Ayn Rands overmennesker

Nyklassisk Indtil for fem år siden var der stort set ingen herhjemme, der havde hørt om den amerikanske forfatterinde Ayn Rand. Så udgav Saxo Bank hendes bøger, hendes hovedværk blev stort filmatiseret i forsommeren, og den amerikanske tv-debattør Glenn Beck satte fornyet fokus på hendes forfatterskab i sin omtale af corporate bailouts under finanskrisen. Hvordan gik det til, at en kultforfatterinde fra 1950’erne, som altid var ukendt herhjemme, pludselig gik hen og blev nyklassisk? Og hvorfor er hendes helte ingeniører?

af Ryan Smith

Da man i 1998 bad amerikanske læsere nævne de værker, de oplevede som de vigtigste for det 20. århundrede, var både nummer 1 og 2 skrevet af Ayn Rand. Bøgerne var The Fountainhead og Atlas Shrugged. Nogle år tidligere havde den amerikanske regering bedt borgerne om at fortælle, hvilken bog det havde påvirket dem mest at læse. Nr. 1 blev selvfølgelig Bibelen, men nummer 2 blev igen Ayn Rand med murstensromanen Atlas Shrugged.

Med sine omtrent 645.000 ord er Atlas Shrugged en af de længste romaner, der nogensinde er skrevet (en gennemsnitlig roman indeholder ca. 80.000 ord, og Atlas Shrugged er således godt og vel otte standardromaner i ét bind). Både The Fountainhead og Atlas Shrugged er afsindigt lange værker, som Ayn Rand selv regnede for”filosofisk skønlitteratur”.

Med de to romaner ønskede hun at promovere sin hjemmebryggede filosofi, hvis grundsætninger lyder som følger: (1) Tilværelsen er objektiv. (2) Mennesket bør altid følge fornuften og aldrig tænke eller handle irrationelt. (3) Moralske principper er objektive og erkendes via fornuften. (4) Egoisme er moralsk rigtigt, så længe man ikke skader andre. (5) Kapitalismen er den eneste retfærdige samfundsform.

For at illustrere disse principper benytter bogen sig af skarpe grænsedragninger imellem heltene, de kreative skabermennesker, og skurkene, de foragteligt snyltende velfærdsmennesker. Eller som en dansk litteraturkritiker har udtrykt det: En opdeling imellem ”over- og undermennesker”. Undermenneskerne kan være hvem som helst, der ikke kan klare sig selv, men i Ayn Rands Aristoteles-inspirerede univers bliver overmenneskerne objektive, anvendelsesorienterede, logisk-mindede typer, og således ligger det lige for, at gøre dem til en art ingeniører: Arkitekter (der selv udfører ingeniørdelen af deres projekter), fysikere, opfindere og metallurger.

Overmenneskernes dal

Løfter vi sløret for handlingen af Atlas Shrugged, bliver det snart klart, hvad vi her har med at gøre: De to søskende Dagny og James Taggart ejer som et familieforetagende Amerikas største jernbaneselskab. Og hvor Dagny er en klarttænkende ”objektivist,” er James en velfærdsbaby, der ønsker firmaet i seng med staten og dens mange skattekroner.

På jagt efter en mystisk ingeniør, som måske kender hemmeligheden bag en ny og revolutionerende energikilde styrter Dagnys flyvemaskine ned i en dal, hvor det viser sig, at Amerikas skabende ingeniør-overmennesker har slået sig ned i protest mod det omsiggribende socialistiske velfærdssamfund, der hærger Corporate America. De innovative, intelligente, idérige og frem for alt objektivt tænkende overmennesker gemmer sig her for socialismen med hjælp fra en luftspejlings-teknologi, der for overflyvende får det til at se ud, som om at dalen er øde. Her venter ingeniør-heltene på, at de venstreorienterede velfærdsskvat får kørt USA så meget i sænk, at de omsider bliver klar til at afgive magten til de liberalistiske overmennesker, der har gemt sig i protest. Når dén dag oprinder, vil Amerika omsider være klar til en ny begyndelse, hvor de skabende ingeniører igen kan komme til deres ret.

Dumheder og dårlig kunst

Og således forstår man måske, hvordan Ayn Rand, der som ”objektivist” var voldsomt imod religion, kan figurere side om side med selveste Bibelen som USA’s favoritbøger: Den pinligt primitive handling er hugget fra Johannes’ Åbenbaring, der er Bibelens sidste bog. Det opdelingen af menneskeheden i synderne og de frelste, og med deres synder skaber førstnævnte den store velfærds-Satan. Men synderne kan også omvende sig, og vil til sidst og erkende, at liberalismen er den sande tro.

Ayn Rand har altid haft sine modstandere, og disse har haft rigeligt at kritisere hende for. Forfatterskabets kunstneriske kvaliteter lader meget tilbage at ønske; karaktererne er flade og robotagtige, passagerne er for lange og ordtunge, og – frem for alt – det er tydeligt, alt for tydeligt, hvad Rand ønsker, at læseren skal synes. På denne måde er Rand den totale modsætning til Dostojevskij, hvor alle karakterer har både styrker og svagheder. Rands overmennesker har kun gode kvaliteter, mens undermenneskerne er så udpræget dumme at høre på, at det virker urealistisk og kunstigt. Selv karakterernes fysik afspejler, hvem der er de ridderlige liberalister, og hvem der er de spytslikkende socialister, og på den måde bliver bøgerne til en slags romantik.

Og netop derfor kan bogen alligevel læses som det underholdende helteepos, den trods alt er: En slags Lord of the Rings for liberalister.

Med finanskrisens komme havde visse aktører, såsom tyske ZEITmagazin, og britiske Sunday Times luftet den tanke, at finanskrisen var forudsagt af Karl Marx, og at den derfor bekræftede hans politiske evangelium. Ved nærmere eftersyn lader det imidlertid til, at Rand havde forudsagt krisen med langt større nøjagtighed; – som en velfærdskrise, ikke som en klassekamp – Rand var med andre ord den der kom tættest, om nogen, på at forudsige den nuværende krise, og netop det, kan måske være med til at forklare hendes re-aktualisering og stigende popularitet.

Ayn Rand
Atlas Shrugged

1184 sider, ISBN 0141188936
Penguin 2007[først udgivet 1957]

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close