Anmeldelse: Gildet, eller hvordan man vinder et folketingsvalg

af Mikael Jalving, ph.d., blogger og direktør i Orddervirker

Timingen kunne ikke have været bedre. Bogen landede på avisredaktionerne den dag, folketingsvalget blev udskrevet og udkom en uge inde i den igangværende valgkamp.

Bogen hedder Gildet – eller hvordan man vinder et folketingsvalg og er skrevet af den unge akademiker Ryan Smith. Indholdet er mere end tankevækkende.

Smith er glad for grækere – altså de gamle grækere – og er inspireret af Platons klassiske dialog Symposion, der er formet som et drikkegilde, hvorunder gæsterne diskuterer, hvad ægte kærlighed er – svar: kærlighed til viden.

Med Gildet gennemfører Ryan Smith en lignende fiktiv samtale mellem Villy, Helle, Lars, Anders, Simon-Emil, Mogensen og andre, du sikkert har hørt om. Målet er at beskrive, hvad politik egentlig er – og bogen dramatiserer elegant en stribe af muligheder lige fra rendyrket idealisme til kynisk realisme. Metoden er med andre ord sokratisk: Først når man kan svare på det grundlæggende spørgsmål, kan man gøre sig håb om at vinde et folketingsvalg.

Men hvad er politik så?

Politik er og bliver afhængigt af de mennesker, der fører den. Hvis jeg nu skal være lidt firkantet, så vil jeg sige, at vi til og med Anden Verdenskrig havde en stort udvalg af mennesketyper i politik. I dag er det imidlertid kun nogle helt specielle typer, der kan overleve i moderne politik. Fælles for dem er, at de meget gerne ignorerer substansen i det, der diskuteres. Det er blevet vigtigere hvem der sagde hvad, end hvad der bliver sagt. Denne valgkamp er eksemplarisk i så henseende.

Jo, men har det ikke altid været sådan? Politikere er vel pr. natur svindlere. Kan man overhovedet vinde et folketingsvalgt på substans?

Tja, du kan måske sige, at det faktisk er blevet bedre. Til det amerikanske præsidentvalg i 1800 sagde John Adams f.eks., at hvis Jefferson blev valgt, ville mord, utroskab, voldtægt og incest blive lovligt, og Amerikas jord blive rød af blodet fra al kriminalitet. Det er trods alt noget andet end i dag, hvor vi nøjes med at sige, at Helle og Villy ved magten vil føre til græske tilstande.

Men jeg vil alligevel holde fast i, at der er sket noget siden dengang: Mange af de gamle politikere, vi i dag tænker stort om – Jefferson, Lincoln, Madison, Coolidge – var jo indadvendte æggehoveder, der ikke ville gøre sig godt på en tv-skærm.

Hvad er det tv-mediet gør ved politik?

Tv-mediet favoriserer det udadvendte, det menneskelige – den kandidat vi gerne vil drikke en øl med. Men det er så bare ikke nødvendigvis den kandidat, der er den bedste politiker.

Når vi nu er så meget klogere, hvordan vinder man så i dine øjne bedst det forestående folketingsvalg?

Man skal have tre ting – samtidig. (1) En stærk lederskikkelse, (2) en stærk overbevisning og (3) en klar retorik – gerne à la Churchill og Thatcher, ja selv Glistrup med hans havregrødsautomater til bistandsklienterne og telefonsvareren, der siger, at vi overgiver os – på russisk. I denne valgkamp er det stærkeste bud på sådan en skikkelse Johanne Schmidt-Nielsen, om end hun mangler noget helt fjerde.

Hvad er det? En politik, der ikke er himmelråbende naiv?

Hæ, nej, hun mangler at give os troværdig information om, hvad det er, hun vil med magten. Det kalder jeg også for McDonald’s-princippet: McDonald’s har jo ikke besejret alle de andre burgerkæder ved at lave en bedre hamburger. McDonald’s har vundet ved at udbyde stabil information om, hvad man får når man handler hos dem. Selv hvis du befandt dig i et land, hvor du ikke forstod et ord af sproget, og hvor du ikke kendte et øje, ville du vide præcis hvad du fik når du handlede hos McDonald’s, helt ned til mængden af løgringe i din hamburger.

Nu synes jeg jo ikke, at der er ret mange løgringe i Enhedslistens politik…

Nej, og derfor er det bedste bud på et parti, der hædrer McDonald’s-princippet i denne valgkamp, Liberal Alliance med partiets fire mærkesager.

Øh, hvad er det nu, de er…

Netop. LA har dels det problem, at de netop ikke kan holde sig indenfor de fire mærkesager, men hele tiden klasker nye tiltag, såsom skolepolitik, forskningspolitik og asylpolitik på bordet, og dels har LA det problem, at deres fire mærkesager simpelthen ikke hænger intuitivt sammen. Det kan godt være, at der er en rød tråd mellem Mere vækst, Lavere skat, Mindre bureaukrati og Mere frihed, men selv inkarnerede LA’ere har svært ved at genspille dem frit fra hukommelsen.

Alligevel har jeg dig mistænkt for at stemme på partiet…

Jeg mener, at LA skal have respekt for at gøre op med Claus Hjort-doktrinen.

Er Claus Hjort Frederiksen en doktrin? Jeg troede bare, han var en regulær fejltagelse…

Claus Hjort personificerer den idé, at man ikke må tage noget fra store vælgergrupper, men at man i stedet bør lefle for medianvælgeren. Det har været en international trend i politik de sidste ti år, men den, der har stået stærkest på det herhjemme, har været Claus Hjort Frederiksen. I min bog forsøger jeg egentlig at gøre op med den tanke, fordi jeg mener, at den grundlæggende er ret uhæderlig.

Hvorfor?

Fordi den gør staten til en slags pyramidespil, hvor alle tror, at de kan leve på andres bekostning. Men ikke desto mindre er det jo en tillokkende tanke, hvilket Danmarks to millioner forsørgede kan bekræfte.

Vigtigheden af Claus Hjort-doktrinen har uden tvivl været overdrevet de sidste ti år; 180 Graders Ole Birk Olesen har f.eks. dokumenteret, at V og K’s vælgerne var klar til et opgør med efterlønnen allerede tilbage i 2001, men at de selv begyndte at tøve, da V og K’s folketingsgrupper sagde, at den skulle bevares. Så jeg forudser en udvikling, hvor Claus Hjort-doktrinen begynder at betyde mindre, og McDonald’s-princippet begynder at betyde mere for, hvem der vinder et folketingsvalg.

Gildet – eller hvordan man vinder et folketingsvalg, Det Andersenske Forlag, 131 sider, 119 kr.