depressive, emotionelt ustabile, følelsesmæssigt indifferente, og generelt mindre hensyns- og samvittighedsfulde end andre unge på tilsvarende alderstrin. Bloddryppende computerspil gør altså ikke unge til psykopater, men unge der allerede er psykopater bliver mere aggressive, og tiltagende fjendtligt indstillet overfor deres omgivelser.

De unge der vitterligt påvirkes af de hæmoglobinholdige computerspil er altså en lille prædisponeret gruppe, og deres reaktioner er de samme som når de oplevelser vold på film og TV. For langt de fleste unge forbliver volden altså virtuel. Så mon ikke de bekymrede ungdoms”eksperter” burde tage sig en slapper. Eller et spil DOOM.